Moms fradragsret fyringsanlæg landbrugsvirksomheder m.fl.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/18472@1997-09-25/da
Indhold
Told- og Skattestyrelsen har besvaret en forespørgsel om fradragsret for moms af halmfyringsanlæg og andre alternative energianlæg, som af landbrugsvirksomheder m.fl. installeres i en bestående driftsbygning med henblik på at forsyne såvel driftsbygninger som privatbolig med varme.
Styrelsen meddelte, at fradragsretten for moms i forbindelse med anskaffelse af fyringsanlæg skal opgøres efter bestemmelserne i momslovens § 39, således at købsmomsen af et halmfyr m.v., der placeres i en bestående driftsbygning, er fuldt fradragsberettiget, jf. momslovens § 39, stk. 4.
Styrelsen har herved lagt vægt på, at halmfyringsanlæg m.v. efter fast skattemæssig praksis (vurderingsloven og afskrivningsloven) anses som sædvanligt tilbehør til den faste ejendom.
Begrebet fast ejendom er ikke nærmere defineret i momsloven eller tilknyttede retsforskrifter. Ifølge Momsnævnets afgørelse 1301/90 må begrebet fast ejendom derfor fortolkes eller fastlægges i overensstemmelse med dette begreb i andre love, herunder især reglerne i skattelovgivningen (vurderingsloven og afskrivningsloven).
Halmfyringsanlæg m.v. må således også momsmæssigt anses som en del af den faste ejendom, og fradragsretten skal derfor opgøres efter bestemmelserne i momslovens § 39.
For så vidt angår fyringsanlæg, som installeres i forbindelse med opførelse af bygninger eller tilbygninger, behandles disse efter § 39, stk. 1, dvs ud fra et skøn over byggeomkostningerne for virksomhedens lokaler i forhold til de samlede byggeomkostninger.
Placeres fyringsanlægget i en driftsbygning, som udelukkende anvendes til momspligtige formål, vil der således også i dette tilfælde være fuld fradragsret.