Ophør af behandling mod blodtryknedsættende medicin
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/15039@1998-03-16/da
Indhold
En 63-årig mand blev indlagt på et privathospital til udredning for smerter i ryg og ben. Patienten havde igennem 15 år været i blodtryksnedsættende behandling med Inderal. Han havde ved indlæggelsen et velkontrolleret blodtryk på 140-180/85. Patienten oplyste ikke om hjertesmerter, åndenød eller hævede ben.
På mistanke om, at patientens bensmerter delvist kunne forklares ved den givne Inderalbehandling, besluttede en overlæge at seponere behandlingen og ordinerede samtidig blodtryksmålinger 4 gange dagligt. Der blev aftalt supplerende blodprøveundersøgelser, røntgen af brystet, elektrokardiogram samt lungefunktionsundersøgelse.
Den følgende dag blev blodtryksværdierne noteret som værende tilfredsstillende. Overlægen vurderede elektrokardiogrammet som værende normalt, hvorfor han ikke fandt indikation for at genoptage behandlingen med Inderal.
Patientklagenævnet fandt, at overlægen foretog en korrekt indledende undersøgelse af patienten. Den gav ikke mistanke om hjertesvigt. Det var velbegrundet, at overlægen overvejede, om behandlingen med Inderal kunne forklare nogle af patientens symptomer, især smerterne i benene.
Patientklagenævnet kunne oplyse, at behandling med Inderal kan forværre smerter i benene hos patienter, som i forvejen har nedsat blodforsyning til benene på grund af karforsnævring som led i åreforkalkning.
Imidlertid fandt nævnet, at overlægen havde overtrådt lægelovens § 6, stk. 1, idet overlægens beslutning om på ((SPECIAL TEGN E9))n gang at ophøre med Inderalbehandlingen ikke var i overensstemmelse med god klinisk praksis. Pludseligt ophør med Inderalbehandling medfører en lille risiko for udvikling af blodprop i hjertet, hvis patienten iøvrigt er disponeret herfor.
Patientklagenævnet fandt, at god klinisk praksis indebærer aftrapning af behandlingen over 1-2 uger under samtidig hyppig måling af blodtryk. Et arbejdselektrokardiogram ville ligeledes have været relevant.
Nævnet fandt tillige, at overlægen ikke var tilstrækkelig omhyggelig, da han efterfølgende vurderede elektrokardiogrammet, idet dette efter nævnets opfattelse viste tegn på forandringer, der var forenlige med nedsat ilttilførsel til hjertet.
Patientklagenævnet fandt derudover, at overlægen burde have sikret sig svar på elektrokardiogram, inden beslutningen om seponering af Inderalbehandlingen blev truffet.