Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 123/1995
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1995/9682@1995-12-14/da
Indhold
En mand har ved advokat Erik Hovgaard klaget til Pressenævnet over, at Økonomisk Ugebrev har afvist at bringe et genmæle i anledning af en artikel i bladet nr. 30 med udgivelsesdag den 25. september 1995.
Det bemærkes, at der ikke er klaget over, at god presseskik er overtrådt.
I artiklen hed det under overskriften "Tidligere topledelse i B&W risikerer erstatningskrav - B&W's bestyrelsesformand Jan Erlund har startet et udredningsarbejde for at placere ansvaret for en fatal valutaspekulation " bl.a.:
"Ugebrevet erfarer, at især de amerikanske kreditorer er stærkt oprørte over en fatal valutaspekulation i koncernen i sommeren 1994; en spekulation, accelererede værftskoncernens hurtige økonomiske rutchetur.
Valutaspekulationen skete umiddelbart efter, at de amerikanske kreditorer gav et lån på 55 mio. dollar til B&W. Datterselskabet B&W Finans spillede på valutarouletten, og tabte. Ifølge Ugebrevets oplysninger ophævede B&W Finans under ledelse af finansdirektør [navn] valutakurssikringer på to skibe i håb om, at kronen blev svækket og dollaren styrket.
B&W's havde låst dollaren i 6,80 kr. pr. dollar. En kurs, der sikrede, at nybygningerne på værftet gav overskud ...
Men desværre satsede B&W Finans forkert. Dollaren styrtdykkede og B&W kunne derfor ikke gå ud og låse dollaren uden at lide tab på de to skibe. .... Tabet på de to skibe er opgjort til 60 mio. kr., erfarer Ugebrevet. Men kreditorer sår tvivl om, hvorvidt tabet på valutaspekulationer er endnu større, fordi B&W Finans var uhyre spekulativ, og ifølge kilder langt videre end B&W har oplyst i regnskaber og prospekter fra koncernen.
Bestyrelsesformand Jan Erlund ønsker ikke at kommentere sagen i detaljer, men bekræfter, at koncernen ophævede valutakurssikringen på to skibe i sommeren 1994. "Der er i øjeblikket et udredningsarbejde i gang om ansvaret for beslutningen", siger en kortfattet B&W-formand.
Ifølge Ugebrevets oplysninger er der tvivl om, hvorvidt finansdirektør [navn] ophævede valutakurssikringen egenhændigt eller om den blev godkendt i B&W Finans' bestyrelse, hvor tidligere koncernchef Cato Sverdrup var formand. Dispositionen blev angiveligt ikke godkendt i koncernbestyrelsen.
....
Men såvel de amerikanske kreditorer som investorer, der tegnede aktier eller konvertible obligationer i 1993, vil hævde, at de ikke havde stillet kapital til rådighed for B&W, hvis de havde vidst, at koncernen spillede på valutarouletten."
Klageren har bl.a. fremlagt en del af korrespondancen med bladet i anledning af artiklen.
Klageren har endvidere fremlagt skrivelse af 5. oktober fra advokat Jan Erlund til bladet. Heraf fremgår bl.a.:
"De faktuelle oplysninger i artiklen om valutastyring på B&W hidrører ikke fra mig.
....
I vor telefonsamtale bekræftede jeg, at valutasikringen var blevet ophævet på to skibe (betegnelsen "ændret" havde sikkert været mere korrekt), men jeg har ikke bekræftet tidsangivelsen "sommeren 1994".
....
Som jeg påpegede overfor Dem i vor telefonsamtale d. 1. ds., har jeg ikke (efter min bedste erindring, men jeg har ikke notater fra vor samtale) udtalt mig om, at jeg skulle have igangsat et udredningsarbejde. Jeg erindrer ikke, at jeg har brugt udtrykket "udredningsarbejde", men uanset hvilket udtryk, der har været anvendt, har mit udgangspunkt været den undersøgelse, som advokattilsynet i en skrivelse til Sø- og Handelsrettens skifteret har nævnt tilsynet (formentlig) vil iværksætte vedrørende forhold omkring optagelsen af lånet på USD 55 mio. Det er også nævnt, at en undersøgelse skulle iværksættes vedrørende indgåede terminsforretninger, men jeg er efterfølgende blevet gjort bekendt med, at dette forhold ikke omfatter de valutadispositioner, der er baggrund for Deres artikel.
Endelig skal nævnes, at jeg ... havde bedt direktionen udarbejde en kronologisk oversigt, der viser det tidsmæssige forløb vedrørende de omhandlede valutadispositioner.
....
Artiklen givet et forvrænget billede af kompetence og resultater i Burmeister & Wain Finans A/S. Selskabet var ikke det eneste, der fejlbedømte dollarudviklingen i første halvår 1994 ..."
Bladet har fremlagt:
Redegørelse fra journalist Claus Skovhus om sagen og
yderligere korrespondance mellem bladet og klageren i anledning af artiklen.
Klageren har anmodet om følgende genmæle:
I Økonomisk Ugebrev nr. 30 af 25. september 1995 bragtes en artikel under overskriften "Tidligere topledelse i B&W risikerer erstatningskrav". Artiklen indeholder en række oplysninger, der ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Der har ikke fundet valutaspekulation sted i eller på vegne af Burmeister & Wain Skibsværft, hverken i sommeren 1994 eller tidligere.
Burmeister & Wain Finans ophævede ikke terminssikringen på to skibe i sommeren 1994.
Dollarens fald henover sommeren 1994 havde ingen betydning for værftets iordreværende skibe, idet disse var terminssikrede.
Rigtigheden af det påståede tab på 2 skibe på 60 mio. kr. bestrides.
Burmeister & Wain Finans var ikke "uhyre spekulativ", men opererede helt og holdent indenfor de vedtagne politikker og procedurer, der bl.a. åbnede mulighed for at ændre f.eks. en indgået terminshedging til en optionshedging.
B & W Finans kunne kun i meget begrænset omfang tage egne positioner. Denne adgang har ikke været benyttet i 1994 og har heller ikke tidligere givet anledning til tab.
B & W Koncernen har aldrig "spillet på valutarouletten".
B & W's bestyrelsesformand har selv efterfølgende overfor Ugebrevet afkræftet, at han skulle have startet en udredning for at "placere ansvaret for en fatal valutaspekulation", der i øvrigt bestrides at have fundet sted."
Til støtte for klagen er det anført, at bestyrelsesformand i B&W, Jan Erlund, har bestridt flere af oplysningerne i artiklen. Jan Erlund har nægtet at have anvendt ordet "udredning" og har ikke på noget tidspunkt talt om at "placere et ansvar".
At Jan Erlund har bedt direktionen om at "udarbejde en kronologisk oversigt, der viser det tidsmæssige forløb ..." er ikke synonymt med "et udredningsarbejde for at placere ansvaret for en fatal valutaspekulation".
Bladet har således ikke dokumenteret rigtigheden af oplysningerne.
Med hensyn til den påståede valutaspekulation har klageren anført, at valutakurssikringen i efteråret 1993 omlagdes fra termins - til optionsmarkedet. Dette var helt i overensstemmelse med koncernens skriftlige policies og retningslinier og en indgået skriftlig aftale mellem direktionen på Værftet og B&W Finans. Dette er ikke valutaspekulation, men en ændret risikodækning.
Klageren anfører endvidere, at såfremt de 60 mio. kr. i tab havde været rigtige, ville dette ikke have være "fatalt", da beløbet ville udgøre mindre end 5% af B&W koncernens samlede tab. Det er imidlertid et faktum, at B&W Finans' valuta- og fondsstyring i 1994 gav et overskud til værftet på over 40 mio. kr.
Klageren har endelig anført, at han kun er blevet ringet op en gang af bladet. Han var imidlertid ikke hjemme. Klagerens kone besvarede opringningen, men blev ikke oplyst om, at artiklen ville indeholde et personligt angreb på klageren.
Klageren kædes som person og med navns nævnelse sammen med de oplysninger, der fremkommer i artiklen.
De påståede handlinger skulle være foregået, mens klageren var medlem af "topledelsen" i B&W, og Cato Sverdrup er kun nævnt som mulig med ansvarlig. Yderligere indikeres, at dispositionen ikke blev godkendt i koncernbestyrelsen.
Da de nævnte oplysningerer egnet til at påføre klageren skade af betydning, mener klageren, at han har krav på genmæle.
I en udtalelse om klagen har Økonomisk Ugebrev anført, at klageren ikke er berettiget til genmæle, da han kræver genmæle vedrørende forhold, der klart vedrører andre.
Endvidere er oplysningerne i artiklen rigtige.
Bestyrelsesformand Jan Erlund har ikke efterfølgende anfægtet oplysningerne. Han har oplyst, at han ikke har notater fra samtalen. Journalist Claus Skovhus har imidlertid udarbejdet notater på grundlag af det båndede interview. Da Jan Erlund blev oplyst om dette, ville han ikke anfægte, at han havde brugt ordet "udredningsarbejde" under samtalen. Bladet bemærker dog, at formuleringen "Bestyrelsesformand Jan Erlund har startet et udredningsarbejde for at placere ansvaret for en fatal valutaspekulation" i artiklens underrubrik alene er bladets fortolkning af Jan Erlunds formulering set i lyset af koncernens aktuelle situation.
Jan Erlund har endvidere bekræftet, at han havde udtalt, at "valutasikringen var blevet ophævet på de 2 skibe". Han finder dog, at formuleringen "ændret" ville have været mere korrekt. Dette er imidlertid uden betydning for forholdet.
Endelig finder bladet, at det er afgørende, at Jan Erlund har slået fast, at han har foranlediget en undersøgelse, der skal belyse de valutaspekulationer, der er kernen i artiklen. Dette er et signal om, at kreditorerne vil fastholde muligheden af at gøre et ansvar gældende over for ledelsen af B&W. En sondring mellem "udredningsarbejde" og "kronologisk oversigt" er næppe afgørende for sagen, og oplysningerne i underrubrikken til artiklen er derfor korrekte.
Alene det forhold, at Jan Erlund før artiklens tilblivelse mente, at de omhandlede valutaspekulationer skulle klarlægges, dokumenterer, at forholdet skulle undersøges nærmere.
Andre kilder har i øvrigt bekræftet de anførte oplysninger.
I artiklen åbnes mulighed for, at klageren ikke bar ansvaret for de omhandlede valutaspekulationer, men at ansvaret kunne placeres højere i koncernens hierarki.
I øvrigt bemærker bladet, at ordet "fatal" er en subjektiv vurdering, hvorfor genmæle ikke kan kræves. Ordet fatal er imidlertid ingen overdrivelse.
Bladet har endvidere anført, at da B&W ikke har afdækket koncernens valutarisici fuldt ud, er det rimeligt at betegne handlingen som spekulativ. Da det ikke er vanskeligere at forudsige udfaldet i roulettespil, end det er at forudsige valutakursændringer, er en sammenligning rimelig.
Klageren bestrider tabet af de 60 mio. DKK, men har ikke ønsket at fremlægge dokumentation. Da klageren forlod B&W, før tabet kunne gøres endeligt op, er der ikke grund til at anfægte kildernes skøn.
Bladet har endelig anført, at det efter offentliggørelsen af artiklen tilbød klageren at offentliggøre en kort notits om hans synspunkter. Notitsen skulle omhandle de afgrænsede forhold i artiklen, der direkte vedrørte klageren.
Klageren fastholdt imidlertid ønsket om et omfattende genmæle.
Parterne afholdt et møde den 10. oktober 1995, hvor klageren meddelte, at han var bekendt med, at bladet flere gange inden offentliggørelsen af artiklen havde forsøgt at komme i kontakt med ham. Han ønskede imidlertid ikke at medvirke. Klageren fremhævede på mødet, at oplysningerne i artiklen var forkerte, men dokumenterede det ikke.
Da bladet har forsøgt at få en kommentar fra klageren inden offentliggørelsen af artiklen, og da bladet efterfølgende har tilbudt at offentliggøre klagerens synspunkter, mener bladet, at det er berettiget, at det derefter afviste kravet om genmæle.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Hans Dam, Tage Clausen og Preben Sørensen.
Pressenævnet udtaler:
Artiklen beskriver forhold omkring den "tidligere topledelse" i Burmeister & Wain omkring sommeren 1994. Da klageren på dette tidspunkt var finansdirektør i B&W, og da han er særskilt nævnt i artiklen, er han klageberettiget.
Pressenævnet lægger til grund, at Økonomisk Ugebrev inden offentliggørelsen af artiklen forsøgte at få en kommentar fra klageren.
Da det endvidere må lægges til grund, at oplysningerne i artiklen har støtte i flere kilder, og da underoverskriften findes at have støtte i artiklen, er klageren ikke berettiget til genmæle.
Afsagt den 14. december 1995.