Gelex

Rettigheder bortfaldet på grund af manglende betaling af årsafgift genoprettet

GældendeVersion 1997-03-18
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9107@1997-03-18/da

Indhold
  1. Indledning

i sagen j.nr. P 16/94: Klage fra

Metaalwarenfabriek

Van Geel B.V.,

Holland,

v/Internationalt Patent-Bureau

Patentdirektoratets afgørelse

af 25. maj 1994 af anmodning om

genoprettelse af patentansøg-

ning nr. 1523 1983.

Den 6. april 1983 indleverede klageren en ansøgning om patent på rende til ledninger, rør og lignende.

Den 2. april 1992 godkendtes ansøgningen til fremlæggelse.

Den 23. november 1993 blev ansøgningen endeligt henlagt, da 11. årsafgift ikke var betalt indenfor fristen for sidste indbetaling den 1. november 1993.

Den 20. januar 1994 anmodede klageren under henvisning til patentlovens ? 72 om genoprettelse af de rettigheder, der var gået tabt ved overskridelsen af betalingsfristen for indbetaling af 11. årsafgift.

Om de nærmere omstændigheder, som førte til overskridelsen af betalingsfristen, anførte klageren følgende:

"De nærmere omstændigheder, som førte til overskridelsen af betalingsfristen, er følgende:

INTERNATIONALT PATENT-BUREAU havde i henhold til normal praksis afsendt to erindringsskrivelser til den udenlandske forbindelse, hvorfra ordren gennem de tidligere år er modtaget, men modtog ikke nogen betalingsordre. Erindringsskrivelser, som sendes til udenlandske kolleger, er i almindelighed en formalitet, fordi kollegaen selv råder over et overvågningssystem, der er dobbeltsikret, og derfor strengt taget ikke har andet behov for disse skrivelser end den prisoplysning, som disse giver. De fleste bureauer anvender dog disse skrivelser som en ekstra - dvs. 3. kontrol på funktionen af overvågningssystemet, og dette har også været tilfældet i det foreliggende forløb.

Da der fra den udenlandske forbindelse, som er et svejtsisk datterselskab af et hollandsk patentbureau med flere kontorer i Holland, ikke indløb nogen ordre, hverken i den ordinære frist eller i den 6-måneders forlængede frist, blev der ikke taget skridt til at foretage betalingen herfra, idet det måtte formodes, at den manglende ordre, som det i talrige tilfælde forekommer, skyldes, at patentansøgeren havde mistet interessen for at holde patentansøgningen i kraft.

Patentdirektoratets skrivelse af 23. november 1993 blev den 6. december 1993 videresendt til det kontor i Holland, hvorfra den oprindelige indleveringsordre var modtaget, med en bemærkning om, at der under særlige omstændigheder kunne opnås en genoprettelse af tabte rettigheder, og denne påmindelse førte til, at man konstaterede, at der ved ekspeditionen af 11. årsafgift i det svejtsiske datterselskab var sket en fejl, som medførte, at ordren ikke blev ekspederet.

Det svejtsiske datterselskab ledes af en medarbejder, der har været ansat i bureauet siden 1976, og som har været beskæftiget med betaling af årsafgifter siden ansættelsen.

Administrationen og overvågningen af årsafgifterne foregår i et computeriseret system, der har været i brug i en årrække. Systemet gør det muligt at udskrive lister for de enkelte klienter på månedsbasis og tilhørende notaer, som fremsendes ca. 3 måneder før forfaldsdatoen. For den foreliggende patentansøgning blev der udskrevet den som "Exhibit A" vedlagte nota, der blev fremsendt til klienten. Notaen blev, som det fremgår af kopien, fremsendt den 31.1.1993 og vedrørte patenter/patentansøgninger med forfaldsdatoer i april.

Indehaveren af patentansøgningen reagerede i første omgang på notaen ved den 3. marts 1993 at fremsende et brev, "Exhibit B", i hvilket de oplyste, at visse af patentansøgningerne skulle falde bort, og det drejede sig bl.a. om dansk patentansøgning nr. 1967/89 med forfaldsdato i april. Efter modtagelsen af brevet på betalingslisten for april 1993 blev den danske patentansøgning overstreget ("Exhibit C"), og en proforma-kreditnota ("Exhibit D") dateret 25. marts 1993 blev udstedt til klienten.

I mellemtiden betalte klienten det samlede beløb på notaen af 31. januar 1993, således som det fremgår af "Exhibit E". Eftersom dette beløb inkluderede betaling for DK 1967/89, som skulle bortfalde, måtte der udstedes en kreditnota på beløbet ("Exhibit F"). Denne kreditnota var reel og ikke proforma som den tidligere udstedte. Samtidig med udstedelsen af en kreditnota hører den rutine, at den pågældende linie i betalingslisten overstreges.

Ved denne rutine skete der i det foreliggende tilfælde en skæbnesvanger fejl, idet den medarbejder, som udførte dette arbejde, overså, at posten allerede var overstreget og i stedet overstrege den anden post, som omhandlede en dansk patentansøgning, nemlig nr. 1523/83, tilhørende samme klient. Som følge af overstregningen af posten i listen blev der ved de senere ekspeditioner ikke afsendt en betalingsordre, hvilket havde til resultat, at afgiften ikke blev betalt.

De fra Danmark modtagne erindringsskrivelser sammenlignes med betalingslisterne, og ved modtagelsen af den første erindringsskrivelse, "Exhibit G", kunne man konstatere, at sagsbehandlingen forløb planmæssigt, og at man havde sagen korrekt registreret. Efter denne konstatering er erindringsskrivelsen uden værdi, og den kasseres derfor umiddelbart derefter. Ved modtagelsen af den anden erindringsskrivelse vil proceduren være den samme, men i det foreliggende tilfælde er man overbevist om, at skrivelsen ikke er modtaget. Skrivelsen sendes som normal Prioritaire-post, og der findes derfor intet bevismateriale, som kan godtgøre, at skrivelsen er nået frem til den svejtsiske filial.

Den daglige ekspedition foretages af en medarbejder, som er uddannet i firmaet til at løse denne opgave. medarbejderen har mere end 2 års erfaring, og har i ansættelsesperioden vist arbejdet stor interesse og omhu. Der er i den forløbne periode ikke forekommet tilsvarende hændelser. Den opståede fejl er således enkeltstående og må, fordi den er forekommet i forbindelse med et usædvanligt hændelsesforløb ved modtagelsen af ordren, anses for undskyldelig.

Ud over den daglige kontrol, hvor afgiftsovervågningen hver gang, der modtages erindringsskrivelser eller andet fra udenlandske kolleger, kontrolleres for at fastslå, om den pågældende post er til stede i systemet, overvåges systemet som helhed ved en løbende sammenligning med tilsvarende registreringer i det hollandske moderfirma, der ligeledes råder over et computerbaseret register. Disse sammenligninger sker regelmæssigt, og på grund af afstanden mellem de to afdelinger af firmaet foretages sammenligningerne periodevist for et interval, der af sikkerhedsmæssige årsager kun udgør en lille del af den periode, hvor afgifterne stadig kan betales, omend med forhøjelse. Denne kontrol har været praktiseret siden 1976 uden at der er observeret situationer, fx på grund af menneskelige fejl, hvor man ikke i tide har konstateret disse og foretaget den fornødne korrektion.

I praksis er dobbelkontrollen blevet foretaget ved, at der 3 måneder før forfaldsdato fra moderfirmaet modtages en liste over de betalinger, der skal foretages i måneden for forfaldsdato. Denne liste, der er kopieret på et antal disketter, indspilles i datasystemet, hvorved der foretages en første sammenligning mellem de data, som findes i anlægget, og de data, som moderfirmaet er i besiddelse af. Denne udveksling muliggør tillige indsættelse af nye data. I løbet af den følgende 3-måneders periode indløber der betalingers-ordrer fra klienterne. Disse ordrer noteres i betalingslisterne og udløser en betalingsordre til den kollega, som er fuldmægtig i den pågældende sag.

En instruktion om ikke at betale en bestemt afgift (hvorved patentet - eller ansøgningen - bortfalder) medfører en udstregning i månedslisten og en rapportering til moderfirmaet.

Ved afslutningen af hver måned, ved begyndelsen af den periode, hvor afgiften stadig kan betales med forhøjelse, rapporteres alle åbne poster til moderfirmaet, som samtidig holder øje med disse åbne poster, indtil der modtages endelig besked om, hvorvidt ansøgningen/patentet skal opretholdes eller ikke.

I det foreliggende tilfælde vedrørende DK-patentansøgning nr. 1523/83 skete der fejlagtigt ingen rapportering af patentansøgningen som åben post, øjensynlig fordi det var overstreget på betalingslisten. Den uoverensstemmelse mellem listerne i moder- og datterfirma, som skulle afsløre den første fejl, blev derfor ikke konstateret ved den følgende, omhyggelige sammenligning af listerne. Der er således sket et enkeltstående sammenfald af omstændigheder, som har sat effekt af dobbeltkontrollen over styr.

Det skal iøvrigt bemærkes, at systemerne overvåges yderligere af en seniormedarbejder, som med jævne mellemrum gennemgår listerne og kontrollerer, at de indarbejdede procedurer nøje følges.

Vi mener på baggrund af det ovenfor anførte, at Patentdirektoratet bør genoprette patentansøgning nr. 1523/83, idet det er godtgjort, at der er udvist fornøden omhu ved behandlingen af afgiftsbetalingerne, og at den hændelse, der førte til tabet, er et enkeltstående sammenfald af uheldige omstændigheder og menneskelige fejl hos velinstruerede og omhyggeligt arbejdende funktionærer."

Patentdirektoratet udbad sig til brug for sagens videre behandling yderligere forhold belyst og skrev i den anledning i skrivelse af 1. marts 1994 følgende til klageren:

"Foretages der fra det svejtsiske datterselskab af METAAL-WARENFABRIEK VAN GEEL B.V. nogen form for kontrol af overstregningen af patentansøgningerne på betalingslisten. I bekræftende fald, hvori består kontrollen. Vi skal venligst anmode Dem om at fremsende disse oplysningen inden ovennævnte frist."

Klageren uddybede herefter i skrivelse af 29. marts 1994 sin forklaring om hændelsesforløbet og anførte:

"I besvarelse af Patentdirektoratets skrivelse af 1. marts 1994 i ovennævnte sag skal vi som ønsket nærmere belyse, hvorledes der udøves kontrol med det primære betalingssystem i den hollandske patentagents svejtsiske datterselskab. Datterselskabet tilhører ikke ansøger, således som det antydes i direktoratets skrivelse, men dette er dog uden betydning for det forløb, der førte til tab af ansøgningen.

I det svejtsiske datterselskab udfører man en af betalingsproceduren uafhængig kontrol, der tidsmæssigt er placeret uden for den ordinære betalingsperiode. Kontrollen er baseret på, at sagsmængden deles i de sager, hvor afgiften konstateres at være korrekt betalt, hvilke sager derfor går på plads, indtil næste betalingscyklus skal gennemløbes, og de sager, hvor betaling ikke har fundet sted, enten fordi der er sket en overstregning af posten i betalingslisten, eller fordi der ikke er modtaget ordre, eller fordi der er mistanke om en kommunikationsfejl i korrespondancen med den udenlandske agent. Mængden af sager, der placeres i den anden gruppe, er naturligvis langt mindre end i den første gruppe, men kontrolarbejdet er mere kompliceret og tidskrævende. Disse sager konfereres med moderfirmaet i Holland, og i de overstregede sager på listen kontrolleres det, om der rent faktisk foreligger en instruktion om, at sagen skal bortfalde. Denne kontrol udføres kort efter den egentlige forfaldsdato, hvilket selvfølgelig medfører, at der ved konstaterede fejl skal betales en forhøjet afgift, men da fejl kun yderst sjældent opstår, er dette forhold uden praktisk og økonomisk betydning.

I det foreliggende tilfælde svigtede denne ekstra kontrol på grund af endnu en menneskelig fejl. Det har nemlig vist sig, at en af de medarbejdere, som arbejdede med det primære betalingssystem, blev opmærksom på, at der i den foreliggende sag kunne være sket en fejl, og derfor fysisk fjernede sagen fra den anden kategori, hvori den efter udstregningen korrekt var havnet. Det efterfølgende dobbeltcheck blev derfor virkningsløst. Desværre førte mistanken om, at sagen var fejlbehandlet, ikke hos medarbejderen til, at fejlen straks blev korrigeret, men øjensynlig til, at sagen fysisk blev placeret blandt de færdigbehandlede og betalte sager. Vi må derfor konstatere, at årvågenhed og pligtfølelse i visse tilfælde kan have uberegnelige konsekvenser, således som det har vist sig i det foreliggende tilfælde, hvor et sammenfald af menneskelige fejl i to instanser har ført til tab af rettigheder."

Patentdirektoratet afslog i skrivelse af 25. maj 1994 anmodningen om genoprettelse af rettighederne med den baggrund, at klager ikke havde udvist den nødvendige omhu efter patentlovens ? 72.

Direktoratet anførte endvidere:

"De anfører i Deres breve af 20 jan og 29 mar 1994, at De har opbygget et fristovervågningssystem, der er dobbelsikret med henblik på rettidig betaling. Overvågningssystemet består dels af et computeriseret system i det svejtsiske datterselskab og dels af en sammenligning med det hollandske moderfirmas registreringer.

Systemet i Svejts udskriver lister for de enkelte klienter, som danner baggrund for en manuel overstregning af de ansøgninger, der skal falde bort. Systemets dobbelkontrol består i en sammenligning af betalingslisterne med det hollandske moderselskab, som tillige er i besiddelse af et computerbaseret register.

Efter direktoratets opfattelse har man ikke opnået en dobbeltkontrol med henblik på rettidig betaling, idet overvågningssystemerne ikke fungerer uafhængigt af hinanden. Den manuelle udstregning af sager på listerne kan kun siges at blive tilstrækkeligt kontrolleret, såfremt det ikke er muligt for en medarbejder senere at gribe ind i datterselskabets kontrolsystem. Som beskrevet giver overvågningssystemet mulighed for, at en medarbejder kan fjerne sager fra den bunke der skal kontrolleres og derved vil udstregningsfejlen ikke blive opdaget hverken ved intern kontrol i datterselskabet eller ved moderselskabets kontrol.

Uanset at den enkeltstående menneskelige fejl er begået af en betroet og kompetent medarbejder, har den fornødne omhu ikke været udvist, idet fristovervågningssystemet ikke kan anses for at have været tilstrækkelig effektivt."

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 22. juli 1994 indbragt for Patentankenævnet.

I klagebegrundelsen anføres bl.a.:

"Patentdirektoratet har afslået at imødekomme vor begæring om genoprettelse af tabte rettigheder med den begrundelse, at der ikke er udvist den fornødne omhu efter patentlovens ? 72.

Vi skal påklage denne afgørelse under henvisning til, at begrebet, fornøden omhu, ikke forekommer i bestemmelserne i ? 72; der tales derimod om al den omhu, som med rimelighed kunne kræves. Vi vil forsvare den påstand, at der er udvist overordentlig stor omhu, men at et sammenfald af to menneskelige fejl i samme sag har haft til konsekvens, at de løbende kontrolforanstaltninger ikke har afgivet den alarm, som skulle have ført til en korrektion af fejlene.

Patentdirektoratets fortolkning af begrebet for-nøden omhu er ifølge afgørelsen en fordring om, at patentbureauer skal vedligeholde to overvågningssystemer, som skal fungere uafhængigt af hinanden. Dette er en meget streng fordring, og det er et spørgsmål, om fordringen overhovedet kan opfyldes, thi korrespondancen med klienter og korrespondenter foregår jo ikke dobbelt, og visse procedurer, såsom ordreregistrering, der foretages ved menneskelig indgriben i registrene, medfører, at oplysninger først indføres i det ene system og senere i det sideløbende system. Denne dobbelte registrering er således en proces, hvor de to systemer - uanset hvor uafhængige de iøvrigt er af hinanden og uanset at det ikke er den samme person, der foretager indtastningen - er afhængige af en fælles seriel proces og dermed står i et vist indbyrdes afhængighedsforhold. Direktoratets fordring om fuld uafhængighed mellem to systemer er derfor baseret på teorier, der ikke 100% kan opfyldes i den praktiske verden. Hvis oplysningerne, som skal indføres i systemerne, indløber som klare, entydige instrukser, kan en fast, stiv rutine følges, og man kan i praksis opnå en registreringssikkerhed, der kommer tæt på fuldstændig sikkerhed, men som det skal forklares i forbindelse med hændelserne i den foreliggende sag, er det ikke altid tilfældet at instruktionerne indløber i en klar, utvetydig form. Systemerne skal da være tilstrækkelig fleksible til at også sådanne situationer kan klares.

Overvågningssystemer til patentårsafgifter med forskellige udformninger af dobbeltregistrering findes i næsten alle patentbureauer, og en væsentlig grund til at man påtager sig omkostningerne ved et sådant dobbeltarbejde, er, at der derved demonstreres en sådan overflod af påpasselighed, at spørgsmålet om hvorvidt der er udvist al den omhu, man med rimelighed kan kræve, kun kan besvares positivt. Direktoratets afgørelse, der begrundes med, at to overvågningssystemer ikke anses for at fungere uafhængigt, fastlægger i realiteten, at alle patentbureauer som minimumskrav skal vedligeholde to uafhængige systemer. De patentbureauer, som, af hensyn til at de ved hændelige, uforudsete uheld med afgiftsbetalinger skal kunne løfte bevisbyrden for at have udvist al den omhu, man med rimelighed kan kræve, ønsker at demonstrere en overflod af påpasselighed må derfor som følge af Patentdirektoratets afgørelse tilsyneladende operere med mindst tre af hinanden uafhængige systemer. Denne konsekvens ligner skruen uden ende og synes ikke at harmonere med lovteksten, der tilsiger rimelighed.

Internationalt Patent-Bureau råder selv over et overvågningssystem med to uafhængige registre, der opdateres sideløbende, og har derfor praktiske erfaringer med mulighederne og begrænsningerne i sådanne systemer. Formålet med at have dobbelte systemer er selvfølgelig at tilvejebringe mulighed for gennem konferering af de to systemer mod hinanden at kunne lokalisere mulige fejlregistreringer. Den uafhængige registrering skal minimere muligheden for, at fejl fra det ene system indføres i det andet, men på trods af de to systemers uafhængighed vil en fejlregistrering på samme sag i de to systemer være vanskelig at spore, og en ondartet dobbeltfejl i det ene af registrene vil også kunne forblive usynlig ved konfereringen, uanset hvor samvittighedsfuldt denne udføres. Den fejl, der har ført til rettighedstabet i det foreliggende tilfælde, er netop af den sidstnævnte type. Patentankenævnet vil af den følgende beskrivelse af de anvendte systemer se, at der i høj grad foreligger dobbeltkontrol, hvor fejl af væsentlig betydning burde kunne afsløres, at de anvendte registre i høj grad er uafhængige, og at der udvises stor omhu for at sikre, at registreringerne er korrekte. Patentdirektoratets afslag må derfor end ikke på baggrund af den af Patentdirektoratet anvendte fortolkning af bestemmelserne i patentlovens ? 72 anses for berettiget.

I realiteten udvises der en omhu, som bevirker, at der i visse vigtige henseender er ikke mindre end tre uafhængige systemer, som konfereres mod hinanden, nemlig de to systemer hos den hollandske patentagent og systemet i vort bureau. Hvis Patentdirektoratets skrivelse om, at patentet er bortfaldet, regnes med, er der fire. Konfereringen med de fra vort bureau fremsendte erindringsskrivelser sker ved, at de i lighed med alle andre modtagne erindringsskrivelser holdes op mod egne registreringer, hvorved der opnås en løbende kontrol med, at der ikke er opstået systemfejl og at eventuelle ændringer i udenlandsk praksis er korrekt programmeret. Der er således ved indledningen til en årlig betalingscyklus foretaget en ekstra dobbeltkontrol, der effektivt er i stand til at afsløre ellers vanskeligt konstaterbare systemfejl, hvis sådanne skulle opstå.

Fejlen, der har ført til tabet af rettigheder, er sket i det hollandske patentbureau, der som fuldmægtig for ansøger, drager omsorg for indleveringen og vedligeholdelsen af ansøgers inden- og udenlandske patenter. Det hollandske patentbureau har udskilt den del af sit forretningsområde, der vedrører betaling af årsafgifter, til et i Svejts placeret datterselskab. Denne opdeling var særdeles hensigtsmæssig, da den blev oprettet, fordi den gjorde det muligt at indføre data-behandling i det primære overvågnings- og betalingssystem på et tidligt tidspunkt, hvor disse løsninger endnu var ganske kostbare. Opdelingen medførte som sidegevinst, at det sekundære system, hvormed funktionen af betalingsovervågningssystemet kontrolleres, kommer til at befinde sig i Holland, hvorved der er sikret en høj grad af indbyrdes uafhængighed mellem de to systemer. Konfereringen mellem de to systemer er naturligvis påvirket af den store geografiske afstand, men ved hjælp af en udveksling af datamedier har dette forhold ikke voldt vanskeligheder i praksis, og det hollandske bureau konstaterer, at den foreliggende genoprettelsessag er den første, man har oplevet i de 25 år, man har besørget årsafgiftsbetalingerne fra det svejtsiske datterselskab. Man har således haft god grund til at forvente, at der i de velindarbejdede rutiner ikke forelå mulighed for, at ekspeditionsfejl af menneskelig natur kunne få de konsekvenser, man nu har set. Gennem de 25 år systemet har virket, har man selvfølgelig foretaget udbygninger og effektiviseringer, hver gang man internt ved hjælp af dobbeltkontrollen har afsløret mangler eller svagheder.

Patentdirektoratet synes i nogen grad at have misforstået sammenhængen mellem det hollandske patentbureau og dets svejtsiske datterselskab, og det ser ud til, at man ved vurderingen af, om der foretages en dobbeltkontrol, sammenblander det hollandske patenbureau med ansøgerens firma. Forholdet er, at det hollandske patentbureau og dets svejtsiske datterselskab har et så intimt samarbejde, at de i forbindelse med patentafgiftsovervågningen i realiteten udgør to afdelinger i en større enhed. Selvom det primære register fysisk er placeret i Svejts og det sekundære fysisk er placeret i Holland er der etableret en sådan korrespondance, at ulemperne ved den geografiske afstand elimineres.

Hændelserne, der førte til den manglende ordrefrem-sendelse til vort bureau, fremgår af vor anmodning om genoprettelse af 20 januar 1994 og af den supplerende forklaring af 29. marts 1994, men er af hensyn til ankenævnets behandling af sagen refereret i sammenarbejdet form i vedlagte forklaring. Til trods for, at omstændighederne ved ordremodtagelsen fra patenthaveren var usædvanlige, blev de forskellige notaer og kreditnotaer korrekt udskrevet, men desværre blev der begået en fejl, hvorved en patentansøgning, der ikke skulle have været slettet, blev udstreget som om, den skulle falde. Samtidig med at en sag, der skal falde streges ud, omplacerer man sagens akter, så de fysisk placeres blandt de sager, hvor betalingsproceduren anses for annulleret, og der hersker ingen tvivl om, at denne flytning af sagen har fundet sted. De sager, hvor betaling ikke skal finde sted, er uinteressante i forhold til de procedurer, der vedrører ordreafsendelse og betalingskontrol, og det skal blot sikres, at de virkelig skal bortfalde, hvilket sker i en senere procedure, hvor sagerne i den omplacerede gruppe kontrolleres og sammenholdes med oplysningerne i det hollandske register. Under "normale" forhold ville denne efter udløbet af ordinær betalingsfrist udførte konferering med data fra det hollandske hovedkontor have afsløret den fejl- ekspedition, som havde fundet sted.

Desværre er der her indtrådt den anden menneskelige indgriben i systemerne, hvorved sagen er blevet fjernet fra rummet med faldesager, uden at betalingsforholdene er blevet berigtiget, hvormed man ved den efterfølgende konferering med de fra Holland modtagne data, ikke har kunnet afsløre den ved det andet indgreb opståede fejl. Vi må i denne forbindelse hævde, at det ikke kan have betydning, om markeringen af, at en sag skal falde, består i en notering på et kartotekskort, nogle magnetiske oplysninger på et databærende medium eller et rum, hvori et antal sagsomslag befinder sig. I alle tilfælde foreligger der mulighed for, at der foretages indgreb, som ændrer kartotekets indhold, netop, som det er sket i det foreliggende tilfælde. Her havde man kunnet ønske, at den medarbejder, som godt nok i den bedste mening foretog indgrebet, havde undladt sit forsøg på at korrigere den formodede fejl, for i så fald havde den efterfølgende, periodiske kontrol og konferering med usvigelig sikkerhed afdækket den først begåede fejl. Selvom man på det tidspunkt, hvor man foretog konfereringen, havde passeret den normale forfaldsdato, var der rigelig tid til at korrigere kartotekerne og få betalt den manglende årsafgift med tillæg for forsinket betaling. Den 20%'s forhøjelse må nærmest betragtes som en skønhedsplet, men udgør ikke problem, idet forekomsten af fejl af den type, som konstateres gennem dobbeltkontrollen, er meget sjælden.

Vi skal på baggrund af det ovenstående anmode om genoprettelse af dansk patentansøgning nr. 1523/83 (Freml. nr. 166.160) under henvisning til patentlovens ? 72. Vi mener, at der er udvist al den omhu, der med rimelighed kan kræves ved overvågelsen af patentafgiftsbetalingen. De menneskelige fejl, som har ført til tabet af rettighederne, er undskyldelige og enkeltstående, idet de i høj grad kan føres tilbage til særlige og usædvanlige forhold ved ordremodtagelsen. Det, der rent teknisk har ført til den manglende opdagelse af fejlen er ganske vist ikke et sammenfald af uheld i to uafhængige kontrolsystemer, men en dobbeltfejl i det ene af systemerne, hvorved sammenligningen mellem de to systemer blev værdiløs. Også sådanne fejl bør kunne komme i betragtning ved genoprettelser."

Klageren har med skrivelse af 8. december 1994 fremsendt en kopi af en dom, afsagt af den svenske Regeringsrätt den 14. december 1993.

Klageren anfører i den forbindelse følgende:

"Regeringsrättens afgørelse i en sag, der ligesom den foreliggende vedrører en manglende indbetaling af årsafgifter, dokumenterer, at den tidligere meget strenge praksis med hensyn til genoprettelse af tabte rettigheder er blevet afpasset efter europæisk praksis. Regeringsrätten har ifølge referatet udtalt, at Sveriges tilslutning til den europæiske patentkonvention motiverer, at man i den interne retstilpasning inden for rammerne af det, som er foreneligt med svensk lovgivning, tager hensyn til den praksis ved tilpasning af tilsvarende bestemmelser, som kommer til udtryk inden for EPO. Det samme synspunkt bør kunne gælde i forbindelse med dansk praksis - ikke blot af hensyn til den danske ratificering af EPC - men også af hensyn til den hidtidige tradition for en ensartet praksis i Norden.

Den svenske sag har visse lighedspunkter med den foreliggende ved, at en enkelt person ved sin handlemåde har sat en dobbeltkontrol i et ellers gennem en årrække afprøvet, velfungerende system ud af kraft, så den først begåede fejl ikke lod sig opdage. Regeringsrätten har fundet, at forudsætningen for at genoprette de tabte rettigheder under henvisning til patentlovens ? 72 var til stede, og Patentankenævnet bør analogt slutte, at genopretning tilsvarende kan finde sted i den foreliggende sag."

Patentdirektoratet har i skrivelse af 3. januar 1995 afgivet følgende udtalelse i sagen:

"Patentdirektoratet er enig i, at der i et vist omfang bør være en overensstemmelse mellem Patentdirektoratets praksis vedrørende genoprettelse i henhold til patentlovens ? 72 og afgørelser, der træffes af EPO i henhold til EPK art. 122.

Et princip, som for længst er slået fast i EPO-regi er, at en enkeltstående menneskelig fejl i et ellers tilfredsstillende system ikke skal resultere i tab af rettigheder. Dette princip kan genfindes i Patentdirektoratets afgørelser.

Patentdirektoratet finder dog ikke, at der i dette tilfælde, er tale om et tilfredsstillende system. Det fremgår af Patentdirektoratets afgørelse, at baggrunden for afslaget skal findes i en kritik af selve systemets opbygning.

Patentdirektoratet finder ikke, at fristovervågningssystemet har fungeret hensigtsmæssigt. Der har været mulighed for at gribe ind i systemet. For det første foretager man en rettelse på betalingslisten for april, efter man har foretaget en sammenligning mellem denne liste og oplysningerne fra det hollandske moderselskab. Den første kontrolprocedure, som foretages umiddelbart inden en betalingscyklus, er således gjort illusorisk. Dernæst har man en anden kontrol, som foretages på baggrund af en sags fysiske placering. Når sagens fysiske placering ikke er i overensstemmelse med den betaling, som man foretager på baggrund af betalingslisten, er der ikke mulighed for at opdage en manglende betaling. Baggrunden for sagens fysiske fejlplacering er, at medarbejderne i det schweiziske datterselskab igen har mulighed for at gribe ind i fristovervågningssystemet og dermed gøre den anden illusorisk.

På den baggrund finder Patentdirektoratet ikke, at der er udvist den omhu, der er fornøden for at betingelserne for genoprettelse i henhold til patentlovens ? 73 er til stede."

Klageren har i skrivelse af 8. februar 1996 afgivet følgende nærmere redegørelse vedrørende hændelsesforløbet:

"I besvarelse af ankenævnets skrivelse af 12. december 1995 skal vi fremkomme med en redegørelse for, hvorledes kontrollen med arbejdsgangen i det hollandske og det schweiziske firma er opbygget. På basis af redegørelsen vil det fremgå,at der er sket en fejlbehandling af sagen såvel i det schweiziske som i det hollandske firma. Det hollandske moderfirma og det schweiziske datterselskab har et snævert samarbejde, der totalt set skaber et dobbeltkontrolleret system, der er således tilpasset til arbejdsgangene i de to firmaer, at det kan tage hensyn til instruktioner vedrørende betaling af forfaldne årsafgifter og instruktioner, som indløber under den i Holland styrede patentsagsbehandling, og som på forskellig måde kan påvirke afgiftsbetalingen, der varetages i Schweiz.

Arbejdsgangen og kontrolproceduren i patentfornyelsessystemet er som følger:

Systemet er opbygget med to uafhængigt arbejdende EDB-systemer, hvori de fra klienterne modtagne instruktioner behandles, idet der undervejs i behandlingsforløbet er en række kontrolprocedurer, hvorved registreringerne i de to systemer sammenlignes. Både i Zug/Schweiz og i Haag/Holland er der installeret en computer af typen AS-400. Begge computere har lagret komplette datafiler indeholdende informationer relateret til klienternes patenter og patentansøgninger og disses fornyelsesdata. Da computerne er af samme type, kan data problemløst overføres mellem de to computere.

Ved begyndelsen af hver måned produceres der i moderfirmaet i Holland en EDB-udskrevet liste, der indeholder samtlige de patenter og -ansøgninger, for hvilke der forfalder afgifter i den tredie derefter følgende måned. Dvs. at listen, som udskrives primo januar 1996, indeholder de afgifter, som forfalder i marts måned frem til 31. marts 1996.

Sammen med de månedlige lister EDB-skrives debetnotaer til klienterne, til hvilke de fremsendes, idet de ved fremsendelsen må betragtes som erindringsskrivelser. Disse notaer fremsendes altså ca. 3 måneder forud for forfaldsdatoen. Yderligere sendes der til det schweiziske datterselskab sammen med listerne og notaerne et antal disketter, som indlæses i AS-400-computeren i Schweiz, med det primære formål at opdate filerne i den schweiziske computer og med det sekundære formål at fremstille en liste over de forskelle, som ved indlæsningen kan konstateres mellem de oprindelige registre og disketterne. Listen indeholdende forskellene underkastes en manuel kontrol, og hvor det er påkrævet, foretages korrektioner. Der foreligger således ved hver årlig betalingscyklus et opdateret og kontrolleret register, udfra hvilket de efterfølgende trin foretages. Disse trin styres fra datterselskabet i Schweiz.

I de følgende tre måneder frem til en bestemt forfaldsdato modtages ordrer om betaling fra klienterne. Disse ordrer indføres på listerne for den pågældende måned, og betaling af afgifterne formidles til myndighederne enten direkte eller gennem en udenlandsk kollega. Modtages der fra kollegaen en erindringsskrivelse, foretages der en ekstra kontrol af,om den pågældende afgift er registreret på betalingslisterne.

En fra en klient modtaget instruktion om ikke at forny et patent resulterer i en overstregning af den pågældende post på listen og fremsendelse per fax af en kopi af instruktionerne til moderselskabet i Haag.

Ved månedens slutning, dvs. kort før forfaldsdag, fremsendes en kopi af listerne (der nu indeholder notater såsom "betales", "falde" eller for nogle få posters vedkommende ingen notater) til moderselskabet til dobbeltkontrol. De udstregede poster sammenlignes med filen, hvori de faxfremsendte faldeordrer blev registreret, og eventuelle differencer undersøges nærmere og korrigeres om nødvendigt.

De poster, som stadig er åbne ved indgangen til den periode,hvor afgiften stadig kan betales, omend med bøde, føres uafhængigt både i moderselskabet og i datterselskabet. Denne relativt korte liste holdes under løbende opsyn begge steder og konfereres jævnligt, indtil alle poster er lukket, enten ved modtagelse af en betalingsordre eller en faldeordre.

Opfølgningen og dobbeltkontrollen af betalingsordrerne fortsætter gennem hele den 6-måneders periode, hvori afgifterne kan betales med forhøjelse. Som nævnt før regi- streres datoen for betalingsordren og datoen for afsendelsen af betalingsinstruktionen på listerne. Endvidere registreres modtagelsen af ordrebekræftelser, og det noteres, hvornår den officielle kvittering modtages.

Midtvejs i 6-månedersperioden fremsendes fra datterselskabet i Schweiz en yderligere kopi af listen med de på det tidspunkt påførte notater til moderselskabet i Haag. På dette tidspunkt foretages en fuldstændig og meget grundig kontrol af listen i moderselskabet, og listen sammenholdes med registreringerne i moderselskabets computer. Afvigelser rapporteres tilbage til Schweiz til omgående opfølgning. Proceduren gentages derefter i den følgende periode, indtil alle poster er registreret og bekræftet som betalt eller bortfaldet.

Når en månedsliste er "udfyldt", dvs. ikke indeholder åbne poster, indføres de under betalingscyklen regi- strerede ændringer i moderselskabets computer, således at de deri indeholdte data er klar til det følgende års betalingscyklus. Kontrollen med indtastningen af disse data opnås gennem indlæsningen af disketterne ved indledningen til næste års cyklus. Ved således at føre data frem og tilbage mellem de to,med hensyn til afgiftsregistreringer ens EDB-anlæg, opnås der ud over en betydelig datasikkerhed en løbende dobbeltkontrol. De to systemer er fysisk adskilt, men samarbejder i et system med et antal kontrolprocedurer, der tager sigte på at afsløre menneskelige fejl, som kan opstå ved indsætning af data.

På trods af de ovenfor beskrevne sikkerhedsforanstaltninger er der i DK-ansøgning nr. 1523/83 sket en fejl, der har ført til, at 11. årsafgift ikke blev betalt rettidigt. Hændelsesforløbet er blevet nøje undersøgt, og det må have været som følger:

Den liste, som blev udskrevet ved begyndelsen af februar 1993 indeholdt alle patenter og -ansøgninger, i hvilke der forfaldt afgifter i april 1993 til og med 30. april 1993. Listen, der var på 15 sider, indeholdt et stort antal poster, der var sorteret efter lande. For hvert land var der opregnet et antal klienter, men i dette tilfælde var der to poster tilhørende Van Geel Systems. Listerne indeholder tilstrækkeligt med oplysninger til, at de enkelte poster kan identificeres, så selvom der er flere poster for samme klient kan de enkelte poster uden videre holdes ude fra hinanden. Det skal dog tilføjes, at i praksis er det forholdsvis sjældent, at der er flere poster fra samme klient i samme gruppe på listen. Med brevet af 3. marts 1993 blev det til det schweiziske datterselskab meddelt, at forskellige patenter skulle falde bort, bl.a. DK-ansøgning nr. 1967/89 med forfaldsdato 30. april 1993. Som følge heraf blev denne ansøgning streget ud på listen for april-sager, og moderselskabet i Haag blev underrettet om bortfaldet.

På trods af instruktionerne om at lade DK-ansøgning nr. 1967/89 falde, indbetalte klienten med en bankoverførsel det nødvendige beløb til betaling af årsafgiften i ans.nr. 1967/89. Misforståelserne omkring betalingen af denne afgift blev opklaret, og det blev konstateret, at afgiften ikke skulle betales. Der blev derfor udstedt en kreditnota på det indbetalte beløb. I analogi med faldeinstruktioner blev der også for kreditnotaen, der registreres på listen, fremsendt en kopi til orientering til moderselskabet i Haag.

På dette tidspunkt optrådte den første fejl, der førte til den manglende betaling. I stedet for at konstatere, at ans.nr. 1967/89 allerede var streget ud på listen, blev den anden DK-ansøgning tilhørende klienten, nemlig ans.nr. 1523/83, streget ud på trods af de indløbne instruktioner om, at denne afgift skulle betales.

Det er klart, at misforståelserne i forbindelse med betaling eller bortfald af ansøgning nr. 1967/89 har skabt opmærksomhed omkring klientens danske ansøgninger, og dette kan tjene som forklaring snarere end som undskyldning for den fejl,der blev begået ved udstregningen af ans.nr. 1523/83 på betalingslisten. Som forklaring på fejlen tjener også det forhold, at det sjældent forekommer, at der i samme måned er flere afgifter i samme land for en enkelt klient.

Desværre ophørte kæden af usædvanlige omstændigheder ikke her, for i moderselskabet, hvor den parallelle registrering og kontrol finder sted, skete der en anden fejl. Ved sammenligningen af listen med sager, der skulle falde, med de overstregede poster på april-listen, der blev fremsendt fra det schweiziske datterselskab, blev den utilsigtet overstregede post ikke afsløret. De to overstregede danske patentansøgninger passede fuldstændigt med deres liste over faldesager, i hvilken der for det første korrekt var indført en faldeinstruktion fra brevkopien og for det andet fejlagtigt var indført en kreditnota. Det blev overset, at brevkopi og kreditnota tilhørte samme sag, nemlig ans.nr. 1967/89.

Resultatet af disse to fejl foretaget i to uafhængige trin af betalings- og kontrolproceduren og af to af hinanden uafhængige personer var, at årsafgiften i ans.nr. 1523/83 forblev i overstreget tilstand og derfor ikke blev betalt.

På grundlag af det ovenstående anmoder vi om genoprettelse af de tabte rettigheder. Det er påvist, at der føres kontrol med årsafgiftsbetalingen ved hjælp af to af hinanden uafhængige, parallelt arbejdende systemer, der måned for måned kontrolleres mod hinanden, ligesom det er påvist, at de fejl, der førte til uheldet, er rent menneskelige, og at fejlene ikke er fundet og korrigeret, skyldes et uheldigt sammenfald af omstændigheder i de to systemer."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 28. november 1996.

For klageren mødte civilingeniør Søren Schønning, der havde lejlighed til at udtale sig.

Ankenævnet skal udtale:

Ankenævnet finder at kunne lægge til grund, at der på ekspeditionsplan er begået to menneskelige fejl i hvert sit uafhængige kontrolsystem med den virkning, at betalingsfristen ikke er overholdt. Ankenævnet finder det på denne baggrund betænkeligt at fastslå, at kontrolforanstaltningen ikke indebærer den omhu, som man med rimelighed kan forlange, hvorefter

bestemmes:

De i henhold til patentansøgning nr. 1523/83 bortfaldne rettigheder genoprettes.

Versioner

  1. 1997-03-18