Gelex

Værdiansættelse af warrants

GældendeVersion 1995-01-31
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/50937@1995-01-31/da

Indhold
  1. Indledning

Reference : LL § 16, stk. 1, og stk. 3 LV A.B.1.9 S.G.1.1

Ligningsrådet blev spurgt:

Spørgsmål:

Kan selskabets direktør D, få tildelt warrents uden skattemæssige konsekvenser, hverken på tidspunktet for tildeling af warrents eller på tidspunktet for udnyttelse af de tildelte warrents?

Svar:

På tildelingstidspunktet må direktør D anses at have modtaget et lønaccessorium svarende til kr. 60 for hver warrant, der tildeles vederlagsfrit. På tidspunktet for udnyttelsen af de tildelte warrants udløses ingen beskatning. Såvel warrants som de ved udnyttelsen erhvervede aktier er omfattede af aktieavancebeskatningsloven.

Sagsfremstilling og begrundelse:

Selskabet S A/S planlægger at tildele selskabets ledende medarbejdere et antal warrants. Antallets størrelse er ikke fastlagt.

Det fremgår af udkast til warrantsaftale, at medarbejderen kan nytegne aktier i selskabet i perioden 2/10-97 til 1/10-98 til en kurs på 400 med tillæg af 0,333 pct. pr. påbegyndt måned fra tildelingsdagen 1/10-94 til meddelelse gives om udnyttelse af aktietegningsrettighederne. Hver warrant a kr. 100 giver ret til tegning af aktier for i alt nom. kr. 100 i selskabet.

Det fremgår af warrantsaftalen, at tegningskursen på 400 med tillæg af 0,333 pct. pr. påbegyndt måned reguleres, såfremt der i løbetiden foretages udbytteudlodninger, kapitalforhøjelse eller kapitalnedsættelse, eller såfremt selskabet udbyder konvertible obligationer, nye tegningsrettigheder eller lignende.

Tegningsrettigheden kan ikke gøres til genstand for pantsætning eller udlæg, ligesom den ikke kan overdrages uden bestyrelsens samtykke.

Af warrantsaftalen fremgår følgende i § 10, stk. A - D:

A. "Såfremt selskabet opsiger warrantsejeren fra dennes stilling og opsigelsen ikke skyldes warrantsejerens misligholdelse af ansættelsesforholdet, herunder tilfælde hvor warrantsejeren undlader at opfylde sine daglige pligter, har warrantsejeren fortsat ret til at tegne aktier i overensstemmelse med nærværende aftale (warrantsaftalen)."

Selskabet/selskabets aktionærer har dog i denne situation en ret til at købe aktierne/aktietegningsrettighederne af warrantsejeren for værdien i handel og vandel, jf. pkt D.

B. "Såfremt warrantsejeren selv opsiger sin stilling, uden at dette skyldes væsentlig misligholdelse af ansættelsesforholdet fra selskabets side, og såfremt warrantsejeren bortvises af selskabet på grund af warrantsejerens misligholdelse af ansættelsesforholdet, er selskabets aktionærer i forhold til pågældendes forholdsmæssige andel af aktiekapitalen berettiget til at erhverve warrantsejerens aktietegningsrettigheder for et beløb svarende til den skat, der ved overdragelsen udløses for warrantsejeren."

C. "I tilfælde af warrantsejerens død har warrantsejerens bo/dennes arvinger ret til at tegne aktier i overensstemmelse med nærværende aftale (warrantsaftalen)."

Selskabet/selskabets aktionærer har dog i denne situation en ret til at købe aktierne/aktietegningsrettighederne af boet/arvingerne for værdien i handel og vandel, jf. pkt. D.

Ligningsrådets bemærkninger:

Det er telefonisk oplyst, at de omhandlede warrants endnu ikke er tildelt, idet man afventer Ligningsrådets besvarelse. Det lægges til grund, at warrantsaftalens § 3 vil blive tilrettet med den faktiske, fremtidige tildelingsdato, og at løbetiden fortsat vil være 4 år fra tildelingsdatoen.

Det er Ligningsrådets opfattelse, at warrantsejeren, uanset de i warrantsaftalens § 10, pkt. A, B og C nævnte køberettigheder for selskabet/selskabets aktionærer, må anses at have erhvervet endelig ret til de udstedte warrants på tildelingstidspunktet.

Det lægges til grund, at warrants påtænkes tildelt vederlagsfrit. De tildelte warrants skal således værdiansættes på tildelingstidspunktet, idet disses værdi udgør et lønaccessorium, der er skattepligtigt efter ligningslovens § 16.

Ved værdiansættelsen af de tildelte warrants skal der efter Ligningsrådets opfattelse tages udgangspunkt i aktiernes aktuelle markedskurs på tildelingstidspunktet.

I forespørgslen er aktiernes markedskurs anslået til 400, hvilken kurs er lagt til grund i forbindelse med en aktieombytning mellem uafhængige parter i maj 1993. Denne kurs lægges i det følgende til grund for værdiansættelse af de omhandlede warrants idet bemærkes, at Ligningsrådet ikke er anmodet om en udtalelse om aktiernes markedskurs.

Ved værdiansættelsen af de pågældende warrants bør der efter Ligningsrådets opfattelse, idet der ikke er forelagt Rådet holdepunkter for en anden beregningsmetode, lægges særlig vægt på exerciseprisen i forhold til aktiernes markedskurs på tildelingstidspunktet, warrantens løbetid og det på værdiansættelsestidspunktet aktuelle lånerenteniveau efter skat.

Ligningsrådet finder, at lånerenteniveauet før skat passende kan ansættes til diskontoen + 4 pct..

Efter Ligningsrådets opfattelse vil warrantens værdi være baseret på en kapitalisering af rentefordelen ved udskudt aktieinvestering. Det er endvidere Ligningsrådets opfattelse, at jo lavere exerciseprisen er i forhold til aktiernes markedskurs på tildelingstidspunktet, jo højere er warrantens værdi.

Hvis det eksempelvis lægges til grund, at exerciseprisen er 464 (400 + 0,333 pct. pr. mdr. i 48 mdr.), kursværdien af en aktie er 400, løbetiden er 4 år (48 mdr.) og diskontoen er 5 pct., kan værdien af en warrant, der giver ret til at tegne en aktie, skønsmæssigt ansættes til 60 kr.

Ved dette skøn er anvendt følgende beregningsmodel:

(HxLxR)/100 = F,

hvor H er den underliggende akties handelsværdi i procent af exerciseprisen (400 udgør 86 pct. af 464, dvs. at H = 86), L er løbetiden angivet i måneder (48), R er diskontoen på tildelingstidspunktet (5 pct.) + 4 pct. reduceret med 50 pct., svarende til lånerenten efter skat (4,5 pct.), "der pr. måned udgør 0,37 pct., dvs. R = 0,37", og F er en warrants værdi i procent af markedskursen på en aktie (15,27 pct, af 400).

Ligningsrådets svar:

På ovennævnte baggrund, er det Ligningsrådets opfattelse, at direktør D på tildelingstidspunktet må anses at have modtaget et lønaccessorium, svarende til kr. 60 for hver warrant, der tildeles vederlagsfrit. På tidspunktet for udnyttelsen af de tildelte warrants udløses ingen beskatning. Såvel warrants, som de ved udnyttelsen erhvervede aktier er omfattet af aktieavancebeskatningsloven.

Versioner

  1. 1995-01-31