Anmeldte navne kunne ikke registreres på grund af manglende navneegenskab.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/10088@1995-03-06/da
Indhold
Advokat Thomas O. Berg har i skrivelse af 26. juli 1994 på vegne CADMIUM INVEST A/S (nu ALPHAMED A/S) klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i skrivelse af 30. juni 1994 (j.nr. 94-38.477) har afvist at registrere nogle nærmere bestemte binavne til ALPHAMED A/S.
Sagens omstændigheder:
Den 16. juni 1994 anmeldte advokat Thomas O. Berg på vegne CADMIUM INVEST A/S (nu ALPHAMED A/S) 48 binavne til registrering. Binavnene fremgår af vedlagte bilag 1 til kendelsen (nummereringen er foretaget af ankenævnet). Den 30. juni 1994 afviste Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at registrere binavnene.
I klageskrivelsen og i en supplerende skrivelse af 20. december 1994 har advokat Thomas O. Berg på vegne klageren gjort gældende, at samtlige binavne bør antages til registrering. Såfremt dette ikke kan lade sig gøre, bør binavnene med numrene 1, 10-18, 20, 25, 34-42 og 44 registreres. Såfremt heller ikke det kan lade sig gøre, bør numrene 1, 10-17, 25, 34-41 registreres. Til støtte herfor har advokat Thomas O. Berg anført, at de anmeldte binavne har det fornødne særpræg (navneegenskab), jfr. Aktieselskabslovens § 153, og ikke omfattet af de kategorier, der almindeligvis afvises. I lægemiddelbranchen er der i dag en stigende tendens til at anvende og opnå registrering af navne eller binavne, der har deskriptiv karakter og/eller relaterer sig til indikation for eller virkning af et bestemt produkt. Advokat Thomas O. Berg har i den forbindelse henvist til registrerede binavne for eksempelvis »PHARMACIA A/S« og »NOVO NORDISK A/S«. Med hensyn til binavnene med numrene 1, 10-18, 20, 25, 34-42 og 44 indeholder disse en rent deskriptiv beskrivelse af et produkt - nemlig homøopatiske lægemidler - og indikation/virkeområder - eksempelvis »mod rejsesyge«. Ifølge advokat Thomas O. Berg har i hvert fald disse navne et sådant særpræg, som i henhold til Aktieselskabslovens § 153, herunder note 2 i kommentaren, bør føre til en registrering. Binavnene med numrene 18, 20, 42 og 44 falder efter advokat Thomas O. Bergs opfattelse i en anden kategori, idet der ikke er angivet virkefelt. Advokat Thomas O. Berg har endvidere anført, at det for selskabet er af stor betydning at opnå den beskyttelse og den benyttelsesret, der følger af en navneregistrering i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Fuldt samme rettigheder kan ikke opnås ved registrering af de respektive binavne i Patent- og Varemærkedirektoratet, hvilken registrering iøvrigt er unødigt bekostelig, nemlig 2.000,- kr. pr. binavn, og ganske tidskrævende, idet registreringstiden i øjeblikket er omkring 6 måneder. Endelig har klageren anført, at bedømmelsen af et navns særpræg (navneegenskab) beror på en helhedsvurdering, og det forekommer overordentligt formalistisk om registrering af de anmeldte binavne, specielt de binavne, der af klageren er særligt fremhævede, skulle kunne nægtes med henvisning til manglende særpræg (navneegenskab). Der er efter advokat Thomas O. Bergs opfattelse ingen mulighed for forveksling eller misforståelse, navnlig fordi navnene begynder med »BOIRON«, henholdsvis »ALPHAMED«, ligesom særpræget ligger i den sammenhængende verbale beskrivelse. Navnene bør derfor registreres.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har i en redegørelse for sagen af 15. november 1994 fastholdt registreringsnægtelsen for alle binavnene med henvisning til, at navnene mangler særpræg ( navneegenskab). Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udtaler bl.a.: ».....
Aktieselskabslovens kapitel 18 indeholder bestemmelserne om selskabets navn.
For at et selskabs navn skal kunne tjene sit formål - at identificere selskabet overfor andre virksomheder - må navnet have særpræg (navneegenskab).
Der er ikke entydige eller udtømmende kriterier for, hvorvidt et navn har særpræg, og domstolspraksis viser da også, at navne med ringe særpræg i konkrete tilfælde er accepterede, allerede fordi de ikke er forvekslelige med andre navne. Bedømmelsen beror således på et skøn.
Der er imidlertid betegnelser, som normalt på grund af manglende særpræg, vil være uegnede eller ringe egnede til selvstændig brug som selskabsnavn.
Til disse betegnelser hører:
slogans - gængse vendinger, talemåder eller almindelige anprisninger, samt almindeligt benyttede ord på dansk eller andet sprog, som beskriver virksomhedens varer og/eller varernes egenskaber ( art, beskaffenhed, anvendelse, m.v. ).
(Binavnene med numrene: 2-9, 19, 21-24, 26-33, 43, 45-48) må betragtes som hørende under slogankategorien, medens de øvrige i bilaget anførte navne,....dels beskriver varen og/eller dennes egenskaber.
Det er således styrelsens opfattelse, at samtlige anmeldte binavne bør nægtes registrering, idet de hører under en eller flere af nævnte kategorier af betegnelser og efter styrelsens skøn savner fornødent særpræg.
Når klager anfører, at der lægemiddelbranchen i dag er en stigende tendens til at anmelde og opnå registrering af navne, der har deskriptiv karakter og/eller relaterer sig til indikation for eller virkning af et bestemt produkt, må der være tænkt på anden registrering end registrering som selskabsnavn.
Klagers henvisning i denne forbindelse til binavne registreret for »PHARMACIA A/S« og »NOVO NORDISK A/S« ses ikke have relevans i sagen (Bilag 2 og 3 til kendelsen).
Klagers anbringende om, at anmeldelsen af binavne sker hertil for at spare de store gebyrer for anmeldelse af varemærker, ses ikke at burde være relevant for sagens udfald.
Herudover bemærkes, at klagers synspunkt med hensyn til den manglende erhvervelse af rettigheder ved registrering af varemærker ikke er helt dækkende for retstilstanden.
Ifølge Varemærkelovens § 3, stk. 3, kan et mærke, der ikke ved ibrugtagen har fornødent særpræg, opnå ret, når og forsåvidt der skabes særpræg gennen mærkets anvendelse. .....'
Ankenævnet udtaler:
Anvendelsen af binavnet Boiron (A/S) henholdsvis hovednavnet Alphamed (A/S) som led i de enkelte ansøgte binavne tilfører ikke de enkelte navne individualitet. Da endvidere de i hvert tilfælde i øvrigt anvendte slogans, anprisninger eller beskrivelser, der består i ord eller sammenstillinger af ord i almeneje til almindelige sætninger, der ikke har navneegenskab, tiltrædes det at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har afvist registrering.