Omhu nøjagtighed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/50868@1995-03-21/da
Indhold
Udskrift af Revisornævnets kendelsesprotokol.
År 1995, 21. marts 1995 blev der i sagen 94-59.157 Ejvind Christian Fromberg Hansen, Poul Villy Schmidt og Marian Schmidt mod statsautoriseret revisor Leith Olsen afsagt sålydende
KENDELSE
Ved kendelse afsagt den 16. juni 1994 af Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer blev statsautoriseret revisor Leith Olsen på baggrund af en klage fra Ejvind Christian Fromberg Hansen, Poul Villy Schmidt og Marian Schmidt tildelt en advarsel for på et bestyrelsesmøde den 5. januar 1993 i selskabet Dan Fugt ApS at have forelagt en opgørelse over selskabets indre værdi, uden at det fremgik af opgørelsen, at den var ufuldstændig og uanset, at indklagede mundtligt oplyste om dette forhold på mødet. Disciplinærnævnet fandt opgørelsen ufuldstændig, fordi den blandt andet manglede reguleringer for varelagre, driftsmidler og finansielle anlægsaktiver, og fordi et mellemværende med hovedanpartshaveren var medtaget til parikurs.
Kendelsen er af indklagede ved advokat Hans Keld Andersen, Odense, ved skrivelse af 9. september 1994 med bilag indbragt for Revisornævnet i medfør af lov om statsautoriserede revisorer § 18 b. Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har ikke under ankesagen påstået ændring af den afsagte kendelse.
I indbringelsesskrivelsen har indklagedes advokat om den omhandlede opgørelse, der er sagens bilag 4, blandt andet anført: »..................................................
Hertil kommer imidlertid, at bilag 4 ikke som antaget i Disciplinærnævnets kendelse kan bedømmes isoleret, idet der dels bør tages hensyn til, at det af bilaget på side 1 under pkt. 1 udtrykkelig fremgår, at der tages udgangspunkt i regnskabsudkast med afslutning pr. 30. september 1992, og dels til at det af bilag 4, side 2 for oven, fremgår, at der er taget hensyn til råbalance pr. 30. november 1992.
Det pågældende regnskabsudkast og den pågældende råbalance, hvoraf kopi vedlægges, fremlægges under sagen for Revisornævnet som bilagene A og B, idet bemærkes at min klient under mødet den 5. januar 1993 nøje gennemgik såvel udkastet som råbalancen med de to tilstedeværende klagere, Ejvind Christian Fromberg Hansen og Poul Villy Schmidt samt advokat Georg Karnøe, der alle fik udleveret kopi af bilagene 4, A og B.
I denne forbindelse skal det fremhæves, at det af revisionspåtegningen i bilag A (bilagets side 2) udtrykkeligt fremgår, at der alene var tale om et urevideret udkast, der ej heller var godkendt af selskabets ledelse, og at det under disse omstændigheder var eller burde have været klart for klagerne, at det endelige og godkendte regnskab pr. 30. september 1992 meget vel kunne afvige fra det i bilag A anførte.
Med hensyn til bilag B bemærkes, at en råbalance som denne alene hviler på rent bogholderimæssige posteringer og således ikke er udtryk for endelige værdier som i et regnskab.
At dette er tilfældet var eller burde have været klart for klagerne Ejvind Christian Fromberg Hansen og Poul Villy Schmidt som bestyrelsesmedlemmer i selskabet gennem henholdsvis ca. 4 år og ca. 2 år, idet de gennem hele perioden løbende havde fået udleveret sådanne råbalancer.
Hertil kommer at klageren Marian Schmidt, der overfor min klient har oplyst, at hun er revisionsuddannet, og som er gift med klageren Poul Villy Schmidt, i ca. 1 år var bogholder i selskabet.
I alt fald under disse omstændigheder kan der ikke hos klagerne med rette være opstået forventning om, at der i bilag 4 var indarbejdet vurdering og værdiansættelse for så vidt angår varelagre, driftsmidler og finansielle anlægsaktiver.
Klagerne var derfor eller burde have været på det rene med, at bilag 4 alene kunne betragtes som et foreløbigt arbejdspapir som udgangspunkt for undersøgelser og forhandlinger..............
Når henses til foranstående og endvidere under hensyn til, at det ligger fast, at min klient i fornødent omfang har taget forbehold, dels i bilag A og dels mundtligt under mødet den 5. januar 1993, med hensyn til indholdet af bilag 4, og når yderligere henses til, at det ligger fast, at min klient under samme møde udtrykkeligt har bedt de to tilstedeværende klagere om at overveje sagen og om at søge egen rådgiver, foreligger der ikke det fornødne grundlag for at statuere, at min klient under det nævnte møde skulle have handlet i strid med god revisorskik.
Min klient bør derfor i det hele frifindes for de rejste klager. ...................................................«
Klagerne ved advokat Storm Nielsen, Faaborg, er ved Revisornævnets skrivelse af 30. september 1994 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse for Revisornævnet. Advokaten har ved skrivelse af 5. oktober 1994 meddelt, at sagen kunne behandles på det foreliggende grundlag.
I en skrivelse af 28. november 1994 til Revisornævnet har klagernes advokat blandt andet vedlagt en erklæring fra Ejvind Christian Fromberg Hansen og Poul Villy Schmidt, hvori de oplyser at have fået udleveret ovennævnte bilag A og B.
Sagen er behandlet på et møde i nævnet den 9. februar 1995 under deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt. På mødet blev ovennævnte bilag A og B fremlagt.
Klagerne har ved deres advokat meddelt Revisornævnets sekretariat, at de ikke ønskede at give møde. Indklagede og hans advokat gav møde.
Indklagede forklarede blandt andet, at mødet den 5. januar 1993 var et orienteringsmøde om kursfastsættelsen. Da der var opstået uenighed mellem anpartshaverne, var han på det rene med, at hvilken vurdering han end anlagde, ville den blive anfægtet af klagerne. Det havde derfor ligget ham stærkt på sinde at oplyse om den manglende regulering for varelager, beholdninger og maskiner, og det var derfor, han havde opfordret klagerne til at søge sagkyndig bistand andetsteds. Normalt ville indklagede have tilbudt selv at fremskaffe de manglende oplysninger i en situation som den foreliggende. Han undlod det, fordi der var tale om en familiestrid.
Han havde gennem flere år gennemgået regnskaber m.v. på bestyrelsesmøder, hvor de pågældende klagere havde deltaget, og han var derfor ikke i tvivl om, at de forstod hans gennemgang af opgørelsen.
Indklagede blev formentlig anmodet om at udarbejde opgørelsen over anparternes indre værdi på bestyrelsesmødet den 17. september 1992, hvor Ejvind Christian Fromberg Hansen og Poul Villy Schmidt meddelte, at de ville udtræde af bestyrelsen.
Den på det senere forligsmøde med klagernes advokat opnåede kurs var ikke udtryk for værdiændringer af enkeltposter i regnskabet, men snarere en slags »studehandel«.
Sagen procederedes i overensstemmelse med indbringelsesskrivelsen.
Revisornævnets bemærkninger:
Revisornævnet finder - som i øvrigt ubestridt af indklagede -, at det i almindelighed må anses for en naturlig opgave for et anpartsselskabs revisor at bistå udtrædende anpartshavere med de oplysninger, som skal danne grundlag for en fastsættelse af den værdi, selskabets øvrige anpartshavere kan overtage anparterne for, herunder oplysninger om regulering af værdiansættelsen på driftsmidler, varelagre og andre aktiver.
Det tiltrædes, at det af indklagede tilvejebragte materiale ikke er anset for at være en fyldestgørende løsning af denne opgave, ligesom det tiltrædes, at hovedanpartshavernes tilgodehavende ikke burde have været fradraget i opgørelsen med fuld kursværdi.
Sagen giver Revisornævnet anledning til at bemærke, at indklagede ved en påtegning på opgørelsen eller på anden måde også burde have informeret klagerne om de forekommende usikkerheder i den fremlagte råbalance sammenholdt med udkastet til årsregnskab.
Som sagen er forelagt for og oplyst under behandlingen i Revisornævnet, må det imidlertid lægges til grund, at bestyrelsesmødet den 5. januar 1993 var af orienterende karakter, og at klagerne af indklagede blev informeret om de forbehold, han har haft til det fremlagte materiale.
Det må således antages, at der ikke er lagt skjul på, at der kunne være anledning til regulering af værdiansættelserne, ligesom det klart fremgik af opgørelsen, at hovedanpartshaverens tilgodehavende var ansat til pari kurs.
Revisornævnet har ikke grundlag for at tilsidesætte indklagedes forklaring om anpartshavernes indbyrdes dårlige forhold og om, at den af klagerne kritiserede opgørelse var et arbejdspapir, som skulle tjene som forhandlingsgrundlag for anpartshaverne uden at blive anvendt udenfor denne snævre kreds.
Under disse omstændigheder findes indklagedes forelæggelse af opgørelsen uden påtegning om, at den var udarbejdet med forbehold, ikke at være en overtrædelse af reglerne for god revisorskik.
Revisornævnet tager derfor indklagedes påstand om, at Disciplinærnævnets kendelse ændres, således at han frifindes, til følge.
Thi bestemmes:
Statsautoriseret revisor Leith Olsen frifindes.
Henning Kjær
Udskriftens rigtighed bekræftes.
Revisornævnet 21. marts 1995.
Winkler Kromann
sekr.