Undersøgelse for anden form for kræftform end den, som screeningsundersøgelsen omfatter
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/15045@1998-03-16/da
Indhold
Patienten var skriftligt blevet tilbudt deltagelse i undersøgelsen, der skulle belyse, om kræft i æggestokkene kunne forebygges ved hjælp af ultralydsundersøgelser og blodprøver. Af den skriftlige »Indbydelse« fremgik bl.a. følgende: »Hos de kvinder hvor undersøgelsen tyder på, at en kræftsygdom er under udvikling, vil kvinden blive tilbudt behandling på gynækologisk afdeling ...«
I sagen forelå ikke yderligere materiale vedrørende den information, patienten havde modtaget om undersøgelsen.
Patienten deltog i undersøgelsen fra den 4. juli 1991 til den 21. september 1993 ved ialt 8 besøg. Ved det sidste besøg, oplyste patienten, at hun havde udflåd og blødning udenfor menstruationen. Lægen konstaterede blod på ultralydsproben, og rådede hende til at søge speciallæge.
Den 18. oktober 1993 henvendte patienten sig til en speciallæge. Vævsprøver taget samme dag afslørede, at hun havde livmoderhalskræft i stadium I,B. Celleprøve taget fra livmoderhalsen den 14. december 1992 hos samme speciallæge havde vist »intet abnormt«.
Patientklagenævnet fandt, at de læger der havde scannet patienten i forløbet, ikke havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed ved ikke at have opdaget at hun havde livmoderhalskræft, idet formålet alene var at undersøge for eventuel kræft i æggestokkene.
I afgørelsen bemærkede nævnet, at det ikke specifikt fremgik af indbydelsen til screeningsundersøgelsen, at andre former for kræft i underlivet ikke blev undersøgt. Herved kunne der opstå risiko for, at kvinder undlod at følge de sædvanlige kontroller, f.eks. for livmoderhalskræft, i den tro, at alle former for underlivskræft blev undersøgt.