Skrivelse om, hvorvidt et byrådsmedlem, der har vedtaget en bøde for overtrædelse af straffelovens § 121, er valgbar
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/50944@1995-03-13/da
Indhold
(Fra Valgbarhedsnævnet til et byråd, j.nr. 496/1994)
I brev af 18. august 1994 har X-Kommune i henhold til § 101, stk. 4, i den kommunale valglov indberettet til Valgbarhedsnævnet, at viceborgmester NN har vedtaget en bøde på 600 kr. for overtrædelse af straffelovens § 121.
Det fremgår af sagen, at den pågældende den 8. juli 1994 i Y-gade ud for nr. 20 i X-Kommune »med hån og anden fornærmelig tiltale« overfaldt en parkeringskontrollør, der under udførelse af sin tjeneste havde påsat et girokort på tiltaltes ulovligt parkerede bil på stedet. Den pågældende rev girokortet i stykker og stoppede det iturevne kort ind under parkeringsvagtens jakke, hvorefter den pågældende erklærede, at han som fungerende borgmester ikke skulle skrives.
Den pågældende har i brev af 5. januar 1995 afgivet en udtalelse om sagen, idet han bl.a. har forklaret, at han høfligt og venligt bad om en samtale med parkeringskontrolløren.
Den pågældende har endvidere den 12. januar telefonisk anmodet om, at det tages i betragtning, at han siden skriftligt har givet parkeringskontrolløren en undskyldning og trykket ham i hånden, og at de således er på talefod igen.
I denne anledning skal man meddele, at Valgbarhedsnævnet har fundet, at den begåede forseelse ikke i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 4.
Den pågældende må derfor anses for valgbar.