NYT OM ARBEJDSSKADER - Erstatning for tab af erhvervsevne under revalidering (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1996/19241@1997-10-01/da
Indhold
EMNE:
Erstatning for tab af erhvervsevne under revalidering
BAGGRUND:
En sygehjælper fik håndeksem på grund af hyppig håndvask.
Arbejdsskadestyrelsen anerkendte, at der var tale om en arbejdsskade i form af en erhvervssygdom. Som led i vores sagsbehandling blev det oplyst, at hun havde en medfødt disposition til at udvikle hudlidelser. Ved anerkendelsen tog vi derfor forbehold for denne disposition.
På dette grundlag fastsatte vi mengraden til 5 procent.
Hendes opholdskommune bevilgede hende bruttorevalideringsydelse med henblik på en 2-årig HF efterfulgt af en læreruddannelse - et uddannelsesforløb på ialt 5 1/2 år.
Kommunens afgørelse var begrundet i, at hun havde en ryglidelse, der ikke var arbejdsbetinget, og i hudlidelsen, som vi havde anerkendt.
Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at der ikke kunne ydes erstatning for tab af erhvervsevne, idet arbejdsskadens - dvs. hudlidelsens - begrænsede følger ikke kunne begrunde det langvarige uddannelsesforløb.
Det indgik i vores vurdering, at hun på grund af arbejdsskadens følger alene er afskåret fra at påtage sig »vådt arbejde«.
KOMMENTAR:
Erstatning for tab af erhvervsevne ydes, når arbejdsskaden har medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde.
Ved bedømmelsen af erhvervsevnen tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde, som med rimelighed kan forlanges ud fra den pågældendes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning.
I det konkrete tilfælde ville skadelidte kunne påtage sig arbejde, hvor hun ikke ville blive udsat for hyppig håndvask. Hun ville således kunne opretholde sit hidtidige indtægtsniveau uden et langvarigt uddannelsesforløb.
Selvom Arbejdsskadestyrelsen har mulighed for at træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne under et revalideringsforløb, skal der således også i denne situation foretages en vurdering af arbejdsskadens faktiske indvirkning på pågældendes mulighed for - uden revalidering - at påtage sig arbejde til en tilsvarende løn.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Ingrid Parsby.