Skrivelse om, hvorvidt et byrådsmedlem, der er dømt for overtrædelse af straffelovens § 144, er valgbar.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/9050@1995-03-01/da
Indhold
(Fra Valgbarhedsnævnet til et byråd, j.nr. 492/1994)
I brev af 29. juni 1994 har X-Kommune i henhold til § 101, stk. 4, i den kommunale valglov indberettet til Valgbarhedsnævnet, at byrådsmedlem NN ved R-Landsrets dom af 21. juni 1994 er dømt for overtrædelse af straffelovens § 144.
Det fremgår af anklageskriftet af 25. januar 1994, at den pågældende tiltaltes for overtrædelse af straffelovens § 144 ved den 10. november 1993 som byrådsmedlem og fungerende formand for X-Radio- og TV-nævn i forbindelse med et kommunalvalg uberettiget af lokalradioen »Z-radio« at have ladet sig tilsige gratis reklamespots, hvorefter »Z-radio« i dagene 11. - 15. november 1993 udsendte 30 reklamespots til en værdi af 8.628,25 kr.
Retten i X-by idømte den 16. februar 1994 NN 8 dagbøder a 150 kr.
R-Landsret stadfæstede den 21. juni 1994 denne dom.
Af udskrift af R-Landsrets dombog fremgår endvidere bl.a. følgende:
»Af sagens oplysninger fremgår, at X-Radio- og TV-Nævn den 2. februar 1993 meddelte afslag på en ansøgning om tilladelse til lokal radiovirksomhed til 4 lokalradiostationer ...
Afgørelsen blev påklaget til Udvalget vedrørende Lokal Radio og TV. Ved en skrivelse af 2. april 1993, underskrevet af tiltalte og nævnets sekretær LL, henholdt nævnet sig til afgørelsen med den begrundelse, at de 4 stationer »langt fra har levet op til de programplaner, der i sin tid lå til grund for meddelelse af sendetilladelser«, og at de 4 stationer, markedsført under navnet »Z-radio«, for lytterne »har fremstået som een station uden indbyrdes særpræg«. Udvalget behandlede klagen den 22. juni 1993 og stadfæstede nævnets afgørelse. Ved en til nævnet fremsendt skrivelse af 23. juni 1993, underskrevet af CC i egenskab af formand for »Sendesamvirket på Q«, redegjordes for et »løsningsforslag«. Det blev bl.a. tilkendegivet, at Sendesamvirket, hvis ledelse bestod af CC, MM og SS, ville arbejde for at give programmerne et mere lokalt tilsnit. Derefter blev på et møde i nævnet den 24. juni 1993 truffet beslutning om alligevel at forny sendetilladelserne til de 4 radiostationer. Sendetidsfordelingen blev, da stationerne på frekvens Q-MHz ikke kunne blive enige herom, efter bemyndigelse fra nævnet fastsat af tiltalte som fungerende formand, og der blev givet de pågældende stationer meddelelse herom ved en skrivelse af 9. august 1993, underskrevet af tiltalte og LL.
Den 11. november 1993 fremsendtes en ordrebekræftelse til tiltalte angående 30 spots. I ordrebekræftelsen takkede »Z-radio« for ordren. Prisen var anført som »0,00«, og som kunde var anført: Z-radio.
Samme dag sendte MM sålydende skrivelse til tiltalte:
»Hermed 1 casette-kopi af dit valgspot. Jeg håber, at det lever op til dine forventninger - ellers må du ringe!
Jeg vedlægger også en indrykningsplan, så du kan følge med i, hvornår spottet afvikles.
Jeg ser frem til en fortsat konstruktiv dialog. Det var rart at møde dig personligt, i stedet for kun at kommunikere igennem breve og Stiftstidende !!!
Med hensyn til udsendelsen mandag aften, så sender vi fra kl. 21.00 til 23.00, så du skulle ikke få problemer med tiden i forhold til dit hverv som valgstyrer på B-Skole.« ...
Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at tiltalte i den periode, hvor NN i formandens fravær var fungerende formand for X-Radio- og TV-Nævn, deltog i behandlingen af spørgsmålet om sendetilladelser til de 4 lokalstationer, der markedsførtes under navnet »Z-radio«, at NN i nævnte egenskab var personligt i kontakt med CC, og at stationerne efter først at have fået afslag på sendetilladelse opnåede en tilfredsstillende løsning, baseret på et oplæg fra CC, der forinden havde drøftet dette med tiltalte. Det lægges videre til grund, at tiltalte accepterede et tilbud fra »Z-radio« om gratis udsendelse af 25 - 30 reklamespots få dage før kommunevalget i 1993. Efter det foreliggende, herunder de af vidnerne MM og CC afgivne forklaringer må dette tilbud hovedsagelig antages at være fremsat som en påskønnelse af NN's arbejde i Radio- og TV-Nævnet i forbindelse med fornyelsen af sendetilladelserne. Det tiltrædes, at tiltalte i hvertfald fra tidspunktet for modtagelsen af kassetterne med de færdige reklame-spots, ledsagebrevet af 11. november 1993 fra MM og ordrebekræftelsen fra »Z-radio«, måtte være klar over, at spottene ikke blot var optakt til valgudsendelsen aftenen før valget, men en ydelse af gratis valgreklame, som der normalt betales for. Tiltalte må endvidere have indset, at tilbuddet fra den kommercielle radiostation om en sådan gave havde sammenhæng med NN's hverv som fungerende formand for Radio- og TV-Nævnet i den periode, da stationens problemer med at opnå sendetilladelse blev løst.
Tiltalte findes som følge af det anførte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 144 i overensstemmelse med anklageskriftet. Det bemærkes herved, at tiltalte ikke straks efter at være blevet klar over karakteren af den gratis ydelse tog skridt til enten at standse den fortsatte udsendelse af spottene eller at foranledige faktura udstedt og betalt.
Med denne begrundelse, og idet det tiltrædes, at der efter sagens omstændigheder ikke er anledning til at fastsætte en højere straf end bøde, stadfæster landsretten dommen'
I denne anledning skal man meddele, at et flertal i Valgbarhedsnævnet under hensyn til de i dommene fremdragne formildende omstændigheder har fundet det overvejende betænkeligt at fastslå, at den begåede forseelse i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 4.
Den pågældende må derfor anses for valgbar.