God revisorskik
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9011@1997-10-31/da
Indhold
Under denne sag har Inger Nielsen ved skrivelse af 21. marts 1997 indgivet en klage over statsautoriseret revisor Hans H. Hansen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at indklagede har været beskikket som statsautoriseret revisor siden den 20. marts 1985.
Det fremgår af sagen, at klageren personligt drev forretningen Johanne Sko, som blev taget under konkursbehandling med fristdag den 15. november 1994. Der blev afsagt konkursdekret den 5. december 1994.
Indklagede, der var revisor for klageren, skrev samme dag til klageren, at virksomhedsindkomsten ( underskuddet ) for 1994 ville blive såkaldt "konkursindkomst", og at denne negative indkomst ikke ville kunne modregnes i hverken hendes eller hendes ægtefælles øvrige indkomst. Indklagede skrev videre, at han derfor ikke så nogen grund til, at klageren ofrede omkostninger på at få udarbejdet årsregnskab for 1994.
Efter at have modtaget en skrivelse af 8. maj 1995 fra advokat M. Vangkilde Hansen, hvori denne oplyser, at konkursboet blev sluttet i henhold til konkurslovens § 143, kontaktede klageren skatteforvaltningen i Holbæk omkring mulighederne for modregning i den negative indkomst. Klageren oplyser i klageskrivelsen, at hun af skatteforvaltningen fik oplyst, at en del af indkomsten kunne modregnes, og at hun skulle tale med sin revisor herom. Hun kontaktede derefter indklagede og gav ham brevet fra advokat M. Vangkilde Hansen. Det fremgår af såvel klagerens som indklagedes skrivelser, at indklagede under deres møde ringede til skatteforvaltningen og fik bekræftet oplysningen om muligheden for modregning. Skatteforvaltningen har i et notat om sagsforløbet, ikke bekræftet at have givet denne oplysning.
Indklagede udarbejdede herefter årsregnskab som grundlag for indkomstansættelsen.
Indklagede fremsendte samtidig en faktura på 16.875,- kr., som blev betalt. Ifølge indklagede blev det endvidere aftalt, at klageren skulle betale et tilsvarende beløb på indklagedes "gamle" tilgodehavende hos klageren, som var på ca. 50.000,- kr. Dette beløb er ikke betalt, og der er så vidt ses uenighed mellem parterne om, hvad der skyldes, eller om der fortsat skyldes noget.
Den 28. februar 1996 meddelte skatteforvaltningen klageren, at underskuddet af virksomheden indgik i konkursindkomsten og ikke kunne godkendes som fradrag i klagerens regnskab.
Klageren har herefter fået en restskat på 9.832,- kr. og hendes ægtefælle har fået en restskat på 109.028,- kr.
Klageren gør gældende, at indklagede har begået fejl ved ikke at have skaffet korrekte oplysninger om konkursen og ved at have misforstået skattereglerne.
Indklagede har heroverfor anført, at forløbet vedrørende regnskabsudarbejdelsen beror på misforståelser. Indklagede var af den opfattelse, at konkursen indtrådte den 5. december 1994, således som det fremgår af brevet til klageren af samme dato. Senere overbeviste klageren ham om, at der kun var "indledt" konkursbehandling den 5. december 1994, og at konkursen først var indtrådt i 1995. Indklagede har imidlertid hele tiden gjort indklagede klart, at tidspunktet for konkursdekretets afsigelse var afgørende for indkomstforholdene.
Indklagede oplyser afslutningsvis, at klageren ikke har mistet penge på forløbet af sagen ud over honoraret for udarbejdelsen af årsregnskabet, som han havde frarådet hende at få udført.
Klageren har i skrivelse af 18. juli 1997 afvist, at der skulle være misforståelser mellem hende og indklagede om tidspunktet for konkursens indtræden.
Klageren har endelig anført, at skatteforvaltningen i Holbæk kommune har forsøgt at kontakte indklagede om skattesagen, men at indklagede ikke har reageret.
Indklagede har i skrivelse af 11. juli 1997 herom anført: "Endvidere har vi efterfølgende forsøgt at afklare situationen med Holbæk Kommune, men uden held. Vi kunne måske have fået en fornuftig løsning gennemført på grund af de forkerte oplysninger afgivet af Holbæk Kommune, men min forståelse overfor kundens problemer var på dette tidspunkt meget ringe".
Disciplinærnævnet skal udtale:
Efter § 7 i konkursskatteloven omfatter konkursindkomsten skyldnerens indtægter og udgifter fra begyndelsen af det indkomstår, hvori konkursdekret afsiges, og indtil dekretets afsigelse samt skyldnerens indtægter og udgifter fra konkursboets aktiver og passiver i perioden fra konkursdekretets afsigelse indtil konkursens slutning. Ifølge § 12, stk. 4, kan underskud i konkursindkomsten ikke fradrages i den øvrige indkomst hos skyldneren eller dennes ægtefælle i indkomstår, hvor skyldnerens bo er under konkursbehandling, eller senere indkomstår. Konkursskatteloven giver ikke skattevæsenet hjemmel til at dispensere fra denne bestemmelse. Konkursdekretet vedrørende klageren er afsagt den 5. december 1994. Den rådgivning, som indklagede i sin skrivelse af samme dato ydede klageren, var således fuldstændig korrekt.
Det kan lægges til grund, at indklagede alligevel i foråret 1995 mod sit nævnte råd påtog sig at udarbejde regnskab for klageren for 1994, for at hun for dette indkomstår i det mindste delvis kunne opnå fradrag for sit underskud i hendes ægtefælles positive indkomst i samme år.
Indklagede har herved henvist til, at han var blevet i tvivl, om konkursen var indtrådt i 1994 eller 1995, og at en medarbejder i skattevæsenet ved en telefonsamtale, som ikke efterfølgende har kunnet bekræftes af skattevæsenet, skulle have oplyst, at klagerens underskud for 1994 delvis kunne modregnes i ægtefællens indkomst.
Det er nævnets opfattelse, at indklagede burde have skaffet sig vished for, hvornår konkursdekretet var afsagt, inden han på ny rådgav klageren om behovet for at få udarbejdet regnskab for 1994. For så vidt den nævnte telefonsamtale har fundet sted, er det endvidere nævnets opfattelse, at indklagede ikke burde have forladt sig på rigtigheden af den meddelte oplysning - der i forbindelse med en konkurs i 1994 var i direkte modstrid med § 12, stk. 4, i konkursskatteloven - men burde have forelagt sagen skriftligt for skattevæsenet, før han foretog sig yderligere.
Ved således på dette ufuldstændige grundlag at have tilrådet klageren at afholde ikke uvæsentlige og formålsløse udgifter til udarbejdelsen af regnskabet for 1994, finder nævnet, at indklagede ikke har levet op til god revisorskik. I den anledning tildeles indklagede en advarsel i medfør af § 18 a, stk. 1, i lov om statsautoriserede revisorer.
Thi bestemmes:
Statsautoriseret revisor Hans H. Hansen tildeles en advarsel.
Afgørelsen offentliggøres, jf. § 18 a, stk. 6, i lov om statsautoriserede revisorer.
Gebyr kr. 500 tilbagebetales klageren.
Kendelsen kan inden 3 måneder fra dens meddelelse indbringes for Revisornævnet. Indbringelse af sagen for Revisornævnet har opsættende virkning.