Gelex

Arealpris og ulempeerstatning ved ekspropriation af areal fra såkaldt husdyrtunge landbrug

GældendeVersion 1998-03-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/17208@1998-03-16/da

Indhold
  1. Indledning

U D S K R I F T AF PROTOKOLLEN FOR OVERTAKSATIONSKOMMISSIONEN FOR NORDJYLLANDS OG VIBORG AMTER

Tirsdag den 27. maj 1997 kl. 9,00 samledes overtaksationskommissionen på Ballingvej i Skive.

Til stede var formanden, cand. jur. T. Bjerre, samt kommissionens medlemmer, konsulent, cand. agro. Per Koustrup, Haderslev, gårdejer Martin Bendix Kragh, Fredericia, fængselsfunktionær Harry Nielsen, Glyngøre, og gårdejer Leo Hove, Bedsted.

Landinspektør Lars Anton Jensen, Skive, der er udpeget til at bistå kommissionen, var mødt.

Protokollen førtes af fuldmægtig Karen Buskgaard.

Der foretoges:

Overtaks. Overtaksation i anledning af

4/97 ekspropriation til udbygning af landevej 533, Skive-Hem.

Der fremlagdes ankebegæring af 21. februar 1997 fra Viborg Amt og af 24. februar 1997 fra konsulent Henrik Frier, Skive, begge for lb. nr. 1 - Morten Bundgaard Larsen og Kristian Nørgaard Larsen, for lb. nr. 6 - Peder Goul, for lb. nr. 9 - Erik Bach Stisen og for lb. nr. 10 - Jens Goul Møller. Endvidere fremlagdes udskrift af taksationskommissionens forhandlingsprotokol vedrørende taksationsforretningen den 3. december 1996 med deri nævnte bilag samt taksationskommissionens kendelser af samme dato.

For Viborg Amt mødte landinspektør Peder Møller og ingeniør William Sørensen.

Samtlige lodsejere mødte sammen med konsulenterne Ole Kirk og Henrik Frier.

Kommissionens formand spurgte, om nogen havde kendskab til forhold, der kunne medføre inhabilitet for et eller flere medlemmer eller for den udpegede landinspektør. Det var ikke tilfældet.

Mødet indledtes med en besigtigelse af forholdene på de enkelte ejendomme. Derefter fortsattes forretningen på Landbogården i Skive, hvor parterne fik lejlighed til at udtale sig.

Konsulent Ole Kirk fremførte for ejerne af alle 4 ejendomme en række generelle bemærkninger, dels om arealerstatning, dels om erstatning for ejendomsindskrænkning. Med hensyn til arealerstatningen påstod han denne fastsat til 7 kr. pr. (m2), der efter hans opfattelse svarede til handelsprisen for landbrugsarealer i området på ekspropriationstidspunktet i august 1996. Siden er der sket en prisstigning. Til støtte herfor henviste han til to handler, hvor Jens Goul Møller pr. 1. april 1997 har købt ca. 20 ha for 73.000 kr. pr. ha og Erik Bach Stisen pr. 1. januar 1997 har købt 35,5 ha for 2.710.000 kr. (svarende til 76.338 kr. pr. ha). Med hensyn til erstatning for ejendomsindskrænkning anførte konsulent Kirk, at der ved ekspropriation fra husdyrtunge brug, som de her omhandlede, skal gives erstatning for ejendomsindskrænkning ved tabet af hver (m2), uanset om afståelsen kun udgør en mindre del af ejendommens samlede areal.

Konsulent Kirk opgjorde herefter erstatningskravet for de enkelte ejendomme således:

Lb. nr. 1. Morten Bundgaard Larsen og Kristian Nørgård Larsen. I. Arealerstatning for afståelse af ca. 8.855 (m2) agerjord a 7,00 kr./(m2) 61.985 kr. for tillæg af 2.500 (m2) aflagt vejaral 0 kr. II. Ulempeerstatning, herunder for ejendomsindskrænkning 1,5% af 3 mill. kr. 45.000 kr. ejendomsindskrænkning for tidligere ekspro- priationer 25.000 - indblik i have, have- forstyrrelse m.v. 25.000 - ændring af markkort 5.250 - 100.250 kr. -------- ----------- I alt 162.235 kr. -----------

Subsidiært påstod han erstatningen fastsat til 137.235 kr., svarende til ovenstående opgørelse med undtagelse af erstatning for ejendomsindskrænkning for tidligere ekspropriationer.

Lb. nr. 6. Peder Goul

I. Arealerstatning for afståelse af ca. 11.010 (m2) agerjord a 7,00 kr./(m2) 77.070 kr. II. Ulempeerstatning, herunder for ejendomsindskrænkning 1,2% af 4 mill. kr. 48.000 kr. tab af beplantning 3.000 - ulemper i øvrigt 2.100 - ændring af markkort 1.500 - 54.600 kr. ------- ---------- I alt 131.670 kr. ----------- Lb. nr. 9. Erik Bach Stisen I. Arealerstatning for afståelse af ca. 4.900 (m2) agerjord a 7,00 kr./(m2) 34.300 kr. for tillæg af 740 (m2) aflagt vej 0 kr. II. Ulempeerstatning, herunder for ejendomsindskrænkning 0,9% af 3 mill. kr. 27.000 kr. ulemper i øvrigt 5.150 - ændring af markkort 3.750 - 35.900 kr. -------- ---------- I alt 70.200 kr. Lb. nr. 10. Jens Goul Møller I. Arealerstatning for afståelse af ca. 10.420 (m2) agerjord a 7,00 kr./(m2) 72.940 kr. for tillæg af 900 (m2) aflagt vej 0 kr. II. Ulempeerstatning, herunder for ejendomsindskrænkning 1,0% af 3 mill. kr. 30.000 kr. ulemper i øvrigt 7.900 - ændring af markkort 6.750 - 44.650 kr. ------- ---------- I alt 117.590 kr. -----------

For alle 4 ejendomme påstod konsulent Kirk erstatningen forrentet med 3,25% p.a. Endvidere nedlagde han påstand om beløb til dækning af ejernes udgifter til sagkyndig bistand.

Som subsidiær påstand for alle ejere anførte konsulent Ole Kirk, at såfremt overtaksationskommissionen kommer frem til, at jordprisen skal fastsættes til et lavere beløb end 7 kr. pr. (m2), skal erstatningen for ejendomsindskrænkning sættes tilsvarende op.

På amtets vegne påstod landinspektør Peder Møller arealerstatningen fastsat til 4,50 kr. pr. (m2), svarende til amtets tilbud til ejerne under åstedsforretningen. Med hensyn til øvrige erstatningsposter påstod han taksationskommissionens kendelser stadfæstet. Amtet er således enig med taksationskommissionen i, at arealafståelserne fra de enkelte ejendomme er så beskedne, at der ikke kan blive tale om erstatning for ejendomsindskrænkning.

Hermed afsluttedes mødet.

T. Bjerre /K. Buskgaard

Onsdag den 4. juni 1997 kl. 10,00 samledes overtaksationskommissionen i Skive for at votere i sagen.

Landinspektør Lars Anton Jensen mødte på ny.

Efter næremere at have drøftet sagen afsagde kommissionen sålydende KENDELSE:

Da der i alle de indankede sager fra ejernes og fra amtets side er nedlagt påstand om en ændring af (m2)-prisen i henholdsvis opadgående og nedadgående retning, finder overtaksationskommissionen anledning til generelt at bemærke følgende vedrørende fastsættelse af arealerstatning ved ekspropriation fra landbrugsejendomme:

Ved ekspropriation af areal fra en landbrugsejendom vil fuld erstatning, jfr. grundlovens §73, normalt bestå af såvel en godtgørelse for selve arealet som et beløb for de ulemper, arealafståelsen påfører restejendommen.

Kommissionen finder, at arealerstatningen bør fastsættes med udgangspunkt i handelsværdien i området for sammenlignelige arealer. De priser, der således normalt opnås for tilsvarende arealer, er dog ikke nødvendigvis sammenfaldende med den arealerstatning, der skal fastsættes ved ekspropriation, idet arealerstatningen normalt ikke kan betragtes isoleret.

Den samlede erstatning bør efter kommissionens opfattelse ikke påvirkes af, om arealerstatningen fastsættes på grundlag af boniteten, eller - som påstået af lodsejerne - efter den på stedet almindeligt opnåede pris for suppleringsjord (tillægsjordprisen). Sidstnævnte pris kan nok siges at svare til arealets værdi i handel og vandel og dermed til den handelspris, ejeren har krav på i tilfælde af ekspropriation; men arealerstatningen bør ses i sammenhæng med ulempeerstatningen. Det er det samlede beløb for areal og ulemper, der skal give ejeren fuld erstatning. De enkeltdele, hvoraf erstatningen er sammensat, er i denne forbindelse uden betydning.

Fastsættes arealerstatningen på grundlag af tillægsjordprisen i området, må der ske en tilsvarende regulering i nedadgående retning af den ulempeerstatning, der normalt fastsættes ved ekspropriation fra landbrugsejendomme. Lodsejeren vil i så fald ikke have krav på den del af ulempeerstatningen, der ydes for ejendomsforringelse på restejendommen som følge af ejendomsinskrænkning, altså for det misforhold mellem det hidtidige produktionsapparat og restejendommens størrelse, der følger af arealafståelsen. I modsat fald ville der være tale om delvis dobbelterstatning.

Med andre ord betyder det ikke noget for lodsejeren, om der tages udgangspunkt i boniteten af det afståede areal eller i den lokale tillægsjordpris. Kommissionen finder det imidlertid bedst stemmende med de særlige forhold i ekspropriationssager, at arealprisen ligesom i jordfordelingssager fastsættes på grundlag af den rent landbrugsmæssige værdi. Ved større vejanlæg og andre linieanlæg indgår ofte jordomlægninger mellem de berørte lodsejere, hvoraf nogle afstår mere areal, end de modtager, og omvendt. Uanset om der for den enkelte lodsejer netto er tale om arealafståelse eller arealtillæg, må arealprisen (erstatningen/købesummen) nødvendigvis være den samme for afgiver og modtager, og her vil der kun kunne opnås enighed om en arealpris på grundlag af boniteten. Fuld erstatning til de berørte lodsejere sikres gennem ulempeerstatningen.

Som følge heraf skal der ud over arealprisen ydes erstatning for ejendomsforringelse ved ejendomsindskrænkning, og for de her omhandlede husdyrtunge brug er kommissionen enig med konsulent Ole Kirk i, at hver mistet (m2) skal lægges til grund uanset indskrænkningens procentuelle størrelse. For ejendomme, der får tillagt areal, der kan indgå i landbrugsdriften, bedømmes indskrænkningen ud fra nettoafståelsen af landbrugsareal.

Med hensyn til de erstatningsbeløb for ændring af markkort, der er tilbudt af amtet og tiltrådt af taksationskommissionen, bemærker overtaksationskommissionen, at en del af de fastsatte beløb overstiger ejernes faktiske omkostninger ved kortændringerne og bør nedsættes.

Erstatningsspørgsmålet vedrørende de enkelte ejendomme har kommissionen afgjort således:

Lb. nr. 1. Matr., nr. 2c Ny Skive Hus, Skive Jorder

Ejere: Morten Bundgaard Larsen og Kristian Nørgaard Larsen

Under hensyn til beliggenheden og beskaffenheden, herunder boniteten, af det afståede areal har kommissionen fastsat arealerstatningen til 5 kr. pr. (m2), jfr. de generelle bemærkninger ovenfor. For aflagt vejareal, der tillægges ejendommen, betales ikke.

Herudover har kommissionen fastsat en ulempeerstatning på 45.000 kr. Ved fastsættelsen af dette beløb har kommissionen taget hensyn til ejendomsindskrænkningen ved den aktuelle ekspropriation, men ikke til den indskrænkning, der er sket ved ekspropriationer for omkring 10 og 13 år siden. Kommissionen har endvidere taget hensyn til den skete åbning af haven og haveforstyrrelse. Efter kommissionens opfattelse vil vejens flytning væk fra stuehuset og haveforøgelsen dog på længere sigt indebære fordele for ejendommen.

Erstatning for ændring af markkort nedsættes til 3.000 kr.

Herefter

b e s t e m m e s: Erstatningen fastsættes således: For areal (ca. 8.855 (m2)) pr. (m2) 5 kr. For samtlige ulemper 45.000 kr. For ændring af markkort 3.000 kr. Renter 3,25% p.a. fra den 15. august 1996 For konsulentbistand ved begge kommissioner 3.000 kr.

Lb. nr. 6. Matr. nr. 13e Vinde, Skive Jorder

Ejer: Peter Goul

Under hensyn til beliggenheden og beskaffenheden, herunder boniteten, af det afståede areal har kommissionen fastsat arealerstatningen til 5 kr. pr. (m2), jfr. de generelle bemærkninger ovenfor.

Herudover har kommissionen fastsat en erstatning på 48.000 kr. for ejendomsforringelse ved ejendomsindskrænkning. Kommissionen har ikke fundet grundlag for at tilkende ejeren ulempeerstatning i øvrigt.

Kommissionen er enig i den fastsatte erstatning for ændring af markkort på 1.500 kr.

Herefter

b e s t e m m e s: Erstatningen fastsættes således: For areal (ca. 11.010 (m2)) pr. (m2) 5 kr. For samtlige ulemper 48.000 kr. For ændring af markkort 1.500 kr. Renter 3,25% p.a. fra den 15. august 1996 For konsulentbistand ved begge kommissioner 3.000 kr.

Lb. nr. 9. Matr. nr. 4 Krarup By, Hem og 2b Hem By, Hem

Ejer: Erik Bach Stisen

Under hensyn til beliggenheden og beskaffenheden, herunder boniteten, af det afståede areal har kommissionen fastsat arealerstatningen til 5 kr. pr. (m2), jfr. de generelle bemærkninger ovenfor. for aflagt vejareal, der tillægges ejendommen, betales ikke.

Herudover har kommissionen fastsat en erstatning på 21.000 kr. for ejendomsforringelse ved ejendomsindskrænkning. Kommissionen har ikke fundet grundlag for at tilkende ejeren ulempeerstatning i øvrigt.

Erstatning for ændring af markkort nedsættes til 3.000 kr.

Herefter

b e s t e m m e s: Erstatningen fastsættes således: For areal (ca. 4.900 (m2)) pr. (m2) 5 kr. For samtlige ulemper 21.000 kr. For ændring af markkort 3.000 kr. Renter 3,25% p.a. fra den 15. august 1996 For konsulentbistand ved begge kommissioner 3.000 kr.

Lb. nr. 10 Matr. nr. 2a Hem By, Hem

Ejer: Jens Goul Møller

Under hensyn til beliggenheden og beskaffenheden, herunder boniteten, af det afståede areal har kommissionen fastsat arealerstatningen til 5 kr. pr. (m2), jfr. de generelle bemærkninger ovenfor. For aflagt vejareal, der tillægges ejendommen, betales ikke.

Herudover har kommissionen fastsat en erstatning på 40.000 kr. for ejendomsforringelse ved ejendomsindskrænkning. Kommissionen har ikke fundet grundlag for at tilkende ejeren ulempeerstatning i øvrigt.

Erstatning for ændring af markkort nedsættes til 3.000 kr.

Herefter

b e s t e m m e s: Erstatningen fastsættes således: For areal (ca. 10.420 (m2)) pr. (m2) 5 kr. For samtlige ulemper 40.000 kr. For ændring af markkort 3.000 kr. Renter 3,25% p.a. fra den 15. august 1996 For konsulentbistand ved begge kommissioner 3.000 kr. Hermed afsluttedes forretningen.

T. Bjerre

Leo Hove P. Koustrup M. B. Kragh Harry Nielsen /K. Buskgaard

Versioner

  1. 1998-03-16