Genoptagelse af virksomhed efter midlertidig afbrud p.g.a. ekstraordinær begivenhed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/10237@1997-01-01/da
Indhold
Medlemmets fiskefartøj var indefrosset i Marstal havnen fra den 28. januar 1996.
Kassen fandt medlemmet dagpengeberettiget på grund af ekstraordinær begivenhed fra den 5. februar 1996, hvor han havde haft 1 uges karenstid.
Af medlemmets dagpengekort for perioden 19. februar - 24. marts 1996 fremgik det, at medlemmet havde påført henholdsvis 4 timer lørdag den 3. og 7 timer søndag den 4. marts 1996 og angivet en indtægt på 437 og 739 kr. Dagpengekortet var i øvrigt udfyldt med A0" . Medlemmet ønskede ikke yderligere dagpengekort tilsendt.
Medlemmet havde oplyst, at Marstal havn åbnede den 24. marts 1996.
Kassen fandt at medlemmet havde genoptaget sit arbejde, idet han havde haft indtægt under sit fiskeri den 2. og 3. marts 1996. Han var ikke berettiget til dagpenge efter den 4. marts 1996.
Medlemmet havde anført, at der var tale om et forsøg på genoptagelse, hvilket han ifølge en artikel i Fiskeritidende godt måtte.
Direktoratet indhentede fra Søværnets operative Kommando (SoK) yderligere oplysninger om ismeldingerne.
Søværnets operative Kommando frarådede den 12. februar 1996 svagtbyggede skibe med ringe motorkraft at gå fra havn. Der vil ikke blive ydet isbryderassistance.
Direktoratet traf afgørelse den 26. november 1996. Ved denne afgørelse fandt direktoratet, at medlemmet var berettiget til dagpenge efter reglerne om udbetaling af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende der er midlertidigt afskåret fra fortsat virksomhedsudøvelse, fra den 5. februar 1996 til og med den 1. marts 1996.
Direktoratet lagde ved afgørelsen til grund, at Marstal havn har været tilfrosset fra den 21. januar 1996 og tiden frem, og at dette skyldes en isvinter med vedvarende kuldegrader.
Direktoratet lagde videre vægt på, at medlemmet havde genoptaget virksomheden den 2. og 3. marts 1996 og han havde haft en indtægt, idet han havde landet fisk, således at forsøget ikke kan karakteriseres som forgæves.
Herved fandt direktoratet, at isforholdene i Marstal havn den 4. marts 1996 ikke kunne karakteriseres som en ekstraordinær begivenhed i reglernes forstand.
Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at en særlig streng isvinter for fiskere med indefrosne fartøjer medførte at disse var afskåret fra at drive fiskeri.
Direktoratet henviste til arbejdsløshedsforsikringslovens § 57, stk. 1, 3, og 6, direktoratets bekendtgørelse nr. 626 af 20. juni 1995 om udbetaling af dagpenge til selvstændige erhvervsdrivende, der midlertidigt er afskåret fra fortsat virksomhedsudøvelse § 2, stk. 1, 2 og § 3, stk. 1 og stk. 2, § 4 og § 5, samt vejledningen hertil.
Medlemmet anførte i sin klage, at hans kolleger ikke gik ud. Han forsøgte at genoptage sit arbejde. Det var imidlertid meget besværligt. Han satte garn og han kunne således ikke undgå at fange fisk. Han fik ikke alle garnene med første dag på grund af is og måtte ud næste dag for at få alle garnene op, derfor landede han fisk 2 dage.
Havnefogeden i Marstal havn oplyste, at havnen og farvandet var tilfrosset, at sejlrendens koste lå under isen eller var drevet bort, og at det eneste, der var åbent, var sejlrenden til Rudkøbing.
Ankenævnet fandt, at medlemmets fiskeri den 2. og 3. marts 1996 må anses for et forsøg på at genoptage den selvstændige virksomhed.
Ankenævnet havde lagt vægt på, at det fremgik af oplysningerne fra Søværnets operative Kommando, at der den 1. og 7. marts 1996 forelå gunstigere meldinger om isforholdene, men at situationen påny forværredes ifølge meldingen den 15. marts 1996.
Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at havnefogeden for Marstal havn
havde oplyst, at havnen var lukket til den 24. marts 1996 og kun sejlruten til Rudkøbing var åben.
Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdløshedsforsikringens afgørelse.