Gelex

Ankestyrelsens principafgørelse O-161-97 om handicappet barn - lyskaldeanlæg - retablering - merudgifter ved forsørgelsen

OphævetVersion 1997-12-15fra 1997-12-15 til 2013-07-11
Karakter A

udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9459@1997-12-15/da

Indhold
  1. Indledning

Ankestyrelsens principafgørelse O-161-97 om handicappet barn - lyskaldeanlæg - retablering - merudgifter ved forsørgelsen

Resume: I forbindelse med en omfattende renovering af eget hjem kunne der ikke ydes hjælp til udgifter til retablering af et lyskaldeanlæg som en merudgift ved forsørgelsen af familiens døve barn. Der blev lagt vægt på, at udgiften til retablering af lyskaldeanlægget, der tidligere var bevilget til familien, ikke var en umiddelbar følge af barnets handicap. Ankestyrelsen lagde særligt vægt på, at renoveringen af huset skyldes andre forhold end barnets handicap, og at renoveringen ikke var begrundet i et egentligt påbud fra brandmyndighederne.

Kassation: Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi Kassationsdato: 16-06-2009 Love: Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1 Vejledninger: Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 23 Sagsfremstilling: En familie med et døvt barn havde i 1990 fået bevilget et lyskaldeanlæg til dør og telefon samt 3 lamper. I 1995 søgte familien om dækning af udgifter til genopsætning af lyskaldeanlægget. Huset havde gennemgået en omfattende renovering, og ledningerne til lyskaldeanlægget var ikke længere lange nok. Behovet for genetablering skyldtes, at familien på grund af brandfare havde gennemført en renovering af huset, som indvendigt var beklædt med blød masonit. Der var dog ikke tale om et egentligt påbud fra brandmyndighederne. Ansøgningen var først behandlet efter bistandslovens § 58, hvor der var givet afslag. Familien søgte herefter om hjælp efter bistandslovens § 48 som en merudgift ved forsørgelsen. Kommunen meddelte afslag på ansøgningen, idet man fandt, at renoveringen ikke var nødvendiggjort af datterens døvhed. Dertil kom, at kommunen allerede i 1990 havde afholdt udgiften til opsætning. Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet man lagde vægt på, at den ansøgte udgift skyldtes grunde, der ikke kunne henføres til datterens handicap, men at familien af anden årsag ønskede ombygning af boligen. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt udgifterne til genetablering af installationer i hjemmet ydet med henblik på afhjælpning af et handicap, kan afholdes efter bistandslovens § 48 som en merudgift ved forsørgelsen. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at yde støtte til retablering af lyskaldeanlæg som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen efter bistandslovens § 48. Begrundelsen for afgørelsen var, at udgiften til retablering af lyskaldeanlægget, der tidligere var bevilget til familien, ikke var en umiddelbar følge af barnets handicap. Ankestyrelsen lagde særligt vægt på, at renoveringen af huset skyldes andre forhold end barnets handicap, og at renoveringen ikke var begrundet i et egentligt påbud fra brandmyndighederne. Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Versioner

  1. 1997-12-15 · til 2013-07-11