Gelex

God revisorskik

GældendeVersion 1997-07-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9016@1997-07-30/da

Indhold
  1. Indledning

Den 30. juli 1997 afsagde Revisornævnet i sagen j. nr. 96-198.444 - ER Postservice ApS mod registreret revisor Bjarne Bastved sålydende

Ved kendelse afsagt den 28. august 1996 af Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer (sag nr. R-4/1995) blev der pålagt registreret revisor Bjarne Bastved en bøde på 25.000 kr. for at have handlet i strid med god revisorskik ved ikke at have påset, at klageren ER Postservice ApS's kapitalforhold var anmeldt over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, ved ikke at have afsat revisorhonorar i de af ham for klageren udarbejdede regnskaber, ved i klagerens årsregnskab for 1992/93 at have undladt at medtage nærmere angivne aktiver og passiver, hvorved regnskabet ikke har givet et retvisende billede, samt ved ikke med tilstrækkelig hurtighed at have reageret på henvendelser fra klagerens nye revisor.

Indklagedes advokat har ved skrivelse af 26. november 1996 rettidigt indbragt kendelsen for Revisornævnet med påstand principalt om frifindelse, subsidiært om, at der tildeles indklagede en advarsel, mere subsidiært om, at der pålægges indklagede en mindre bøde end af Disciplinærnævnet fastlagt og mest subsidiært om stadfæstelse af Disciplinærnævnets afgørelse.

Klagerens advokat har ved skrivelse af 6. januar 1997 påstået kendelsen stadfæstet.

Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 26. juni 1997 med deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om registrerede revisorer ? 11 d, stk. 2, jf. lov om statsautoriserede revisorer ? 19, stk. 3, 1. pkt.

For og med indklagede mødte advokat Erik Turley, Hillerød.

Klagerens direktør og klagerens nye revisor, registreret revisor Ole Kallesøe, var mødt.

I påklageskrivelsen af 26. november 1996 har indklagedes advokat blandt andet anført:

" .

AD SAGSFREMSTILLING:

Disciplinærnævnets afgørelse ses på visse punkter at være uden argumentation for så vidt angår blandt andet stillingtagen til det af klager beskrevne hændelsesforløb, hvilket ses at være gældende i relation til klagepunkt nr. 3.

Bortset herfra ønskes der knyttet følgende kommentarer til de af Disciplinærnævnets afgørelse omfattede klagepunkter.

Ad 1. klagepunkt:

På baggrund af de faktiske oplysninger der er fremkommet i forbindelse med Disciplinærnævnets behandling af sagen, må revisor fastholde sin forklaring om, at selskabets ledelse skulle forestå den formelle ekspedition af anmeldelsen af ændringerne i kapitalforholdene.

Revisor må dog erkende, at denne ikke har anmodet om, at modtage skriftlig dokumentation for, at anmeldelsen var effektueret, som drøftet med selskabets ledelse, hvilket beklages.

Ad 2. klagepunkt:

Revisor ønsker at fastholde, at der alene er foretaget udfakturering til klager, for reelt faktisk udført arbejde.

Dette ses tillige af det faktum, der har været fremhævet i den tidligere skriftlige behandling af sagen, at klager uden indsigelser betaler samtlige a.c. faktureringer, hvorunder den seneste a.c. fakturas betaling finder sted, efter skift til ny revisor.

Revisor må dog erkende, at denne burde have afsat honoraret i regnskabet for det pågældende år, hvilken undladelse beklages.

Revisor ønsker i den forbindelse at fremhæve, at aktiviteten overfor klager, som har dannet baggrund for faktureringen, skyldtes at det klagende selskab var i en særdeles nødlidende situation, da kontakt blev taget til revisor.

Klager var reelt ikke i stand til at honorere det udførte arbejde, hvorfor aftalen om a.c. afvikling blev etableret.

Ad 3. klagepunkt:

Kendelsens bemærkninger vedrørende dette punkt ses ikke konkret at tage hensyn eller stilling til de af revisor meddelte oplysninger.

Revisor er i øvrigt ikke enig i, at denne ikke har revideret efter udløb af regnskabsåret.

Revisor er fortsat af den opfattelse, at regnskabet giver et retvisende billede af selskabets økonomiske situation og resultat, herunder angivelse af aktiver og passiver.

..

Særligt i relation til ændringer af forhold vedrørende en leasingbil, fastholder revisor sin opfattelse af, at denne ændring henhørte til perioden efter regnskabsårets afslutning, samt at ændringen iøvrigt ville medføre en periodisering i dette.

For så vidt angår afskrivning i relation til dubiøse debitorer fastholder revisor ligeledes sin vurdering heraf, som anført i de tidligere processkrifter, med fremhævelse af, at den efterfølgende revisor har afskrevet tillige på den til de vurderede dubiøse debitorer svarende momsdel, hvilket ikke ses at være korrekt.

Ad 4. klagepunkt:

Revisor må anerkende, at der formelt set har været en træghed i kommunikationen mellem revisor og klagers nye revisor.

Dette skyldes flere forhold, herunder blandt andet, at klager i valg af ny revisor havde valgt reg. revisor Ole Kallesøe, der inden havde fuldt kendskab til klagers bogføring og regnskabsførsel, idet revisor Kallesøe havde bistået klager i regnskabsperioderne indtil revisor Bastved overtog revisionen.

Klagers efterfølgende revisor - revisor Kallesøe - havde således på baggrund af sit tidligere kendskab til klager fuldt overblik over de bogføringsmæssige og regnskabsmæssige forhold i selskabet, idet det særligt fremhæves, at selskabets egne bogholderimæssige ekspeditioner ikke i revisor Bastveds tid har undergået en teknisk forandring.

De forespørgsler der umiddelbart blev rettet til revisor Bastved forekom at være af en art, som umiddelbart kunne besvares ved revisor Kallesøe's egen vurdering af klagers eget bogholderi, men revisor Bastved har alligevel rettet telefoniske henvendelser til revisor Kallesøes kontor med henblik på afklaring af, hvilke reelle spørgsmål der kunne stå tilbage.

I denne forbindelse fastholdes revisors forklaring om, at der dels har været meddelt en medarbejder på revisor Kallesøes kontor orientering om visse forhold, ligesom møde har været aftalt ved årsskiftet.

Revisor må samtidig henlede opmærksomheden på, at der ikke for så vidt angår de meddelte oplysninger er foretaget honorering heraf, hvorfor revisor samlet set må være af den opfattelse, at der er meddelt den nye revisor de oplysninger, der rimeligvis kan afkræves af den "fyrede" revisor i den konkrete situation, når al bogføring fortsat er hos selskabet/klager, og når særligt fremhæves, at den nye revisor svarer til den tidligere, samt at bogføringen er fuldstændig identisk.

På ovennævnte grundlag må revisor med beklagelse erkende, at der delvist har været tale om adfærd der ikke har været 100% optimal, men dog ikke har været af en sådan art, at det bør påkalde en egentlig sanktionsfastsættelse.

Såfremt Revisornævnet måtte finde at en sanktion skal fastlægges, må der under hensyntagen til den meget ringe dadelværdige adfærd blive tale om en meget lempelig sanktion, og i hvert fald ikke en bødefastlæggelse af den størrelse som Disciplinærnævnet har fastlagt."

Klagerens advokat har i sit indlæg af 6. januar 1997 til Revisornævnet bemærket, at klageren "finder den afsagte kendelse rimelig og rigtig" og vedlagt registreret revisor Ole Kallesøes kommentarer i anledning af påklagen.

Indklagedes advokat har i en replik af 2. marts 1997 yderligere bemærket blandt andet:

" ..

AD SAGSFREMSTILLING: Det af indklagede anførte for såvidt angår 1. klagepunkt ses der at være enighed om.

For såvidt 2. klagepunkt er indklagede af den opfattelse, at afsættelse af revisionshonorar sædvanligvis sker i forbindelse med udarbejdelse af årsregnskab.

I den konkrete situation er det undladt, idet der har været tale om en særlig betalingsaftale med a'contoafvikling hver måned, alene etableret for at imødekomme klagers likviditetsmæssige situation.

Der henvises til det det fremlagte time/sags regnskab (bilag K - 13), hvoraf fremgår, at klager afviklede ydelse efter forbrugt tid, samt at indklagede generelt anså betalingerne som svarende til honoraret for de enkelte år. Indklagede imødeså risiko for at afholdte arbejder måtte afskrives over igangværende arbejdsydelser, såfremt klager ikke måtte "overleve" kriseperioden.

For så vidt angår 3. klagepunkt ønsker indklagede at fremhæve, at kreditnota for leasingafgiften drøftedes med direktør Erik Reinhardt (klager).

Denne oplyste, at han på grund af den likvide situation i selskabet i forbindelse med leasingperiodens ophør ønskede at få en nedsættelse for den passerede periode.

Indklagede fastholder, at det med klager blev drøftet om kreditnotaen skulle medtages i årsregnskabet under hensyntagen til klagers ønske om at kunne fremvise et positivt driftsoverskud - og i samråd med klager blev det besluttet at medtage posten, som en ekstraordinær indtægt i regnskabsåret 1993/94.

Indklagede er fortsat af den opfattelse, at regnskabet giver et retvisende billede af selskabets økonomiske situation og resultat, herunder angivelse af aktiver og passiver.

.

For så vidt angår 4. klagepunkt opfordres klager til at redegøre nærmere for indholdet af reg. revisor Ole Kallesøe's bemærkninger i dennes skriftlige indlæg af 3. januar 1997, de 2 øverste afsnit på side 3. For det første ser jeg ikke umiddelbart at der i sagsmaterialet foreligger kopier af de af reg. revisor Ole Kallesøe nævnte breve, men bortset herfra henviser indklagede til det i klageskrivelsen anførte vedrørende information til ny revisor.

For såvidt angår de beløbsmæssige angivelser med udgiftsførsel med et beløb stort kr. 833.332,00 og indtægtsføring af en ekstraordinær post på kr. 6.625,00 opfordres klager til at specificere/klargøre sine eventuelle klagepunkter vedrørende disse forhold, idet de ikke er umiddelbart forståelige for indklagede.

For så vidt angår "overførsel af likvider/forudbetalinger" og information generelt overfor ny revisor henvises der til klageskrivelse og det iøvrigt ovenfor anførte.

Indklagede ønsker at fremhæve, at henvendelser fra reg. revisor Ole Kallesøe's kontor er besvaret telefonisk med henvisning til posteringer og bilagsmateriale, der var tilgængeligt i selskabets eget bogholderi, ligesom indklagede har tilkendegivet at ville mødes i selskabet med en repræsentant fra OK Revision ApS med henblik på opnåelse af afklaring af åbentstående spørgsmål, idet indklagede på grundlag af forespørgsler i "stikordsform" foretrak eventuel afholdelse af et møde, såfremt gennemgang af klagers bogholderi og fuldtud tilgængeligt bilagsmateriale overhovedet måtte efterlade spørgsmål af væsentlig betydning. Indklagede fremhæver i denne forbindelse iøvrigt, at det af revisor Ole Kallesøe's redegørelse af 3. jan. 1997 side 3 nederst anførte omhandler et møde, der fandt sted på baggrund af et tidligere møde på advokat C. Clasens kontor, hvor direktør Erik Reinhardt (klager) dog måtte melde afbud på grund af sygdom.

I forbindelse med mødet aftaltes det, at de da foreliggende forespørgsler skulle uddybes.

GENERELT.

Indklagede ønsker at fremhæve, at indklagede ikke mener at have begået fejl, herunder at det ikke er en fejl, at der ikke foretages hensættelser på "dubiøse debitorer", på baggrund af de modtagne oplysninger fra klager.

Der ses da ej heller at foreligge antydninger af, at selskabet/offentlige myndigheder eller trediemand har lidt tab i forbindelse med årsregnskabsaflæggelsen.

Sagen starter som en ren sag om honorering, hvor klagers nye revisor, reg. revisor Ole Kallesøe efter indklagedes opfattelse på et urimeligt grundlag, når de konkrete omstændigheder tages i betragtning, forsøger at "belaste" tidligere revisor.

I denne forbindelse ønsker indklagede at fremhæve, at reg. revisor Ole Kallesøe, som tidligere nævnt, var klagers revisor før indklagede, reg. revisor Bjarne Bastved blev tilknyttet selskabet som revisor.

Indklagede er af den opfattelse, at tillige klager, direktør Erik Reinhardt er enig med indklagede i, at den rådgivning OK Revision ApS tillige havde ydet selskabet ER Postservice ApS var mangelfuld i et sådant omfang, at såvel selskabet ER Postservice ApS som direktøren/ejeren, direktør Erik Reinhardt var konkurstruet og udsat for - muligvis realiseret - tab - i størrelseordenen op mod ca. 1 mill. kr.

Efter indklagedes opfattelse er det indklagedes indsats, der har medført, at selskabet og direktør Erik Reinhardt er kommet "på fode igen", hvorfor indklagede fortsat opfatter indgivne klage mere som en kollegial, efter indklagedes opfattelse - uberettiget forfølgning -end, at klager, ER PostserviceApS v/direktør Erik Reinhardt reelt har haft væsentlige kritikpunkter at fremføre, når bortses fra det faktum, at indklagede på tidspunktet for revisorskiftet havde ringe mulighed for at tilgodese klager med det tidsforbrug, der måtte skønnes nødvendigt til fortsættelse af arbejdsopgaven.

Klagerens advokat meddelte ved brev af 26. maj 1997 Revisornævnet, at klageren ikke havde bemærkninger til det fremkomne.

Revisornævnet erklærede herefter skriftvekslingen for afsluttet og berammede møde ovennævnte dato, som parterne på forhånd var orienteret om og ikke havde haft bemærkninger til.

Parterne har på mødet i Revisornævnet haft lejlighed til at uddybe deres bemærkninger til klagepunkterne.

Indklagede har ad klagepunkt 1 nærmere redegjort for de hos klageren skete kapitalbevægelser, herunder tegningen af ny anpartskapital til kurs 600 ved konvertering af gæld. Forholdet har klart fremgået af regnskaberne.

Ad klagepunkt 2 har indklagede henvist til sin redegørelse af 15. januar 1996 til Disciplinærnævnet, hvorefter der blandt andet pr. 30. juni 1994 er anvendt revisortimer for 5.363 kr., der vedrører regnskabsåret 1993/94. Der var risiko for, at klager ikke kunne betale, hvorfor acontobetalingsordningen blev aftalt for at undgå afskrivning i tilfælde af manglende betaling.

Ad klagepunkt 3 har indklagede fastholdt sin bestridelse af de af klagerens nye revisor påviste fejl og undladelser. Indklagede har på Revisornævnets forespørgsel erklæret sig enig i, at klagepunktet især angår 3 poster: Dubiøse debitorer for 65.630 kr., igangværende arbejder for 50.000 kr. og udgifter vedrørende juni 1993 for 31.882 kr., der ikke var medtaget i regnskabet. Han drøftede spørgsmålet om de dubiøse debitorer med direktør Reinhardt og vil ikke afvise, at der nok skulle have været hensat et beløb. Indklagede erkender, at der er begået en fejl med momsen, som er posteret to gange. Udgifterne vedrørende juni 1993 har indklagede ikke vidst, hvad angik, men han erkender, at det er en fejl, hvis de ikke er med i regnskabet som periodepost.

Ad klagepunkt 4 har indklagede forklaret, at han for at svare på revisor Kallesøes spørgsmål selv skulle have været ude i virksomheden. Han var villig til at mødes med Kallesøe, og de mødtes da også på advokat Clasens kontor den 2. januar 1995. På mødet havde indklagede lovet at sende fotokopi af råbalancen pr. 30. juni 1993 med efterposteringer, hvilket senere skete. Han havde i øvrigt meddelt Kallesøe, at han kun havde egne notater liggende.

Klagerens direktør har ad klagepunkt 3 forklaret, at han ikke husker, at han drøftede igangværende arbejder med indklagede, men at han godkendte regnskabet, som det var udarbejdet.

Revisor Kallesøe har tilføjet, at han ikke har set dokumentation for, at der er lavet noget.

Indklagedes advokat har i sin procedure i det væsentlige henholdt sig til sine skriftlige indlæg i sagen.

Revisornævnets bemærkninger:

Det tiltrædes, at indklagede i det under klagepunkt 1 anførte forhold har handlet i strid med god revisorskik ved - som af ham selv erkendt - ikke at have bedt om at få forevist dokumentation for behørig anmeldelse af kapitalforhøjelsen.

Vedrørende klagepunkt 2 tiltræder Revisornævnet, at honoraret burde have været afsat i regnskaberne, i det mindste med et skønnet beløb, hvorfor indklagede også i dette forhold har handlet i strid med god revisorskik.

Selv om de for Revisornævnet foreliggende oplysninger vedrørende klagepunkt 3 ikke gør det muligt med sikkerhed at fastlægge, hvilke fejl der har været i det af indklagede udarbejdede regnskab for 1992/93, findes der dog tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at regnskabet har været lidende af mangler, som burde have været afklaret af indklagede i forbindelse med arbejdet. Revisornævnet tiltræder derfor, at indklagede heller ikke med hensyn til dette klagepunkt har iagttaget god revisorskik.

Vedrørende klagepunkt 4 lægger Revisornævnet til grund, at klagerens nye revisor den 25. august 1994 bad indklagede om at få tilsendt kopi af afslutningsark/råbalance pr. 30. juni 1993, og at indklagede efter sin egen forklaring først fremsendte råbalancen efter mødet i januar 1995. Efter Revisornævnets opfattelse må det anses for en tilsidesættelse af god revisorskik at lade gå så lang tid, før dette for efterfølgerens arbejde så vigtige arbejdspapir blev tilsendt denne. Som sagen er oplyst, finder Revisornævnet ikke sikkert grundlag for at kritisere, at muligt også andre dokumenter, som den nye revisor havde krav på, ikke blev overgivet denne.

På baggrund af det anførte nedsætter Revisornævnet den forskyldte bøde til 15.000 kr., jf. lov om registrerede revisorer ? 11 a, stk 1.

I medfør af bekendtgørelsen om Revisornævnet ? 11, stk. 3, er det bestemt, at kendelsen skal offentliggøres.

Disciplinærnævnets kendelse ændres således, at der pålægges indklagede registreret revisor Bjarne Bastved en bøde på 15.000 kr.

Ved skrivelse modtaget den 16. februar 1995 og senere præciserende skrivelser har ER Postservice ApS indgivet klage over registreret revisor Bjarne Bastved.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at revisor Bjarne Bastved har været optaget i Revisorregistret siden 11. september 1974.

Det fremgår af sagen, at indklagede blev antaget som revisor for klageren med virkning fra regnskabsåret 1990/91. Indklagede udarbejdede herefter klagers årsregnskaber for regnskabsårene 1990/91, 1991/92 og 1992/93.

Indklagede blev afskediget som klagers revisor med udgangen af juni 1994, hvorefter klager antog en ny revisor, registreret revisor Ole Kallesøe, OK Revision ApS.

Ved brev af 15. august 1994 anmodede Ole Kallesøe indklagede om at meddele en række oplysninger, der var nødvendige for, at han kunne påbegynde og videreføre arbejdet med udarbejdelse af årsregnskab m.v.

Ved brev af 25. august 1994 anmodede Ole Kallesøe endvidere indklagede om at få tilsendt kopi af afslutningsark/råbalance pr. 30. juni 1993, da der under revisionen af åbningsbalancen pr. 1. juli 1993 var " opstået en del spørgsmål, der kun kan besvares af ovennævnte arbejdspapirer ".

Ved brev af 8. september 1994 rykkede Ole Kallesøe indklagede for det udbedte materiale., idet det samtidigt oplystes, at der var konstateret mangler ved driftsregnskabet for 1992/93 vedrørende en række nærmere angivne aktiver og passiver, som formodedes at skulle have været medtaget i det sidste af indklagede udarbejdede årsregnskab.

Den 7. oktober 1994 skrev klagers advokat til indklagede bl.a.:

"

Selskabets ny revisor har siden 15. august d.å. jævnligt - og senest ved skrivelse af 8. september d.å. - rekvireret materiale og oplysninger hos Dem til brug ved udarbejdelse af årsregnskab.

Da revisor intet har modtaget fra Dem, skal jeg nu meddele Dem en frist på 10 dage fra dato til at forsyne revisoren med det i skrivelse af 8. september d.å. omtalte materiale, tillige med kopi af anlægskartotek.

Sker dette ikke, vil jeg uden yderligere varsel begære afholdt udkørende fogedforretning til Deres forretningsadresse ".

Rekvisition blev indgivet til fogedretten den 18. oktober 1994, hvilket - ifølge klager - medførte, at indklagede afleverede en del af det udbedte materiale direkte til klager, dog uden nærmere at besvare de af Ole Kallesøe rejste spørgsmål.

I februar 1995 udtog klager stævning mod indklagede med påstand om betaling af kr. 92.975, der angives at udgøre klagers krav i anledning af uberettiget oppebåret revisorhonorar og erstatningskrav som følge af, at klager som konsekvens af indklagedes mangelfulde arbejde har haft omkostninger til anden revisor samt advokat.

Klageren har under disciplinærsagen i alt væsentligt anført følgende klagepunkter:

Indklagede har i regnskaberne for 1991/92 og 1992/93 urigtigt angivet, at indskudskapitalen i ER Postservice ApS var 200.000 kr., uanset at denne kapital ikke var registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Indklagede har ikke fremsendt endelig afregning over honorar for sin bistand vedrørende 1993/94, uanset at der i dette regnskabsår á conto var oppebåret 44.000 kr. + moms, og uanset at der i denne periode intet arbejde var udført for selskabet.

Indklagede har i regnskabet for 1992/93 undladt at opgive aktiver til en værdi af 98.035 kr. og passiver til en værdi af 237.978 kr. og således udarbejdet et driftsregnskab, der var 139.952 kr. "for godt". Årets positive resultat 113.834 kr. skulle rettelig have udvist et negativt resultat på 26.108 kr. Det aflagte regnskab har derfor ikke givet et retvisende billede af aktiver og passiver, selskabets økonomiske stilling samt resultat.

Indklagede har ikke besvaret forespørgsler fra klagers nye revisor af 15. august, 25. august og 8. september 1994 før fristen for udarbejdelse af årsregnskabet for 1993/94 udløb med udgangen af 1994. Til sidst blev det nødvendigt at anmode om fogdens bistand til at få udleveret diverse materiale fra indklagede.

Indklagede har anført følgende til klagen:

Ad 1. klagepunkt:

Indskudskapitalen blev i regnskaberne for 1991/92 og 1992/93 angivet til de 200.000 kr. på baggrund af oplysninger modtaget fra selskabets direktør. Indklagede har fået forevist et generalforsamlingsreferat, hvoraf kapitalforhøjelsen fremgik. Indklagede gik ud fra, at klageren havde anmeldt kapitalforhøjelsen, og klageren gjorde ikke i forbindelse med årsregnskaberne indklagede opmærksom på, at der ikke var foretaget anmeldelse. Kapitalen blev i øvrigt omtalt i en skrivelse af 3. november 1992, uden at klageren gjorde indsigelse. Så snart indklagede fik oplysning om den manglende anmeldelse af kapitalforhøjelsen, foretog han den nødvendige ekspedition ved at foranledige anmeldelsesblanket af 15. december 1993 indsendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Ad 2. klagepunkt:

Indklagede er enig i, at det omhandlede honorar på 44.000 kr. + moms i hvert fald for en væsentlig dels vedkommende ikke dækker arbejde udført i 1993/94. Beløbet vedrører derimod arbejde udført i tidligere regnskabsår. Da klageren ikke havde mulighed for at honorere kravet i nær tidsmæssig sammenhæng med arbejdets udførelse, accepterede indklagede at lade sit tilgodehavende fordele over en længere periode.

Ad 3. klagepunkt:

Indklagede har bestridt rigtigheden af klagepunktet, der bygger på den nye revisors gennemgang af klagerens regnskabsmateriale. Efter aftale med selskabets ledelse skete der ikke afskrivning vedrørende dubiøse debitorer, da der netop var sket betaling af ca. 1/3 af de daværende overforfaldne tilgodehavender. Der kunne derfor ikke ses bort fra muligheden af, at resten af fakturaerne eller en stor del heraf ville blive betalt efterfølgende. Der skete ud fra et væsentlighedssynspunkt og efter samråd med klageren ikke aktivering af likvider på 25.597 kr. og passivering af forudbetalinger på 27.183 kr. Bortset fra eventuel afskrivning af dubiøse debitorer ville summen af de påtalte punkter ikke ændre resultatet eller egenkapitalen med mere end +/- 2.-3.000 kr.

Ad 4. klagepunkt:

Indklagede mener ikke at have tilsidesat sine pligter overfor den nye revisor. Alle oplysninger har været tilgængelige i klagerens eget bogholderi, og indklagede opfattede ikke situationen således, at han skulle yde særskilt bistand i den forbindelse. Han var desuden på daværende tidspunkt meget optaget af andre kunder. Han havde dog kontakt med en medarbejder hos den nye revisor i slutningen af 1994 og deltog omkring årsskiftet 1994/95 i et møde hos den nye revisor for at gennemgå udestående spørgsmål.

Parterne har under et møde med nævnet haft lejlighed til at gøre nærmere rede for deres standpunkter.

Direktøren for klageren, Erik Reinhard , har under mødet med nævnet supplerende forklaret, at han og en bogholder foretog den daglige bogføring på EDB, mens indklagede ydede rådgivning og udarbejdede årsregnskab på baggrund af modtagne balancer. Bogføringssystemet har været uændret gennem 11 år, og der var også tidligere blevet overført konti til det følgende år. Indklagede blev hele tiden spurgt til råds, fordi ingen i selskabet havde nærmere kendskab til årsregnskabsloven. Indklagede fik at vide, at regnskabet skulle se pænt ud, men han blev naturligvis ikke opfordret til ulovligheder. Erik Reinhard husker ikke indholdet af de konkrete drøftelser. Det blev sagt til indklagede, at han skulle sørge for det fornødne vedrørende kapitalforhøjelsen, herunder indberetning til myndighederne. Selskabets advokat deltog ikke i regnskabsafslutningen.

Indklagede har under mødet med nævnet supplerende forklaret, at det var meningen, at selskabets advokat skulle klare de juridiske spørgsmål i forbindelse med retablering af kapitalen og kapitalforhøjelsen. Først sent i 1993 fandt indklagede ud af, at forholdene ikke var i orden. Der blev ikke afsat skyldig revisorhonorar i selskabets regnskaber for 1991/92 og 1992/93, selv om á conto beløbet på 44.000 kr., der blev faktureret som vedrørende 1993/94, reelt vedrører arbejde udført i de tidligere perioder. Der er hele tiden ført time-/sagsregnskab. Regnskabet for 1992/93 giver efter indklagedes opfattelse, uanset de påtalte forhold, et retvisende billede af selskabets økonomiske stilling og resultat. Når der blev rykket for svar på skrivelser fra den nye revisor, tilbød indklagede at afholde møde. Han har deltaget i møder med selskabets advokat og nye revisor vedrørende besvarelsen af de stillede spørgsmål. Indklagede sendte, inden der blev afholdt møde i fogedretten, kopi af det materiale, han var besiddelse af, til klagerens nye revisor, men indklagede har selv ikke haft andet end kopier.

Disciplinærnævnet skal udtale:

Vedr. 1. klagepunkt:

Indklagede har bl.a. udarbejdet og revideret klagers årsregnskaber for 1991/92 og 1992/93.

I årsregnskabet for 1991/92, som indklagede har underskrevet den 15. oktober 1992, er indskudskapitalen angivet til 200.000 kr., svarende til en stigning på 120.000 kr. i forhold til det forrige regnskabsår. I regnskabets årsberetning anføres, at der til overskudsdispositioner bl.a. indstilles " indskud ved kapitalforhøjelse " på 600.000 kr.

I årsregnskabet for 1992/93, som indklagede har underskrevet den 17. september 1993, er indskudskapitalen ligeledes angivet til 200.000 kr.

Det fremgår imidlertid af sagen, at kapitalforhøjelsen på 120.000 kr. desuagtet først blev anmeldt over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 15. december 1993. Det omtalte " indskud ved kapitalforhøjelse " på 600.000 kr. blev imidlertid fortsat ikke anmeldt over for styrelsen, idet kapitalforhøjelsen på i alt 720.000 kr. samt kapitalnedsættelsen på 600.000 først berigtigedes den 28. december 1994 med bistand af klagers nye revisor.

Indklagede, der som selskabets revisor burde have påset, at kapitalforholdene var anmeldt over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, findes derfor for så vidt at have handlet i strid med god revisorskik.

Vedr. 2. klagepunkt:

Indklagede har oplyst, at han i regnskabsåret 1993/94 hos klager har opkrævet et honorar på 44.000 kr. ekskl. moms vedrørende arbejde, der i alt væsentligt er udført for klageren i forbindelse med tidligere regnskabsår. Det er imidlertid ubestridt, at honoraret ikke er afsat i de af indklagede udarbejdede regnskaber for de pågældende år, hvorfor indklagede for så vidt har handlet i strid med god revisorskik.

Vedr. 3. klagepunkt:

Klagers nye revisor har nærmere redegjort for, hvorledes der i selskabets årsregnskab for 1992/93 mangler aktiver for ca. 98.000 kr. og passiver for ca. 237.000 kr.

En del af disse beløb fremgår af klagers eget bogholderi, og indklagede har bl.a. oplyst, at han valgte at modregne de likvide beholdninger i forudbetalinger fra kunder og at driftsføre differencen. Indklagede har i øvrigt ikke revideret begivenheder indtruffet efter regnskabsårets udløb, således at samtlige relevante aktiver og passiver ikke er medtaget i årsregnskabet.

Regnskabet kan således ikke antages at give et retvisende billede af selskabets aktiver og passiver, økonomiske stilling og resultat, hvorfor indklagede, som har forsynet regnskabet med en blank påtegning, heller ikke på dette punkt kan antages at have handlet i overensstemmelse med god revisorskik.

Vedr. 4. klagepunkt:

Når en klient vælger at skifte til en ny revisor påhviler det den oprindelige revisor - efter omstændighederne mod honorar - at være klientens nye revisor behjælpelig med de oplysninger, som denne nye revisor måtte ønske for at kunne videreføre revisionen og udarbejde et korrekt og rettidigt årsregnskab. Det må endvidere i almindelighed følge af god revisorskik, at en registreret revisor har pligt til at besvare henvendelser vedrørende behandlingen af en sag, som revisoren har taget del i.

I nærværende sag finder nævnet det godtgjort, at indklagede ikke med tilstrækkelig hurtighed har besvaret henvendelserne fra klagers ny revisor og advokat, der efter adskillige ubesvarede skrivelser så sig nødsaget til at indgive begæring til fogedretten vedrørende udlevering af diverse regnskabsmateriale. Dersom indklagede var af den opfattelse, at besvarelsen af forespørgslerne kunne findes i det materiale, som den nye revisor og/eller klienten allerede lå inde med, burde dette således utvetydigt straks have været oplyst.

Herefter findes indklagede også vedrørende dette klagepunkt ikke fuldt ud at have levet op til god revisorskik.

Indklagede har derfor forskyldt en bøde i medfør af § 11 a, stk. 1, i lov om registrerede revisorer.

Bøden fastsættes efter omstændighederne til 25.000 kr.

Registreret revisor Bjarne Bastved pålægges en bøde på 25.000 kr.

Versioner

  1. 1997-07-30