Gelex

Rådighed og arbejdsvægring

GældendeVersion 1997-01-01
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/10296@1997-01-01/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsformidlingen anmodede medlemmet om at kontakte D S V Transport A/S, Holbæk, den 27. januar 1997 i forbindelse med formidling af arbejde.

Arbejdsgiveren meddelte den 28. januar 1997 arbejdsformidlingen at medlemmet ikke ønskede jobbet fordi han havde arbejde fra uge 10/1997 (3.-9. marts).

Hovedledelsen meddelte den 19. februar 1997 medlemmet at han var pålagt 1 uges effektiv karantæne med virkning fra den 27. januar 1997 fordi han havde afslået et formidlet arbejde uden en gyldig grund.

Medlemmet klagede den 6. marts 1997 til direktoratet over denne afgørelse og anførte at han ikke mente at have afslået et formidlet arbejde da han henvendte sig til arbejdsgiveren den 27. januar 1997. Han var interesseret i arbejdet, men gjorde arbejdsgiveren opmærksom på at han havde planlagt ferie i uge 9/1997 (24. februar-2. marts). Desuden regnede han med at få arbejde på sin tidligere arbejdsplads omkring uge 10/1997. Hans tidligere arbejdsplads havde hjemsendt ham på grund af arbejdsmangel, men han havde fået at vide at han skulle starte igen omkring uge 10/1997.

Medlemmet anførte videre at arbejdsgiveren herefter meddelte ham, at han ikke kunne ansætte ham da han jo så ikke var interesseret i arbejdet.Medlemmet gjorde igen gældende at han var interesseret i arbejdet og gerne ville tage det selv om det måske kun blev for en kort periode. Han havde den klare opfattelse at arbejdsgiveren ikke ansatte ham fordi han planlagde ferie i uge 9/1997, og fordi han forventede at komme i arbejde efter sin ferie hos sin tidligere arbejdsgiver. Han mente således at arbejdsgiveren ikke var interesseret i at ansætte ham for så kort en periode. Han fandt at det var forkert at det var arbejdsgiverens udlægning der blev lagt til grund for afgørelsen.

På forespørgsel fra direktoratet meddelte hovedledelsen den 6. august 1997 telefonisk at der ikke var udbetalt dagpenge for uge 5/1997 (27. januar-2. februar). Der var udbetalt dagpenge for uge 6-8/1997 (3.-23. februar), og der var ikke udbetalt dagpenge for uge 9-11/1997 (24. februar-16. marts).

Hovedledelsen meddelte den 22. august 1997 direktoratet at det udbetalte bruttobeløb for uge 6-8/1997 (3.-23. februar) udgjorde kr. 7.875,-.

På forespørgsel fra direktoratet meddelte C M C Maskinstation, Svinninge, hvor medlemmet havde haft ansættelse til den 20. december 1996, at han var blevet ansat igen den 3. marts 1997 og fortsat var i arbejde.

Direktoratet udtalte den 16. september 1997 at direktoratet fandt at medlemmet skulle pålægges 1 uges effektiv karantæne på grund af selvforskyldt ledighed. Karantænen kunne afvikles fra den 28. januar 1997.

Direktoratet fandt desuden at medlemmet ikke var dagpengeberettiget fra den 27. januar 1997 indtil han startede hos sin tidligere arbejdsgiver den 3. marts 1997. Direktoratet fandt dog at han ikke skulle betale dagpengene for førnævnte periode tilbage.

Som begrundelse for afgørelsen anførte direktoratet at medlemmet var selvforskyldt ledig den 27. januar 1997 ved at handle på en måde så at arbejdsforholdet ikke kom i stand. Dette sidestilledes med afslag på formidlet arbejde, jfr. direktoratets bekendtgørelse nr. 667 af 10. juli 1996 om rådighed og selvforskyldt ledighed ' 21, stk. 4.

Medlemmet pålagdes derfor en sanktion for selvforskyldt ledighed, nemlig 1 uges effektiv karantæne, jfr. bekendtgørelsens ' 27, stk. 1. Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på at arbejdsgiverens begrundelse for at ansættelsesforholdet ikke kom i stand, var medlemmets oplysning om at han planlagde ferie i uge 9/1997, og at han regnede med at han havde arbejde fra uge 10/1997 hos sin tidligere arbejdsgiver.

Det var ikke en gyldig grund til at afslå formidlet arbejde at medlemmet planlagde ferie i uge 9/1997 og regnede med at få arbejde hos sin tidligere arbejdsgiver i uge 10/1997, jfr. bekendtgørelsens ' 23.

Da medlemmet fandtes at have handlet på en måde der kunne sidestilles med afslag ved sit udsagn til arbejdsgiveren om at han skulle overtage andet arbejde i uge 10/1997, fandt direktoratet ikke at han var til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden 27. januar-3. marts 1997. Han var således ikke berettiget til dagpenge i denne periode, jfr. bekendtgørelsens ' 14, stk. 1, litra a.

Vedrørende tilbagebetaling af de med urette udbetalte dagpenge lagde direktoratet til grund at medlemmet ikke havde givet arbejdsløshedskassen urigtige oplysninger eller i øvrigt fortiet omstændigheder der var af betydning for retten til dagpenge, jfr. arbejdsløshedsforsikringslovens ' 86, stk. 1.

Direktoratet bemærkede at dagpenge for uge 9/1997 ikke var udbetalt. Det var derfor dagpengene for uge 6-8/1997 der var fejludbetalt.

Ved indankningen den 30. september 1997 anførte medlemmet at han fandt sig forpligtet til at oplyse arbejdsgiveren om ferie ved en ansættelsessamtale når ferien var tilrettelagt. Hans ferie var tilrettelagt først i januar 1997, og han ønskede ferie i uge 9/1997 da der muligvis var en chance for at komme i arbejde i uge 10/1997 hos hans tidligere arbejdsgiver.

Medlemmet anførte videre at han den 17. januar 1997 havde meddelt arbejdsformidlingen at han holdt ferie i uge 9. Arbejdsformidlingen vidste således at han skulle holde ferie da han blev formidlet arbejde den 27. januar 1997. Da han meddelte arbejdsgiveren at han skulle holde ferie, sagde han samtidig at han meget gerne ville have arbejdet.

Direktoratet fandt den 6. november 1997 ikke grundlag for at ændre sin afgørelse.

Direktoratet fandt at medlemmet under ansættelsessamtalen var berettiget til at nævne at han havde planlagt ferie da han havde meddelt dette til arbejdsformidlingen forud for formidlingen af det pågældende arbejde.

Direktoratet fandt dog at måtte fastholde afgørelsen da medlemmet under ansættelsessamtalen havde omtalt at han forventede at få arbejde hos sin tidligere arbejdsgiver fra uge 10/1997. Direktoratet fandt at dette udsagn var tilstrækkeligt til at der var tale om selvforskyldt ledighed. Direktoratet fandt således at han herved havde handlet på en måde så arbejdsforholdet ikke kom i stand hvilket sidestilledes med afslag på det formidlede arbejde.

På forespørgsel fra ankenævnet meddelte D S V Transport A/S den 6. juli 1998 telefonisk at det arbejde der blev formidlet den 27. januar 1997, var varigt arbejde som specialarbejder med smøring af lastbile

Ankenævnet fandt ved sin afgørelse, at det efter det oplyste ikke kunne afvises, at det væsentligst skyldtes arbejdsgiverens forhold, at medlemmet ikke blev ansat. Ankenævnet fandet derfor heller ikke tilstrækkeligt grundlag for at standse udbetalingen af dagpenge til medlemmet.

Ankenævnet ændrede således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Versioner

  1. 1997-01-01