Etablering af et DNA-profilregister med henblik på behandling af straffesager
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/60370@1997-02-06/da
Indhold
Justitsministeriet anmodede om Registertilsynets eventuelle bemærkninger til den af en arbejdsgruppe nedsat af Justitsministeriet udarbejdede rapport "Etablering af et DNA-profilregister - med henblik på behandling af straffesager" og de heri indeholdte anbefalinger og forslag.
DNA-profilregisterets formål skulle være at tjene som internt arbejdsregister for politiet i forbindelse med identifikation af personer.
Registeret ville være opdelt i en persondel indeholdende de DNA-profiler, som vedrørte identificerede personer, og en spordel indeholdende de DNA-profiler, der (endnu) ikke var personidentificerede.
DNA-profilerne skulle indlæses i et edb-register i form af oplysning om talkombinationer, der ikke i sig selv indeholdt oplysninger om den pågældende, f.eks. oplysninger om eventuelle sygdomme, race eller lignende.
Af praktiske årsager foreslog arbejdsgruppen, at der blev oprettet et manuelt register parallelt med det edb-baserede DNA-profilregister. Det blev i den forbindelse anbefalet, at der i medfør af lov om offentlige myndigheders registre § 3, stk. 1, blev truffet bestemmelse om at lade det manuelle register være omfattet af loven.
Arbejdsgruppen havde drøftet de tanker, som havde været fremme i den offentlige debat, om en mulig registrering af hele den danske befolkning. Arbejdsgruppen fandt imidlertid ikke grundlag for at foreslå oprettelse af et så omfattende register.
Arbejdsgruppen foreslog, at mulighederne for optagelse i registerets persondel skulle være knyttet til nærmere afgrænsede forbrydelsestyper.
For så vidt angik afgrænsningen af personkredsen, var det arbejdsgruppens opfattelse, at personer, som var dømt for overtrædelse af en af de pågældende forbrydelser eller forsøg herpå, skulle kunne optages i registeret. Personer, som blev fundet skyldige i en af de omhandlede lovovertrædelser, men som blev frifundet i medfør af straffelovens § 16, skulle ligeledes kunne optages i registeret. Herudover skulle der kunne optages oplysninger om personer, som var sigtet for en af forbrydelsestyperne, og denne registrering skulle kunne opretholdes, selv om sigtelsen ikke førte til domfældelse.
For at undgå tredjepersoners indirekte mulighed for at opnå kendskab til registrerede oplysninger, foreslog arbejdsgruppen, at der ikke skulle være adgang til registerindsigt.
Sletning af de registrerede oplysninger skulle som udgangspunkt ske, når den registrerede var fyldt 80 år. Endvidere skulle der ske sletning senest 2 år efter den registreredes død. Herudover var der fastsat regler om sletning, når oplysningerne var tilvejebragt ved en legemsundersøgelse, som blev fundet uhjemlet, eller som retten nægtede at godkende. Endelig skulle der ske sletning, når der forelå ganske særlige omstændigheder.
Registertilsynet, der havde behandlet sagen på et møde i Registerrådet, lagde til grund, at der i spordelen, som indeholdt ikke-personidentificerede DNA-profiler, i det omfang det var eller blev muligt skulle optages oplysninger, som ville gøre det muligt at opstille et signalement af den formodede gerningsmand, men at disse oplysninger ikke skulle indføres i registeret (persondelen), efterhånden som oplysningerne kunne henføres til bestemte personer.
Registertilsynet lagde endvidere til grund, at de eneste oplysninger fra en udført DNA-analyse, som blev registreret i DNA-profilregisterets persondel, var rene identifikationsoplysninger i form af en talprofil.
Registertilsynet var enig med arbejdsgruppen i, at et DNA-profilregister ikke burde indeholde oplysninger om hele (eller den voksne del af) befolkningen.
Registertilsynet lagde herved vægt på, at registrering af en meget stor del af befolkningen ikke ville stå i et rimeligt forhold til den forholdsvis begrænsede persongruppe, som måtte antages at være relevant for politiets efterforskning. I det omfang, at politimæssige hensyn gjorde det påkrævet at kontrollere afgrænsede persongrupper, ville dette kunne ske på frivillig basis med de pågældendes samtykke. Registertilsynet fandt derfor, at en registrering af hele (eller den voksne del af) befolkningen måtte anses for stridende mod lov om offentlige myndigheders registre § 9, stk. 2, idet oplysningerne ikke kunne anses som nødvendige for at varetage registerets formål.
Derimod ville oprettelsen af et DNA-register i efterforskningsmæssigt øjemed, omfattende personer som ud fra en politimæssig vurdering måtte anses som særligt relevante, efter Registertilsynets opfattelse kunne ske inden for rammerne af lov om offentlige myndigheders registre § 9, stk. 2. Registertilsynet lagde herved vægt på, at et sådant register måtte anses for at være et effektivt og nødvendigt hjælpemiddel for politiet i dets arbejde med at fastslå eller udelukke, hvem der var eller kunne være gerningsmand til en given strafbar handling.
Registertilsynet havde ingen indvendinger imod den afgrænsning af forbrydelsestyper, som blev foreslået i rapporten.
For så vidt angik optagelsen af sigtede, men ikke domfældte personer, udtalte Registertilsynet, at det kunne give anledning til en vis tvivl, om nødvendighedsbetingelsen i lov om offentlige myndigheders registre § 9, stk. 2, var opfyldt. Afgørelsen af, om en sådan registrering burde accepteres som faldende inden for rammerne af lov om offentlige myndigheders registre, skulle navnlig træffes ud fra en afvejning af de registreredes interesse i ikke at indgå i registeret, over for de samfundsmæssige hensyn, som talte for registrering.
Registertilsynet fandt, at det ubehag, som de registrerede personer måtte føle ved at indgå i registeret, blev opvejet af de efterforskningsmæssige fordele, som måtte formodes at knytte sig til registeret. Tilsynet fandt derfor ikke, at registreringen af oplysninger om de sigtede, men ikke domfældte personer, kunne antages at være i strid med lov om offentlige myndigheders registre § 9, stk. 2.
Registertilsynet lagde herved vægt på, at det fremgik af det statistiske materiale i rapporten, at risikoen for senere kriminalitet blandt de sigtede, men ikke domfældte personer, var væsentlig større end hos den del af befolkningen, som ikke havde været sigtet for én eller flere af de pågældende forbrydelser.
Registertilsynet lagde endvidere vægt på, at der alene var tale om registrering af identifikationsoplysninger, at oplysningerne kun i meget begrænset omfang ville kunne videregives, og at der ville blive etableret en høj grad af sikkerhed omkring registeret.
Hertil kom, at DNA-profilregisteret - som anført af arbejdsgruppen - ville muliggøre en hurtig og sikker afkræftelse af en eventuel uberettiget mistanke.
For så vidt angik arbejdsgruppens forslag om at afskære adgangen til registerindsigt, som var begrundet i hensynet til at beskytte den registrerede mod at blive tvunget til at fremlægge en skriftligt meddelt registerindsigt til andre, kombineret med visse praktiske indvendinger, måtte det efter Registertilsynets opfattelse anses for tvivlsomt, om de af arbejdsgruppen anførte hensyn kunne begrunde en fuldstændig ophævelse af retten til registerindsigt. Registertilsynet bemærkede i den forbindelse, at det var efterforskningsmæssige hensyn, som i sin tid var tilsynets begrundelse for at acceptere den manglende adgang til registerindsigt i fingeraftryksregisteret.
Registertilsynet henstillede derfor, at spørgsmålet om registerindsigt blev overvejet på ny, eventuelt således at der blev givet adgang til i det mindste at kunne få be- eller afkræftet, om man var registreret i DNA-profilregisteret.
For så vidt angik den foreslåede frist for sletning af registrerede oplysninger - som udgangspunkt ved personens fyldte 80. år - bemærkede Registertilsynet, at en sådan registreringsperiode syntes at være meget lang.
Idet Registertilsynet formodede, at recidivrisikoen ville aftage væsentligt med alderen, henstillede tilsynet, at fastsættelsen af kortere slettefrister blev overvejet.