Underkendelse af tvangsfiksering
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1996/15046@1996-12-11/da
Indhold
En 67-årig kvinde blev indlagt på psykiatrisk afdeling. Ved indlæggelsen fandtes hun psykotisk og uden sygdomserkendelse, ligesom hun fremstod forvirret og trist, muligvis deprimeret.
Næste morgen fandtes patienten at frembyde symptomer på en psykotisk tilstand. Hun gik ustandseligt på toilettet uden at bruge toiletpapir og uden at ville vaske sig efter toiletbesøgene, ligesom hun konstant pudsede næse i toiletpapir, som hun herefter efterlod rundt omkring på afdelingen.
Da patienten var provokerende og ukorrigerbar i sin adfærd, var hun direkte truet af medpatienterne.
Som følge af infektionsfare, patientens ukorrigerbare tilstand, samt at patienten var direkte truet af medpatienterne, fandtes det mest hensynsfuldt at skåne hende for yderligere overlast ved at passivisere hende for en kortere stund ved bæltefiksering.
Bæltefikseringen iværksattes kl. 10.15. Det er oplyst, at patienten ikke modsatte sig bæltefikseringen, ligesom hun frivilligt modtog beroligende medicin.
Det fremgik endvidere af en udtalelse fra en plejer, at patienten blev mere rolig, samlet og orienteret efter at have været fikseret i 2 timer. Bæltefikseringen ophørte kl. 12.30. Herefter fandtes patienten apsykotisk og fornuftig at tale med.
Det lokale psykiatriske patientklagenævn godkendte beslutningen om tvangsfiksering.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at den fare, som patienten frembød umiddelbart inden, at beslutning om tvangsfiksering blev truffet, ikke var af aktuel og påviselig karakter. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten ikke var truende eller specielt motorisk urolig, ligesom hun ikke var korporligt aggressiv over for personale eller medpatienter.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede, at patientens adfærd kunne virke provokerende og groft generende på andre patienter, men nævnet fandt, at der var mulighed for at anvende en mindre indgribende foranstaltning i den foreliggende situation, eksempelvis kunne der være truffet beslutning om straks at overflytte patienten til en anden afdeling frem for at overflytte hende senere den samme dag.