Afskrivning, Driftsmidler
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/17154@1995-06-06/da
Indhold
Afskrivning
Driftsmidler
Udlejningsvirksomhed
Reference: AL § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7, LV 1994 E.C.1.1.1, E.C.1.1.7
Ligningsrådet anså stilladser og stilladsdele for aktiver erhvervet med henblik på udlejning og derfor omfattet af Afskrivningslovens § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7.
Arbejde som virksomheden udfører ved hejseværk kunne efter Ligningsrådets opfattelse anses som levering af en samlet service- eller tjenesteydelse, der ikke er omfattet af Afskrivningslovens § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7.
Vederlaget for ydelsen anses skattemæssigt som en helhed.
Udlejning af enkeltdele f.eks. motorer og hejseværk uden opsætning, anså Ligningsrådet som omfattet af reglerne i Afskrivningslovens § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7.
Se også TfS 1994.630, om indkomst fra stilladsvirksomhed i forhold til underskudsbegrænsningsreglen i Ligningslovens § 15, stk. 5.
Ligningsrådet blev spurgt om følgende:
Spørgsmål:
Skal S A-S opdele sin virksomhed i en udlejningsafdeling og en afdeling for salg af tjenesteydel
I bekræftende fald anses alene udlejning af materiel, som lejer selv anvender, for omfattet af udlejningsbegrebet?
Er tidsbetalingsdelen en integreret del af betalingen for tjenesteydelserne?
Sagens omstændigheder er følgende:
Virksomhedens altovervejende aktivitet er stilladsopstilling, men der foretages også udlejning af enkeltkomponenter uden opstilling samt motorer, hejseværk o.lign.
Selskabet udfører desuden i mindre omfang arbejde med f.eks. hejseværk.
Montage og demontage af stilladser udgør ca. 70 pct. af omsætningen, hvortil kommer et beløb for at have stilladserne til rådighed (leje). Revisonsfirmaet har oplyst, at selv ved langtidsopstillinger udgør montage og demontage langt den overvejende del af entreprisesummerne.
Stilladser opstilles og nedtages af selskabets egne folk.
Revisionsfirmaet er af den opfattelse, at virksomhed i form af udførelse af opgaver med kraner og hejseværk kan ligestilles med vognmandsforretningens kørsel af f.eks. grus, hvorfor der er tale om salg af tjenesteydelser.
Efter revisionsfirmaets opfattelse ændrer det ikke ydelsens karakter, at betalingen relaterer sig helt eller delvist til periodens længde, hvilket er det normale, fra betalingen i møntvaskeriet til vogn mandsforretningens ydelser.
Efter Ligningsrådets opfattelse er stilladser og stilladsdele aktiver, erhvervet med henblik på udlejning og derfor omfattet af Afskrivningslovens § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7. Det gælder uanset hvor stor en del af lejen, der efter de foreliggende oplysninger beregnes som leje pr. dag for stilladset, udgør af den samlede betaling for montage og demontage af stillads mv. § 2, stk. 8 har virkning for aktiver, der er anskaffet d. 19. maj 1993 eller senere. § 3, stk. 7 har virkning for aktiver omfattet af Afskrivningslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, der er anskaffet d. 18. juni 1993 eller senere.
Arbejde som virksomheden udfører ved hejseværk kan efter Ligningsrådets opfattelse anses som levering af en samlet service- eller tjenesteydelse, der ikke er omfattet af Afskrivningslovens § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7.
Vederlaget for ydelsen anses skattemæssigt som en helhed.
Udlejning af enkeltdele f.eks. motorer og hejseværk uden opsætning, anser Ligningsrådet derimod som omfattet af de nævnte regler i Afskrivningslovens § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7.
Kommentar:
Ved skattereformen i 1993 blev der ved lov nr. 425 af 25. juni 1993 givet nogle regler om beskatning af indkomst fra udlejningsaktiver i Afskrivningslovens § 2, stk. 8 og § 3, stk. 7 (selskabstømning), Ligningslovens § 15, stk. 5 (underskudsbegrænsning) og Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13 (anpartsreglerne).
I bemærkningerne til Afskrivningslovens § 2, stk. 8 om selskabers adgang til at afskrive på udlejningsaktiver er anført, at udlejningsreglen omfatter f.eks. bareboatbefragtningsaftaler men ikke befragtningsaftaler på timecharterbasis.
En bareboataffale kan således opfattes som udlejning af et skib, og en timecharteraftale som en aftale om transport af gods (levering af en samlet ydelse).
Ligningsrådet har tidligere taget stilling til en sådan afgrænsning imellem udlejning af driftsmidler og køb af en samlet service- eller tjenesteydelse i Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, jf. bindende forhåndsbesked af den 19. april 1994, 99-93-4286-530, TfS 1994.429, vedr. udlejning af en fregat til vandrerhjem.
Ligningsrådet fandt, at driften af vandrerhjemmet i fregatten ikke kunne anses som udlejning af et driftsmiddel som omhandlet i Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13. Benyttelse af værelserne og tilhørende servicefaciliteter i vandrerhjemmet måtte efter Ligningsrådets opfattelse anses som køb af en samlet service- eller tjenesteydelse, der ikke er omfattet af Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13.
I en anden sag, bindende forhåndsbesked af 12. juli 1994, 41-94-4286-20, TfS 1994.630, vedtog Ligningsrådet, at et selskabs indkomst fra udlejning af stilladser var omfattet af underskudsbegrænsningsreglen i Ligningslovens § 15, stk. 5. Udlejning af stilladser ansås således for udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler. Lejeindtægten blev derved skattemæssigt adskilt fra selskabets indkomst ved opsætning og nedtagning af stilladser.
Efter de foreliggende oplysninger i nærværende sag faktureres leje og optagning/nedtagning af stilladser som poster, opgjort hver for sig som betaling for forskellige ydelser, der kan adskilles økonomisk.
Ligningsrådet har herefter afgjort sagen i overensstemmelse med den tidligere afgørelse vedr. stilladser, TfS 1994.630.
Om spørgsmålet udlejning/levering af tjenesteydelse se også LV 1994 E.F.1.2 og artiklen "Anpartsreglerne og praksis" TfS 1994.623, pkt. 2 og 4.1, hvori der også omtales muligheden for, at reglerne kan få virkning for erhvervsvirksomhed, der ikke er tilrettelagt og drevet ud fra skattemæssige motiver.