NYT OM ARBEJDSSKADER - Forhøjelse af godtgørelse for men, hvis en skade medfører specielle ulemper, som ikke kan sidestilles med de ulemper, der normalt følger af netop den skade (* 1)
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/19490@1998-03-16/da
Indhold
SAGEN:
En døvstum fabriksarbejderske glider og falder på sit arbejde. Ved faldet pådrager hun sig et kompliceret håndledsbrud.
Arbejdsskadestyrelsen anerkender, at der er tale om en arbejdsskade.
På grundlag af en speciallægeerklæring vurderer Arbejdsskadestyrelsen de varige følger efter håndledsskaden til 12 procent efter Arbejdsskadestyrelsens mentabel. Da den pågældende er døvstum og derfor meget afhængig af, at der er en god funktion af hænder og fingre, når hun skal kommunikere med andre, vurderer Arbejdsskadestyrelsen, at mengraden af den grund skal forhøjes med 3 procent til i alt 15 procent.
KOMMENTAR:
Mentabellen angiver i procenter størrelsen af det men, der i almindelighed er følgen af en række skader, der er nævnt i tabellen.
Hvis en arbejdsskade har påført en skadelidt et varigt men, har den pågældende ret til at få en godtgørelse.
Mengraden fastsættes på grundlag af skadens medicinske art og omfang og under hensyn til de ulemper, som arbejdsskaden har forvoldt i den personlige livsførelse. Godtgørelsen skal således ikke dække den pågældendes eventuelle manglende muligheder for at opretholde indtægten ved arbejde.
Ulemperne af en given skade bedømmes på en ensartet måde uden hensyn til erhverv, alder, bopæl, køn etc.
Den ensartede bedømmelse sker ud fra den betragtning, at ulemperne ved fx et håndledsbrud, et nedsat syn eller en mistet fod må anses for at være de samme for alle mennesker.
Mentabellen er en standardtabel, der kan fraviges i undtagelsestilfælde. Styrelsen forhøjer mengraden i tabellen, hvis det er klart, at skaden giver en skadelidt ganske særlige ulemper i det daglige.
Der skal således være tale om ulemper, der ikke kan sidestilles med de ulemper, der i almindelighed følger af skaden.
Der ydes ikke godtgørelse, hvis mengraden er under 5 procent.
Yderligere oplysninger kan fås hos kontorchef Kirsten Ørnø.