Gelex

Grundlag for omgående iværksættelse

GældendeVersion 1998-03-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/15052@1998-03-16/da

Indhold
  1. Indledning

En patient havde gennem flere år med enkelte afbrydelser været behandlet med antipsykotisk medicin. Patienten var aktuelt blevet tvangsindlagt på såvel fare- som behandlingsindikation. Ved indlæggelsen var patienten fundet svært anspændt, forpint, angst, psykotisk og hallucineret på såvel syn som hørelse.

Tre døgn senere foretog patienten et uvarslet og særdeles voldeligt og livstruende overfald på et personalemedlem. Patienten blev herefter bæltefikseret i to døgn.

Afdelingen traf herefter beslutning om at iværksætte tvangsbehandling uden opsættende virkning. Afdelingen vurderede, at patientens forpinthed var af en sådan karakter, at den måtte betegnes som ubærlig for patienten.

Ved afdelingens vurdering af behov for akut tvangsmedicinering uden opsættende virkning tog man også i betragtning, at patienten ikke alene udsatte andre for en nærliggende fare for at lide skade på liv eller helbred, men også udsatte sig selv for at komme fysisk til skade i forbindelse med en pacifisering ved et lignende voldeligt overfald.

Endeligt var det afdelingen bekendt, at en afgørelse vedrørende tvangsmedicinering først kunne ventes at foreligge 9 døgn senere. Afdelingen vurderede på grund af patientens farlighed, at eneste alternativ til umiddelbar iværksættelse af tvangsmedicinering ville have været omfattende anvendelse af tvangsfiksering. Patienten ville dog fortsat ifølge afdelingen have været helbredsmæssigt truet med baggrund i den meget svære forpinthed af de sindssygelige oplevelser.

Ved behandlingen i Det lokale psykiatriske Patientklagenævn blev det fra den deltagende læge oplyst, at patienten under sin forpinthed ikke havde truet med at gøre skade på sig selv, ligesom der ikke havde været tale om en tilstand, der kunne sammenlignes med truende delir.

Efter Psykiatrilovens § 32, stk. 3, kan tvangsmedicinering alene iværksættes uden opsættende virkning, såfremt omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare.

Det lokale psykiatriske Patientklagenævn anførte i deres afgørelse, at psykiatrilovens § 32, stk. 3, skal forstås således, at der skal foreligge en egentlig nødsituation i relation til patienten selv. Der skal således foreligge et truende delir, eller en udtalt forpinthed med selvmordsfare, eller en meget svær og vedholdende aggressiv adfærd, som er så voldsom at patientens eget liv eller helbred uden nødvendig passivisering er i umiddelbar fare.

Det lokale psykiatriske Patientklagenævn fandt herefter, at der ikke forelå en nødsituation, der kunne berettige behandlingens iværksættelse, inden der blev truffet en afgørelse af nævnet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn vurderede, at det med baggrund i patientens sygdom måtte befrygtes, at patientens tilstand inden for få døgn ville udvikle sig til en tilstand af delir, og at det derfor ville have været uforsvarligt at udsætte behandlingen i 9 døgn, indtil afgørelsen fra Det lokale psykiatriske Patientklagenævn kunne foreligge.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt efter en samlet vurdering, at der havde været indikation for omgående gennemførelse af behandlingen, idet det var nødvendigt for ikke at udsætte patientens liv for væsentlig fare.

Versioner

  1. 1998-03-16