Gelex

Varemærkerne Dan-Gro Green-Mix og GRODAN forvekslelige

GældendeVersion 1997-12-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9160@1997-12-22/da

Indhold
  1. Indledning

År 1997, den 22. december afsagde Patentankenævnet

(Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen, J.C. Warnich-Hansen)

følgende

i sagen j.nr. V 71/95:

Klage fra Rockwool International A/S, Hedehusene, v/Hofman-Bang & Boutard, Lehmann & Ree A/S

Patentdirektoratets afgørelse af 31. august 1995 vedrørende gyldigheden af varemærkeregistrering VR 6455 1992 for DANSK JORDFORBEREDNING ApS, Hedehusene, v/Internationalt Patent-Bureau.

Den 6. marts 1992 indleverede DANSK JORDFORBEREDNING ApS v/Internationalt Patent-Bureau en ansøgning om registrering af mærket Dan-Gro Green-Mix for alle varer i klasserne 1 og 31.

Varemærket blev registreret den 17. juli 1992. Den 19. august 1992 blev registreringen offentliggjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 25. september 1992 nedlagde klageren, Rockwool International A/S v/Hofman-Bang & Boutard A/S indsigelse mod registreringens gyldighed.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

"....Indsigelsen støttes først og fremmest på indsigernes varemærkeregistrering VR 02.399 1971 GRODAN <w>, der ligeledes er registreret for klasse 1 og 31, dog forsåvidt angår klasse 1 i præciseret udformning til kemiske produkter til anvendelse i landbrugs-, havebrugs- og skovbrugsøjemed samt gødningsmidler.

Endvidere støttes indsigelsen på indsigernes registrering VR 03.698 1972 GRODAN <w>, der omfatter nærmere specificerede varer i klasse 1 og 21. I klasse 1 drejer det sig om følgende varearter: Kemiske produkter til anvendelse i landbrugs-, havebrugs- og skovbrugsøjemed, gødningsmidler, kuber, plader og totter af mineralske stenfibre eller hovedsageligt bestående af mineralske stenfibre, indeholdende jord og/eller gødningsmidler, til brug som grobund for frø og planter eller som vandfordelende lag i planteproduktionen.

Der er med andre ord tale om fuldstændig vareartslighed, hvilket alt andet lige bør begrunde, at der bør stilles strengere krav til spørgsmålet om mærkelighed end i de tilfælde, hvor der blot er tale om ligeartede varer.

Hvad angår spørgsmålet om mærkelighed, bemærkes, at det anmeldte mærkes væsentligste mærkebestanddel er DAN-GRO, mens betegnelsen GREEN-MIX mere har en adjektivisk beskrivende betydning, ikke mindst over for forbrugere.

Afgørende er derfor, hvorvidt betegnelsen DAN-GRO er forvekslelig med betegnelsen GRODAN, og her kan der næppe være tvivl om, at dette er tilfældet, eftersom de to stavelser blot er byttet om.

Næppe nogen vil være i stand til at adskille DAN-GRO og GRODAN i erindringen, hvilket vil fremgå af følgende opstilling:

DAN-GRO

GRO-DAN

Der erindres om, at forbrugerne næppe vil kunne genkalde sig mærkerne som adskillende elementer i erindringen, hvilket som bekendt er det absolut afgørende for bedømmelse af, hvorvidt der foreligger mærkelighed eller ikke.

På baggrund af ovenstående skal vi på vegne indsigerne henstille, at VR 06.455 1992 DAN-GRO GREEN-MIX afslås fra varemærkeregistrering, idet der er risiko for forveksling, ikke mindst fordi det yngre mærke ligner det ældre mærke, og fordi varerne er af samme art, jf. Varemærkelovens § 5, stk. 1, nr. 2.

Indsigerne er klar over, at det her alene drejer sig om en påtale efter Varemærkelovens regler, men finder dog anledning til at påpege, at der formentlig også foreligger en overtrædelse af Markedsføringslovens § 5, idet herværende kendetegn DAN-GRO GREEN-MIX er egnet til at skabe forveksling i omsætningen med indsigernes i mange år anvendte betegnelse GRODAN for tilsvarende varer."

I skrivelse af 27. maj 1993 bestred mærkeindehaveren, at de to mærker er forvekslelige og udtalte:

"....Efter en helhedsvurdering foreligger der efter vor opfattelse ikke forvekslelighed, hvorfor indsigelsen må tilbagevises.

For at forvekslelighed skal foreligge, skal der være såvel mærkelighed (forvekslelighed som sådan) og varekollision.

Det tiltrædes selvsagt, at kollision foreligger, idet det angrebne mærke dækker de fulde klasser 1 og 31, medens begge indsigermærker angår varearter i klasse 1 samt henholdsvis klasse 31 og varearter i klasse 21, således at der i hvert fald i et vist omfang er fuldstændigt varesammenfald.

Det afgørende er herefter, om der foreligger tilstrækkelig mærkelighed; og ved vurderingen deraf spiller det naturligvis ind, at de elementer, der overhovedet er fælles, DAN og GRO, er svage; førstnævnte i almindelighed og sidstnævnte specielt på det foreliggende vareområde; de vil alludere til noget, der gror her i Danmark.

For nemheds skyld benævnes de af indsigerne påberåbte registreringer i det følgende blot "indsigermærket".

Det, der skal afgøres her og nu, er om mærkerne

som sådanne efter en helhedsvurdering er forvekslelige for det kolliderende vareområde.

Det vil tydeligvis ses, at indsigermærket i længde kun udgør en brøkdel - under halvdelen - af det senest registrerede mærke, og spørgsmålet bør efter vor bestemte opfattelse ubetinget besvares benægtende. Deri må direktoratet være enig, da der på ansøgningsstadiet ikke har været henvist til noget af indsigermærkene, uanset disse ikke kan have været direktoratet ubekendte.

Efter praksis kræves, som udslag af helhedsvurderingen, når der på den ene side foreligger et et-ords-mærke - indsigermærket - og på den anden side et fler-ords-mærke - det angrebne - at et-ords-mærket er identisk med et af ordene i fler-ords-mærket, for at forvekslelighed foreligger. Men ordet GRODAN figurerer intet steds i det yngre mærke, og kravet er dermed uopfyldt. Spørgsmålet om forvekslelighed må afvises allerede af denne grund.

Det nærmeste, der kommer på GRODAN, er elementet DAN-GRO, og disse to ord adskiller sig tydeligvis fra hinanden; efter vor opfattelse i så høj grad, at forvekslelighed ikke foreligger mellem disse, idet de enkelte bestanddele DAN og GRO som nævnt er stærkt suggestive og svage på det foreliggende område. Det er helt klart, at det yngre mærke indeholder bindestreg(er), medens dette ikke er tilfældet med indsigermærket. For at nå det ønskede resultat forsøger indsigerne at indsnige en bindestreg i indsigermærket; men efter registreringspraksis tillægges det betydning, om der findes en bindestreg -og i givet fald dennes placering - eller ikke; en sådan jonglering med bindestreger ville indebære en tilsidesættelse af helhedsvurderingerne. Iøvrigt har indsigerne foretaget to registreringer af ordet GRODAN; havde de været stemt for bindestreger, var en sådan nok indføjet i den ene registrering, men dette er jo ikke tilfældet. Iøvrigt kan det oplyses, at "gorda" på svensk betyder frø eller skruptudse; indsigermærket fremtræder i bestemt form heraf og vil på vort broderfolks sprog, som der jo skal tages hensyn til, opfattes som "frøen" eller "skruptudsen"; noget sådant er ikke tilfældet med DAN-GRO. Udtalemæssigt er der også væsentlig forskel.

Som nævnt skulle ordet GRODAN figurere identisk i det yngre fler-ords-mærke, hvis forvekslelighed skulle have foreligget. Denne klare regel søger indsigerne at bortforklare ved at hævde, at betegnelsen GREEN-MIX i det senest registrerede mærke " mere har en adjektivisk betydning" (vor understregning), hvilket så skulle have den konsekvens, at der alene skulle foretages en sammenligning af GRODAN og DAN-GRO og intet andet. Med den tøvende tilkendegivelse "mere" er indsigerne øjensynlig selv i tvivl om holdbarheden af deres ræsonnement. Dette er forståeligt, thi når der ikke er tale om en direkte vareartsangivelse, ville ræsonnementet indebære en utilbørlig tilsidesættelse af helhedsvurderingen. Betegnelsen GREEN-MIX er langt fra en sådan, men en usædvanlig kombination, der, så vidt vi har kunnet konstatere, ikke kan slås op i nogen ordbog; kombinationen er kun suggestiv og svag.

Det her anførte stemmer så vidt ses med praksis. Det skal blot påpeges at mærkerne

som anført i Varemærker, Registreringspraksis, Tillæg, pag. 33-34, ikke fandtes forvekslelige i indsigelsessager, dette uanset ordene BENOL og BEROL isoleret set måtte anses som forvekslelige. Som nævnt adskiller GRODAN (skruptudsen) sig væsentlig mere fra DAN-GRO end BENOL fra BEROL; og GREEN-MIX har væsentligt mere særpræg, end de trivielle bogstav- og talkombinationer TM og F 120.

Efter vor opfattelse er mærkerne DAN-GRO GREEN-MIX og GRODAN for det kolliderende vareområde langt fra forvekslelige efter en helhedsvurdering.

Følgelig skal det henstilles, at indsigelsen ikke tages til følge, og at DAN-GRO GREEN-MIX indstilles til endelig registrering.

Direkte henvendt til indsigerne skal vi meddele, at der med det pågældende fireledede mærke ikke foreligger nogen overtrædelse af hverken markedsføringsloven eller nogen anden lovgivning, såvidt vi formår at se."

Klageren skrev den 28. september 1993 følgende til direktoratet:

"Det anførte giver ikke anledning til at ændre det principielle standpunkt, nemlig at betegnelserne GRODAN og DAN-GRO GREEN-MIX er forvekslelige.

Indsigerne har med tilfredshed noteret sig, at anmelderne accepterer, at er foreligger vareartslighed. Deraf følger imidlertid også, at der skal stilles strengere krav til de adskillende elementer i mærkerne, end hvor der ikke foreligger klar vareartslighed jvf. Betænkning til Ny Dansk Varemærkelov nr. 199 af 1958, pagina 110, 1. spalte.

Det er klart, at der skal være tale om en helhedsvurdering af mærkerne i en forvekslingsbedømmelse, men hvis anmeldernes argumentation lægges til grund, vil enhver form for forveksleligsbedømmelse være overflødig, hvis man, som anmelderne gør, "fylder" mærket med i sig selv uregistrerbare elementer blot for derved at opnå en sløring af den egentlige forvekslingsproblematik.

Man kunne i og for sig lave det tankeeksperiment i sagen, at betegnelsen GREEN-MIX blev afvist, og at der herefter kunne ses bort fra mærket. Bestanddelen er herefter GRODAN over for DAN-GRO , og det er her selvfølgelig indsigernes opfattelse, at disse betegnelser i sig selv er indbyrdes forvekslelige. Den omstændighed, at man blot bytter om på stavelserne, er ikke acceptabel, hvilket også fremgår af retspraksis, jvf. U 1977-1969 H, hvorefter betegnelsen ICOPAL blev fundet forvekslelig med betegnelsen IPACOL også for varer af samme art.

Som anført allerede i indsigelsen, vil forbrugerne næppe være i stand til at adskille bestanddelen GRODAN og DAN-GRO , da de visuelt og auditivt har samme elementer indeholdt i sig, og i øvrigt begrebsmæssigt dækker over samme område.

Anmeldernes bemærkninger om, at "indsigerne forsøger at indsnige en bindestreg i indsigermærket", forekommer noget søgt, ligesom argumentationen med at GRODAN har særlig betydning på svensk.

Bindestregen var alene ment som en klargøring af mærkernes indbyrdes forvekslelighed i en opstilling og intet andet - betydningen GRODAN er loyalt gengivet korrekt i hele indsigelsen, og der skal derfor ikke ofres yderligere bemærkninger på denne problematik. Hvad mærket GRODAN måtte betyde på et andet sprog er underordnet. Pudsigt nok modsiger anmelderne her sig selv, idet man for det første hævder, at GRODAN består af svage elementer, hvorefter man straks påpeger, at bestanddelen har en specifik betydning (en frø), hvilken betydning på ingen måde har noget at gøre med varer henhørende under klasse 1 eller klasse 31, og med andre ord er fuldt ud særpræget!

Det fastholdes i øvrigt, at bestanddelen GREEN-MIX er "mere" en adjektivisk tilknytning til hovedmærket, og den argumentation, der føres fra anmeldernes side om, at man fra indsigernes side har en tøvende tilkendegivelse i omhandlende ræsonnement er helt misforstået. I øvrigt henvises der til det ovenfor anførte om bestanddelen GREEN-MIX , og det noteres med tilfredshed, at man selv anser bestanddelen "for kun suggestiv og svag". Den kan med andre ord herefter heller ikke som ovenfor anført tillægges betydning.

Det ses ikke, hvilken betydning de fremhævede eksempler har i sagen, da ingen af disse eksempler (BENOL / BEROL m.fl.) har ombyttede stavelser, som tilfældet er med GRODAN og DAN-GRO . På denne baggrund og med støtte i retspraksis i øvrigt skal vi henstille, at anmeldelsen afslås fra varemærkeregistrering."

I fortsættelse af ovennævnte fremsendte klageren den 2. februar 1994 kopi af side 7 fra bladet GRØNT MILJØ og anførte følgende:

"Det fremgår, at det anvendte mærke DAN-GRO GREEN-MIX ikke er tænkt anvendt alene som sådan. Det fremgår derimod tydeligt, at det egentlige mærke er DAN-GRO . Med andre ord synes der at være hold i indsigernes påstand om, at betegnelsen GREEN-MIX alene er tænkt som et ord, der skal indgå i varemærkeansøgningen for at skabe den fornødne afstand til indsigernes mærke, og at den rette varemærkebestanddel er DAN-GRO .

Samtlige betegnelser, som indgår i forbindelse med DAN-GRO er uden særpræg. Det drejer sig om følgende:

Vi anmoder Patentdirektoratet om at tage dette i betragtning ved bedømmelsen."

Mærkeindehaveren meddelte i skrivelse af 12. juli 1995, at der havde været søgt en sameksistensordning med indsiger, men forgæves.

Mærkeindehaveren kommenterede indsigernes skrivelser af 28. september 1993 og 2. februar 1994 som følger:

"....I førstnævnte skrivelse postulerer indsigerne, at der med Green-Mix skulle være tale om et fyldelement i det foreliggende mærke, hvad der på det bestemteste må afvises, idet der er tale om en integrerende bestanddel.

I sidstnævnte skrivelse af 2. februar 1994 nævner indsigerne helt andre elementer, der intet har med nærværende sag at gøre.

Det der skal afgøres her og nu er alene om

er forvekslelige, og det er de efter vor opfattelse ikke, som påpeget i vor skrivelse af 27. maj 1993.

Følgelig skal der henstilles, at indsigelsen ikke tages til følge, og at VR 06.455 1992 nu registreres endeligt."

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 31. august 1995 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:

"....To varemærker er forvekslelige i henhold til varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. 4, stk. 1, når mærkerne ligner hinanden så meget, at der er risiko for forveksling, og mærkerne vedrører varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art.

Der foreligger sammenfald af varerne omfattet af registreringerne. Det er derimod direktoratets opfattelse, at mærkelighed ikke er til stede.

DAN-GRO GREEN-MIX ligner ikke GRODAN i helheden. Der er herved lagt vægt på, at GRODAN ikke som sådan indgår i det registrerede mærke. Det forhold, at der er tale om de samme stavelser/ord DAN og GRO kan ikke bevirke lighed når henses til, at det registrerede mærke har bindestreg mellem ordene og mærket anden halvdel består af ordene GREEN-MIX, der i sig selv har et omend suggestivt særpræg. Der kan således ikke ganske bortses fra denne mærkedel. Ud fra en helhedsvurdering ligner mærkerne derfor ikke hinanden.

Det bemærkes, at der kun er truffet afgørelse om forvekslelighed med det registrerede mærke DAN-GRO GREEN-MIX."

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 31. oktober 1995 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets afgørelse omstødes.

Som begrundelse for anken anfører klageren bl.a.:

"....En gennemgang af retspraksis vil påvise, at den omstændighed, at anden mærkeindehaver anvender elementer fra anden mands varemærke i sit mærke, fører til, at der må statueres forvekslelighed. Der henvises til U77/69H, hvorefter det velkendte og indarbejdede ICOPAL kunne hindre registrering af betegnelsen IPALCO , der klart indeholder elementer fra det velkendte og indarbejdede mærke. I nærværende tilfælde er bestanddelene DAN og GRO blot byttet om, og det bør ikke have nogen betydning i denne sammenhæng, at der er indeholdt bindestreg i det anmeldte mærke, idet en sådan bindestreg selvsagt ikke har fonetisk eller begrebsmæssig betydning. Der henvises endvidere til U79/497 SOLRAM , der blev fundet forveksleligt med varemærket OSRAM under henvisning til, at det velkendte mærke OSRAM i væsentlig grad var indeholdt i betegnelsen SOLRAM med undtagelse af bogstaver L.

Hvad angår den omstændighed, at der til det anvendte mærke er knyttet ordene GREEN-MIX , er det gængs praksis, at der ikke kan tillægges stor vægt på sådanne endelser og bestanddele, som ikke selvstændigt kan registreres. Afgørende bliver i sådanne tilfælde, om mærkerne i deres helhed kan forveksles, jfr. Varemærker - Registreringspraksis p. 57 1. spalte. I nærværende tilfælde er bestanddelen GREEN-MIX klart beskrivende, hvilket er erkendt af indklagede selv gennem brug af betegnelsen i forbindelse med andre ikke-distinktive ord.

Bedømmelsen af forvekslelighed må derfor koncentrere sig om de egentlige bestanddele i mærkerne, nemlig DAN-GRO og GRODAN . Her er der næppe tvivl om, der bør statueres forvekslelighed. Af retspraksis kan udledes, at der også er tale om, at sådanne kendte elementer ikke kan tolereres indeholdt i andre, senere tilkomne mærker. Der henvises således til U54/392, hvorefter Samodan Solsaft blev fundet forveksleligt med mærket SOL , U54/919, hvor Skandinavisk Motor Journal ikke burde tåle, at varemærket MOTOR JOURNALEN blev registreret, U60/437, hvor det velkendte cerutmærke TIPS blev fundet forveksleligt med WHITE TIP , U65/1938, hvor varemærket MUSIK blev fundet forveksleligt med MUSIK FOR GANEN , U89/1056, hvor bestanddelen AGROMAX blev fundet forveksleligt med SHELL / AGROMA , U90/541Ø, hvor Scandinavian Models måtte vige for Model Agents of Scandinavia. Af den nævnte fremstilling fremgår det med tydelighed, at det, at der indeholdes mindre distinktive betegnelser i de omhandlede varemærker, ikke begrunder, at der ikke kan statueres forvekslelighed, når mærkerne i sig selv er forvekslelige, jfr. f.eks. TIP over for TIPS, AGROMA over for AGROMAX etc.

Det turde herefter være dokumenteret, at tilstedeværelsen af bestanddelen GREEN-MIX ikke bør tillægges den betydning, som Patentdirektoratet har gjort det i sin afgørelse af 31. august 1995.

Patentdirektoratet har også tillagt det en vis betydning, at der er bindestreg i det anmeldte mærke DAN-GRO . Dette bør ikke overvurderes på nogen måde, eftersom det som ovenfor anført hverken har fonetisk eller begrebsmæssig betydning. Tværtimod er den begrebsmæssige betydning identisk. Under henvisning til det anførte skal vi henstille, at der statueres forvekslelighed under henvisning til varemærkelovens § 15 stk. 1. nr. 2."

Mærkeindehaveren har ved skrivelse af 23. februar 1996 påstået stadfæstelse og har anført:

"....Klagerens påstand om forvekslelighed mellem de her omhandlede varemærker, henholdsvis DAN-GRO GREEN-MIX og GRODAN , kan efter mærkeindehavers og vor opfattelse lige så lidt her og nu tages til følge, som den kunne det ved Patentdirektoratets afgørelse af sagen. Der henvises til direktoratets afgørelse af 31. august 1995, som vi i det hele henholder os til. Kopier af de pågældende skrivelser er allerede af klageren tilstillet nævnet, hvorfor vi finder det overflødigt at indsende yderligere kopier deraf.

Patentdirektoratets afgørelse motiveres med, at GRODAN ikke som sådan indgår i det registrerede mærke, at det registrerede mærke indeholder en bindestreg mellem stavelserne DAN og GRO samt at der ikke kan ses bort fra de i det registrerede mærke indeholdte ord GREEN-MIX .

Heroverfor står klagerens efter vor opfattelse ikke holdbare påstand om, at de to mærker er forvekslelige, fordi de begge indeholder mærkeelementerne GRO og DAN.

Disse elementer er imidlertid efter vor opfattelse klart suggestive, idet GRO indikerer, at der er tale om et produkt, som får noget til at gro eller vokse, og DAN angiver, at det drejer sig om et dansk produkt. Der er derfor tale om såkaldte "svage" mærkeelementer, som da også optræder som prefix eller suffix i en række tidligere registrerede mærker i klasse 1 og/eller klasse 31. Ved en løselig gennemgang af varemærkeregisteret har vi fundet 15 registreringer af forskellige mærker, indeholdende elementet GRO , og omkring 40 registreringer med elementet DAN , i de pågældende klasser. Flertallet af disse registreringer tilhører ikke klageren. Vi må således mene, at indsiger ikke ved sin registrering af varemærket GRODAN har erhvervet eneret til mærkeelementerne GRO og/eller DAN , men alene til mærket GRODAN som sådan.

Det er fortsat vor opfattelse, at klagerens argumentation for, at der skulle være risiko for forveksling mellem mærkerne DAN-GRO GREEN-MIX og GRODAN er ganske uholdbar. Vi fastholder således, at mærkerne synsmæssigt og lydmæssigt adskiller sig så tydeligt fra hinanden, at enhver risiko for forveksling må anses for udelukket.

Den visuelle forskel mellem mærkerne turde være evident. Mærket DAN-GRO GREEN-MIX er mere end dobbelt så langt som mærket GRODAN og består af fire særskilte elementer, forbundet to og to med bindestreger. Ingen af disse elementer går igen i samme rækkefølge i klagerens mærke. Herudover er mærkernes indledning, der som bekendt tillægges stor vægt ved bedømmelse af forvekslighed, klart forskellige fra hinanden, nemlig DAN OG GRO . Vor konklusion er således, at det synsbillede, som mærkerne umiddelbart giver, er så langt fra hinanden, at forbrugerne uden problemer vil kunne skelne mellem mærkerne, også i erindringen.

Lydmæssigt er der ligeledes stor afstand mellem mærkerne i deres helhed. Den fonetiske forskel mellem DAN-GRO GREEN-MIX og GRODAN turde være så indlysende, at nogen nærmere uddybning heraf næppe er påkrævet. Blot skal det bemærkes, at bl.a. bogstavsrimmet mellem elementerne GR O og GR EEN giver det foreløbigt registrerede mærke et specielt lydbillede, som ikke findes i mærket GRODAN .

Også mellem mærkeelementet DAN-GRO for sig og mærket GRODAN er der tydelig lydmæssig forskel, idet der isoleret set ikke mellem indledningerne og endelserne er nogen ligheder. Ydermere er rytmen i de to ord er forskellig, idet DAN-GRO har tryk på først stavelse, som udtales med en kort, åben a-lyd, medens trykket i GRODAN ligger på sidste stavelse, som udtales med en lang, flad a-lyd.

Det er derfor vor opfattelse, at der heller ikke lydmæssigt er nogen risiko for forveksling af mærkerne DAN-GRO GREEN-MIX og GRODAN.

I ankebeskrivelsen (side 2, sidste afsnit) henviser klageren til U77/69, hvorefter mærket IPALCO blev fundet forveksleligt med mærket ICOPAL . Denne sag er imidlertid ikke analog med den foreliggende, idet mærkerne IPALCO og ICOPAL har fælles indledende bogstav og er af samme længde. Heller ikke henvisningen til U79/497, hvorefter SOLRAM blev fundet forveksleligt med OSRAM , forekommer os at være relevant, idet det her drejer sig om to mærker af næsten samme længde med stor lighed i forstavelsen og en identisk slutstavelse. Ovennævnte forhold gør sig ikke gældende i sagen vedrørende DAN-GRO GREEN-MIX og GRODAN .

Det skal ikke bestrides, at det er gængs praksis ikke at tillægge sådanne bestanddele, som ikke i sig selv er registrerbare, stor betydning, når der skal træffes afgørelse om forvekslelighed. Dette betyder imidlertid ikke, at sådanne bestanddele blot kan lades ude af betragtning ved forvekslighedsbedømmelsen, idet man jo ved registrering af et varemærke erhverver eneret til mærket i sin helhed . Heraf følger, at mærkeelementet GREEN-MIX , trods sin suggestive karakter, naturligvis bør tillægges betydning ved bedømmelse af, hvorvidt de her omhandlede mærker er forvekslelige. Dette understøttes da også af nedennævnte tidligere indsigelsesafgørelser.

Som nævnt i vor imødegåelse af 27. maj 1993 har direktoratet tidligere truffet afgørelse om ikke-forvekslelighed vedrørende mærkerne BENOL TM / BEROL og BENOL F 120 / BEROL , uanset at ordene BENOL og BEROL isoleret set måtte antages at være forvekslelige. De klart uregistrerbare bestanddele TM og F 120 blev således anset for at have fornøden adskillelsesevne.

Herudover er der, som anført i Tillæg til Varemærker - Registreringspraksis, side 53, truffet afgørelse om ikke-forvekslelighed mellem mærkerne DANMIKRO og MIKRODAN ApS med bemærkningen: "Der kan ikke bortses fra bogstaverne ApS i indsigermærket".

Vi kan ikke se rettere, end at når betegnelser som TM , F 120 og ApS har kunnet have indflydelse på spørgsmålet om forvekslelighed i de ovennævnte sager, så må også mærkebestanddelen GREEN-MIX , som må siges at besidde en større grad af særpræg end de nævnte betegnelser, være af betydning ved bedømmelse af forvekslelighed i den foreliggende sag.

Vi er således ikke enige med klageren i, at denne bedømmelse må koncentrere sig om mærkeelementerne DAN-GRO og GRODAN. De af klageren i den forbindelse på side 3, tredie afsnit, citerede afgørelser er vor opfattelse ikke relevante for nærværende sag, idet de alle indbyrdes har identiske eller kvasi-identiske hele ord til fælles. Varemærkerne DAN-GRO GREEN-MIX og GRODAN har ingen identiske/kvasi-identiske ord til fælles.

Afslutningsvis skal vi i tilknytning til de af klageren gjorte bemærkninger vedrørende mærkernes begrebsmæssige betydning blot anføre, at det, når det drejer sig om mærker bestående af mere eller mindre suggestive elementer, ligger i sagens natur, at denne betydning til en vis grad må være overensstemmende.

På baggrund at det oven for anførte skal vi anmode Patentankenævnet om at stadfæste den af Patentdirektoratet ved skrivelse af 31. august 1995 trufne afgørelse i sagen."

I skrivelse af 15. april 1996 har indklagede bemærket, at betegnelsen GREEN-MIX ikke er suggestivt, men direkte angiver varens art og beskaffenhed, jf. Rigmor Carlsen: Varemærker Registreringspraksis p. 95, hvor betegnelsen GRØN-MIX er afslået fra varemærkeregistrering.

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 15. september 1997.

Ingen af parterne gav møde.

Ankenævnet skal udtale:

Ankenævnet lægger til grund, at der foreligger varekollision.

Mærkebestanddelen Green-Mix findes at være uden særpræg og uden nævneværdig betydning for, om mærkebestanddelen Dan-Gro bør anses for forvekslelig med indsigermærket GRODAN. Indsigermærket består af to stavelser, der begge genfindes fuldt ud i varemærket Dan-Gro, skønt i omvendt rækkefølge. Denne sidstnævnte forskel kan ikke anses for afgørende, da den ikke findes at medføre væsentlige forskelle med hensyn til, hvordan køberkredsen må antages at opfatte varemærkerne. Indsigelsen tager derfor til følge.

Herefter bestemmes:

Varemærkeregistrering VR 6455/1992 erklæres ugyldig.

Hans Chr. Thomsen Finn Mikkelsen J.C. Warnich-Hansen

Versioner

  1. 1997-12-22