Læsion af nerverod og den hårde rygmarvshinde
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/15043@1998-03-16/da
Indhold
En 50-årig mand havde i de sidste 1-2 år været generet af smerter i lænden med udstråling til begge ben samt en snurrende og sovende fornemmelse i fødderne. Han blev indlagt på et privathospital med henblik på operation for slidgigtforandringer i ryggen.
En røntgenundersøgelse på en andet hospital havde vist normale forhold bortset fra en såkaldt overgangshvirvel i lænderygsøjlen. CT-skanning havde vist en tydelig forsnævring af rygmarvskanalen (spinalstenose) med forstørrelse af de små led og en ledbåndsfortykkelse svarende til næstnederste og tredienederste lændehvirvel.
Operationen blev foretaget af en overlæge, der ved operationen foretog fjernelse af den midterste del af hvirvelbuerne på 2. og 3. lændehvirvel. Ligeledes blev ledbåndet mellem 2. og 3. lændehvirvel samt både det ovenfor og nedenfor liggende ledbånd fjernet. Overlægen anførte, at ledbåndene var fortykkede og sad godt fast på hvirvlerne.
I forbindelse med frilægningen af højre 1. nerverod i sædedelen af rygmarven blev den hårde rygmarvshinde beskadiget, og det blev konstateret, at en nerverod herved var blevet læderet. Hullet i den hårde rygmarvshinde blev delvis syet og delvis lukket med muskelvæv, efter at nerverødderne var anbragt på plads. Operationen forløb iøvrigt ukompliceret.
Patienten blev efter operationen informeret om nerveskaden.
Patientklagenævnet fandt, at overlægen ikke havde overtrådt lægeloven, idet der på baggrund af kliniske fund og patientens symptomer var indikation for at foretage en operation med afbidning af hvirvelbuerne.
Patientklagenævnet fandt, at operationen efter det oplyste blev udført efter almindelige retningslinier, og at beskadigelsen straks blev korrekt behandlet.
Videre fandt nævnet, at det var et hændeligt uheld, at der opstod et hul på den hårde rygmarvshinde, ligesom det var et hændeligt uheld, at der opstod en skade på en nerverod.