Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 137/1997
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9408@1997-11-05/da
Indhold
Otte skuespillere har ved advokat Michael Steffensen i medfør af medieansvarslovens § 40, stk. 2, klaget til Pressenævnet over det tidspunkt og den måde, hvorpå Ekstra Bladet har bragt et genmæle fra klagerne.
Det fremgår af sagen, at Pressenævnet den 24. september 1997 afsagde kendelse i en sag, der vedrørte en klage fra de ovenfor anførte personer over, at Ekstra Bladet havde afvist at bringe et genmæle fra dem.
I kendelsen hed det bl.a.:
"Pressenævnet udtaler:
....
Pressenævnet konstaterer, at bladet har bragt faktisk forkerte oplysninger om klagerne. Pressenævnet lægger til grund, at oplysningerne - henset til deres karakter - må anses som skadevoldende. Bladet har efterfølgende bragt en rettelse og beklaget det skrevne i artiklen den 22. juni 1997. I denne artikel har bladet imidlertid gentaget en del af beskyldningerne mod [FH], [CR], [JI] og [NBV], og de forkerte oplysninger er blandet sammen med andre oplysninger om klagerne. Klagerne er derfor berettiget til efter påkrav at få optaget et genmæle af følgende indhold, jf. medieansvarslovens § 39:
"Genmæle.
I Ekstra Bladet søndag, den 1. juni 1997 på avisens forside, på løbesedler, i Lederen og på side 6 og 7 og i Ekstra Bladet tirsdag, den 3. juni 1997 på side 7 påstås det, at [SW], [LD], [BM] og [GN] skulle have solgt anparter til skatterøver. Det fremgår endvidere, at teaterdirektør [NBV] og skuespillerne [CR], [FH] og [JI] skulle have solgt selskaber til Bjørn Stiedl for en overkurs i forhold til en ikke-betalt skat og derved have gjort sig skyldige i selskabstømning. Sidstnævnte fire forhold skulle ifølge Ekstra Bladet fremgå af Told og Skats positivliste.
Disse sigtelser er usandfærdige og i strid med de faktiske forhold.
Told og Skat har i skrivelse af 13. juni 1997 meddelt undertegnede advokat: "Styrelsen har ikke udarbejdet nogen positivliste". Det fremgår endvidere af Told og Skats skrivelse, at der er udarbejdet en nettoliste, hvorpå [FH], [JI] og [CR] er anført som sælgere af overskudsselskaber og at denne liste: "i betydeligt omfang var dannet på grundlag af et sæt foreløbige oplysninger. Det må derfor antages, at listen i et vist omfang var mangelfuld og fejlbehæftet". Endvidere meddeler Told og Skat: "På baggrund af styrelsens gennemgang som følge af Deres henvendelse kan det konkluderes, at handelstidspunkterne i nettolisten pr. l. september 1995 ikke er korrekte. Deres klienter har således ikke solgt selskaber til Bjørn Stiedl eller selskaber domineret af ham, og Deres klienter har ikke opnået overkurs for selskabsandelene."
Advokat Michael H. Steffensen""
Fredag den 26. september 1997 sendte klagerne en telefax til bladet med følgende indhold:
"Under henvisning til Pressenævnets kendelse af 25. september 1997 skal jeg på mine klienters vegne hermed begære genmælet bragt i Ekstra Bladet.
Angående genmælets placering bemærker jeg Pressenævnets henvisning til medieansvarslovens § 39, hvorefter det må forventes, at genmælet får en lige så fremtrædende placering, som de skadevoldende oplysninger fik."
Klagerne har fremlagt en transaktionsrapport vedrørende telefaxen, hvoraf fremgår, at denne er sendt kl. 12.34.
Klagerne har ved telefax den 30. september 1997 klaget til Pressenævnet over, at genmælet endnu ikke var bragt.
Genmælet blev bragt den 1. oktober 1997 på side 9.
Klagerne har til støtte for klagen anført, at genmælet ikke er bragt uden unødig forsinkelse, jf. medieansvarslovens § 39, stk. 1. Efter fast praksis for dagblade skal et genmæle bringes senest det andet nummer, som udkommer efter, at optagelse er forlangt.
Klagerne har videre anført, at genmælet er placeret på side 9. Herved har genmælet ikke fået en placering, der opfylder betingelserne i § 39. Efter denne bestemmelse skal et genmæle bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges. Den sags omstændigheder, der gav anledning til genmælet, var, at de skadevoldende udtalelser blev bragt i Ekstra Bladet i en søndagsudgave, der fyldte hele avisens forside, på løbesedler, i en moralsk fordømmende leder og på to helsider (side 6 og 7). Desuden blev de skadevoldende udtalelser bragt to dage senere på side 7. De skadevoldende udtalelser er således eksponeret på en særdeles i øjnefaldende måde, der på ingen måde står i et rimeligt forhold til den placering, Ekstra Bladet har valgt at give genmælet.
Bladet har i en udtalelse om klagen anført, at klageren i en skrivelse af 26. september 1997, modtaget af bladet den 29. september 1997, meddelte, at han ønskede at modtage nævnets tilbud om et nærmere angivet genmæle. Det pågældende genmæle er bragt i avisen onsdag den 1. oktober, altså 2 dage efter modtagelsen af klagerens begæring, hvilket ikke er "unødig forsinkelse".
Bladet har videre anført, at sagen ikke tidligere af hverken klageren eller Pressenævnet har været anset som presserende.
Bladet har vedrørende genmælets placering anført, at side 9 er et ofte brugt anbringelsessted for tidligt indløbet pligtstof, idet side 9 er én af de første sider, der færdiggøres i den redaktionelle proces. Denne placering har aldrig tidligere givet anledning til indsigelser og må således kaldes sædvanlig. Den pågældende side har endvidere grundet sit øvrige indhold en vis opmærksomhedsværdi.
Bladet har endelig anført, at bladet allerede i søndagsudgaven den 22. juni 1997 af egen drift lod indrykke en firespaltet beklagelse af de punkter i artiklen, som bladet fandt dadelværdige.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Karen-Anke Tørring, Finn Rowold, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Medieansvarslovens § 39 anfører om offentliggørelsen af et genmæle:
"§ 39 . Genmælet skal offentliggøres vederlagsfrit uden unødig forsinkelse og skal bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges.
Stk. 2. Redaktionelle bemærkninger i umiddelbar tilslutning til offentliggørelsen skal indskrænkes til faktiske oplysninger."
I bemærkningerne til § 39 i lovforslaget om medieansvarsloven er anført:
"I lighed med, hvad der gælder i dag, skal genmælet offentliggøres vederlagsfrit. Efter presselovens § 9, stk. 4, skal berigtigelse optages i det første eller for dagblades vedkommende senest i det andet nummer, som udkommer efter, at optagelse er forlangt. Dette foreslås i stk. 1 , ændret til, at genmælet skal offentliggøres uden unødig forsinkelse. Heri ligger ikke nogen ændring i det tidsmæssige krav, for så vidt angår periodiske skrifter, men da genmælereglerne også omfatter de elektroniske medier, er det uhensigtsmæssigt at foreskrive konkrete tidsfrister i loven.
Kravet om, at genmælet skal bringes på en så fremtrædende måde, som det efter omstændighederne med rimelighed kan forlanges, svarer til presselovens § 9, stk. 4, 3. pkt.
Stk. 2, svarer til presselovens § 9, stk. 4, 5. pkt."
Pressenævnet har ikke søgt at fastlægge nærmere retningslinier for offentliggørelsen af et genmæle efter medieansvarslovens § 39, stk. 1.
Pressenævnet finder ikke grundlag for at kritisere placeringen af genmælet på side 9.
Der er uenighed parterne imellem om tidspunktet for, hvornår tilkendegivelsen fra klagerens advokat er modtaget af bladet.
Under disse omstændigheder finder Pressenævnet ikke grundlag for at kritisere offentliggørelsestidspunktet.
Afsagt onsdag den 5. november 1997.