Afslag på anmodning om tilladelse til sidestilling med afskrivningsberettigede bygninger. Projekteret dyrehospital. Arealkrav
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/18492@1997-09-25/da
Indhold
Afskrivninger)
x sidestilling
x dyrehospital
LR af 22/4 1997, 99/96-4238-00091
Ligningsrådet meddelte afslag på en anmodning om tilladelse til at foretage skattemæssige afskrivninger på et projekteret dyrehospital. Afslaget baseredes på en konkret vurdering af den teknisk-økonomiske forældelse og den fysiske slitage af det projekterede dyrehospital. For så vidt angår en mindre del af dyrehospitalet kunne tilladelse principielt meddeles, men denne del opfyldte ikke arealkravet i AL § 20, stk. 2. Der henvises til Told- og Skattestyrelsens kommentar i TfS 1997.øøø.
Reference
AL § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a
AL § 20, stk. 2
LV 1996 E.C.4.1.5. og E.C.4.1.7.
En dyrlæge ansøgte om tilladelse efter afskrivningslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a, til at foretage skattemæssige afskrivninger på et dyrehospital, som han påtænkte af opføre.
Det var oplyst, at dyrehopitalet var påtænkt indrettet i en bygning på ca. 285 kvm. Der skulle i dyrehopitalet indrettes en »afdeling for mindre dyr m.v.«. bestående af kontor, bogholderi, venteværelse, butik, personalerum og to klinikker til behandling af mindre dyr, såsom hunde og katte m.v. Der skulle endvidere indrettes »stordyrrum« på ca. 56 kvm. med hunde- og kattebure (ca. 8 kvm.), »tvangsbokse« til undersøgelse og operation af store dyr, hesteboks på 7,5 kvm., et afsnit til obduktion af svin og et »koldlager«.
Resten af bygningen ville i første omgang henstå som »råhus«. Der ville om nogle år blive indrettet operationsrum, røntgenrum, forberedelsesrum, laboratorium og lager i denne del af bygningen.
Skatteyder drev på ansøgningstidspunktet en traditionel landpraksis og en mindre dyrlægeklinik, der var indrettet i en del af den private bolig. Omsætningen hidrørte for 10 % vedkommende fra mindre dyr og for 90 % vedkommende fra større dyr, dels heste (10 %) og dels svin og kalve (næsten udelukkende indtægt fra obduktion).
Ligningsrådet kunne ikke imødekomme ansøgningen.
Det er en forudsætning for, at der kan meddeles tilladelse til sidestilling efter afskrivningslovens § 18, stk. 2, at det i den konkrete sag må vurderes, enten at den omhandlede bygning kan sammenlignes med en bestemt afskrivningsberettiget bygningskategori nævnt i afskrivningslovns § 18, stk. 1, litra a eller b, eller at den ikke kan sammenlignes med en bygningskategori, som er undtaget fra afskrivning efter afskrivningslovens § 18, stk. 3-5, og herudover må antages at være udsat for en fysisk slitage og/eller teknisk-økonomisk forældelse svarende til de i § 18, stk. 1, litra a eller b, nævnte bygningskategorier.
For dyrlægeklinikken gælder, at den teknisk-økonomiske forældelse må antages at kunne sammenlignes med den teknisk-økonomiske forældelse af de ikke-afskrivningsberettigede lægeklinikker m.v. Det er således den fysiske slitage, som er afgørende i sager vedrørende dyrlægeklinikker.
Vurderingen må bl.a. baseres på, hvilke dyr klinikken er indrettet til modtagelse af, klinikkens kapacitet, og om der er mulighed for indlæggelse eller alene for ambulant behandling.
Da der i sagen var tale om en udbygning af klinikken i to etaper, blev det ikke anset for muligt at foretage en konkret bedømmelse af den faktiske anvendelse af de projekterede bygninger i deres endelige udformning, men alene i den udformning, de ville have efter fuldendelsen af første etape.
Stordyrrummet måtte på grund af anvendelsen kunne antages at blive udsat for et sådant slid, at sidestilling med de i afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a, nævnte bygninger kunne komme på tale, da denne del af klinikken ville blive anvendt til behandling af og overnatning for store dyr samt til overnatning for mindre dyr. For afdelingen for smådyr m.v. måtte slitagen antages i højere grad at kunne sammenlignes med slitagen på en lægeklinik m.v., jf. afskrivningslovens § 18, stk. 5, og sidestilling ville for denne del af bygningen dermed være udelukket.
Da stordyrrummet alene ville udgøre ca. 56 kvm. svarende til ca. 20 pct. af bygnignens samlede areal, ville der imidlertid på grund af arealkravet i afskrivningslovens § 20, stk. 2, ikke kunne afskrives på denne del af bygningen.