Underskudsfremførsel Kapitalforhøjelse Gældskonvertering
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/18511@1997-01-28/da
Indhold
Ligningsrådet blev spurgt om følgende:
Spørgsmål
1.
Vil en kapitalforhøjelse i datterselskabet D A/S med efterfølgende tilbagebetaling af koncernintern gæld have skattemæssige konsekvenser i form af underskudsbegrænsning, indkomstskattepligt eller lignende ?
2.
Vil en direkte gældskonvertering af koncernintern gæld have skattemæssige konsekvenser for D A/S, når det forudsættes, at gældskonverteringen ikke berører den ansvarlige lånekapital på 50 mill. kr. ?
Svar
Ad. 1 og 2:
Afvises, se sagsfremstilling og begrundelse.
Sagsfremstilling og begrundelse:
Moderselskabet M i Frankrig ønskede at foretage en rekonstruktion af kapitalforholdene i datterselskabet D A/S.
D A/S havde fra et belgisk koncernselskab lånt 301 mio. kr. Heraf var 251 mio. kr. ydet som almindelig usikret lån. De resterende 50 mio. kr. var imidlertid ydet som lånekapital, der stod tilbage for øvrige kreditorkrav frem til d. 31.12.1998. Herefter ophørte lånets særstatus, og den »ansvarlige lånekapital« overgik til at blive almindelig usikret gæld.
Egenkapitalen i D A/S var ved udgangen af 1995 negativ med 15,8 mill. kr. Henset til den »ansvarlige lånekapital« på 50 mio. kr. fandt selskabet, at »egenkapitalen« i forhold til øvrige kreditorer måtte anses som positiv med 34,2 mill. kr. (- 15,8 mill. + 50 mill. kr.). Hertil kom, at der for 1996 forventedes et positivt resultat på ca. 10 mill. kr.
Moderselskabet M påtænkte at foretage en kapitalforhøjelse i D A/S ved kontant indbetaling af 100 mill. kr. til overkurs. Beløbet skulle anvendes til delvis tilbagebetaling af den kortfristede koncernfordring, som pr. 31.12.1995 udgjorde ca. 117 mill. kr. ud af den samlede koncerninterne fordring på 251 mill. kr. Der skete ikke tilbagebetaling vedr. den ansvarlige lånekapital.
Alternativt ønskedes der foretaget en direkte gældskonvertering af 100 mill. kr. af den kortfristede koncerninterne gæld, idet det forudsattes, at gældskonverteringen ikke omfattede den ansvarlige lånekapital på 50 mill. kr.
På baggrund af ovenstående fandt selskabet ikke, at ovenstående transaktioner ville have skattemæssige konsekvenser for D A/S, idet man ikke mente at der var tale om en skattemæssig rekonstruktion. Dette synspunkt baseredes på, at kun fordringer, der var pari værd, indgik i rekonstruktionen, idet den ansvarlige lånekapital »reelt« havde forøget selskabets egenkapital til 34,2 mill. kr. jf. ovenfor. Da gælden/fordringen var pari værd, opnåedes der ingen skattepligtige fordele i forbindelse med transaktionerne. Der burde derfor ikke indtræde underskudsbegrænsning efter LL § 15, idet denne bestemmelse forudsatte, at der var tale om en »kreditorordning«. Tilsvarende fandt selskabet, at der ikke kunne ske beskatning efter KGL § 5, 6A eller 6B, idet fordringen/gælden indfriedes med pålydende værdi, svarende til kursværdien. Endelig fandt man ikke, at der kunne gennemføres beskatning efter SL § 4-6.
Den kommunale skatteforvaltning udtalte, at uanset hvilken form for konvertering, der blev valgt til løsning af selskabets økonomiske problemer, var det afgørende at få fastslået fordringens kursværdi på konverteringstidspunktet i relation til såvel beskatning efter KGL § 6B som til underskudsbegrænsning efter LL § 15.
I forbindelse med underskudsbegrænsning skulle fordringens kursværdi på konverteringstidspunktet beregnes på grundlag af det provenu, som kreditor kunne have fået, såfremt debitorselskabet var blevet likvideret på tidspunktet for konverteringen, jf. cirkulære nr. 26 af 5. februar 1996 om ændring af forskellige skattelove (Handel med underskudsselskaber, gældseftergivelse og renter ved gældseftergivelse). Kursværdien ville være påvirket af eventuelle foranstillede krav eller lign.
Omvendt måtte det betyde, at den ansvarlige lånekapital ikke skulle »medregnes« ved opgørelsen af de foranstillede fordringers værdi, idet det særegne ved den ansvarlige lånekapital jo netop var, at den trådte tilbage for de øvrige krav i likvidations- og konkurssituationen.
Såfremt selskabets (revisors) vurdering var, at samtlige fordringer med undtagelse af ovennævnte 50 mio. kr. kunne kursfastsættes til pari, ville den skattepligtige fordel for selskabet bestå i forskellen mellem fordringens pålydende og pari - hvilket ville sige 0 kr.
Told- og Skatteregionen udtalte følgende:
I henhold til ligningslovens § 15 stk. 4 finder underskudsbegrænsningsreglerne i lovens § 15 stk. 2 tilsvarende anvendelse, »i det omfang nedbringelse eller indfrielse af en fordring sker i forbindelse med et kapitalindskud til skyldneren, når kapitalindskuddet direkte eller indirekte foretages af kreditor«. Jf. LL § 15 stk. 3 »finder stk. 2 tilsvarende anvendelse på aftaler om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld«. Underskudsbegrænsning kommer altså på tale, når et kapitalindskud-/tilbagebetaling reelt er en gældseftergivelse fra kreditors side, og såfremt indfrielsen m.v. svarer til en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer.
I relation til opgørelse af fordringens kursværdi hedder det i cirkulære nr. 26 af 5.2.1996 p. 3.2.1, afsnit 6 følgende:
»Det har i den sammenhæng betydning, hvilken plads den konverterede fordring ville indtage i konkursordenen, herunder om virksomhedens aktiver er stillet til sikkerhed for andre krav.«
Regionen fandt imidlertid ikke, at ovenstående formulering burde medføre, at en kreditor frit kunne definere sine fordringer - ihvertfald slet ikke uden at der blev foretaget en øremærkning/individualisering af, hvad der var ansvarlig kapital hhv. simple fordringer m.v. Konsekvensen af en sådan frihed ville være, at en kreditor altid ville kunne undgå underskudsbegrænsningsreglerne, såfremt han vor en periode valgte at lade en til selskabets insolvens svarende del af hans fordring få betegnelsen »ansvarlig lånekapital«. Betragtningen ville således medføre, at resten af fordringen altid ville være kurs 100 værd.
Såfremt kreditor i henhold til den ansvarlige kapital og den fordring, der skulle konverteres (eller kapitaludvides/tilbagebetales) var identiske, burde fordringerne vurderes samlet, altså uden hensyn til at kreditor havde valgt at have en mere ugunstig kreditorstilling i relation til en del af fordringen.
Ligningsrådets afgørelse:
Ligningsrådet fandt, at spørgsmålet om de skattemæssige konsekvenser af de påtænkte transaktioner var så generelt formuleret, at det ikke kunne besvares med tilstrækkelig sikkerhed. Rådet afviste derfor med hjemmel i lov om bindende forhåndsbesked § 3 at besvare spørgsmålet. Rådet gav dog følgende
vejledende udtalelse:
Ved anvendelsen af LL § 15 skal der opgøres et nedsættelsesbeløb, som er det beløb, som de underskudsfremførselsberettigede beløb skal nedsættes med. Nedsættelsesbeløbet opgøres ved gældskonvertering som forskellen mellem fordringens pålydende og fordringens kursværdi ved konverteringen - jf. LL § 15, stk. 2, sidste punktum. Dette gælder også, såfremt der i forbindelse med et kapitalindskud erhverves aktier eller konvertible obligationer i skyldnerselskabet, jf. LL § 15, stk. 5. Dette ville være tilfældet her, hvis model 1 vælges.
I cirkulære nr. 26 af 5. februar 1996, pkt. 3.2.1., der omhandler gældskonvertering er anført, »at fordringens kursværdi skal beregnes på grundlag af det provenu, som kreditor kunne have fået, såfremt debitorselskabet var blevet likvideret på tidspunktet for konverteringen ..... Det påvirker kursværdien af den konverterede fordring, hvis der er andre krav, der i tilfælde af en påtænkt likvidation også skulle fyldestgøres af provenuet. Det har i den sammnehæng betydning, hvilken plads den konverterede fordring ville indtage i konkursordenen, ....«
Kursværdien af det indfriede beløb ville i det konkrete tilfælde være 100 i og med, at den ansvarlige lånekapital trådte tilbage for de fordringer, der skulle indries. Med tilbagetrædelsen var der i D A/S fuld dækning til alle andre kreditorer end den ansvarlige lånekapital på 50.000 kr. Bedømmelsen af kursværdien skulle ske på tidpunktet for konverteringen, jf. LL § 15 stk. 2, sidste punktum.
På baggrund af lovens og cirkulærets ordlyd og idet der ikke forelå oplysninger om, at tilbagetrædelseserklæringen var etableret med henblik på og i tilknytning til den planlagte rekonstruktion, var det Ligningsrådets opfattelse, at der ikke i det konkrete tilfælde skulle ske underskudsbegrænsning.
Da gælden ikke blev nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen, blev der ikke tale om beskatning efter KGL § 6 A.