Gelex

Patent udstedt på apparat til rensning af overflader med en rensevæskestråle frembragt af et oscillerende dyselegeme

GældendeVersion 1997-03-17
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9092@1997-03-17/da

Indhold
  1. Indledning

i sagen j.nr. P 23/95: Klage fra

K.E.W. Industri A/S,

Hadsund,

v/Dansk Patent Kontor A/S

Patentdirektoratets afgørelse

af 25. juli 1995 vedrørende

patentansøgning nr. 3948/86 for

NILFISK - GERNI A/S,

Randers,

v/Chas. Hude A/S.

Den 3. juli 1989 fremlagdes under nr. 156158 B en den 19. august 1986 indleveret ansøgning om patent på apparat til rensning af overflader med en rensevæskestråle frembragt af et oscillerende dyselegeme.

De fremlagte krav lød således:

"1. Apparat til rensning af overflader med en stråle af rensevæske og med et spulerør (1) med et hus (2) forsynet med et vippeligt lejret dyselegeme (4), der er indrettet til at udføre oscillerende svingninger ved hjælp af et i huset (2) monteret bevægeorgan (6), fortrinsvis en hydraulikmotor, som drives af den til dyselegemet (4) strømmende rensevæske, kendetegnet ved, at dyselegemet (4) er vippeligt i kun et plan og er anbragt inden i huset (2), og at dyselegemet ved sin forende har en anlægsflade (8), hvormed det kan vugge på en med udløbshul (10) forsynet bæreflade (9) på et ved husets (2) udgang (9) anbragt udløbslegeme (12), hvilket sidste har en central udstrømningskanal (14) for rensevæsken, og at udløbshullet (10) har et tværsnitsareal, som er større end hularealet af dyselegemets (4) gennemgående kanal (16).

2. Apparat ifølge krav 1, kendetegnet ved, at udløbslegemets (12) bæreflade findes på en i dette legeme indlagt bæredel (12a), som helt eller delvis er af polyimid, polyphenylensulfid, polyamidimid, polyetheretherketon, polyetherimid eller polyethersulfoner.

3. Apparat ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved, at udløbslegemets (12) udstrømningskanal (14) er konisk og ligger i forlængelse af dyselegemets (4) gennemgående kanal (16), hvilken udstrømningskanal har en toppunktsvinkel (v), som fortrinsvis ligger i intervallet 10 E -90 E .

4. Apparat ifølge krav 1, 2 eller 3, kendetegnet ved, at tværsnitsarealet af bærefladens (9) udløbshul (10) er mindst 1,5 gange større end dyselegemets (4) hulareal.

5. Apparat ifølge et eller flere af kravene 1-4, kendetegnet ved, at udløbslegemet (12) udvendigt fra er indskruet i et husets (2) udgang dannende cirkulært hul (23).

6. Apparat ifølge et eller flere af kravene 1 - 5, og hvor bevægeorganet (6) udgøres af en rotor for en hydraulikmotor, kendetegnet ved, at drivforbindelsen mellem dyselegemet (4) og rotoren (6) udgøres af en direkte på dyselegemet (4) monteret aflang bevægering (27), som ligger omkring et fra rotoren udragende excentrikfremspring (25), eventuelt en tap, hvilken bevægering (27) kun delvis udfyldes af excentrikfremspringet (25).

7. Apparat ifølge et eller flere af kravene 1 - 6, kendetegnet ved, at en del (16a) af dyselegemets (4) gennemgående kanal (16) er hovedsagen konisk, og at denne kanal, eventuelt umiddelbart før den koniske del (16a), indeholder en væske- strømningsensretter (17).

8. Apparat ifølge et eller flere af kravene 1 - 7, kendetegnet ved, at anlægsfladens (8) krumningsradius (r a ) er mindre end bærefladens (9) krumningsradius (r b )."

Klageren, K.E.W. Industri A/S v/Dansk Patent Kontor A/S, nedlagde ved skrivelse af 3. oktober 1989 indsigelse mod udstedelse af patent under henvisning til, at

"....den i ansøgningen omhandlede opfindelse savner nyhed/opfindelseshøjde i forhold til de danske patentansøgninger nr. 3584/87 og nr. 5032/79 samt de tyske offentliggørelsesskrifter nr. 2.753.444 og 3.150.879 samt USA-patentskrift nr. 2.974.877."

I indsigelsesbegrundelse af 1. december 1989 har klageren anført:

"Fra dansk ansøgning nr. 3584/87 kendes der et apparat, som indeholder en dyse (28), der er indrettet til at ligge tætnende an mod en lejeskål (23) indvendigt i rotorhuset. Dysen (28), der fremdrives ved hjælp af en hydraulikmotor (12) ved virkning af trykvæsken. Dyselegemet (28) har en gennemgående kanal (38) med et tværsnitsareal, der er mindre end tværsnitsarealet af udløbshullet (22) i rotorhuset.

Dyselegemet (28) vil være presset i anlæg mod lejefladen (29) af trykfaldet over dyselegemet, og der vil derved opnås en effektiv lejetætning, som vil være selvkompenserende over for slitage.

Det fremlagte krav 1 er ikke begrænset i forhold til denne kendte teknik, og der er heller ikke i ansøgningens beskrivelse foretaget en nærmere forklaring af opfindelsen i forhold til den kendte og efter vor mening meget nærliggende opfindelse ifølge den ældre danske patentansøgning nr. 3584/87. For en ordens skyld bemærkes, at dansk ansøgning nr. 3584/87 har effektiv indleveringsdag (11. juli 1986), før den fremlagte ansøgning nr. 3948/86 (19. august 1986).

Den detalje, der i fremlæggelsesskriftets indledning tillægges størst betydning ("man kan sige, at akseltætningen er det svage punkt" og "dette apparat fungerer ikke helt tilfredsstillende, fordi der ikke er tilvejebragt nogen kompensering for det slid, der sker, når dyselegemet roterer".) er således erkendt og løst af andre, og opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning ses derfor ikke at bidrage med noget, der kan betegnes som et teknisk fremskridt på området.

Forskellen mellem den fremlagte ansøgning nr. 3948/86 og den ældre ansøgning nr. 3584/87 består alene deri, at dyselegemet er begrænset til at kunne foretage en vippebevægelse i ét plan ved den fremlagte ansøgning, medens dyselegemet ved den modholdte ansøgning nr. 3584/87 har et roterende, gyroskopisk bevægelsesmønster. Denne forskel forekommer for det første ikke at være væsentlig i forhold til den opgave, der ifølge beskrivelsen søges løst ved opfindelsen ifølge den fremlagte ansøgning, for det andet er det en i sig selv kendt foranstaltning, der f.eks. er beskrevet i ansøgerens egen ældre danske patentansøgning nr. 5032/79, hvor dyselegemet er monteret uden for huset vippeligt på en aksel, men hvor der altså er tale om en vippebevægelse, der fremkaldes af en hydraulikmotor inden i huset.

Det fremlagte krav 1 indeholder efter vor mening intet patenterbart i forhold til dansk ansøgning nr. 3584/87 og den igennem årtier almindeligt anvendte teknik på området.

Også den i fremlæggelsesskriftets krav 2 omhandlede udførelsesform er identisk beskrevet i krav 5 i den af os fremdragne ansøgning nr. 3584/87.

De øvrige underkrav ses ikke at indeholde noget selvstændigt patenterbart og er i øvrigt i vid udstrækning også kendt fra den prioritetsældre ansøgning nr. 3584/87 den prioritetsældre ansøgning nr. 3584/87.

For fuldstændigheds skyld skal vi endvidere henvise til tysk offentliggørelsesskrift nr. 3.150.879, der viser et dyselegeme (80), som er indrettet til at kunne foretage en svinge- og drejebevægelse inden i et dyselegeme i lejekontakt med en indre sfærisk lejeflade, jf. fig. 1-4 og den tilhørende tekst side 13 i beskrivelsen. Også fra dette skrift er det således kendt at udnytte trykfaldet over dyselegemet til at tilvejebringe tætning mod en indre lejeflade samtidig med, at dyselegemet kan udføre en ønsket svinge- eller drejebevægelse, når det ønskes at koncentrere en væskestråle skriftende over et bestemt fladeareal, således som det også er tilfældet ved højtryksrensning.

Fra USA-patentskrift nr. 2.974.877 kendes en konstruktion, hvor et dyselegeme foretager en gyroskopisk bevægelse fremkaldt af reaktionstrykket fra den gennemstrømmende væske. Også her er der således tale om anlæg mod en indvendigt i huset anbragt lejeflade, og der vil være et selvkompenserende lejeslid.

Endelig kendes der fra tysk offentiggørelsesskrift nr. 2.753.444 et aggregat, hvor den gennemstrømmende væske som en hydraulikmotor fremdriver et dysehoved i en sammensat svinge- og drejebevægelse omkring en lodret akse (C). Ved dette aggregat anvendes der en af væsketrykket frembragt lejetætning, idet lejefladen (52) samvirker med kugleskallen (54) til at tilvejebringe den ønskede tætning mellem husets indre og omgivelserne. Tætningen er således tilvejebragt indvendigt i huset, og i forhold hertil er det mindre væsentligt, at der ved den på tegningen viste udførelsesform er tale om et dyserør, der rager ud fra huset. Dyserøret kunne i princippet være afsluttet inden for tætningen."

I skrivelse af 6. juni 1990 har ansøgeren imødegået indsigelsen og bl.a. skrevet følgende:

"Indsigeren modholder fem skrifter, som jeg i det følgende skal kommentere.

For det første modholdes DK pat. ans. nr. 3584/87, som en såkaldt ældre ansøgning. For et sådan modhold gælder, at nærværende ansøgnings krav 1 blot skal adskille sig herfra. Der kræves altså ikke opfindelseshøjde. Som indsigeren selv peger på, er der en forskel mellem opfindelsen og modholdet derved, at det modholdte dyselegeme 28 udfører en gyroskopisk roterende bevægelse, medens dyselegemet 4 ifølge opfindelsen udfører en ren vippebevægelse. Denne forskel indebærer, at apparatet ifølge opfindelsen kan udføres konstruktivt enklere end den modholdte konstruktion, og derfor er enklere at samle. At apparatet ifølge opfindelsen er blevet prisbelønnet, se min skrivelse af 19. juli 1988 til Direktoratet, beror formentlig på den nævnte forskel. DK 3584/87 er således ikke nogen nyhedshindring overfor nærværende ansøgnings krav 1.

Mod nærværende ansøgnings krav 2 har indsigeren modholdt krav 5 i DK 3584/87, idet det anføres, at nævnte krav 2 er "identisk beskrevet" i det nævnte krav 5. Denne begrundelse holder ikke, idet krav 2 taler om en bæredel 12a, som er helt eller delvis af polyimid, polyphenylensulfid, polyamidimid, polyetheretherketon, polyetherimid eller polyethersulfoner. Nævnte krav 5 taler ikke et ord om disse materialer. DK 3584/87 er derfor ikke nogen nyhedshindring.

Indsigeren modholder endvidere DK pat. ans. 5032/79, som tilhører ansøgeren selv. Dette skrift har Direktoratet tidligere taget stilling til, og ansøgningens krav 1 er blevet begrænset her over for. Det skulle derfor ikke være nødvendigt at kommentere dette skrift yderligere.

Fremdeles modholdes DE offentliggørelsesskrift nr. 31 50 879. Det er rigtigt, at det deri viste dyselegeme 80, som er et rotorlegeme, foretager en svinge- og drejebevægelse, hvor rotationen sker omkring dyselegemets akse. Dyselegemet 4 ifølge opfindelsen er imidlertid ikke noget rotorlegeme, der udfører rotation omkring sin længdeakse. Det er blot en dyse, der udfører vippebevægelser i ét plan. Den i DE 31 50 879 viste konstruktion er derfor ikke nogen nyhedshindring.

USA patentskrift nr. 2.974.877 viser et roterende dyselegeme 34, som roterer omkring sin længdeakse. Der er slet ikke tale om et dyselegeme, som kan vippe i ét plan, således som tilfældet er ved den foreliggende opfindelse. Skriftet er derfor ikke nogen nyhedshindring. DE offentliggørelsesskrift nr. 27 53 444 viser et med hus forsynet overrislingsudstyr, hvor et dyselegeme, som stikker ud af huset, dels kan rotere, dels svinge. Apparatet ifølge opfindelsen er betydeligt enklere end det kendte udstyr, fordi det ikke kræver nogen rotationsbevægelse af dyselegeme, kun ren vipning af dyselegemet i ét plan. Heller ikke De 27 53 444 er derfor nogen nyhedshindring.

Da krav 1 i nærværende ansøgning adskiller sig væsentligt fra de modholdte skrifter (og for så vidt angår DK pat. ans. 3584/87 adskiller sig herfra), henstiller jeg, at Direktoratet afviser indsigelsen og snarest muligt fremmer ansøgningen til patent."

Klageren har den 11. september 1990 repliceret som følger:

"Vi er naturligvis opmærksom på, at dansk patentansøgning nr. 3584/87 "kun" er modholdsmateriale i henhold til patentlovens par. 2, stk. 2, sidste punktum. Vi mener imidlertid fortsat, at opfindelsens ifølge den fremlagte ansøgning er foregrebet ved den prioritetsældre danske ansøgning 3584/87.

Ansøgeren synes at give os som indsiger ret i, at der mellem opfindelsen og modholdet ifølge den ældre ansøgning alene er den forskel, "at det modholdte dyselegeme 28 udfører en gyroskopisk roterende bevægelse", medens dyselegemet 4 ifølge opfindelsen udfører en ren vippebevægelse. I modsætning til ansøgeren mener vi, at denne enighed må føre til, at opfindelsens "nyhed" i patentlovens forstand er foregrebet af indholdet af den ældre ansøgning nr. 3584/87, idet "en i dette drejeligt lejret rotor (12), der sættes i rotation af rensevæsken" (indledningen til krav 1 i ansøgning 3584/87) patentteknisk må sidestilles med "et i huset (2) monteret bevægeorgan (6), fortrinsvis en hydraulikmotor, som drives af den dyselegemet (4) strømmende rensevæske" (fra indledningen til krav 1 i den fremlagte ansøgning) på samme måde som anvendelsen af et "elastisk materiale" er foregrebet af en omtale af brug af "gummi" under omstændigheder, hvor det er klart, at gummiets elastiske egenskaber nyttiggøres, selv om dette ikke eksplicit er nævnt i den ældre patentansøgning, jf. herved afsnit 7, punkt 2 i Det Europæiske Patentkontors "Guidelines for Examination in the European Patent Office", hvoraf vi til orientering vedlægger en kopi.

Ansøgeren begrunder den påståede nyhedsværdi i forhold til dansk ansøgning nr. 3584/87 ved at nævne, "at apparatet ifølge opfindelsen kan udføres konstruktivt enklere end den modholdte konstruktion, og derfor er enklere at samle". Det forhold, at man ved den ældre ansøgning har beskrevet det eneste patentmæssigt relevante sammenlignet med ansøgerens egen danske ansøgning nr. 5032/79, nemlig tilvejebringelsen af en indvendig tætning mellem en indvendig lejeflade og det indvendigt anbragte dyselegeme ved hjælp af trykfaldet over samme , i forbindelse med en anden form for hydraulikmotor end den, der er omhandlet i den fremlagte ansøgning, har for os at se ingen betydning og må ikke kunne føre til, at der udstedes patent. Under alle omstændigheder er det foreliggende krav 1 alt for bredt affattet i forhold til den fra den danske ansøgning 3584/87 kendte teknik, idet de syv sidste linier i den kendetegnende del i krav 1 ("og at dyselegemet ....") er identisk beskrevet i den nævnte ansøgning.

Vi skal derfor henstille, at ansøgning nr. 3948/86 afslås, subsidiært at ansøgningens patentkrav 1 begrænses ved, at de sidste syv linier udelades eller flyttes til kravets indledning."

I duplik af 14. marts 1991 har ansøgeren anført følgende:

"Indsigeren mener, at opfindelsen ifølge krav 1 i DK FS 156158 er foregrebet af den prioritetsældre DK pat.ans. nr. 3584/87. Jeg er ganske uenig heri. Indsigeren overser, at der i det fremlagte krav 1's kendetegnende del står: at dyselegemet 4 er vippeligt i kun et plan ..."; og dette træk kan altså ikke udledes af modholdet. Indsigeren forsøger ganske vist på forskellig måde at få bagatelliseret opfindelsen bl.a. under henvisning til et eksempel i Guidelines for Examination in the EPO afsnit 7, pkt. 2, der drejer sig om materialeegenskaber. Men det er jo ikke dette, nærværende sag drejer sig om, hvorfor det nævnte punkt er irrelevant. I øvrigt vil jeg gerne henlede sagsbehandlerens opmærksomhed på, at det er ansøgeren, der har ret til at definere det, der er opfindelsen (krav 1), ikke indsigeren. Sagsbehandleren bør derfor ikke falde for en eller anden "fiks" formulering af opfindelsen fra indsigerens side."

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 25. juli 1995 at udstede patent, idet indsigelsen blev afvist med følgende begrundelse:

"Deres indsigelse er primært baseret på dansk patentansøgning nr. 3584/87. (Herefter benævnt 1 A), suppleret med dansk patentansøgning nr. 5032/79 (1 B).

Sekundært har De baseret indsigelsen på :

Tysk offentliggørelsesskrift nr. 3.150.879 (2 A)

USA patentskrift nr. 2.974.877 (2 B)

Tysk offentliggørelsesskrift nr. 2.753.444 (2 C)

Ansøgning 1 A har prioritet fra 11 jul. 1986 medens den aktuelle ansøgning nr. 3948/86 (herefter blot benævnt ansøgningen) har indleveringsdag den 19 aug. 1986. Denne del af Deres indsigelse skal derfor behandles efter den gældende patentlovs ? 2, stk. 2, d.v.s. at der blot skal være tale om nyhed; ikke om væsentlig adskillelse.

De angiver selv, at ansøgningen og 1 A adskiller sig ved, at dyselegemet i A er begrænset til at kunne foretage en vippebevægelse i et plan medens dyselegemet i 1 A har et roterende, gyroskopisk bevægelsesmønster. De mener ikke, at dette indebærer at ansøgningen er ny i forhold til 1 A, begrundet med:

(1). Forskellen er ikke væsentlig.

(2). En sætning i indledningen til krav 1 i ansøgningen og i indledningen til krav 1 i 1 A kan opfattes som patentteknisk sidestillede under henvisning til Det Europæiske Patentkontors "Guidelines for Examination in the European Patent Office".

(3). Det er en i sig selv kendt foranstaltning, der f.eks. er beskrevet i ansøgerens egen ældre danske patentansøgning nr. 5032/79. (1 B)

Ad (1). Ifølge patentloven er der ikke noget krav om, at der skal være en væsentlig adskillelse i dette tilfælde. Det er udelukkende et spørgsmål om der er nyhed.

Ad (2). Hvorvidt der skulle foreligge en patentteknisk ligestilling med hensyn til indledningen til de 2 krav forekommer at være irrelevant. Indledningen angiver jo det kendte udgangspunkt. Forskellen forekommer jo i den kendetegnende del, som udgør det nye og særlige for opfindelsen.

Henvisningen til EPO praksis støtter ikke, at der skulle mangle nyhed. EPO er faktisk mere restriktive med hensyn til nyhed end vi traditionelt har været. De har lagt vægt på afsnit 7.2. Senere i afsnittet 7 om test for nyhed i slutningen af afsnit 7.4 anføres som eksempler, at hvis det er kendt at benytte kobber er det kendt at bruge metal; men ikke kendt at benytte et andet metal end kobber. Hvis det er kendt at nitte er det kendt at benytte fastgørelsesmidler; men det er nyt at benytte et andet fastgørelsesmiddel end nitter. Ifølge EPO er det altså nyt at bruge skruer, selv om det er kendt at bruge søm.

Ad (3). Det er ikke tilladt at kombinere indholdet af flere skrifter til at afgøre, om der foreligger nyhed.

Ansøgningen 1 B indgik selvstændigt i vor behandling af ansøgningen og vi mener, at der er taget behørigt hensyn til denne ansøgning 1 B i den nu foreliggende ansøgning.

Ansøgning 2A vedrører en ventil og dyse til udsprøjtning af en turbulent blanding af luft og vand til massageformål. Ansøgning 2 B angår en bruser til en brusekabine og 2 C en spreder til havevanding. Der er derfor næppe tale om de samme trykforhold og slid som kan optræde i en højtryksrenser. Ingen af de 3 skrifter benytter en udformning, hvor dyselegemet ved sin forende har en anlægsflade, hvormed det kan vugge på en med udløbshul forsynet bæreflade. (Se fx tegningerne).

Vi mener således ikke, at disse 3 patentskrifter har betydning for bedømmelse af patenterbarheden af ansøgningen.

Vi har derfor vedtaget at udstede det ansøgte patent på basis af fremlæggelsesskriftet nr. 156.158 uden ændringer."

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 22. september 1995 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at ansøgningen bør afslås i sin helhed.

I klagebegrundelsen skriver klageren:

"Der er fortsat vor opfattelse, at den af Patentdirektoratet godkendte ansøgning omhandler en opfindelse, som hverken er ny eller adskiller sig væsentligt fra den kendte teknik, og vi skal i den forbindelse henvise til vor indsigelsesbegrundelse af 1. december 1989 og de dermed fremsendte bilag, samt vor replik af 11. juli 1990 med tilhørende bilag. Vi betragter dette materiale som en del af vor klagebegrundelse.

Herudover skal vi fremkomme med følgende supplerende bemærkninger, for så vidt angår vores principale påstand:

I forbindelse med vurderingen af opfindelsens nyhed i den godkendte danske patentansøgning nr. 3948/86 på baggrund af dysekonstruktionen i den - prioritetsmæssigt ældre - danske patentansøgning nr. 3584/87 er det vor opfattelse, at ansøgeren er enig med os, for så vidt angår fastlæggelsen af den tilsyneladende konstruktionsmæssige forskel mellem de to opfindelser.

Den tilsyneladende forskel mellem de to apparaters dysekonstruktioner består således deri, at dyselegemet i den godkendte ansøgning (3948/86) foretager en vippebevægelse i ét plan, mens dyselegemet i den ældre patentansøgning (3584/87) foretager en roterende bevægelse. Bortset herfra er der teknisk identitet eller ækvivalens mellem de to opfindelser.

Den nævnte forskel må vi for det første anse for at være uden betydning i det foreliggende tilfælde, idet, som ansøgeren til den godkendte ansøgning også selv skriver på side 1 i beskrivelsen, så hører såvel de roterende som de vippende dysekonstruktioner til indenfor den samme art af apparater til rensning af overflader. Dvs. at ansøgeren reelt betragter disse to dysekonstruktionstyper som ækvivalente i teknisk henseende. Dette synspunkt synes også Patentdirektoratet at give udtryk for, idet man i sin afgørelse anfører, at sondringen mellem de to ansøgningers kendte udgangspunkt synes at være irrelevant (afgørelsers punkt Ad (2).).

Derudover må vi også gøre opmærksom på, at angivelsen af, "at dyselegemet er vippeligt i kun ét plan", som det fremgår af den godkendte ansøgnings krav 1 og beskrivelsen side 1, sidste afsnit, efter vor opfattelse udgør en ændring af patentkravet, som ikke er tilladelig efter patentbekendtgørelsens ? 25, idet kravet med ændringen indeholder noget, som ikke fremgår af ansøgningens basisdokumenter.

Når man læser basisdokumenterne igennem, støder man ikke på noget tidspunkt på en oplysning om, at dyselegemets bevægelse kun foregår i ét plan. Ifølge basisdokumenterne udfører det vippeligt lejrede oscillerende svingninger ved at være forsynet med en anlægsflade, hvormed det kan vugge på et udløbslegemes bæreflade, som er forsynet med et udløbshul. Præcis hvilken geometrisk udformning, såvel anlægsfladen som bærefladen har, er heller ikke angivet, og objektivt set er der på den baggrund reelt ikke angivet nogen begrænsninger på dyselegemets bevægelsesmønster, når blot der er tale om oscillerende svingninger. Disse behøver som bekendt ikke nødvendigvis at foregå i ét plan. Under alle omstændigheder bør kravet ændres således, at der anvendes samme formulering som i basisdokumentet, dvs. "vippeligt lejret og indrettet til at udføre oscillerende svingninger".

Herudover skal vi henvise til, at den resterende del af krav 1 i den godkendte ansøgning kendes fra den nævnte ældre ansøgning (3584/87), hvilket vi har redegjort for i vor indsigelsesbegrundelse.

På denne baggrund er det vor opfattelse, at krav 1 i den godkendte ansøgning ikke angiver andet end, hvad der kendes fra den ældre ansøgning, og kravet i Patentlovens ? 2 om adskillelse mellem sådanne to opfindelser er således ikke opfyldt.

Angående de resterende krav i den godkendte ansøgning er det vor opfattelse, at:

Krav 2 blot angiver et antal plastmaterialer, som er valgt ud fra en almindelig fagmandsmæssig vurdering af egnede plastmaterialer til brug som lejemateriale, og at kravet derfor ikke angiver noget patenterbart.

Krav 3-8 enten angiver konstruktionsdetaljer, som kendes fra den ældre ansøgning (3584/87) eller konstruktionsdetaljer, som må anses for at være nærliggende konstruktionsvalg for en fagmand indenfor området.

Sammenfattende er det vor opfattelse, at den godkendte patentansøgning nr. 3948/86 bør afslås i sin helhed."

Ansøgeren har i skrivelser den 22. december 1995 imødegået klagen og anført som følger:

"Indsigeren peger på at den eneste forskel mellem opfindelsen og konstruktionen ifølge den ældre danske patentansøgning 3584/87 er, at dyselegemet ifølge opfindelsen foretager en vippebevægelse i ét plan, medens dyselegemet ifølge 3584/87 udfører en roterende bevægelse, og at der bortset fra denne forskel skulle være teknisk identitet eller ækvivalens mellem opfindelse og konstruktion. Derefter fastslår indsigeren, at nævnte forskel er uden betydning og henviser også til Direktoratetsafgørelsen af 25. juli 1995.

Hertil skal jeg for det første bemærke, at jeg er ganske uenig med indsigeren mht., at den nævnte forskel skulle være uden betydning. Tværtimod! Nævnte forskel er meget vigtig -hvilket turde fremgår af, at opfindelsen medfører en særlig teknisk virkning, nemlig forøget driftssikkerhed på grund af selvkompensation, se DK FS 1516158 B side 2 og større robusthed. For det andet mener jeg, at indsigeren læser Direktoratets afgørelse af 27. juli 1995 pkt. "Ad 2" forkert. At både nærværende opfindelse og konstruktionen ifølge 3584/87 vedrører apparater af den art, der er angivet i indledningen til krav 1 i DK FS 156158 B, kan jeg acceptere, men heller ikke mere. Indsigerens bemærkning side 2, linie 13-16 er diffus og virker, som om han vil lede læserens tanker på afveje. Det væsentlige er, om opfindelsen har nyhed (både konstruktivt og virkningsmæssigt), og denne betingelse mener jeg - og også Patentdirektoratet - er opfyldt, jf. det lige nævnte at dyselegemet er vippeligt i kun et plan, og at man opnår ovennævnte særlige tekniske virkning.

Indsigeren mener, at angivelsen: "at dyselegemet er vippeligt i kun ét plan", således som det fremgår af krav 1 i DK FA 156158 B er utilladelig, da dette træk ikke skulle fremgå af nærværende ansøgnings basisdokumenter. Hertil skal jeg bemærke, at når en gennemsnitsfagmand (dvs. en fagmand med gennemsnitlig kunnen) gennemlæser basisdokumenterne, især den specielle del af beskrivelsen, idet han følger med på tegningen (tegninger er en del af beskrivelsen, jf. M. Koktvedgaard og L. Østerborg - Patentloven med indledning og kommentarer, side 135) kan han, når han sammenligner figurerne 1, 3 og 5, ikke komme til andet resultat end at dyselegemet må vippe i ét plan. Dette især på grund af at fig. 5, som er en perspektivskitse af apparatet ifølge opfindelsen, viser at apparatets hus 2 kan være ret fladtrykt. Når det i fig. 5 viste hus skal rumme et bevægeorgan med tilsluttet dyselegeme (såsom en hydraulikmotor) som vist i f.eks. fig. 1 og 3, kan dyselegemet 4 kun vippe i ét plan.

Indsigeren mener, at den "resterende del af krav 1 i den godkendte ansøgning kendes fra den nævnte ældre ansøgning (3584/87)" (og henviser til indsigelsesbegrundelsen). Jeg er uenig med indsigeren, idet det "udløbslegeme" 20, som er vist i ansøgning nr. 3584/87, grundet dyselegemets 28 cirklende bevægelse skal kunne tåle helt andre påvirkninger end udløbslegeme 12 ifølge opfindelsen.

Ansøgeren er dog villig til at overveje, at der i DK FS 156158 B's krav 1, linie 4 fra neden - samt på beskrivelsens side 1 næstsidste linie - mellem "anbragt" og "udløbslegeme" indføjes "i og for sig kendt".

Bemærkninger til side 3, stk. 5 og 6

Indsigeren er utilfreds med underkravene i DK FS 156158 B. Da disse krav imidlertid ikke er uklare eller gør kravsættet uoverskueligt, og endvidere disse kravs tekniske indhold er korrekt, ja i det hele opfylder Patentdirektoratets Vejledning P5.5-2 om behandling af uselvstændige krav, må også Patentankenævnet kunne godkende dem.

Min principale påstand i sagen er: at Patentankenævnet afviser den indkomne klage og fremmer ansøgning 3948/86 (DK FS 156158 B) til patent.

Min subsidiære påstand i sagen er: at Patentankenævnet afviser den indkomne klage og fremmer ansøgning 3948/86 (DK FS 156158 B) til patent, idet der dog i krav 1's fjerdesidste linie - samt på beskrivelsens side 1 næstsidste linie - mellem "anbragt" og "udløbselegeme" indføjes "i og sig kendt"."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 12. november 1996.

For klageren mødte civilingeniør Leif Rørbøl og direktør Anton Sørensen.

For ansøgeren mødte civilingeniør Tage Nørgaard og patentchef I. Stanley Madsen.

Civilingeniør Leif Rørbøl redegjorde indgående for klagerens synspunkter, idet han i det væsentlige henholdt sig til de til Patentdirektoratet og Ankenævnet fremsendte skriftlige indlæg, som nærmere blev uddybet. I forbindelse med afgivelse af replik nedlagdes en subsidiær påstand vedrørende omformulering af krav 1.

Civilingeniør Tage Nørgaard påstod på indklagedes vegne stadfæstelse af Direktoratets afgørelse.

Ankenævnet skal udtale:

I henhold til de af Patentdirektoratet anførte grunde og idet det over for Ankenævnet anførte ikke kan føre til andet resultat

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Versioner

  1. 1997-03-17