Skrivelse om, hvorvidt et byrådsmedlem, der er idømt ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 244, er valgbar.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/162@1998-07-16/da
Indhold
(Fra Valgbarhedsnævnet til et byråd, j.nr. 533/1997).
I brev af 2. juni 1997 har X-Kommune i medfør af § 101, stk. 4, i den kommunale valglov indberettet til Valgbarhedsnævnet, at byrådsmedlem NN den 29. maj 1997 ved Vestre Landsret er idømt ubetinget fængsel i 30 dage for overtrædelse af straffelovens § 244.
Det fremgår af sagen, at landsretten efter bevisførelsen fandt at kunne lægge til grund, at NN den 9. maj, ca. kl. 20.00, på Y-Camping tildelte den 13-årige XY flere lussinger, skubbede XY omkuld, spyttede på XY samt trak XY i håret og sparkede XY på højre ben, hvorved XY pådrog sig ømhed af begge kinder med blodudtrædninger og ømhed af højre lår samt fik sprængt et lille knoglestykke af næsen. Det fremgår, at landsretten endvidere lagde til grund, at NN tildelte den 14-årige YY en lussing på højre kind, hvorved YY pådrog sig lidt ømhed af kinden.
Det fremgår, at landsretten fandt, at den ophidselse, som NN befandt sig i som følge af oplysninger om overgreb fra XY på NN's 10-årige søn og dennes jævnaldrende veninde, ikke kunne begrunde, at straffen nedsattes eller bortfaldt efter straffelovens § 84, stk. 1, nr. 1.
I denne anledning skal man meddele, at Valgbarhedsnævnet har fundet, at den begåede handling efter de krav, der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale råd, i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 4.
Den pågældende kan derfor ikke anses for valgbar.