Gelex

Bindende forhåndsbesked

GældendeVersion 1997-09-25
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1996/18010@1997-09-25/da

Indhold
  1. Indledning

Ligningsrådet blev anmodet om at besvare følgende spørgsmål:

1. Vil D Inc. være berettiget til at foretage skattemæssige afskrivninger på aktiver, der vil være omfattet af et eventuelt »sale and lease back« - arrangement med A?

A/S B's 100 % ejede datterselskab C var igennem dets 100 % ejede amerikanske datterselskab D i færd med at opføre et produktionsanlæg i USA.

Med henblik på at opnå en reduktion af den amerikanske ejendomsskat overvejede D at indgå i et sale-and lease back arrangement med A ... County industrial evelopment Authority (A).

Det var oplyst, at A er et offentligt selskab, der er godkendt af staten og medvirker til at tiltrække virksomheder og skabe beskæftigelsesfremmende foranstaltninger i lokalområdet. Besparelsen i ejendomsskat er af væsentlig størrelse, hvilket bevirker, at ordningen er velkendt og anvendes i stor udstrækning.

Arrangementet er udformet således, at A udsteder obligationer svarende til værdien af de aktiver, der indgår i »sale- and lease back« arrangementet. D køber herefter obligationerne af A, mens A anvender provenuet fra obligationerne til betaling af D for de aktiver, der er omfattet af sale- and lease back arrangementet.

D skal betale en årlig leasingydelse til A. Leasingydelsen vil blive fastsat til samme størrelse, som det A årligt skal betale til D i form af renter og afdrag på de udstedte obligationer.

Leasingperioden er 10 år for maskiner og 20 år for bygninger. De tilhørende obligationer vil blive udstedt med en løbetid på henholdsvis 10 år og 20 år.

D kan på et hvilket som helst tidspunkt i løbet af leasingperioden opsige aftalen ved at tilbagelevere obligationerne til A og betale USD 10. D erhverver derved »ejendomsretten« til de leasede aktiver. Ved udløbet af leasingperioden kan D ligeledes erhverve »ejendomsretten« til aktiverne ved en betaling på USD 10 til A.

Igennem hele leasingperioden er D ansvarlig for vedligeholdelsen af de leasede aktiver og skal betale enhver form for skat, der knytter sig til aktiverne samt tegne de nødvendige forsikringer.

Der er ingen pengestrømme imellem parterne i arrangementet.

Spørgeren har, under henvisning til en bindende forhåndsbesked, TfS 1995, 198, der sidestillede arrangementet med et kreditkøb, anført, at han anser aftalen med A som værende en ren finansieringsordning og opfatter derfor D som den reelle ejer af de af sale- and lease back - arrangementet omfattede aktiver. D forventes inddraget under sambeskatning med B A/S.

Den kommunale skatteforvaltning har udtalt, at D bevarer afskrivningsretten på trods af det indgåede leasingarrangement.

Told- og Skatteregionen har udtalt, at det er fast antaget i praksis, at en leasingaftale ikke tillægges skatteretlig virkning efter sit indhold, hvis det kan udledes af aftalen, at det er meningen, at leasingtager skal være ejer af aktiverne ved leasingperiodens udløb.

Om praksis hvor det formelle ejerforhold ikke tillages betydning i skattemæssig henseende kan henvises til TFS 1987.406, UFR 1982. 738 Ø og UFR 1960.535 H.

Under hensyn til at D til enhver tid kan opsige aftalen samt at tilbagekøbsprisen er fastsat til et symbolsk beløb, der ikke efterlader nogen tvivl om, at selskabet vil gøre brug af køberetten senest ved leasingperiodens udløb, er det regionens opfattelse, at leasingaftalen ikke i skattemæssig henseende kan få virkning efter sit indhold. Der er lagt vægt på, at D i alle forhold har en ejers rådighed og risiko i forbindelse med de leasede aktiver samt at den fulde vedligeholdelsesforpligtelse påhviler selskabet.

Det forhold at D skal betale en leasingafgift, der nøje svarer til de renter og afdrag der betales af A på de udstedte obligationer, sammenholdt med, at aftalen ensidigt synes at tillægge D vidtgående rettigheder, indikerer, at aftalen ikke tilsigter, at ejendomsretten til aktiverne reelt skal tilkomme A.

Af de ovenfor anførte grunde er det regionens opfattelse, at D bevarer afskrivningsretten til de leasede aktiver.

Det er Ligningsrådets opfattelse, at den påtænkte leasingaftale mellem D og A på de anførte vilkår ikke skal tillægges skattemæssige virkninger. Det er Rådets opfattelse, at der ved leasingaftalen alene etableres en formel ejendomsret for A, uden reelt indhold i skattemæssig henseende. De ydelser der ifølge aftalen udveksles mellem D og A, herunder renter og leasingydelser, tillægges derfor ikke skattemæssig virkning ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for D.

D bevarer derfor afskrivningsretten til de omhandlde aktiver.

Versioner

  1. 1997-09-25