Ikke grundlag for omgående iværksættelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/15053@1998-03-16/da
Indhold
Patienten havde i 25 år lidt af skizofreni i svær grad, således at han gennem årene flere gange og langvarigt havde været indlagt i psykiatrisk afdeling og også i plejehjem, da han ikke kunne klare sig uden for institution. Patienten havde gennem alle årene næsten konstant været i intensiv psykofarmakologisk behandling.
Patienten var i begyndelsen af året blevet indlagt på lukket afdeling og indtog gennem flere måneder antipsykotisk medicin og angstdæmpende medicin frivilligt, også i en periode administreret som depot.
Patienten var til stadighed ambivalent i sit forhold til medicineringen, omend man ved stadig drøftelse og overtalelse af ham opretholdte en tilstrækkelig og nødvendig antipsykotisk medicinering bl.a. med tabl. Serenase i dosering på op til 30 mg dagligt. Lægerne behandlede de forventelige bivirkninger med bivirkningsmedicin med god effekt.
I oktober forsøgte patienten at sætte ild til en bil på hospitalsterrænet. Lægerne besluttede herefter at ændre den igangværende behandling med tabl. serenase 5 mg + 5 mg + 10 mg dagligt til serenasedepot 100 mg ugentligt. Dette modsatte Patienten sig, og behandlingen blev iværksat under tvang.
15 dage senere klagede patienten over tvangsmedicineringen. Klagen blev ikke tillagt opsættende virkning.
Sygehuset anførte overfor Det lokale psykiatriske Patientklagenævn, at undladelse af tvangsmedicinering ville øge patientens grad af anspændthed og fjendtlighed mod omgivelserne og muligt føre til yderligere aggressive og eller selvdestruktive handlinger.
Med hensyn til tvangsmedicineringens iværksættelse var den begrundet med, at patientenaikke havde klaget på dette tidspunkt. Da patienten klagede 15 dage efter behandlingens iværksættelse, var han efter sygehusets opfattelse i risiko for at begå voldelige handlinger, herunder især ildspåsættelse, som også ville være potentielt farlig for ham selv.
Endeligt anførte sygehuset, at Patienten efter at tvangsbehandlingen med depotmedicin var iværksat ønskede ændring til tabletbehandling. Dette blev imidlertid afslået med den begrundelse, at de deraf følgende daglige diskussioner ville være uhensigtsmæssige for Patienten.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for at beslutte at tvangsmedicinere Patienten var opfyldt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt videre, at der ikke forelå en nødsituation, der kunne berettige behandlingens fortsættelse, inden der blev truffet en afgørelse af Det lokale psykiatriske Patientklagenævn. For at tvangsmedicinering umiddelbart kunne fortsættes, inden afgørelse forelå, måtte det kræves, atder forelå et truende delirium eller en udtalt forpinthed med selvmordsfare eller en meget svær og vedholdende aggressivt adfærd, som var så voldsom, at patientens liv eller helbred uden nødvendig passivisering ville være i umiddelbar fare.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt således, at Patientens klage over tvangsmedicineringen burde være tillagt opsættende virkning.