Gelex

Tilladelse/tilførsel af aktiver

GældendeVersion 1995-02-21
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/17117@1995-02-21/da

Indhold
  1. Indledning

Reference:

Fusionsskatteloven § 15 c og d., LV S.D.3.

Ligningsrådet gav tilladelse til tilførsel af aktiver i henhold til fusionsskattelovens § 15 c og d i forbindelse med et selskabs overdragelse af rettigheder, varelager, likvider og tilgodehavender til et datterselskab.

F A/S anmodede om tilladelse til tilførsel af aktiver i henhold til Fusionsskattelovens § 15 c og d.

Det var oplyst, at F A/S som en biaktivitet havde udviklet og fået produceret et apparat, der bruges i forbindelse med spildevandsrensning.

F A/S havde hidtil i en periode produceret og solgt apparatet, men havde erkendt, at der var behov for en langt større salgs- og markedsføringsindsats. Da biaktiviteten reelt ikke lå inden for F A/S' strategiske forretningsområde, så man sig ikke i stand til på egen hånd at udvide salgsindsatsen for det pågældende apparat.

Man havde derfor planlagt at indgå i et joint venture med et tysk selskab (herefter kaldet partneren), der besad den fornødne salgsstyrke og ekspertise på det pågældende marked.

Målet var etablering af et nyt dansk aktieselskab, ejet ligeligt af F A/S og partneren, idet F A/S ville indskyde virksomhedsgrenen og partneren ville tegne kapital for et tilsvarende beløb.

Etableringen påtænktes udført således:

F A/S ville udskille hele sin biaktivitet, primært omfattende rettigheder og varelager. F A/S fik apparaterne fremstillet hos en ekstern underleverandør, hvorfor der ikke anvendtes egne maskiner til fremstilling.

Rettighederne påtænktes overført til modværdien ca. 15 mio. DKK og varelageret til ca. 2 mio. DKK mod vederlæggelse i aktier i selskabet. Overførselsdagen planlagdes at være 1. januar l995. For så vidt angår værdiansættelsen anførtes det, at denne som følge af den efterfølgende konkrete aktietegning fra den nye partner netop var udtryk for handelsværdien mellem to uafhængige parter.

Ved opgørelse af vederlaget skulle der tages hensyn til den udskudte skat, der hviler på overdragelsen, samt indskud af et likvidt beløb/tilgodehavender på 3 mio. kr.

F A/S ville herefter være eneejer af et datterselskab med en aktiekapital på 15 mio. DKK, idet der var afsat udskudt skat ved 34 pct. med ca. 5 mio. DKK. Der ville således ikke være tale om aktiesalg fra F A/S's side.

Den indskudte virksomhedsgren bestod af følgende aktiver: et varelager af færdige apparater, rettigheder o.l. samt likvider/tilgodehavender.

Herudover var tilknyttet to udviklings-/salgsfolk, der skulle følge med over i det nye selskab.

Det nye selskab ville få til huse på egen adresse i København, og der skulle ansættes en direktør og en række sælgere foruden de to nuværende medarbejdere.

Ligningsrådet kunne på baggrund af de foreliggende oplysninger tillade den omhandlede tilførsel af aktiver, jf. fusionsskattelovens § 15 c, stk. 1, idet der var tale om tilførsel af en selvstændig virksomhedsgren til det modtagende selskab, og idet vederlaget for de tilførte aktiver og passiver til datterselskabet udelukkende bestod af aktier i det modtagende selskab.

Versioner

  1. 1995-02-21