Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 89/1997
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9397@1997-08-13/da
Indhold
En politiker har klaget til Pressenævnet over, at TV 2/Bornholm har afvist at bringe et genmæle fra ham i anledning af et indslag i TV 2/Bornholms nyhedsudsendelse den 27. maj 1997.
I indslaget hed det bl.a.:
" Speak: [navn], der i denne uge vikarierer for Kofoed i Folketinget, skiller sig ud fra mængden. Han har tæft for det politiske spil og er normalt særdeles velunderrettet. Hans troværdighed fik dog et knæk, da han samtidig med sit politiske virke lod sig ansætte som lobbyist.
Journalist Ib Forchhammer: Jeg mener, det er forkert. En politiker skal repræsentere sit parti. Jeg vil vide, om jeg står over for en venstremand eller over for en lobbyist for en eller anden virksomhed. Jeg har selv haft en episode. Jeg var ude og skulle interviewe direktionen i DSB Rederi. Lige før jeg skal ind, kommer han valsende ud. Jeg kan i øvrigt se, at han er pinligt berørt over at opleve mig der. Jeg anede ikke, han var lobbyist. Jeg havde ikke diskuteret denne sag med ham. Han havde jo siddet og deltaget i gruppemøder, hvor jeg ved, at gruppens holdning til nogle af de sager, der har været omkring DSB Rederi havde været diskuteret. Jeg synes, det er forkasteligt."
Klageren har den 3. juni 1997 anmodet TV 2/Bornholm om at bringe følgende genmæle:
"Den 27. maj 1997 bragte TV-2 Bornholm et indslag, hvori journalist Ib Forchhammer, Børsen, blandt andet udtaler følgende:
([Navn]) havde jo siddet og deltaget i gruppemøder, hvor jeg ved at gruppens holdning til nogle af de sager, der har været omkring DSB-rederi har været drøftet.
Indslaget og udtalelsen var møntet på, at skulle have blandet sit private job som lobbyist med sit hverv som suppleant for Niels Anker Kofoed. Dermed skulle han have deltaget i Venstres gruppemøder som Medlem af Folketinget. Han skulle således have blandet forretningsmæssige interesser med politiske.
Imidlertid er dette forkert. [Navn] har på intet tidspunkt blandet de to ting sammen. Alene det faktum, at [navn], bortset fra i forrige uge, kun har været indkaldt i Folketinget fra den 13. december til den 19. december 1994 forhindrer rent fysisk, at han har kunnet diskutere DSB Rederi i Venstres Folketingsgruppes møder - særligt i relation til de sager, Forchhammer nævner.
[Navn] siger hertil: Jeg følger mig dybt berørt af den usaglige og ærekrænkende påstand, der er fremført i TV-2 Bornholm. Jeg vil nu klage til Pressenævnet over behandlingen, da jeg før udsendelsen gjorde TV-2 Bornholm opmærksom på, at historien var decideret usand, hvilket stationen blot trak på skuldrene af. Jeg er også krænket på min hæderlighed, og det vil jeg undersøge, om jeg kan gøre noget ved. Journalister slipper alt for ofte godt fra at lyve.
TV-2 Bornholm beklager fejlen."
TV 2/Bornholm afviste at bringe dette genmæle, men inviterede den 6. juni 1997 klageren og Ib Forchhammer til en direkte debat om klagerens rolle som politiker og lobbyist. I denne udsendelse hed det bl.a.:
"Ib Forchhamme r: [navn], har du drøftet Scandlines-sagen med nogle af Venstres gruppemedlemmer?
[Navn]: Ja. Jeg snakkede med din kilde, Jens Løgstrup, i går. Og det har jeg da. Selvfølgelig har jeg det. Jeg har haft møde med...
IF: Også med andre ikke?
[Navn]: Jo, jo. Hans Christian Schmidt.
IF: Det kan man da ikke."
Klageren har gjort gældende, at han ikke har været til stede i Venstres folketingsgruppe under drøftelse af den anførte sag. Ingen har adgang til Venstres gruppemøder på nær Venstres folketingsgruppe, en enkelt sekretær samt to betroede medarbejdere. Klageren har i den forbindelse anført, at Ib Forchhammer over for ham og over for TV 2/Bornholm har erkendt, at klageren ikke har deltaget i gruppemøder som skildret af TV 2/Bornholm.
Klageren har videre gjort gældende, at sagen er egnet til at påføre ham økonomisk eller anden skade af betydning, idet han sammen med tre andre folketingskandidater frem til næste valg kæmper om at vinde Venstres mandat på Bornholm, og TV 2/Bornholm har medvirket til at frembringe et usandfærdigt billede af ham.
Klageren har under sagen frafaldet de to sidste afsnit i genmælekravet.
TV 2/Bornholm har i en udtalelse anført, at debatten om politikeres dobbeltroller og lobbyisters arbejde i folkestyret er af stor samfundsmæssig betydning.
TV 2/Bornholm har videre anført, at klageren ikke kun er folketingskandidat, men tillige er folketingssuppleant for Niels Anker Kofoed og derfor i perioder har været medlem af Folketinget. Samtidig har han været lobbyist. I forbindelse med klagerens opstilling på Venstres liste til kommunalvalget i Københavns Kommune valgte TV 2/Bornholm i det pågældende indslag at beskæftige sig med klagerens dobbeltrolle, bl.a. ved udtalelsen fra journalist IB Forchhammer. Dobbeltrollen bliver efterfølgende kommenteret af klagerens kampagneleder.
TV 2/Bornholm har derudover anført, at Ib Forchhammer havde oplyst, at hans oplysning stammede fra kilder i Venstres gruppe, og det var TV 2/Bornholms opfattelse, at den byggede på en troværdig kilde.
TV 2/Bornholm afviste kravet om genmæle, idet det ikke er begrænset til nødvendige faktiske oplysninger, men i overvejende grad indeholder kommentarer og vurderinger, bl.a. et langt citat fra klageren selv.
TV 2/Bornholm har endelig anført at de nævnte oplysninger ligger inden for rammerne af, hvad en politiker, der selv har valgt sin dobbeltrolle, må acceptere bliver inddraget i en demokratisk debat, således at vælgerne kan få forholdene oplyst.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker, at klageren som politiker og lobbyist må tåle, at hans adfærd bliver behandlet på kritisk vis af medierne.
Selv om det må lægges til grund, at klageren ikke har været til stede ved møder i Venstres folketingsgruppe, hvor spørgsmål omkring DSB Rederi blev drøftet, finder Pressenævnet, at klageren på baggrund af debatten i TV 2/Bornholm med journalist Ib Forchhammer den 6. juni 1997 ikke har krav på yderligere genmæle.
Afsagt onsdag den 13. august 1997.