Tilsidesat pligter stillingen som revisor medfører Ulovlig publikationsvirksomhed Anden erhvervsvirksomhed
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9355@1997-06-09/da
Indhold
KENDELSE :
Ved kendelse afsagt den 29. maj 1996 af Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer (sag nr. S-8/1993) blev 35 i revisionsselskabet ansatte nærmere navngivne statsautoriserede revisorer frifundet for en af Bernt Ranfelt indgivet klage over at have drevet virksomhed med udvikling og afsætning af edb-programmer under hensyn til de foreliggende oplysninger om, at ingen af de 35 ansatte statsautoriserede revisorer har været beskæftiget med den ulovlige publikationsvirksomhed og derfor ikke ved udøvelse af deres revisionsvirksomhed har tilsidesat de pligter, som stillingen som statsautoriseret revisor medfører.
De ligeledes i kendelsen navngivne 23 statsautoriserede revisorer, der i perioden er eller har været indehavere af revisorinteressentskabet, blev i kraft af deres stilling som indehavere anset for ansvarlige for revisionsfirmaets drift og dermed for den ulovlige publikationsvirksomhed. De har derfor ved udøvelsen af deres virksomhed tilsidesat de pligter, som stillingen som statsautoriseret revisor medfører og således pådraget sig disciplinæransvar efter § 18 a i lov om statsautoriserede revisorer. Disciplinærnævnet fandt imidlertid, at de indklagede indehavere måtte anses for at have handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder handlingens foretagelse. Indehavernes disciplinærstraf bortfaldt derfor. Revisionsfirmaet Price Waterhouse/Seier-Petersen blev frifundet for disciplinæransvar under henvisning til, at det medindklagede revisionsfirma indtil den 31. december 1995 var organiseret som interessentskab og at samtlige indehavere og interessenter efter det anførte måtte anses for at have pådraget sig disciplinæransvar.
Ved skrivelse af 20. august 1996 har klager i medfør af lov om statsautoriserede revisorer § 18 b rettidigt indbragt kendelsen for Revisornævnet med påstand om at Disciplinærnævnets afgørelse ændres således, at der pålægges samtlige indklagede disciplinærstraf.
Indklagede er ved Revisornævnets skrivelse af 25. november 1996 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i bekendtgørelse om Revisornævnet.
Sagen er behandlet på et møde i Revisornævnet den 17. april 1997 med deltagelse af formanden og 4 medlemmer, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt.
Klagers advokat har ved brev af 18. november 1996 anført bl.a.:
"
Ad disciplinæransvar for de ansatte statsautoriserede revisorer.
Disciplinærnævnet har ved sin afgørelse lagt til grund, at ingen af de 35 ansatte statsautoriserede revisorer har været beskæftiget med den ulovlige publikationsvirksomhed og har på baggrund heraf frifundet de ansatte revisorer.
Det er min opfattelse, at Disciplinærnævnet herved har fejlfortolket § 10, stk. 2 i lov om statsautoriserede revisorer, idet jeg bemærker, at forbudet i § 10, stk. 2 ikke retter sig mod en revisors personlige aktivitet, men mod at en revisor er ansat i en virksomhed, der driver anden erhvervsvirksomhed, end den i § 6a nævnte.
Den af Disciplinærnævnet anlagte fortolkning medfører, at statsautoriserede revisorer fremover kan tage ansættelse i virksomheder, der driver anden virksomhed end den i § 6a nævnte, blot revisoren ikke personligt involverer sig i den aktivitet, der ikke er tilladt. Udover at fortolkningen således er indlysende forkert, vil fortolkningen medføre en retstilstand, der ikke vil kunne håndhæves i praksis.
Der skal iøvrigt bemærkes, at der efter min klients opfattelse ikke er anledning til at lægge til grund, at de ansatte statsautoriserede revisorer ikke har været beskæftiget med den ulovlige virksomhed.
Det er utvivlsomt, at samtlige ansatte statsautoriserede revisorer var bekendt med, at SP udøvede virksomheden med udvikling og afsætning af edb-programmer og herefter bør det være ubetænkeligt, at træffe afgørelse om, at de ansatte revisorer ligeledes har pådraget sig disciplinæransvar efter § 18 a i lov om statsautoriserede revisorer.
Ad disciplinæransvar for Revisionsfirmaet Price Waterhouse/Seier-Petersen I/S
Disciplinærnævnet har udtalt, at der ikke findes grundlag for at pålægge interessentskabet som sådan disciplinæransvar i medfør af § 18 a, stk. 4 i lov om statsautoriserede revisorer, idet der lægges vægt på, at samtlige indehavere og interessenter har pådraget sig disciplinæransvar.
Det er min opfattelse, at Disciplinærnævnet anlægger en indskrænkende fortolkning af bestemmelsen, som der ikke er hjemmel til....................
Ad disciplinærstraffens bortfald.
Disciplinærnævnet har i medfør af en analogi af den borgerlige straffelovs § 84, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 ladet disciplinærstraffen bortfalde, idet der lægges vægt på at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke på det dengang foreliggende grundlag (dvs. SP's brev af 27. juni 1988) kunne udtale sig om, hvorvidt den virksomhed SP drev var en lovlig eller ikke lovlig virksomhed, i relation til lov om statsautoriserede revisorer.
Det er min helt klare opfattelse, at der ikke er grundlag for denne beslutning om bortfald af disciplinærstraffen.
For at straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 skal kunne anvendes, må det være et krav, at alle oplysningerne skal være korrekte og sande i brevet af 27. juni 1988 fra SP til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Hvis indklagede selv har afgivet forkerte og usande oplysninger, overfor den myndighed, der har udvist passivitet, da bør straffelovens § 84, stk.1, nr. 3 og stk. 2 slet ikke anvendes.
.....nævnet har udover den manglende reaktion fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsens side tillagt det vægt, at SP i skrivelsen af 27. juni 1988 subsidiært ansøgte om dispensation.
Med hensyn til dispensation må det konstateres:
1. SP modtog aldrig en dispensation.
2. SP kunne ikke have nogen forventning om, at der ville blive meddelt dispensation, idet SP havde modtaget kopi af Revisorkommissionens skrivelse af 8. januar 1988 til Industriministeriet, hvoraf fremgår, at der ikke kan gives dispensation.
På baggrund af ovennævnte og på baggrund af det snævre anvendelsesområde for straffelovens ? 84, stk. 1, nr. 3 og stk. 2 bør det være oplagt, at der ikke er grundlag for at lade disciplinærstraffen bortfalde.
Afslutningsvis skal jeg således på vegne af min klient fastholde opfordringen til, at der fastsættes disciplinærstraf for de statsautoriserede revisorer, der er indehavere, for de ansatte statsautoriserede revisorer og for revisionsfirmaet som sådant."
Indklagedes advokat har i et indlæg af 19. december 1996 bl.a. anført:
"
Lovovertrædelsen
Indledningsvis bemærkes, at den under sagen for Disciplinærnævnet nedlagte påstand om afvisning fastholdes for Revisornævnet. Afvisningspåstanden begrundes med, at de klagepunkter, klageren har fremført for Disciplinærnævnet ikke på noget punkt afviger fra den problemstilling, der i sin tid blev behandlet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og som dengang ikke gav Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anledning til at fremkomme med indsigelser eller bemærkninger.
For så vidt angår sagens materielle indhold bemærkes følgende.
De indklagede er enige i, at Disciplinærnævnet har udtalt, at den af Revisionsfirmaet Price Waterhouse/Seier-Petersen (herefter PW/SP) drevne virksomhed på visse nærmere specificerede punkter ikke har været i overensstemmelse med den gældende lovgivning om grænserne for statsautoriserede revisorers virksomhed.
De indklagede er imidlertid ikke enige med Disciplinærnævnet på dette punkt.
Under henvisning til de under sagen for Disciplinærnævnet anførte anbringender gøres det fortsat gældende, at den af PW/SP drevne virksomhed på alle punkter har ligget indenfor de til enhver tid gældende grænser for statsautoriserede revisorers virksomhed.
Baggrunden herfor er særligt følgende forhold.
PW/SP's virksomhed med udvikling af edb-programmer er etableret med henblik på at udvikle og vedligeholde de bedst mulige edb-værktøjer for virksomhedens medarbejdere. Dette har i hele det relevante tidsrum også været afdelingens hovedformål. Som det fremgår af mit indlæg af 08.02.96 har denne del af PW/SP's virksomhed ikke været drevet med noget overskud af betydning, idet indtægterne fra det eksterne salg efter PW/SP's oplysninger stort set svarer til de omkostninger, der har været forbundet med udviklingen af de pågældende programmer.
Det eksterne salg har således alene haft karakter af et naturligt accessorium til den interne udvikling m.v. og en måde, hvorpå PW/SP har kunnet søge udviklingsomkostningerne inddækket.
Selve udviklingen indebar således ikke nogen overtrædelse af de for statsautoriserede revisorer gældende grænser for virksomhedsudøvelse.
Salget af edb-programmerne er endvidere sket på en måde, der ikke har været i strid med grænserne for statsautoriserede revisorers virksomhed. Det skal i den forbindelse særligt fremhæves, at PW/SP som redegjort for under sagen for Disciplinærnævnet i alt væsentligt har afsat programmerne til en enkelt forhandler, der herefter har bragt programmerne i omsætning overfor en større, anonym køberskare.
Dermed har selve afsætningsmåden også været udøvet indenfor de lovlige rammer for statsautoriserede revisorers virksomhed.
Disciplinæransvaret for de ansatte statsautoriserede revisorer
De ansatte statsautoriserede revisorer har ikke direkte været beskæftiget med den virksomhed, klageren mener strider mod reglerne for statsautoriserede revisorers virksomhed. Allerede af denne grund forekommer det åbenbart, at disse ikke kan pålægges nogen disciplinær straf, da der ikke foreligger nogen disciplinær forseelse.
Disciplinæransvar for Revisionsvirksomheden Price Waterhouse/Seier-Petersen I/S
Der henvises til Disciplinærnævnets bemærkninger.
Disciplinærstraffens bortfald
Advokat Jan Snogdals bemærkninger under dette punkt er i det hele en gentagelse af, hvad klager selv såvel skriftligt som mundtligt i en meget høj detaljeringsgrad har fremført overfor Disciplinærnævnet.
Dette afsnit indeholder således intet væsentligt nyt i forhold til det for Disciplinærnævnet oplyste.
Det er endvidere ikke korrekt, at PW/SP's dispensationsansøgning fra 1988 indeholdt usandfærdige oplysninger. De punkter, advokat Jan Snogdal opremser på side 3 i sit indlæg, vedrører alene mindre væsentlige afvigelser, der alene skyldes variation over tid i de behandlede spørgsmål. At medarbejdere hos PW/SP således på ikke-kommerciel basis i 1992 udviklede et mindre edb-program til brug ved folkeafstemninger, var således vanskeligt at forudse fire år tidligere i 1988, da den oprindelige dispensationsansøgning blev udarbejdet....
Det forekommer krænkende for retsbevidstheden, såfremt man skulle kunne blive straffet for en adfærd, der udførligt er meddelt den myndighed, der påser reglernes overholdelse og som er bemyndiget til i konkrete tilfælde at udstede dispensation, når denne myndighed udviser en adfærd, der er egnet til at give PW/SP det indtryk, at adfærden enten er lovlig, eller at der er meddelt dispensation.
Dette princip er kendt i en lang række sammenhænge indenfor de regulerede erhverv. Det er også dette princip om hensynet til den borger, der ansøger om dispensation i henhold til fastsatte regler, der ligger bag udformningen af straffelovens § 84.
"
For og med klageren mødte advokat Jan Snogdal, Århus.
For og med de indklagede mødte advokat Jakob B. Sørensen, Århus, samt statsautoriseret revisor Jørgen Dissing og statsautoriseret revisor Niels S. Møller.
Klagers advokat nedlagde påstand om disciplinærstraf for alle de indklagede.
De indklagedes advokat fastholdt sin primære begæring om afvisning af sagen. Subsidiært krævede han frifindelse af såvel indehavere som ansatte samt af revisionsfirmaet som sådant, og mest subsidiært påstod han stadfæstelse af Disciplinærnævnets kendelse.
Advokaterne har procederet i det væsentlige som for Disciplinærnævnet og har herunder henvist til de skriftlige indlæg til Revisornævnet.
De mødte parter har haft lejlighed til at udtale sig.
Revisornævnets bemærkninger:
Af de herom i den indbragte kendelse anførte grunde tiltræder Revisornævnet, at de indklagedes påstand om afvisning af sagen ikke er taget til følge.
Det tiltrædes endvidere, at de påklagede overtrædelser af revisorlovgivningen alene er behandlet for perioden fra den 26. november 1988 til den 31. december 1995, da de omhandlede aktiviteter efter det oplyste er udskilt fra de indklagedes virksomhed og overdraget til et selvstændigt aktieselskab med andre ejere.
Også Revisornævnet finder, at det indklagede revisionsfirmas virksomhed med udvikling og afsætning af EDB-programmer må anses for at have været i strid med de i Disciplinærnævnets kendelse nævnte bestemmelser i lov om statsautoriserede revisorer, og at der af de anførte grunde ikke har været tilsigtet lempelser af reglerne ved de gennemførte ændringer i 1994.
Revisornævnet finder samtlige indklagede skyldige i tilsidesættelse af de pligter, stillingen som statsautoriseret revisor medfører, for de 23 indehaveres vedkommende med samme begrundelse som Disciplinærnævnet og for de 35 ansattes vedkommende med den begrundelse, at de ved ansættelsesforholdet har handlet i strid med lov om statsautoriserede revisorer § 10, stk. 2. Det bemærkes herved, at Revisornævnet finder det ubetænkeligt at antage, at også de ansatte indklagede havde kendskab til den påklagede virksomhed.
Efter dennes karakter og omfang samt den beskrevne baggrund for aktiviteternes påbegyndelse og udvikling finder Revisornævnet det naturligt tillige at lade Revisionsfirmaet Price Waterhouse/Seier-Petersen som sådant bære et medansvar, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19 a, stk. 1 og § 18 a, stk. 4. Som også anført af Disciplinærnævnet begrænses revisionsfirmaets ansvar dog til perioden efter lovændringens ikrafttræden den 1. juli 1993.
Efter den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i anledning af de indklagedes henvendelse i 1988 udviste adfærd er Revisornævnet enig med Disciplinærnævnet i, at der er grundlag for anvendelse af reglerne i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3, og stk. 2. Revisornævnet finder dog som Disciplinærnævnets mindretal, at der ikke for de 23 indklagede indehaveres vedkommende foreligger sådanne formildende omstændigheder, at den forskyldte sanktion kan bortfalde. Det samme findes at gøre sig gældende for det indklagede revisionsfirma, og Revisornævnet tildeler derfor disse indklagede en advarsel.
Hvad angår de 35 indklagede, der har været ansat i revisionsfirmaet, finder Revisornævnet, at der ud over den sanktionsnedsættende grund i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3, foreligger formildende omstændigheder, hvorfor den af disse indklagede forskyldte disciplinærsanktion bortfalder, jf. straffelovens ? 84, stk. 2.
I medfør at bekendtgørelsen om Revisornævnet § 11, stk. 3, er det bestemt, at kendelsen skal offentliggøres.
Thi bestemmes:
Disciplinærnævnets kendelse ændres således, at der tildeles de indklagede statsautoriserede revisorer Kjeld Bøgild, Jørgen Cramon, Carsten Ehlers, Carsten Gerner, Dennis Holmark, Lars Holtug, Morten Iversen, Otto Johnsen, Poul-Erik Skou Larsen, Erling Lohse, Fin Tomy Nielsen, Susanne Nørgaard, Jørgen Torp, Niels Verdelin, Torben Wolsted, Allan V. Andersen, Kaj Atzen, Anne-Marie B. Breum, Jørgen Dissing, Kai S. Ehlers, Arne Linaa Jørgensen, Henrik Myhre, Niels S. Møller og Revisionsfirmaet Price Waterhouse/Seier-Petersen en advarsel.
Den disciplinærsanktion, der er forskyldt af de indklagede statsautoriserede revisorer Gert R. L. Andersen, Otto Brorson Andersen, Jørgen Lund Antonsen, Jens Ditlevsen, Palle Dujardin, Jesper Otto Edelbo, Lars Engelund, Ditlev Fløjstrup, René Jacobsen, Henning H. Larsen, Per Jens Løfgren, Birgitte R. Mogensen, Inge Nilsson, Jan Nygaard, Pia Overgaard, Anders H. Petersen, Casper Rasmussen, Jan T. Rasmussen, Mikael H. Sørensen, Erik Todbjerg, Jens Amstrup, Keld Basse, Harald Birkwald, Søren L. Christensen, Henrik Bo Hansen, Ivan Kjeldsen, Jesper Lund, Kim Lauge Madsen, Kirsten Munk-Stengaard, Birgit Møller, Jørgen Nicolajsen, Ole Breum Nielsen, Erik W. Rasmussen, John Szygenda og Marianne Z. Svenningensen bortfalder.