Gelex

Overtagelse af afskåret areal - fornøden adgang

GældendeVersion 1997-10-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1996/17115@1997-10-01/da

Indhold
  1. Indledning

År 1996 den 25. november kl. 9.00 afsagde taksationskommissionen for Århus amts sydlige kreds i sag nr.

Taks. 1/96 Taksation efter begæring af ejeren af matr.nr. 3 ab og 3 pæ Vejlby by, Ellevang, Per Aarsleff, Bækgårdsvej 5, 8230 Åbyhøj sålydende K E N D E L S E: ------------------

Formentlig i 1963 erhvervede entreprenør Per Aarsleff ejendommen matr.nr. 3 ab Vejlby By, beliggende Baldrianvej 50, Risskov, og ejendommen matr.nr. 3 pæ Vejlby By, beliggende Ravnsøvej 2A, Risskov.

Ved naturfredningsloven af 1969 blev dele af ejendommene matr.nr. 3 ab og 3 pæ Vejlby by, Ellevang, beliggende ved den dengang skitserede, nu anlagte Viengevej, pålagt åbeskyttelse, hvorefter der i en afstand af 150 meter fra åen ikke måtte foretages opfyldning, terrænregulering eller lignende uden fredningsnævnets godkendelse.

I årene omkring 1975 foregik der forhandlinger mellem entreprenør Per Aarsleff og Århus kommune, idet Per Aarsleff var interesseret i at erhverve ret til opfyldning på de nævnte ejendomme.

I forbindelse med disse forhandlinger lod stadsgartneren i Århus kommune teknikere udarbejde en ideplan, dateret den 15. april 1977, i hvilken der var angivet opfyldning til kote 2,0 på en del af arealet mellem den påtænkte Viengevej og Egåen.

Den 6. september 1977 indsendte Århus kommune en ansøgning til fredningsnævnet om tilladelse til

»at opfylde det fremtidige vejareal og det grønne bælte langs åen«

med jordfyld fra byggepladser i Århus-området. Den af stadsgartneren udarbejdede »Ideplan for denne »terrænregulering« af 15. april 1977 blev vedlagt ansøgningen. I ansøgningen oplyste Århus kommune, at det var ganske umuligt præcist at sige, hvor lang tid opfyldningen ville vare, hvorfor man ansøgte om ikke-tidsbegrænset tilladelse til opfyldning.

Den 28. september 1977 godkendte fredningsnævnet den ansøgte opfyldning i henhold til ideskitsetegningen og meddelte samtidig dispensation fra naturfredningslovens § 47 a.

Formentlig i 1978 overdrog Per Aarsleff ejendommen matr.nr. 3 ab, Baldrianvej 50, og retten til opfyldning på denne ejendom til sin medarbejder, Anders Henning Buschmann Nielsen. Per Aarsleff beholdt selv ejendommen matr.nr. 3 pæ og retten til opfyldning på denne ejendom.

Der blev senere udfærdiget skøder.

Der blev ikke oprettet nogen skriftlig aftale vedrørende opfyldningsretten, og efter det oplyste blev opfyldningsrettens omfang og løbetid end ikke mundtligt aftalt.

Den 14. juni 1983 vedtog Århus byråd lokalplan nr. 146, forlængelse af Viengevej/Sindalsvej i Vejlby. Det fremgår af lokalplanen, at den omfatter bl.a. ejendommene 3 ab og 3 pæ Vejlby. Det hedder i § 3: .....

»Til de nye vejstrækninger må der være direkte adgang fra de tilgrænsende ejendomme. Nødvendige markoverkørsler vil dog blive tilladt.« ...............

Som nævnt havde Per Aarsleff intentioner om at foretage opfyldning på aralerne, og de tilladte markoverkørsler stillede sig hindrende i vejen for den dertil nødvendige til- og frakørsel med fyld/affald. De tilladte markoverkørsler kunne udfra ejernes synspunkter derfor ikke anses som »fornøden vejadgang« til arealerne nord for Viengevej. Iøvrigt blev markoverkørslerne aldrig etableret.

Alligevel fremsatte Per Aarsleff ikke dengang krav i medfør af planlovgivningen eller anden lovgivning om, at kommunen skulle overtage de »afskårne« arealer nord for Viengevej, som var omfattet af lokalplanen.

Den 17. og 27. oktober 1988 tilbød Århus kommunes tekniske forvaltning Per Aarsleff at indstille til Århus byråd, at kommunen ville købe matr.nr. 3 pæ pr. 1. april 1989 i opfyldt stand for en pris af 10 kr. pr. kvadratmeter f.s.v. angår vejarealet og 5 kr. pr. kvadratmeter f.s.v. angår resten. Tilbudet blev ikke accepteret af Per Aarsleff.

Ved bekendtgørelse af 24. februar 1989 fra Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, blev det bestemt, at åbskyttelseslinien i naturfredningslovens § 47 a ikke længere skulle gælde for det område langs Ny Egå, der var/er omfattet af lokalplan nr. 146 i Århus kommune.

Den 6. juni 1989 indstillede Århus kommunes magistrat til Århus byråd, at kommunen erhvervede de til anlæg af Viengevejs forlængelse nødvendige arealer.

Under åstedsforretningen, der afholdtes den 10. oktober 1989, protesterede Per Aarsleff mod, at de arealer, der ikke medgik til Viengevej, eksproprieredes.

Den 25. januar 1990 indstillede magistraten derfor til byrådet, at der kun eksproprieredes de til anlæg af Viengevej nødvendige arealer, og hvis ejeren ønskede det, yderligere et areal mellem vejen og varmetransmissionsledningen.

Den 14. februar 1990 vedtog Århus byråd i medfør af lov om offentlige veje § 43 at ekspropriere de omhandlede arealer til anlæg af 2. etape af Viengevejs forlængelse fra Lystrupvej til Grenaavej, alt i overensstemmelse med magistratens indstilling.

Da ejerne af de eksproprierede arealer og Århus kommune ikke kunne blive enige om erstatningens størrelse, indbragte Århus kommune ved skrivelser af 23. august 1990 erstatningsspørgsmålene vedrørende matr.nr. 3 ab og 3 pæ for taksationskommissionen.

Det hedder i den medsendte »Ejendomsbeskrivelse« af juli 1990: ............

»Århus kommune kan ikke overtage det overskydende areal, da ejeren ikke ønsker at afstå det.« ............

Under behandlingen af taksationssag nr. 6/1990, lb.nr. 4, og lb. nr. 5, samt taksationssag nr. 3/1991, lb.nr. 4 og lb.nr. 5, fremsatte Per Aarsleff ikke krav om, at Århus kommune i henhold til planlovgivningen eller vejlovens § 51, stk. 3, og § 69, stk. 3, skulle overtage de ikkeeksproprierede, men »afskårne« arealer nord for Viengevej, og overtagelsesspørgsmålet blev derfor ikke behandlet, endsige afgjort af taksationskommissionen.

Ved taksationskommissionens kendelser af 12. og 19. februar 1991 blev der fastsat erstatninger til lodsejerne for arealafståelse og ulemper. I de erstatninger, som taksationskommissionen tilkendte Per Aarsleff, var der indregnet et beløb for mistet »sædvanlig« opfyldningsret, men ikke for en påstået særlig aftalt opfyldningsret, idet den daværende taksationskommission ikke så sig i stand til på det foreliggende løse grundlag at fastslå, om der overhovedet eksisterede en særlig opfyldningsret, og i givet fald at fastslå omfanget af og tidsrummet for en sådan mundtlig aftalt opfyldningsret, hvorved bemærkes, at parterne var uenige både om eksistensen, omfanget og varigheden af en eventuel eksisterende opfyldningsret.

Lodsejerne indbragte taksationskommissionens kendelser af 12. og 19. februar 1991 for Overtaksationskommissionen med påstand om forhøjelse af de tilkendte erstatninger og med påstand om tilkendelse af en særskilt erstatning for mistet mulighed for salg af muld og for mistet mulighed for opfyldning. Lodsejerne rejste derimod stadig ikke krav om kommunens overtagelse af de »afskårne« ikkeeksproprierede arealer nord for Viengevej.

Ved Overtaksationskommissionens kendelser af 24. september 1991 blev areal- og ulempeerstatningerne forhøjet, og Per Aarsleff fik desuden tilkendt en nærmere angivet erstatning for mistet mulighed for salg af muld og opfyldning på de eksproprierede vejarealer.

Lodsejerne var ikke tilfredse med størrelsen af de tilkendte erstatninger, og den 27. november 1991 indbragte de overtaksationskendelserne for Vestre Landsret med påstand om forhøjelse af de tilkendte erstatninger, og for Per Aarsleffs vedkommende tillige med påstand om tilkendelse af en større erstatning for særligt tab i forbindelse med mistet særlig opfyldningsret.

I løbet af 1995 blev anlægget af 2. etape af Viengevej færdig.

Ved Vestre Landsrets 1. afdelings dom af 25. juni 1996 fik ejerne af de 2 ejendomme tilkendt henholdsvis 70.000 kr. og 150.000 kr. i arealerstatninger og ulempeerstatninger, og Per Aarsleff fik desuden tilkendt 50.000 kr. i erstatning for mistet mulighed for jordpåfyldning på et kommunalt ejet areal. Det hedder i dommens præmisser blandt andet: ..................

»For så vidt angår sagsøgernes muligheder for jordopfyldning på de pågældende arealer og for så vidt angår sagsøgeren Per Aarsleffs opfyldningsret på matr.nr. 3 e, bemærkes indledningsvis, at landsretten ikke finder, at disse rettigheder under de foreliggene omstændigheder kan anses for bortfaldet som følge af manglende udnyttelse. Landsretten har herved blandt andet lagt vægt på, at sagsøgte så sent som i 1988 har ført forhandlinger med sagsøgeren Per Aarsleff om udnyttelse af opfyldningsretten på alle de berørte arealer. Det lægges herefter til grund, at opfyldningsretten bestod på tidspunktet for ekspropriationerne, og at den udgjorde en økonomisk værdi for sagsøgerne, som disse kan kræve erstattet hos sagsøgte.«.............................

Det fremgår af landsretssagens akter, at lodsejeren Per Aarsleff stadig ikke fremsatte krav/påstand om kommunens overtagelse af de »afskårne'arealer nord for Viengevej, men ønskede at indgå en procesaftale om, at kommunen eksproprierede de »afskårne« arealer på nærmere omtalte prisvilkår, som fremgik af et processkrift af 1. december 1994.

I et processkrift af 19. januar 1995 afslog kommunens advokat dette ønske, angiveligt fordi kommunen ikke ville acceptere lodsejerens prisforlangende.

Hverken lodsejerne eller kommunen påankede landsretsdommen til Højesteret. Den er derfor nu endelig og bindende.

Landsretssagen og landsretsdommen vedrører efter sit indhold direkte kun det eksproprierede areal, og ikke »de afskårne« i nærværende sag omhandlede arealer nord for Viengevej.

BEGÆRINGERNE

Ved skrivelse af 7. februar 1996 har lodsejerne Anders Henning Buschmann Nielsens arvinger og Per Aarsleff anmodet taksationskommissionen om at tage stilling til, hvorvidt Århus kommune er pligtig at overtage de arealer af matr.nr. 3 ab og 3 pæ Vejlby by, Ellevang, nord for Viengevej, som blev tilbage efter ekspropriationen til Viengevejs forlængelse fra Lystrupvej til Grenaavej.

Efter indbringelsen har afdøde Anders Henning Buschmann Nielsens arvinger tilbageoverdraget den del af matr.nr. 3 ab, Vejlby, der ligger nord for Viengevej, til entreprenør Per Aaarsleff, Åbyhøj, så Per Aarsleff nu ejer hele det areal nord for Viengevej, som denne sag omhandler, og som begæres overtaget af Århus kommune.

Per Aarsleffs advokat, advokat Uffe Baller, og Århus kommunes advokat, højesteretssagfører Georg Løber har under behandlingen af sagen erklæret, at de ønsker de 2 taksationssager behandlet og påkendt under eet, idet arealerne forventes sammenlagt matrikulært.

Taksationskommissionen har besluttet at imødekomme advokaternes begæring om at behandle sagerne under eet.

Den foreliggende tvist angår et areal stort ialt 25.018 kvadratmeter af 3 ab og 3 pæ Vejlby by, nemlig

1. 749 kvadratmeter som ligger i byzone, 2. 200 kvadratmeter som ligger i sommerhusområde, og 3. 2.069 kvadratmeter som ligger i landzone. TAKSATIONSKOMMISSIONEN

I taksationssagens behandling har formanden, dommer B. Breum, og de til sagen udpegede kommissionsmedlemmer, Anders Baastrup og Georg H. Hansen deltaget.

Landinspektør Nils Nybro Eriksen har medvirket som teknisk sagkyndig.

Advokat Lars Petersen har medvirket som sekretær.

Taksationskommissionen har den 24. oktober 1996 besigtiget nedennævnte ejendomme og afholdt møde med parterne.

PARTERNES PÅSTANDE

Under denne taksationssag har advokat Uffe Baller, Århus, på vegne Per Aarsleff principalt påstået Århus kommune

tilpligtet at overtage de Per Aarsleff tilhørende arealer af matr.nr. 3 ab og 3 pæ Vejlby by, ialt 25.018 kvadratmeter, som blev tilbage og afskåret fra restejendommene i forbindelse med ekspropriationen til Viengevejs forlængelse fra Lystrupvej til Grenaavej, og

tilpligtet at betale ialt 652.256,80 kr. i erstatning til lodsejeren Per Aarsleff.

Erstatningsbeløbet specificeres således: 1. For afståelse af 25.018 kvadratmeter, ialt: 161.904,00 kr. svarende til 6 kr. pr. kvadratmeter. 2. For muld og mistet opfyldningsret, ialt ca. 490.352,80 kr. ---------------- Samlet erstatningskrav 652.256,80 kr. ----------------

For det tilfælde, at kommunen ikke bliver pålagt at overtage arealerne, har lodsejeren påstået sig tilkendt i erstatning for mistet indtægt ved salg af muld og mistet ret til opfyldning 19,60 kr. pr. kvadratmeter eller for det omhandlede areal på 25.018 kvadratmeter

efter endelig opmåling ialt ca. 490.352,80 kr. ----------------

Højesteretssagfører Georg Løber har på vegne Århus kommune principalt nedlagt påstand om, at lodsejernes overtagelsesbegæring nægtes fremme.

Subsidiært har Århus kommune nedlagt påstand om frifindelse.

Mest subsidiært har Århus kommune nedlagt påstand om, at kommunen tilpligtes at betale en væsentlig mindre erstatning end påstået af lodsejeren, alt efter taksationskommissionens skøn.

PARTERNES ANBRINGENDER

Ejeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at det er uden betydning for sagens afgørelse, at ejeren først fremsætter sit krav om overtagelsespligt 5 år efter ekspropriationsbeslutningen i 1990. Lov om offentlig veje indeholder ikke nogen tidsfrist vedrørende fremsættelse af krav om overtagelse. Det kan derfor sluttes, at der ikke gælder nogen forældelsesfrist på dette område. Årsagen til, at kravet ikke blev fremsat i forbindelse med sagens behandling i 1990, er, at ejeren forventede at kunne fortsætte med sin opfyldning. Vejanlæget blev imidlertid først færdigt engang i 1995. Først på dette tidspunkt kunne ejeren konstatere, at det ikke var muligt at fortsætte arbejdet på grund af manglende overkørsler. Da der efter planloven eksisterer en mulighed for, at en ejer kan tilbagekalde sin overtagelsesbegæring, hvis han ikke opnår den rette pris for et areal, taler situationen alt andet lige for, at det samme må gælde efter vejloven, og for at en ejer kan vente med at fremsætte sin overtagelsesbegæring på grund af manglende mulighed for at overskue situationen ved sagens behandling i 1990.

Ejeren har ligeledes gjort gældende, at han ikke tidligere har modtaget noget konkret tilbud fra kommunens side vedrørende overtagelse af arealet. Der har tidligere været fremsat urealistiske tilbud, som ikke har været tilstrækkeligt konkretiserede. Der har således været tale om, at kun en del af arealet skulle overtages. Der har ikke været tale om, hvilket areal. Sluttelig har der ej heller været enighed om prisen for et overtaget areal.

Ejeren har yderligere til støtte for sin påstand gjort gældende, at kommunen er pligtig at overtage det omhandlede areal i henhold til vejlovens § 69, stk. 3, idet der i dag ikke er nogen vejadgang til arealet. Der er nu forløbet næsten 6 år efter ekspropriationen, og der er stadig ikke etableret vejadgang til arealet. Ligeledes henvises til vejlovens § 51, stk. 3, idet det bemærkes, at det er den anlagte vej, der er skyld i, at den omhandlede ejendom ikke kan anvendes i det hidtidige øjemed, altså opfyldning. Ved anlæg af eventuelle markoverkørsler er der tale om, at der tilføres ejendommen en utilstrækkelig vejadgang, idet disse markoverkørsler ikke giver mulighed for at komme ind på ejendommen med store lastbiler.

Ejeren har til støtte for sin påstand yderligere gjort gældende, at der består en opfyldningsret på det i nærværende sag omhandlede areal. Dette fremgår af Vestre Landsrets domspræmisser. Ligeledes fremgår det, at denne opfyldningsret på ekspropriationstidspunktet havde en økonomisk værdi, som skal erstattes.

For det tilfælde, at kommunen ikke bliver pålagt at overtage arealerne, har ejeren gjort gældende, at kommunen er pligtig at yde erstatning i henhold til vejlovens § 69, stk. 2, idet der ikke ved anlæg af markoverkørsler vil blive tale om fornøden vejadgang til ejendommen. Betingelserne for erstatningskrav i henhold til vejlovens § 69, stk. 2, er opfyldt. Såfremt taksationskommissionen måtte komme til, at kommunen ikke skal overtage arealerne, vil erstatningskravet være som anført i den af ejeren nedlagte påstand, subsidiært dog et efter taksationskommissionen nærmere fastsat skønnet beløb.

Århus kommune har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at Århus kommune i forbindelse med ekspropriationen i 1990 tilbød ejeren at overtage det i nærværende sag omhandlede areal. Det blev fra kommunens side tilbudt at ekspropriere 10.000 kvadratmeter. Der var ingen reaktion fra ejerens side på dette tilbud. Nærværende sag blev indbragt for taksationskommissionen i februar måned 1996, selv om der på dette tidspunkt verserede en sag for landsretten vedrørende den i 1990 foretagne ekspropriation. Dette er ikke muligt, idet det må ligestilles med en anmodning om genoptagelse af en allerede afgjort sag. Der er således ikke mulighed for genoptagelse til forandring.

Århus kommune har til støtte for sin subsidiære påstand gjort gældende, at ejerens muligheder ikke er blevet forringet efter vejens anlæg, idet det ikke har været muligt at bruge arealet til jordopfyldning. I 1989 blev åbeskyttelseslinien flyttet, og den nordlige grænse for ret til opfyldning var lokalplanens nordlige grænse. Der var således ikke mulighed for opfyldning uden dispensation fra fredningsmyndighedernes side. Såvidt det er kommunen bekendt, har ejeren ikke søgt de respektive myndigheder om dispensation vedrørende ret til opfyldning. Såfremt sådan dispensation gives, vil de relevante overkørsler blive udført. At ejeren ikke har nogen mulighed for at anvende det pågældende areal til opfyldning, skyldes således lovgivningen vedrørende naturfredning og ikke anlægget af vejen. I den af landsretten afsagte dom af 25. juni 1996, bemærkes det, at landsretten kun behandler det areal, der skal anvendes til brug for vejanlæg og ikke det i nærværende sag omhandlede nordligere beliggende areal. For såvidt angår etablering af de i lokalplanen anførte markoverkørsler, vil disse blive etableret af Århus kommune i samråd med ejeren. Århus kommune har hele tiden haft til hensigt at etablere disse overkørsler, men har været interesseret i en dialog herom med ejeren. Da arealet således ikke kan anvendes til jordopfyldning, er der ved etablering af de i lokalplanen anførte markoverkørsler fornøden vejadgang til arealet.

Til støtte for den mest subsidiære påstand har Århus kommune gjort gældende, at det pågældende areal har en yderst begrænset værdi, idet det ikke kan anvendes til opfyldning. Arealet har kun økonomisk værdi i det øjeblik, der opnås en dispensation fra de relevante myndigheder med ret til opfyldning. Ejeren har ikke med rette kunnet have nogen forventning om at kunne anvende det pågældende areal til opfyldning af jord. Såfremt ejeren måtte få medhold i, at der skal tilkendes ham et erstatningsbeløb, kan der kun være tale om et mindre beløb, alt efter taksationskommissionens skøn.

For såvidt angår forrentning af et eventuelt erstatningsbeløb, gøres det gældende, at renter først kan tildeles fra indbringelse af sagen for taksationskommissionen i februar månd 1996.

Lodsejeren, Per Aarsleff, har afgivet forklaring. Det fremgår direkte eller indirekte af forklaringen, at han i sin tid erhvervede grundene/arealerne med det ene formål at afskrælle og sælge muldjorden og derefter at foretage opfyldning til den højst tilladte kote. Kommunen tilkendegav ikke på nogen måde, at opfyldningsretten var begrænset til en del af arealet og/eller var tidsbegrænset, og han forventede derfor, at retten til opfyldning til den fastsatte kote gjaldt hele det i nærværende sag omhandlede areal, eventuelt bortset fra det fredede areal, og han forventede desuden, at retten til opfyldning gjaldt uden nogensomhelst tisbegrænsning. Som en naturlig konsekvens af den erhvervede og forventede ubegrænsede opfyldningsret, gik han ud fra som givet, at kommunen ville tillade de til opfyldning af arealerne fornødne overkørsler. Først efter anlæget af Viengevej blev han helt klar over, at er kun vil blive tilladt markoverkørsler, og at disse ikke tillader/muliggør kørsel med lastvogne med opfyldningsmaterialer. Dette må efter hans mening betyde, at han har krav på, at Århus kommune overtager de omhandlede »afskårne« arealer, og betaler fuld erstatning til ham for arealerne og for den mistede opfyldningsret på arealerne nord for Viengevej.

TAKSATIONSKOMMISSIONEN UDDTALER

Efter det oplyste må det lægges til grund, at spørgsmålet om, hvorvidt Århus kommune som følge af den i 1990 foretagne ekspropriation i henhold til lov om offentlige veje eller andre lovbestemmelser er pligtig at overtage de i denne sag omhandlede arealer beliggende nord for Viengevej, ikke tidligere er blevet indbragt for taksationskommissionen og derfor ikke tidligere, heller ikke under behandlingen af taksationssag nr. 6/1990, er blevet behandlet og afgjort af taksationskommissionen.

Efter det oplyste må det endvidere antages, at lodsejeren først efter anlæggelsen af Viengevej klart og utvetydigt er blevet orienteret om - og/eller er blevet helt klar over, at lokalplanen i 1983 og ekspropriationen i 1990 medfører, at opfyldning på de omhandlede arealer fremover ikke er mulig, fordi der fremover kun vil blive tilladt markoverkørsler til Viengevej.

På denne baggrund finder taksationskommissionen, at lodsejeren ikke har fortabt sin ret til at få spørgsmålet om, hvorvidt Århus kommune i henhold til vejlovens § 51, stk. 3, jfr.stk. 7, og/eller § 69, stk. 3, er pligtig at overtage de omhandlede afskårne arealer nord for Viengevej, behandlet og påkendt af taksationskommissionen, hvorved bemærkes, at lodsejerens krav ikke ses at være forældet, og at lodsejeren ikke ses at have udvist nogen retsfortabene passivitet.

Som følge heraf tager taksationskommissionen ikke Århus kommunes principale påstand om, at sagen bør nægtes fremme af formelle grunde, til følge.

Som sagen er oplyst vedrørende realiteten må det lægges til grund, at lodsejeren i 1977/78 har erhvervet en særlig opfyldningsret, men at dennes geografiske, mængdemæssige og tidsmæssige omfang ikke er blevet aftalt helt præcist eller fastlagt præcist af myndighederne.

Imidlertid finder taksationskommissionen, at lodsejerens påståede forventninger om, at hans særlige ret til opfyldning uden nogen geografisk og tidsmæssig begrænsning, har været urealistiske og overoptimistiske.

Taksationskommissionen finder, at lodsejeren burde have forventet, at der var en begrænsning i hans opfyldningsret, og at det i betragtning af tendenserne i tiden, nye og skærpede fredningsregler og lokalplanens indhold, burde have stået lodsejeren klart, at retten til opfyldning successivt blev indskrænket, og at den labile grænse for opfyldning på tidspunktet for ekspropriationens foretagelse naturligt måtte være den nordlige side af Viengevej, således at der på ekspropriationstidspunktet ikke længere eksisterede nogen ret til opfyldning på de omhandlede arealer nord for Viengevej.

Den omtalte »Ideplan« af 1977 findes ikke at kunne tillægges afgørende betydning for grænserne for lodsejerens opfyldningsret, hvorved bemærkes, at den kun var en »ideplan«, og at den ikke ses at have taget højde for de senere tendenser bl.a. på miljøområdet.

Hertil kommer, at man efter taksationskommissionens mening hverken af den oprindelige aftale, som er ganske upræcis, eller af Vestre Landsrets dom af 25. juni 1996, som efter sit indhold kun omhandler selve det areal, hvorpå Viengevej er anlagt, med sikkerhed kan udlede, at lodsejeren på ekspropriationstidspunktet stadig havde en særlig ret til opfyldning på arealerne nord for Viengevej.

Hvis lodsejeren - trods det foran anførte - må antages på ekspropriationstidspunktet at have haft en begrænset særlig ret til opfyldning, bør opfyldningsrettens geografiske, mængdemæssige og tidsmæssige omfang efter taksationskommissionens mening fastlægges af domstolene, og ikke af taksationskommissionen, hvis sagsbehandling er relativ summarisk.

Når det af de nævnte grunde må antages, at lodsejeren ikke har haft nogen særlig opfyldningsret på arealerne nord for Viengevej på ekspropriationstidspunktet, finder taksationskommissionen at de tilladte markoverkørsler udgør fornøden vejadgang til og fra de i denne sag omhandlede afskårne arealer nord for Viengevej.

Som følge heraf finder taksationskommissionen ikke grundlag for i medfør af § 51, stk. 3, og/eller § 69, stk. 3, i lov om offentlige veje at pålægge Århus kommune at overtage de omhandlede arealer eller at udrede erstatning til lodsejeren for mistet særlig opfyldningsret.

Derfor vil Århus kommune være at frifinde under denne sag.

T h i b e s t e m m e s: ---------------------------

Århus kommune frifindes under denne sag for tiltale af Per Aarsleff.

Omkostninger ved taksationssagens behandling betales af Århus kommune efter opgørelse fra taksationskommissionens formand.

B. Breum

kommissionsformand

Versioner

  1. 1997-10-01