Virksomhed af væsentligt omfang - bestyrelsesarbejde - konsulentvirksomhed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/3722@1995-12-18/da
Indhold
Medlemmet søgte om delefterløn. Det fremgik af hans ansøgning, at han havde drevet selvstændig virksomhed som virksomhedskonsulent siden den 1. januar 1985, og at han ønskede at overgå til delefterløn pr. 1. februar 1995. Det fremgik endvidere af ansøgningen, at han ville nedsætte arbejdstiden til 18 1/2 time om ugen ved en reduktion af antallet af konsulentopgaver og bestyrelsesposter, og at dette blev dokumenteret ved indtægtsnedgang.
Af erklæring om omfanget af den selvstændige virksomhed fremgik det, at virksomheden bestod i rådgivning af virksomheder på bestyrelsesniveau, at der ikke var nogen fast åbningstid, men at medlemmet havde haft en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 30 timer. Virksomhedens omsætning havde i 1994 været på ca. 400.000 kr. excl. moms.
Af resultatopgørelser for 1992 og 1993 fremgik det, at virksomheden i 1992 havde en indtægt på 500.600 kr., fordelt på 143.100 kr i honorarindtægter og 357.500 kr. i bestyrelseshonorarer. I 1993 var indtægten 500.155 kr., udelukkende bestyrelseshonorarer.
Af kassens telefonnotat fremgik det, at medlemmet oplyste, at det var umuligt at dokumentere en præcis 18 1/2 timers arbejdsuge, medmindre han ansatte en medarbejder til de resterende timer. Det fremgik endvidere af notatet, at medlemmet ikke ville søge delefterløn, men overveje fuld efterløn eller delpension.
Kassen fandt, at medlemmet ikke kunne overgå til delefterløn.
Kassen henviste til § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1011 af 13. december 1994 om delefterløn.
Kassen lagde vægt på, at medlemmet i 1993 og 1994 ikke havde haft konsulentopgaver, hvorfor han ikke havde drevet selvstændig virksomhed af væsentligt omfang i 3 hele regnskabsår inden overgangen til delefterløn. Bestyrelsesposter var efter kassens opfattelse ikke selvstændig virksomhed og i øvrigt heller ikke lønmodtagerarbejde.
Kassen gjorde endvidere opmærksom på, at det var en betingelse for overgang til efterløn, at man inden for de 3 seneste år før overgangen havde haft lønarbejde i 26 uger eller drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i en tilsvarende periode. Medlemmets bestyrelsesposter ville i denne forbindelse ikke være arbejde, der kunne benyttes til opfyldelse af arbejdskravet.
Medlemmet klagede og anførte, at han siden 1985 havde drevet virksomhed med rådgivning af virksomheder, interimsledelse af virksomheder samt professionelt bestyrelsesarbejde, og at grænserne mellem de 3 specialer altid havde været flydende og afhængig af virksomhedernes økonomiske tilstand. Generelt kunne det siges, at der i krisetider var meget konsulentarbejde og interimsledelse og under højkonjunkturer meget bestyrelsesarbejde. Medlemmet fandt det uheldigt, at et tilfældigt konjunkturforløb kunne øve indflydelse på hans muligheder for at opnå dagpenge eller efterløn. Endelig anførte medlemmet, at der i alle 10 år havde været tale om fuldtidsarbejde og i lange perioder betydeligt mere end fuldtidsarbejde.
Direktoratet traf afgørelse og fandt, at medlemmet ikke var berettiget til at overgå til delefterløn.
Ved afgørelsen lagde direktoratet vægt på, at medlemmet ikke havde tilstrækkeligt dokumenteret, at hans personlige arbejde i den selvstændige virksomhed ved overgangen til delefterløn nedsattes til 18 1/2 time om ugen. Endvidere lagde direktoratet vægt på, at virksomhedens karakter indebar, at det ikke på forhånd var muligt at foretage en tidsmæssig afgrænsning af arbejdsindsatsen. Endelig lagde direktoratet vægt på, at der ikke var tidsmæssig sammenhæng mellem overgangen til delefterløn og ændringerne i virksomheden, idet der var tale om en nedgang i virksomhedens indtjening over en flerårig periode.
Direktoratet fandt endvidere, at medlemmets arbejde med bestyrelsesposter ikke kunne anses for selvstændig virksomhed af en sådan karakter, at dette arbejde alene kunne være forsikringsgrundlag, han var derfor af denne grund heller ikke berettiget til at overgå til delefterløn.
Direktoratet lagde vægt på, at medlemmets virksomhed i 1993 udelukkende havde haft indkomst i form af bestyrelseshonorarer, og at han havde oplyst, at han ikke havde haft konsulentopgaver i 1994. Medlemmet opfyldte således ikke kravet om at have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 3 hele regnskabsår umiddelbart inden overgangen til delefterløn.
Medlemmet anførte, at han anerkendte, at det - som bestemmelserne var udformet - i praksis var umuligt for de fleste selvstændige at overgå til delefterløn. Derfor klagede han kun over direktoratets afgørelse om, at f'uldtidsbestyrelsesarbejde ikke kunne sidestilles med anden selvstændig virksomhed.
Medlemmet anførte, at hans virksomhed altid havde bestået i rådgivning på bestyrelsesniveau. Som konsulent blev han honoreret på timebasis, hvilket gav ham ret til dagpenge og efterløn. Som bestyrelsesmedlem blev han honoreret på årsbasis, hvilket ikke gav ham disse rettigheder.
Medlemmet anførte endvidere, at havde han været direktør i et holdingselskab, hvor arbejdet hovedsageligt bestod i at sidde i datterselskabernes bestyrelser, havde der næppe været noget problem. Hans ulykke var, at selskaberne, han sad i bestyrelserne for, ikke var økonomisk forbundet.
Han anførte endelig, at regering og folketing m.fl. gennem de seneste år havde søgt at tilføre danske selskaber professionelle bestyrelser, og at det blev mere og mere almindeligt, at erfarne erhvervsfolk påtog sig bestyrelsesposter som heltidsarbejde. Medlemmet havde på denne baggrund svært ved at forstå fornuften i, at sådanne professionelle bestyrelser skulle hæmmes af, at bestyrelsesmedlemmer på heltid skulle stilles dårligere end andre samfundsborgere.
Medlemmet oplyste på ankenævnets telefoniske forespørgsel, at han for øjeblikket har ca. 10 bestyrelsesposter. Tallet varierer, og han har max. haft 25.
Bestyrelsesarbejdet er en del af hans konsulentvirksomhed, idet det kommer an på de pågældende virksomheders situation. Når virksomhederne har brug for det, træder han til som konsulent eller evt. som direktør for en periode.
Ankenævnet fandt, at medlemmet efter en samlet vurdering må anses for at have drevet selvstændig virksomhed af væsentligt omfang i 1993 og 1994.
Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmets arbejde i virksomheden bestod i rådgivning på bestyrelsesniveau, at bestyrelsesarbejde er en uadskillelig del af hans konsulentvirksomhed, samt på anfanget af bestyrelsesarbejdet.
Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.