Tidligere registrerede varemærker med forstavelserne ENVIRO ikke fundet at være hindringer for registrering af varemærket ENVIROWATCH.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1996/10074@1996-01-08/da
Indhold
År 1996, 8. januar afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)
følgende
KENDELSE i sagen j.nr. V 38/93: Klage fra Eastman Kodak Company, USA, v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S over Patentdirektoratets afgørelse af 27. juli 1993 af varemærke- ansøgning nr. 7658 1990.
Den 9. oktober 1990 indleverede klageren en ansøgning om registrering af varemærket ENVIROWATCH (ordmærke) for nærmere angivne tjenesteydelser i klasse 40.
I skrivelse af 8. maj 1991 udtalte Patentdirektoratet, at det ansøgte varemærke var fundet forveksleligt med følgende registrerede varemærker:
VR 2743 1971 ENVIROTEST VR 2746 1971 ENVIROKONTROL VR 3924 1974 ENVIROPLAN VR 0745 1981 ENVIROTEK og VR 0746 1981 ENVIROTEKNIK.
Klageren skrev i denne anledning den 14. oktober 1991 følgende til direktoratet:
»Direktoratet har i sin nævnte skrivelse modholdt følgende registreringer
VR 0745/81 ENVIROTEK VR 0746/81 ENVIROTEKNIK VR 2743/71 ENVIROTEST VR 2746/71 ENVIROKONTROL VR 3924/74 ENVIROPLAN
Efter ansøgernes formening bør de nævnte registreringer ikke danne nogen hindring for registreringen af det ansøgte mærke, og ansøgerne anmoder høfligst Direktoratet om at tage sagen op til fornyet overvejelse. I denne forbindelse anføres følgende.
Mærkebestanddelen ENVIRO i de modholdte mærker må antages at være »suggestiv« med hensyn til at antyde hensyn til omgivelserne. »ENVIRO« kan således ikke monopoliseres som mærkebestanddel af noget enkelt firma.
Forholdet er endvidere det, at der på varemærkeregisteret findes adskillige mærker indeholdende mærkebestanddelen »ENVIRO«.
For så vidt angår de øvrige mærkebestanddele, er ansøgerne af den formening. at mærkebestanddelen »WATCH« i det ansøgte mærke bevirker, at det ansøgte mærke kommer til at adskille sig tydeligt fra de modholdte mærker indeholdende mærkebestanddelene henholdsvis »-TEK«, »-TEKNIK«, -»TEST«, »-KONTROL« OG »-PLAN«, såvel synsmæssigt, lydmæssigt som hvad angår begrebsindhold og helhedsbillede.
Udtalemæssigt vil trykket i det ansøgte mærke henholdsvis de modholdte mærker naturligt ligge på de også synsmæssigt dominerende mærkebestanddele »-WATCH« i det ansøgte mærke henholdsvis »-TEK«, »-TEKNIK«, »-TEST«, »-KONTROL« og »-PLAN«. Forholdet er endvidere det, at det ansøgte mærke domineres også af det på dansk sjældent anvendte bogstav »W«.
Det ansøgte mærke giver således også anledning til andre associationer end de modholdte mærker, jf. mærkebestanddelene »WATCH« i det ansøgte mærke i forhold til mærkebestanddelene »TEK«, »TEKNIK«, »TEST«, »KONTROL« og »PLAN« i de modholdte mærker.
Iagttagelses- og erindringsmæssigt er det ansøgernes opfattelse, at den almindelige forbruger vil hæfte sig ved henholdsvis det ansøgte mærke og de modholdte mærker i deres helhed, således at der ikke er risiko for, at den almindelige forbruger vil forveksle mærkerne og følgelig varer omfattet af de nævnte mærker.
I henhold til ovenstående er ansøgerne af den formening, at det ansøgte mærke såvel synsmæssigt, lydmæssigt, som hvad angår begrebsindhold og helhedsbillede, adskiller sig i en sådan grad fra de modholdte mærker, at der ikke er fare for, at forveksling kan finde sted.
Ansøgerne håber, at Direktoratet efter en fornyet overvejelse vil være indforstået med at fremme nærværende ansøgning til offentliggørelse.'
Den 15. november 1991 fastholdt direktoratet, at mærkerne var forvekslelige.
Direktoratet anførte følgende:
»I brev af 14 oktober 1991 har De argumenteret mod Direktoratets modhold af VR 2743 1991, VR 2746 1971, VR 3924 1974, VR 0745 1981 og VR 0746 1981.
Det skal meddeles, at disse registreringer må fastholdes, da det ansøgte mærke har de seks første bogstaver til fælles med de modholdte registreringer, nemlig ENVIRO, som i varemærkeretlig henseende er en karekteristisk forstavelse.«
Klageren udtalte i skrivelse af 25. juni 1992 bl.a., at
»..... ansøgerne fortsat er af den opfattelse, at de modholdte registreringer ikke bør danne nogen hindring for registreringen af det anmeldte mærke.
Direktoratet har i sin skrivelse af 15. november 1991 givet følgende begrundelse for opretholdelsen af modholdene:
»Det skal meddeles, at disse registreringer må fastholdes, da det ansøgte mærke har de seks første bogstaver til fælles med de modholdte registreringer, nemlig ENVIRO, som i varemærkeretlig henseende er en karekteristisk forstavelse.«
Imidlertid er forholdet det, at ENVIRO naturligvis er afledt af ordet »environment«, jfr. også den tyske betegnelse »Umweltschutz«.
Vi henleder endvidere direktoratets opmærksomhed på følgende registreringer:
VR 2746/80 ENVIRON VR 1264/91 ENVIRO-MATE VR 4007/80 ENVIROSOL VR 6279/91 ENVIRON VR 3021/80 Envirograde (billedmærke)
Ansøgerne håber herefter, at direktoratet vil være indforstået med at fremme ansøgningen til registrering.'
Direktoratet fastholdt i skrivelse af 26. oktober 1992, at det ansøgte mærke er forveksleligt med de fremdragne modhold, da ENVIRO ikke betyder miljø, men kun leder tanken hen herpå. ENVIRO er således alene suggestivt og har derfor særpræg.
Som svar herpå udtalte klageren i skrivelse af 13. januar 1993 som følger:
»Direktoratet har i en officiel skrivelse fastholt modholdelsen af følgende registreringer:
VR 0745/81 ENVIROTEK VR 0746/81 ENVIROTEKNIK VR 2743/71 ENVIROTEST VR 2746/71 ENVIROKONTROL VR 3924/74 ENVIROPLAN
På ansøgernes vegne har vi flere gange skrevet til direktoratet og udtalt, at de pågældende registreringer efter ansøgernes formening ikke bør danne nogen hindring for registrering af det anmeldte mærke.
Specielt i vor skrivelse af 25. juni 1992 anførte vi følgende:
»Imidlertid er forholdet det, at ENVIRO naturligvis er afledt af ordet »environment«, jfr. også den tyske betegnelse »Umweltschutz«.
Direktoratets begrundelse for at fastholde modholdelsen af de pågældende registreringer er følgende:
»..... skal vi meddele, at det fastholdes, at mærket er forveksleligt med de fremdragne modhold, da ENVIRO ikke betyder miljø, men kun leder tanken hen herpå. ENVIRO er således alene suggestivt og har derfor særpræg.«
Ansøgerne er fortsat af den formening, at de pågældende registreringer ikke vil kunne danne nogen hindring for registreringen af det anmeldte mærke, og på ansøgernes vegne anmoder vi derfor på ny høfligst direktoratet om at tage spørgsmålet op til fornyet overvejelse. Vi anfører i denne forbindelse supplerende følgende.
Direktoratet har naturligvis ret i, at ENVIRO ikke betyder miljø. Tilsvarende gælder for det tyske ord »Umwelt«, der heller ikke betyder miljø. I det tyske sprog benyttes nævnte betydning, jvf. udtrykket »Umweltschutz«. En logisk konsekvens af direktoratets hidtidige standpunkt vil være at modholde mærker som Umwelttek, Umweltteknik, Umwelttest, Umweltkontrol, Umweltplan over for Umweltwatch.
ENVIRO som mærkebestanddel leder ikke alene tanken hen på noget med miljø men opfattes klart internationalt som refererende til miljø. Det forekommer ansøgerne klart urimeligt, om firmaet Enviroplan A/S skulle kunne »beslaglægge« ENVIRO som mærkebestanddel. Efter direktoratets modhold af mærkerne tilhørende Enviroplan A/S rettede vi på ansøgernes vegne henvendelse til det danske selskab med henblik på at opnå samtykke, idet et sådant forekom ansøgerne den letteste måde at gennemføre registrering. Der ligger altså ikke i den pågældende henvendelse nogen anerkendelse af, at det skulle være berettiget at modholde de pågældende mærker over for det anmeldte mærke.
Vi vedlægger en kopi af skrivelse af 14. april 1992 fra Enviroplan A/S. Som direktoratet vil bemærke,fremhæver Enviroplan A/S sit arbejdsområde, der netop vedrører miljø.
Vi hæfter os endvidere ved, at direktoratet ikke har modholdt selskabsnavnet Enviroplan A/S.
For så vidt angår de øvrige registreringer, som vi over for direktoratet har nævnt, jvf. vor skrivelse af 25. juni 1992, bemærkes, at dækningsområdet er følgende:
1) Reg.nr. 2746/80 ENVIRON »Klasse 5: sårforbindinger« 2) Reg.nr. 1264/91 ENVIRO-MATE »Klasse 16, herunder plasticposer til brug som emballage« 3) Reg.nr. 4007/80 ENVIROSOL »Klasse 5: præparater til udryddelse af insekter og skadedyr, de sodoriseringsmidler, aerosoler indeholdende de forannævnte varer« 4) Reg.nr. 6279/91 ENVIRON »Klasse 2« 5) Reg.nr. 3021/80 ENVIROGARDE (figur) »Klasse 2: kemiske konserveringsmidler til træ og cellulose- materialer, sværte til køretøjsdæk, lædersværte, læderfarve og -bejdse, læderlakeringsmidler. Klasse 3: præparater til rengøring og polering. Klasse 12: vinduer, soltage, blænd- og solskærme samt tilbehør til og dele deraf, alt til køretøjer.
Vi vil specielt fremhæve, 1) VR 1264/91 ENVIRO-MATE, 3) VR 4007/80 ENVIROSOL og 5) VR 3021/80 ENVIROGARDE (figur).
Nævnte registreringer dækker, hhv. kan dække, varearter, der tager hensyn til miljøet. Der foreligger således åbenbar kollision vareartsmæssigt og branchemæssigt mellem de pågældende registreringer og Enviroplan A/S.
Det bemærkes, at det danske selskab ikke er indehaver af nogen registrering for ordet ENVIRO. Derimod har man gennemført fem varemærkeregistreringer indeholdende ENVIRO som mærkebestanddel. Intet ville hindre det danske selskab i at overdrage nogle af de pågældende registreringer til andre. Ansøgerne finder det ikke rimeligt, at det således skulle være i hænderne på Patentdirektoratet at vurdere, om det danske selskab skulle tilkomme en eneret til at benytte ENVIRO som mærkebestanddel.
Ansøgerne henstiller herefter på ny, at direktoratet frafalder modholdelsen.«
Direktoratet meddelte i skrivelse af 26. januar 1993, at VR 2743 1971 ENVIROTEST og VR 2746 1971 ENVIROKONTROL var udslettet, men at direktoratet fastholdt de øvrige 3 modhold.
Klageren bemærkede i skrivelse af 23. april 1993 følgende:
»Direktoratet fastholder i sin nævnte skrivelse modholdelsen af følgende tre registreringer:
reg.nr. 745/81 ENVIROTEK reg.nr. 746/81 ENVIROTEKNIK reg.nr. 3924/74 ENVIROPLAN
Tidligere modholdte registreringer nr. 2743/71 ENVIROTEST og nr. 2746/71 ENVIROKONTROL er udslettede.
Direktoratet anfører endvidere, at selskabsnavnet ENVIROPLAN A/S ikke er modholdt i denne og andre sager, fordi der ikke er tale om, at selskabsnavnet søges registreret som varemærke.
Ansøgerne er fortsat af den opfattelse, at det ikke kan være rimeligt, at de af direktoratet nævnte registreringer skulle danne nogen hindring for registreringen af det ansøgte mærke, og man anmoder derfor direktoratet om at tage sagen op til fornyet overvejelse.
I forbindelse hermed skal vi henvise til det tidligere af os anførte.
ENVIRO benyttes internationalt som refererende til miljø, jfr. også det tyske udtryk »Umweltschutz«.
Der findes internationalt mærker og firmanavne indeholdende ENVIRO.
Vi vedlægger en kopi af »Remarks - Trademark News for Business«. Den pågældende publication stammer fra US Trademark Association. Vi henviser til Kathleen Frensky Tranelli's artikel.
Endvidere vedlælgger vi kopi af en undersøgelse foretaget af Compu-Mark.
Det er ansøgernes håb, at direktoratet efter fornyet overvejelse vil være indforstået med registrering af det ansøgte mærke. I modsat fald anmoder vi direktoratet om at afslå ansøgningen, således at denne kan blive behandlet for videre instans.'
Den 27. juli 1993 afslog direktoratet ansøgningen under henvisning til varemærkelovens § 15, stk. 1, idet man udtalte:
»Der henvises til Deres brev af 23 apr 1993, hvori De anmoder om, at sagen overvejes igen med det resultat, at mærket registreres, men i givet fald, dersom dette ikke måtte blive tilfældet, da et afslag med henblik på afgørelsens anke.
I denne anledning skal vi meddele, at det fastholdes, at mærket ikke kan registreres uden samtykke fra indehaveren af VR 745 1981 ENVIROTEK w, VR 746 1981 ENVIROTEKNIK w og VR 3924 1974 ENVIROPLAN w. Det bemærkes, at indehaveren af de nævnte modhold er den samme, nemlig Enviroplan A/S, Søborg, Danmark.
VR 2743 1971 ENVIROTEST w og VR 2746 1971 ENVIROKONTROL w, der var modholdt i sagen, men som er frafaldet, fordi mærkerne nu er udslettede, tilhørte samme indehaver Enviroplan A/S.
Det er lagt til grund, at ENVIRO- er et karakteristisk mærkeelement. Som mærkeelement i klassen forekommer det alene i varemærker tilhørende Enviroplan A/S. Det er derfor nærliggende at antage en forbindelse med de ældre varemærker, og det ansøgte, når det søgte mærke anvender de samme tre stavelser til mærkets begyndelse.
Varemærkelovens §15, stk. 1, nr. 2 anfører bl.a., at et varemærke er udelukket fra registrering, dersom det antages, at der er en forbindelse med det ældre mærke, fordi det yngre er identisk med eller ligner det ældre mærke.
Da der ikke er indsendt samtykke til mærkets registrering, afslår vi derfor herved Deres ansøgning, da mærket kan forveksles med ovennævnte registrerede varemærker, og det kan antages, at der er en forbindelse med de ældre mærker.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 27. september 1993 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Patentdirektoratet pålægges at viderebehandle ansøgningen og herunder se bort fra de i Patentdirektoratets skrivelse af 27. juli 1993 nævnte registreringer.
I klagebegrundelse af 15. december 1993 har klageren fremsendt diverse bilag og endvidere anført følgende:
»Klagerne er af den opfattelse, at det af os over for Patentdirektoratet anførte bør medføre, at klagerne gives medhold i den over for Patentankenævnet nedlagte påstand.
Indehaverne af de af Patentdirektoratet modholdte registreringer er et datterselskab i Kruger-gruppen (jf. Bilag 20) beskæftiget internationalt med miljøforhold.
Mærkebestanddelen ENVIRO- i de modholdte mærker er afledt af det engelske ord ENVIRONMENT.
I det internationale forum, som indehaverne af de modholdte registreringer henvender sig til, er ENVIRO- direkte beskrivende, for så vidt angår de pågældende aktiviteter.
Der findes også et stort antal registreringer i de forskellige lande samt »internationalt« med forstavelsen ENVIRO-, jvf. Bilag 23.
Klagerne er af den formening, at det ikke ville være rimeligt, om indehaverne af de modholdte mærker i Danmark skulle kunne blokere den internationale handels- og servicevirksomhed for andre firmaer i ind- og udland under mærker havende ENVIRO- som mærkebestanddel, jvf. i øvrigt også, at indehaverne af de modholdte registreringer har foretaget registrering uden for Danmark af deres mærker.
Det ville være vanskeligt at forstå for omverdenen, og ikke acceptabelt, om indehaverne af de modholdte mærker, der internationalt er klar over, at man i udlandet ikke har nogen eneret til at benytte ENVIRO- som mærkebestanddel, til trods herfor skulle kunne modsætte sig en registrering af andres mærker indeholdende ENVIRO- i Danmark, der i øvrigt er domicilland for Miljøagenturet.'
Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 12. september 1995.
Ingen gav møde.
Ankenævnet skal udtale:
Forstavelsen ENVIRO findes ikke at have varemærkeretligt særpræg, og da det ansøgte ikke findes forveksleligt med det modholdte
bestemmes:
Sagen tilbagesendes til Direktoratet til fortsat behandling.
Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen Finn Mikkelsen