Tilladelse DLR-vurderinger Stikprøvekontrol (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/50845@1995-04-21/da
Indhold
21.04.95 - 581-0018
Finanstilsynet meddelte i marts 1995 tilladelse til, at institutterne ved belåning af landbrugsejendomme inden for 45 pct. af ejendommens værdi under visse betingelser, jf. nedenfor, kan anvende DLR's vurderingsinspektørers vurderinger, selvom belåningsværdien ikke er under 2 mio. Endvidere tilkendegav Finanstilsynet, at man under visse betingelser, jf. nedenfor, kunne acceptere, at der ikke foretages den sædvanlige stikprøvekontrol.
Der blev herved henset til
- at DLR værdiansætter efter reglerne i lov om henholdsvis bekendtgørelse om Dansk Landbrugs Realkreditfond, der svarer til realkreditlovgivningens værdiansættelsesregler,
- at DLR som 2-lagsinstitut har en særlig værdiansættelsesekspertise og tilskyndelse til forsigtig værdiansættelse,
- at DLR's långivning er undergivet særligt tilsyn,
- at Finanstilsynets tilsyn med institutternes overholdelse af 45 pct.- lånegrænsen i landbrugssager fortsat kan ske på tilsynsbesøg i institutterne, hvor værdiansættelserne i landbrugslånesager er udfærdiget af enten en DLR-vurderingsinspektør eller af en af institutternes ansatte,
- at den interne revisions forpligtelser i henhold til revisionsbekendtgørelsens § 6, stk. 3, ikke afhænger af, om de pågældende ejendomme er internt eller eksternt vurderet, og
- at ansvaret i relation til realkreditlovens § 17 for værdiansættelse og låneudmåling uanset opgavedelegationen forbliver i institutterne, jf. herved endvidere lovens § 101, stk. 1 og 3-4.
Forudsætningen for at anvende DLR's vurderingsinspektørers vurdering ved 45 pct.'s belåning af landbrugsejendomme med en belåningsværdi på 2 mio. eller mere er,
- at DLR holder Finanstilsynet orienteret, såfremt DLR ændrer den gældende vurderingsinstruks eller standardvurderingsrapport,
- at institutterne modtager kopi af DLR's tilbud, hvorved institutterne kan vurdere, i hvilket omfang DLR selv har lagt vurderingen til grund, og
- at DLR's administration i tilfælde, hvor DLR ikke samtidigt tilbyder lån - efter samme retningslinier, som DLR anvender ved lånesagsbehandlinger af egne sager - tager konkret stilling til den af vuderingsinspektørerne foretagne vurdering og meddeler institutterne resultatet heraf, og
- at der i reakreditinstitutterne er ansat et passende antal medarbejdere, som har erfaring med vurdering af landbrugsejendomme, således at disse kan forholde sig til de foretagne vurderinger og forestå stikprøvekontrollen.
Såfremt DLR enten samtidig tilbyder lån til ejendommen eller efter moderation har lån placeret ud over 60 pct. af ejendommens værdi og har meddelt realkreditinstitutterne fondens stillingtagen til vurderingsinspektørens vurdering, kan den normale stikprøvekontrol, jf. tilsynets skrivelse af 27. oktober 1994, udelades, således at der alene foretages stikprøvekontrol, hvis værdiansættelsen fra DLR afviger væsentligt fra den af realkreditinstitutternes medarbejdere (uden besigtelse) skønnede værdi af ejendommen, eller specielle forhold i øvrigt tilsiger kontrolbesigtigelse.