Ekspropriation til motorvejen Dørup-Hadbjerg afgørelsen vedrører erstatning for nærhed til motorvej (støj)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1996/17511@1996-03-26/da
Indhold
KENDELSE:
Ejendommen og motorvejsanlægget.
Matr. nr. x er en ejendom i landzone på 1.118 (m2). Den var pr. 1. januar 1990 vurderet til ejendomsskyld med en kontant ejendomsværdi på 350.000 kr., heraf grundværdi 132.800 kr.
Efter anmodning fra ejeren, er ejendomsværdien ved den offentlige vurdering pr. 1. januar 1995 nedsat fra 360.000 kr. til 300.000 kr.
Ejendommen ligger vest for motorvejen ud til kommunevej Kvottrupvej. Før motorvejen hed vejen Geding Byvej og den forbandt byerne Geding og Kvottrup. Motorvejen krydser denne forbindelsesvej nogenlunde midtvejs mellem byerne. Forbindelsesvejen blev forlagt på næsten hele strækningen, og den blev ført over motorvejen. Den gamle Geding Byvej blev afbrudt og omdøbt til Kvottrupvej vest for motorvejen. Ejendommen ligger som den sidste før vejens afbrydelse ved motorvejen.
Der blev ikke afstået areal fra ejendommen i forbindelse med motorvejsanlægget. Der blev kun pålagt ejendommen servitut om byggelinie. Samtidig erklærede ejeren sig indforstået med vederlagsfrit efter anlæggets udførelse at modtage ca. 340 (m2) af Geding Byvej, hvoraf ca. 70 (m2) skulle nedklassificeres til privat fællesvej og resten skulle nedlægges som vejareal og afrømmes. Arealet blev ligeledes overdraget med pålagt servitut om byggelinie.
På ejendommen er der opført et mindre enfamiliehus af træ i eet plan. Afstanden fra huset til nærmeste kørebanekant er ca. 46 m. Motorvejsanlægget skifter fra påfyldning til afgravning nogenlunde ud for ejendommen. Mellem ejendommens haveanlæg og motorvejen ligger et smalt landbrugsareal. Det er af parterne oplyst, at Vejdirektoratet, ejendommens ejer og ejeren af landbrugsarealet under anlægsarbejdet indgik en aftale om udsætning af råjord på den yderste stribe af landbrugsarealet. Det etableredes en »kunstig afgravningsskråning« med en højde på ca. 3 m over kørebaneniveau på strækningen fra st. ca. 21,11 til st. ca. 21,21. Vest for denne skråning udlagdes råjorden med varierende anlæg, skrånende ned mod ejendommens østskel. Ejendommens ejer indbetalte 10.000 kr. til Vejdirektoratet som vederlag for denne råjordsudsætning.
Vejdirektoratet har efter ekspropriationskommissionens anmodning foretaget en støjvurdering for ejendommen, dateret februar 1996.
Parternes påstande.
Ejeren har nedlagt påstand om en erstatning på 124.000 kr., men har dog efterfølgende accepteret ekspropriationskommissionens erstatningsforslag på 70.000 kr. Til støtte for sit erstatningskrav har ejeren anført, at der stadigvæk er store støjgener ved huset, selvom der er foretaget terrænregulering, som har kostet hende 10.000 kr. Det er svært at føre samtaler udendørs, og støjen forhindrer åbentstående vinduer i længere tid, hvilket er generende om sommeren.
Anlægsmyndigheden har i et brev af 11. marts 1996 meddelt, at den ikke kan acceptere erstatningsforslaget. Det anføres, at der efter gældende retspraksis skal gøre sig »ganske særlige forhold« gældende, såfremt der skal betales erstatning for støj til en ejendom, der, som den her omhandlede, ikke er direkte berørt af vejanlægget. Sådanne »ganske særlige forhold« foreligger ikke efter anlægsmyndighedens opfattelse.
Ekspropropriationskommissionens afgørelse.
Ekspropriationskommissionen har taget udgangspunkt i, at der ikke findes bestemmelser om støjbeskyttelse ved udbygning af bestående veje eller anlæg af nye veje. Der er således ikke fastsat bestemte grænseværdier, der skal overholdes, som det er tilfældet ved nybyggeri langs eksisterende veje. Spørgsmålet om foranstaltninger imod eller erstatning for støjgener må afgøres ud fra en konkret vurdering af forholdene på de enkelte ejendomme.
I det foreliggende tilfælde er der efter kommissionens opfattelse ikke grundlag for at bekoste støjafskærmning i form af en jordvold ved ejendommen, hvilket ifølge Vejdirektoratets beregninger vil koste 250.000 kr. Efter støjberegningerne og kommissionens iagttagelser i marken vil der imidlertid blive tale om støjgener på ejendommen af et sådant omfang, at tålegrænsen efter naboretlige regler må anses for overskredet. I overensstemmelse med Højesterets dom (U.f.R. 1995.466H) og sammes dom af 22. januar 1996 i sag om fremføring af en højspændingsledning finder kommissionen, at den ved de pågældende gener opståede værdiforringelse af ejendommen bør erstattes. Et flertal på 3 af kommissionens medlemmer finder, at erstatningen bør fastsættes til 70.000 kr., medens et mindretal på 2 medlemmer finder en erstatning på 40.000 kr. passende. For udgifter i forbindelse med erstatningens udbetaling tillægger en enig kommission ejeren en godtgørelse på 3.000 kr. og en godtgørelse på 6.000 kr. for udgifter til advokatbistand.
I overensstemmelse med flertallets afgørelse b e s t e m m e s: Erstatningen fastsættes således: For ejendomsforringelse som følge af vejanlæggets nærhed 70.000 kr. For udbetalingsdokumentation 3.000 kr. Renter 5% p.a. fra den 27. juni 1994. For advokatbistand 6.000 kr.
Således passeret.
K. Junge Pedersen
/Karen Buskgaard
Udskriftens rigtighed bekræftes:
K. Buskgaard