Varemærket NAUTA DUTILH kunne registreres for advokatvirksomhed på baggrund af indarbejdelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9138@1997-07-14/da
Indhold
År 1997, den 14. juli afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, J.C. Warnich-Hansen) følgende
i sagen j.nr. V 70/94:
Klage fra DE MAATSCHAP NAUTA DUTILH, Nederlandene, v/Internationalt Patent-bureau
Patentdirektoratets afgørelse af 11. oktober 1994 vedrørende varemærkeansøgning nr. VA 7749 1990.
Den 10. oktober 1990 indgav klageren en ansøgning om registrering af varemærket NAUTA DUTILH (ordmærke) for klasse 42:
Advokat-og notarvirksomhed.
I skrivelse af 20. juni 1991 meddelte Patentdirektoratet, at "Mærket er fundet uegnet til registrering, da det indeholder noget, der er egnet til at opfattes som anden mands firma/navn, og hjemmel hertil ikke er godtgjort, jf. bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 4 i varemærkeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 249 af 17 apr. 1989.
Begrundelsen herfor er, at mærket indeholder personnavnet Nauta."
Klageren skrev i den anledning den 19. juni 1992 følgende til direktoratet:
"Under henvisning til direktoratets skrivelse af 21. februar 1992 fremsendes hoslagt udskrift af ansøgernes benelux-registrering, sammen med en bekræftet engelsk oversættelse deraf, til dokumentation for ansøgernes ret til at bruge NAUTA i sit varemærke i sit hjemland.
Indledningsvis vil vi understrege, at det ansøgte mærke ikke er det rene ordmærke NAUTA, men NAUTA i kombination med DUTILH i særlig skrifttype og efterfulgt af en stor prik.
Herudover skal bemærkes, at NAUTA er et latinsk ord, der betyder skipper, skibsfører, sømand. Det latinske ord NAUTA stammer iøvrigt fra det græske ord for skib - naus - og går igen i et stor antal danske ord og udtryk, som f.eks. nautisk, nautil, nautik, nautisk mil, nautiske instrumenter, nautisk astronomi etc.
Ordet DUTILH er en fantasibetegnelse og vil formentlig normalt opfattes som en sådan. Hvis NAUTA DUTILH imidlertid skulle opfattes som indeholdende et personnavn, vil NAUTA - så vidt vi kan bedømme - snarere opfattes som fornavn og DUTILH som efternavn.
Selvom figurmærket "NAUTA DUTILH" ville opfattes som indeholdende personnavnet NAUTA, mener vi dog, at det ansøgte mærke må være registrerbart.
Den omstændighed, at den ansøgte betegnelse NAUTA DUTILH er ansøgernes firmanavn, må nemlig også være af betydning. "DE MAATSCHAP" i ansøgernes navn bruges i Nederlandene, når en virksomhed ikke drives i en speciel selskabsform og kan - såvidt vi har fået oplyst - nærmest oversættes med "firmaet/selskabet". Ansøgernes firmanavn er således ikke DE MAATSCHAP NAUTA DUTILH, men NAUTA DUTILH.
I denne forbindelse vil vi henvise til bemærkningerne til den tidligere varemærkelovs § 14, stk. 1, pkt. 4 i betænkning (nr. 199) år 1958, side 125 hvor det udtales:
"Beskyttelsen vedrører alene anden mands navn eller firma. Der er intet til hinder for, at en anmelder optager eget personnavn eller eget firmanavn i varemærket. Optages personnavnet i varemærket, må dette dog i reglen identificeres ved fornavn eller forbogstaver for det eller de fornavne, anmelderen normalt anvender."
I det ansøgte mærke må personnavnet NAUTA utvivlsomt anses for at være vel så identificeret ved tilføjelsen DUTILH, som hvis NAUTA havde været kombineret med et fornavn eller forbogstav.
Ifølge nu gældende lov § 5, pkt. 1 kan indehaveren af en varemærkeret heller ikke forbyde, at andre i overensstemmelse med god markedsføringsskik gør erhvervsmæssig brug af eget navn. Heraf følger efter vor opfattelse, at der skal ses blidt på brug af egne navne som varemærker."
Den 17. december 1992 fastholdt direktoratet, at mærket er uegnet til registrering og udtalte:
"De henviser bl.a. til, at NAUTA har en betydning på latin og indgår som en del at ansøgers selskabsnavn.
I brev af 08 dec. 1992 spørger De, hvornår De kan forvente en besked i sagen.
Vi fastholder, at det ansøgte mærke er uegnet til registrering i medfør af varemærkelovens § 14, nr. 4, idet mærket indeholder personnavnet Nauta. At nauta betyder skipper, skibsfører og sømand på latin, spiller i denne forbindelse ingen større rolle, fordi denne betydning næppe i almindelighed er kendt her i landet.
Et mærke som indeholder et personnavn kan efter omstændighederne registreres f.eks. i det tilfælde, hvor ansøgernavnet er fuldstændig identisk med det ansøgte mærke."
Efter anmodning fra klageren meddelte Patentdirektoratet den 23. august 1993, at behandlingen af ansøgningen efter anmodning var stillet i bero indtil den 1. november 1993.
Den 12. november 1993 fastholdt direktoratet, at det ansøgte mærke er uegnet i medfør af varemærkelovens § 14, nr. 4, da det består af et personnavn.
Klageren udtalte herefter i skrivelse af 12. januar 1994 som følger:
"Under henvisning til direktoratets skrivelse af 12. november 1993 skal vi høfligst anmode direktoratet om at tage sagen op til fornyet overvejelse på baggrund af den justering af praksis, der er foretaget i relation til varemærker, der indeholder personnavne. Vi skal i denne forbindelse henvise til et notat, vedlagt Patentdirektoratets skrivelse af 4. januar 1994, til myndighedens største kunder.
I nævnte notat Ad 1, pkt. 2 oplyses der følgende:
"Er der på den anden side en eksisterende navneret i Danmark, men indgår det pågældende efternavn sammen med andre mærkebestanddele, herunder andre efternavne, vil § 14, nr. 4 som hovedregel ikke blive anvendt. Indgår navnet i en sådan sammenhæng svækkes den navneretlige beskyttelse så en registrering som varemærke ikke er udelukket. Det skal her erindres, at en varemærkeregistrering i sig selv er begrænset og ikke udelukker bærerne af det pågældende efternavn i at bruge dette, jf. bl.a. varemærkelovens § 5."
Såvidt vi kan se, er NAUTA DUTILH et varemærke, som klart må falde ind under hovedreglen i pkt. 2, d.v.s. at § 14, nr. 4 ikke bliver anvendt på grund af, at det pågældende efternavn indgår i varemærket sammen med andre mærkebestanddele. Vor opfattelse er således, at personnavnet NAUTA indgår i en sådan sammenhæng, at den navneretlige beskyttelse svækkes, så en registrering som varemærke ikke er udelukket. I denne forbindelse skal bemærkes, at den kendsgerning, at DUTILH ikke er et personnavn, ikke bør svække registrerbarheden af varemærket NAUTA DUTILH, især på baggrund af at DUTILH, snarere end NAUTA, vil blive opfattet som et personnavn.
De eneste personer, der muligvis vil opfatte NAUTA som et navn (og ikke som det latinske ord, det også er), må være dem, der kender nogen, der hedder NAUTA. Der er meget få personer, såvidt vi kan se, ved navn NAUTA her i landet. Et ord som NAUTA kan herudover ikke anses for at bestå af en "naturlig personnavnskonstruktion", som f.eks. hvis ordets sidste del havde været ING, LIN, ER eller selvfølgelig SEN. Der er os bekendt heller ikke nogen ved navn NAUTA, der er særlig kendt. På baggrund af dette må det antages, at antallet af personer, der vil opfatte betegnelsen NAUTA som et personnavn, er få.
Det store flertal vil således opfatte NAUTA DUTILH som et udtryk med nautisk tilknytning eller som en fantasibetegnelse. Vi skal her henvise til Hude & Olsen, side 125, hvor der henvises til R. Knophs "Åndsretten":
"Når navnet ikke brukes som kjennetegn for uvedkommende, men som fantasinavn, eller som arts- eller beskaffenhetsbeskrivelse, kan innehaveren [af personnavnet] derimot ikke protestere",
og et mærke indeholdende et navn, der optræder som en fantasibetegnelse, kan derfor registreres på trods af, at der er bærere af navnet.
Dette fremgår også klart af den danske lov. Ifølge de seneste 3 varemærkelove må et varemærke ikke registreres (vor understregning):
1939-loven § 4 nr. 4:
når det indeholder ... angivelser, der tydeligt fremtræder ... som navnet på en anden person.
1959-loven § 14, stk. 1 nr. 4:
når mærket indeholder noget, der er egnet til at opfattes ... som en anden mands navn.
1991-loven § 14 nr. 4:
[når det] består af eller indeholder en bestanddel der kan opfattes som et personnavn.
Vi mener ikke, at NAUTA i NAUTA DUTILH med rette umiddelbart kan opfattes som et personnavn.
Vi opfatter selv mærket NAUTA DUTILH som en fantasibetegnelse og blev rent faktisk overraskede over at opdage, at NAUTA var et forbeholdt navn.
Til orientering fremsender vi kopi af korrespondance mellem ansøgerne og et par danske klienter fra tiden før ansøgningen om varemærkeregistrering af firmanavnet NAUTA DUTILH. Varemærket NAUTA DUTILH var således i brug her i landet på ansøgningstidspunktet og ansøger, firmaet NAUTA DUTILH, var allerede på dette tidspunkt et stort, internationalt advokatkontor. Vi kan i denne forbindelse henvise til brevpapiret, hvoraf det fremgår, at NAUTA DUTILH udover tre kontorer i sit hjemland, Nederlandene, har kontorer i Bryssel, Paris, Madrid, New York, Singapore, Jakarta og Beijing.
På baggrund af ovenstående bedes ansøgningen NAUTA DUTILH fremmet til registrering.
Herefter er det muligt for enhver bærer af personnavnet NAUTA at nedlægge indsigelse, såfremt en af disse - mod vor formodning - vil føle, at hans eller hendes navnerettigheder bliver krænket ved registreringen af NAUTA DUTILH. Da sagen ifølge vor opfattelse er af principiel betydning, anmoder vi høfligst om, at sagen tages op til afgørelse ved et afdelingsmøde.
Hvis - på trods af ovenstående - direktoratet måtte finde, at det ansøgte mærke er uegnet i medfør af varemærkelovens § 14 nr. 4, vil ansøgerne subsidiært acceptere, at "DE MAATSCHAP" tilføjes med små bogstaver ovenover firmanavnet "NAUTA DUTILH" i det ansøgte mærke. Som oplyst i vor skrivelse af 29. juni 1992, side 2, er imidlertid NAUTA DUTILH - og ikke DE MAATSCHAP NAUTA DUTILH - ansøgernes firmanavn, idet "DE MAATSCHAP" nærmest kan oversættes med "firmaet/selskabet", jævnfør vedlagte brevkopier. Som det fremgår af Betænkning nr. 199 1958, side 125, er der intet til hinder for, at en ansøger optager eget firmanavn i et varemærke, hvorfor det ansøgte mærke også på baggrund af dette bør kunne registreres."
Hertil svarede direktoratet i skrivelse af 9. maj 1994:
"De har i brev af 12 jan. 1994 anmodet direktoratet om at tage ovennævnte varemærkeansøgning op til fornyet overvejelse. De henviser blandt andet til Patentdirektoratets notat af 4 jan. 1994, som er tilsendt de største kunder. De henviser endvidere til, at Nauta ikke fremtræder som et personnavn, og at der kun findes få bærere af navnet.
Vi fastholder, at det ansøgte mærke i medfør af varemærkelovens § 14, nr. 4, er uegnet til registrering, idet mærket indeholder personnavnet Nauta. som begrundelse herfor henvises der til vores brev af 17 dec. 1992.
For så vidt angår Deres henvisning til ovennævnte notat, skal vi oplyse, at det, der sigtes til i notatet, er f.eks. "CANAUTALEX" eller "Nauta & Krogh", hvor vi ikke vil komme med personnavneindvendingen. Som vi også ved det efterfølgende storkundemøde gjorde opmærksom på, er det vanskeligt - eller snarere umuligt - kort i et notat at gøre rede for vores praksis vedr. personnavne.
At der sandsynligvis kun findes få bærere af navnet Nauta medfører ikke, at der alene af den grund kan ses bort fra - alt andet lige - større beskyttelse end meget udbredte navne. Således nyder almindelige "-sen"-navne ingen beskyttelse.
Vi skal oplyse, at De kan få mærket DE MAATSCHAP NAUTA DUTILH registreret, hvis det er ansøgers eget firmanavn. Under hensyn til sagens særlige omstændigheder vil vi i dette konkrete tilfælde acceptere, at De ændrer mærket som anført ovenfor."
I skrivelse af 7. september 1994 anførte klageren følgende:
"Under henvisning til Direktoratets skrivelse af 9. maj 1994 skal vi meddele, at ansøgerne - efter grundigt at have overvejet sagen - ikke ønsker at tilføje "DE MAATSCHAP" i mærket da de, som det fremgår af den dokumentation for brug, som vi har indleveret, bruger NAUTA DUTILH og ikke DE MAATSCHAP NAUTA DUTILH.
Vi skal hermed anmode Direktoratet om at tage sagen op til fornyet overvejelse på basis af følgende:
Advokatfirmaet NAUTA DUTILH blev dannet ved en fusion af firmaet DUTILH, VAN DER HOEVEN & SLAGER og firmaet NAUTA VAN HAERSOLTE. Til orientering fremsender vi en kopi af den meddelelse vedrørende fusionen, som blev fremsendt til alle danske forretningsforbindelser den 1. januar 1990.
Til orientering fremsender vi endvidere en kopi af et brev fra vor hollandske ordregiver i hvilket der oplyses, at DUTILH også er et personnavn. DUTILH og NAUTA er således efternavne på to af ansøgerfirmaets grundlæggere.
Det er tale om en sammenstilling af to efternavne, der begge må anses for at være meget sjældne - i hvert tilfælde her i landet. Risikoen for at danske bærere af navnet NAUTA skulle ønske at bruge/registrere NAUTA netop i kombination med DUTILH som varemærke eller forretningskendetegn, må anses for minimal eller ikke eksisterende.
Vi henviser i øvrigt til:
at der er fuld identitet mellem det ansøgte mærke NAUTA DUTILH og ansøgernes firmanavn - DE MAATSCHAP betyder
kun "selskabet/firmaet"
at ansøgerne har dokumenteret brug af betegnelsen NAUTA DUTILH her i landet samt
at der den 19. januar 1992 blev fremsendt en udskrift af ansøgernes BENELUX-registrering
På baggrund af ovenfor stående anmoder vi om, at det ansøgte mærke bliver registreret på linie for eksempel med VR 08.981 1992 FAUSTINO MARTINEZ, VR 00.212 1993 LAMBERT KAY og VR 03.139 1994 COLLETT DICKENSON PEARCE."
Den 11. oktober 1994 afslog direktoratet ansøgningen under henvisning til varemærkelovens § 14, nr. 4 med følgende begrundelse:
"Vi har ikke fundet DUTILH som et personnavn - hverken i listen over beskyttede personnavne eller i telefonbøger. Når De oplyser, at DUTILH er et personnavn, må det bero på, at det er et personnavn i Holland. Eftersom navneloven og varemærkeloven alene finder anvendelse på navne i Danmark (medmindre der er tale om meget kendte personer), har det for vurderingen af denne sag ingen betydning, at DUTILH er et navn i Holland.
Deres henvisning til bl.a. ordmærket COLLET DICKENSON PEARCE (VR 3139 1994) er ikke fuldstændig analog med nærværende. Dette mærke med tre navne og andre tilfælde med &-tegn eller lignende mellem to her i landet beskyttede navne anses ikke for uegnet til registrering i medfør af varemærkelovens § 14, nr. 4.
Dette skyldes, at når navnene optræder på denne særlige måde sammen med andre her i landet beskyttede navne, så træder navnehensynet i baggrunden. Der er ikke den samme grund til, at bærere af et af navnene i et sådant mærke kan føle sig krænket på samme måde, som hvis navnet havde stået alene eller sammen med andre mærkebestanddele, som ikke her i landet er personnavne. I de omtalte tilfælde fremtræder mærket ofte også som indehaverens virksomhedsnavn.
De har ikke brugt mærket i sådan et omfang forud for ansøgningsdagen, at det kan anses for indarbejdet her i landet.
Som begrundelse for afslaget henvises der endvidere til den tidligere korrespondance i sagen."
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 7. december 1994 indbragt for ankenævnet.
Med skrivelse af 6. juli 1995 fremsendte klageren en erklæring af 16. maj 1995 fra Advokatsamfundet og anmodede samtidig om en begrænsning af ansøgningen til at angå klasse 42:
Advokatvirksomhed.
Advokatsamfundets erklæring lød som følger:
"Til brug for det hollandske advokatfirma Nauta Dutilhs registrering i Danmark af varemærket (figurmærke) "Nauta Dutilh med en prik" skal Det danske Advokatsamfund herved bekræfte, at betegnelsen NAUTA DUTILH forud for ansøgningsdatoen 10. oktober 1990 var almindelig kendt inden for advokatbranchen i Danmark som kendetegn for det pågældende hollandske advokatfirma i forbindelse med advokatydelser, samt at betegnelsen NAUTA DUTILH på samme måde og i samme omfang, så vidt det er Det danske Advokatsamfund bekendt, fortsat er i brug."
I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 29. januar 1996 afgivet følgende udtalelse:
"Med klageskrivelsen er fremsendt erklæring af 16 maj 1995 fra Advokatsamfundet, hvoraf fremgår, at betegnelsen NAUTA DUTILH forud for ansøgningsdatoen 10 okt 1990 var almindelig kendt inden for advokatbranchen i Danmark som kendetegn for ansøgers advokatfirma, samt at betegnelsen, såvidt det er Advokatsamfundet bekendt, fortsat er i brug.
I klageskrivelsen er ansøgningen endvidere begrænset til at angå klasse 42: advokatvirksomhed.
Ansøgningen blev afslået ved direktoratets skrivelse af 11 okt 1995 under henvisning til bestemmelsen i varemærkelovens § 20, stk. 2, jf. § 14, nr. 4 med den begrundelse, at mærket indeholder personnavnet Nauta.
Efter den foretagne begrænsning af ansøgningen og indsendelsen af den nævnte erklæring fra Advokatsamfundet er det direktoratets opfattelse, at bestemmelsen i varemærkelovens § 14, nr. 4 ikke længere er til hinder for mærkets registrering."
Der har ikke været afholdt mundtlig forhandling i sagen.
Ankenævnet skal udtale:
Under hensyn til begrænsningen af varefortegnelsen og til direktoratets skrivelse af 29. januar 1996
bestemmes:
Sagen tilbagesendes til direktoratet til fortsat behandling.
Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen J.C. Warnich-Hansen