Stadfæstelse af optagelse af forhandling (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/50835@1995-02-10/da
Indhold
År 1995, den 10. februar 1995 afsagde Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 94-31.962 MD Foods amba ctr. Konkurrencerådet sålydende:
K E N D E L S E
1. Ved skrivelse af 24. maj 1994 har advokat Terkel Lund-Nielsen på vegne MD Foods amba klaget over en af Konkurrencerådet den 27. april 1994 truffet afgørelse, hvorved rådet i medfør af konkurrencelovens § 11 besluttede, at der skal optages forhandlinger med klageren om udformning af generelle vilkår for dennes salg til mejerier og mellemhandlere af mælkeprodukter.
Klageren har påstået afgørelsen ophævet.
Konkurrencerådet har påstået afgørelsen stadfæstet.
Ankenævnet har den 8. juni 1994 afslået at tillægge klagen opsættende virkning.
2.a Konkurrencerådets afgørelse af 27. april 1994 er sålydende:
»Rådet har d.d. behandlet Enighedens klage over MD Foods. . . .
Rådet har på baggrund af det forelagte besluttet, at sekretariatet skal optage forhandlinger med MD Foods i henhold til konkurrencelovens § 11 om udformning af generelle vilkår for MD's salg til mejerierne og mellemhandlere af mælkeprodukter.
Rådet har til grund for afgørelsen lagt MD's dominerende stilling på markedet for mælkeprodukter. MD har ikke på nuværende tidspunkt udformet generelle leveringsbetingelser for selskabets salg af mælkeprodukter (friskvarer) men forbeholder sig ret til en skønsmæssig afgørelse af hvem de vil handle med og på hvilke betingelser.
Ved udformningen af generelle retningslinier lægger Rådet vægt på, at vilkårene fastsættes ud fra saglige og objektive kriterier, og at de kommer til at gælde generelt og fremlægges åbent.
I den forbindelse bemærkes, at retningslinier også må omfatte MD's salg til Kløver, og herunder således som forholdene gælder for øjeblikket tage hensyn til den udligning af resultatet af MD's og Kløvers virksomhed, der sker i kraft af de eksisterende aftaler. Der vil således skulle indgå i drøftelserne at samhandelen til P (Mejeriernes Produktionsselskab A.m.b.a.) skal åbnes således at andre mejeriselskaber kan handle på samme vilkår. . . . ».
2.b Rådets afgørelse var vedlagt den sagsfremstilling, der forelå for rådets medlemmer, og det hedder heri bl.a.:
»Enigheden Produktion A/S (EP) har den 28. januar 1994 . . . klaget over MD Foods (MD). EP ønsker, at Rådet pålægger MD's og Kløver Mælks (Kløver) fællesejede selskaber - Mælkedisponeringsselskabet (M) og Produktionsselskabet (P) at »åbne deres handel således, at andre mejeriselskaber skal kunne handle direkte.« Derved vil man undgå, at MD gennem sin salgsafdeling stopper al konkurrence på markedet ved at annullere kutymemæssige rabatter. Der henvises til, at MD ejer 82% af de to selskaber. . . .
Baggrunden er ifølge EP konkret, at MD ensidigt den 21. januar 1994 har opsagt en rabataftale, der har været gældende i en meget lang årrække. MD har over for EP henvist til, at samhandelen MD/EP er ophørt for en række andre produkter. Den omtalte samhandel drejer sig om færdigvarer og specielt om Cultura , Gaio og Danone-produkter. . . .
MD anvender i praksis tre sæt prislister som udgangspunkt for sin markedsføring over for forskellige kundegrupper. Mejeriprislisten anvendes ved samhandel mellem mejerier. På Sjælland har EP været den eneste aftager efter denne prisliste (udover Kløver). Grossistprislisten anvendes over for kunder, der vil videresælge til detailhandelen. Detailprislisten er MD's prisliste til detailhandelen.
Der er ikke fastlagt bestemte generelle kriterier for hvem der kan handle efter de forskellige prislister. MD henviser til at man normalt leverer til alle kunder der vil betale, men at man ikke føler sig forpligtet til at levere sine mærkevarer til sine konkurrenter inden for mejeribranchen og at man stiller krav om at sådanne mejerier (konkurrenter) aftager en større andel af MD's produktprogram. EP har været en undtagelse fra denne regel.
Begrundelsen for at ændre EPs status m.h.t. rabatter er, at selskabets samhandel med MD er faldet væsentligt og i dag kun omfatter produkter som man ikke selv kan producere eller købe fra Kløver eller Arla. MD anser EP som direkte konkurrent og finder det eksempelvis forretningsmæssigt betænkeligt at EP skal tjene på salg af Kærgården samtidig med at EP markedsfører et konkurrerende produkt »Guldhorn«.
Ifølge MD ligger der ikke nødvendigvis omkostningsbesparelser til grund for om der leveres efter den ene eller den anden prisliste. Som nævnt spiller den samlede samhandel en rolle og desuden tages der hensyn til om MD i forvejen har distribution til det pågældende mejeris kunder.
MD lægger ikke begrænsninger på sine aftageres eventuelle videresalg. Kløver vil eksempelvis som hovedregel kunne sælge også MD's mærkevarer videre til egne kunder. ...'.
3. Klagerens argumentation
3.a Klageren har anført, at der ikke af rådet forud for afgørelsen er foretaget undersøgelser, som belyser behovet for udformning af generelle vilkår for klagerens salg af mælkeprodukter til mejerier og mellemhandlerne.
Den af Enigheden Produktion A/S til rådet indgivne klage har et langt snævrere og konkretiseret indhold end kommissoriet for de af rådet forlangte § 11-forhandlinger.
Det er en forudsætning for, at rådet kan iværksætte forhandlinger i henhold til konkurrencelovens § 11, at der forud herfor er foretaget sådanne nødvendige undersøgelser, at dette med rimelighed sandsynliggør, at der foreligger de i § 11 anførte skadelige virkninger for konkurrencen. Rådet har imidlertid stillet sig tilfreds med resultatet af tidligere fremlagte undersøgelser, men disse er ikke relevante.
Konsekvensen af de manglende undersøgelser er, at rådet ikke har fornøden hjemmel til at pålægge klageren at deltage i § 11-forhandlinger.
3.b Klageren har over for rådet tilkendegivet, at Enigheden Produktion A/S må betragtes som en direkte konkurrent. Som følge heraf kan klageren overhovedet ikke antages at være pligtig at levere til Enigheden.
Herefter vil rådet i henhold til lovens § 12 være afskåret fra at kunne give klageren et leveringspåbud, som omfatter leverancer til Enigheden, og rådet vil så meget desto mere være afskåret fra at fastsætte regler for, på hvilke vilkår sådanne leverancer skal finde sted.
Det fremgår ikke, at rådet har beskæftiget sig med denne problemstilling, endsige ladet foretage undersøgelser heraf.
Klageren har henvist til, at rådet har udtalt: »Der er ikke på nuværende tidspunkt grund til at foretage specielle undersøgelser af netop dette spørgsmål«. Denne udtalelse må bekræfte, dels at sådanne undersøgelser ikke er foretaget, dels at der efter rådets opfattelse ikke består nogen juridisk nødvendighed heraf.
3.c I medfør af det såkaldte Aftalekompleks III, som under ankesagen er blevet godkendt af Konkurrencerådet, gælder, at
- P-selskabet er et andelsselskab, hvis medlemmer (andelshavere) er MD amba, Kløver Mælk A.m.b.a. og Mejeriernes Mælkedisponerings- selskab A.m.b.a.
- P-selskabets formål er - til brug for medlemmernes afsætning heraf på det danske marked - at drive virksomhed med produktion af visse mejeriprodukter.
Klageren har henvist til, at det i rådets afgørelse om dette selskab bl.a. hedder: »Der vil således skulle indgå i drøftelserne, at samhandelen til P skal åbnes således, at andre mejeriselskaber kan handle på samme vilkår.«
Dette udsagn er i sig selv til hinder for en § 11-forhandling og er udtryk for en ulovlig beslutning. Der er ikke hjemmel for rådet til at forlange opfyldelse heraf. Forhåndstilkendegivelsen er derfor udtryk for en ulovlig beslutning, og et sådant krav er i strid med konkurrenceloven. Dette gør § 11-forhandlingerne illusoriske.
Først og fremmest gælder imidlertid, at P ikke er part i sagen. Det må være udelukket under en sag rejst mod en virksomhed at stille krav om, at en anden virksomhed, selv om denne er medejet af den første, skal åbne sin samhandel med andre. I sig selv indebærer dette - ulovlige - krav til forløbet af § 11-forhandlingerne, at hele afgørelsen må bortfalde som værende ulovlig.
Kravet om, at P skal åbne sin samhandel til at omfatte ikke-medlemmer, og at der yderligere stilles krav til de vilkår, hvorunder denne samhandel skal finde sted, er i eklatant strid med, hvad klageren og P er pligtige at tåle.
Også disse forhold må indebære, at afgørelsen må bortfalde som værende ulovlig.
4. Konkurrencerådets argumentation
4.a Konkurrencerådet har anført, at klageren ikke har bestridt at indtage en dominerende stilling på det relevante marked.
Rådet er ikke i sin sagsbehandling eller i sine afgørelser bundet af henvendelsen fra Enigheden Produktion A/S, men vil inden for de rammer, der er angivet i konkurrencelovens § 1, kunne tage yderligere spørgsmål op og herunder kunne anlægge en bredere synsvinkel.
Enigheden Produktion A/S' henvendelse til rådet angår nogle specielle mejeriprodukter, der af klageren sælges som mærkevarer. Klageren har imidlertid ikke udformet salgsbetingelser, der specielt omfatter disse produkter, men har henholdt sig til sine generelle regler om samhandel for mælkeprodukter. Rådet har derfor anlagt en vurdering ud fra det samlede program af mælkeprodukter. Der er imidlertid ikke hermed taget stilling til, om klageren ville kunne opstille sortimentsregler eller særregler for nogle mærkevarer m.v. Det må i givet fald bero på en vurdering af det særlige grundlag for et sådant krav.
I en sag for ankenævnet - j.nr. 93-18.916 MD Foods amba og Kløver Mælk A.m.b.a. ctr. Konkurrencerådet - var der klaget over en af rådet den 3. marts 1993 truffet afgørelse. Rådet har i nærværende sag henvist til de undersøgelser om klagerens forhold, der forelå i denne sag, men rådet har udbygget undersøgelserne på enkelte punkter.
4.b Det er indgået i rådets behandling, at klageren betragter Enigheden Produktion A/S som en direkte konkurrent. Forholdet kan imidlertid ikke begrunde, at rådet skulle være afskåret fra at benytte nogen af de midler, der er hjemmel til at benytte ifølge konkurrenceloven for at afhjælpe skadelige virkninger for konkurrencen. Det er rådet, som må vurdere, hvilken fremgangsmåde der herefter skal anvendes. En senere anvendelse af påbud om levering efter konkurrencelovens § 12, stk. 2, er således ikke udelukket. Om denne beføjelse vil blive aktuel, beror bl.a. på udfaldet af § 11-forhandlingerne.
4.c Rådet har ved angivelse af temaet for § 11-forhandlingerne præciseret, at dette også skal omfatte vilkårene for klagerens salg til Kløver Mælk A.m.b.a. Rådet har ikke angivet, at der skulle gælde særlig retningslinier for salget til dette selskab.
Rådets afgørelse er rettet til klageren og angår dennes salgsbetingelser. Det er Enigheden Produktion A/S, som har rejst spørgsmål om at åbne for samhandelen fra P til andre selskaber. Resultaterne af den virksomhed, der foregår i P, har betydning for det økonomiske resultat hos klageren og Kløver Mælk A.m.b.a. og kan komme til at indgå i § 11-forhandlingerne og i rådets efterfølgende bedømmelse.
Til det af klageren anførte om ulovlig virksomhed har rådet bemærket, at temaet for § 11-forhandlingerne vil være, at de skadelige virkninger for konkurrencen skal bringes til ophør. Rådets angivelse i afgørelsen af forhandlingstemaet ud fra de gennemførte undersøgelser er fuldt dækkende, er hjemlet af loven og kan således ikke tages som udtryk for en ulovlig beslutning.
5. Ankenævnets bemærkninger
Under de foreliggende omstændigheder finder ankenævnet ikke grundlag for at kritisere Konkurrencerådets beslutningsgrundlag. Herefter og i øvrigt af de grunde, som rådet har anført til støtte for sin afgørelse, stadfæster ankenævnet denne afgørelse.
Konkurrencerådets afgørelse af 27. april 1994 stadfæstes.