Ankestyrelsens principafgørelse P-1-97 om administration - betalingskommune - handlekommune - pension - bopælskommuneforpligtelse - § 112-institution
Karakter A
udgiverens juridiske XML. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9464@1997-02-15/da
Indhold
Ankestyrelsens principafgørelse P-1-97 om administration - betalingskommune - handlekommune - pension - bopælskommuneforpligtelse - § 112-institution
Resume: For en person, der var optaget i en af de institutioner, som er opregnet i pensionslovens § 58, og som ikke havde haft bopæl uden foren sådan institution i en dansk kommune, påhvilede bopælskommunefor pligtelsen den første danske kommune, som den pågældende havde haft bopæl i.
Kassation: Der er kommet nye regler på området Love: Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 - § 57 Sagsfremstilling: Ankestyrelsen har behandlet 6 sager om personer, der alle er født i Grønland. De var som led i en aftale mellem Statens Åndssvageforsorg og Socialdirektoratet i Grønland blevet overført til Danmark i årene fra 1967 til 1975. De var først blevet anbragt på en institution i A kommune, hvor de boede i nogle år. Senere blev de overført til en institution i B kommune, hvor de fortsat havde ophold, da det blev aktuelt at rejse pensionssag for dem. B kommune sendte i august 1994 pensionsansøgningerne til A kommune under henvisning til §§ 57 og 58 i lov om social pension. A kommune returnerede ansøgningerne med henvisning til, at institutionen i A kommune på daværende tidspunkt var en statsinstitution. Ankenævnet fandt, at det var B kommune, der havde pligten efter lovens § 57, stk. 1. Nævnet begrundede afgørelserne med, at de 6 personer ved tilflytningen til Danmark fik ophold i en statsinstitution, og at de efterfølgende fik ophold i en § 112-institution uden medvirken fra A kommune. Nævnet fandt på den baggrund ikke, at reglen i § 58 i lov om social pension kunne finde anvendelse. B kommune anførte i klagerne over nævnets afgørelser, at institutionen i B kommune i sin tid var en statsinstitution ligesom institutionen i A kommune. De 2 institutioner var i forbindelse med udlægningen af åndssvageforsorgen pr. 1. januar 1980 blevet amtsinstitutioner. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken kommune, der har forpligtelsen efter § 57, stk. 1, i lov om social pension i den situation, hvor en pensionsansøger under hele sit ophold i Danmark har været anbragt på institutioner for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at det var med rette, at B kommune havde anmodet A kommune om at rejse sag om pension for de omhandlede personer. Ankestyrelsen lagde vægt på, at de pågældende ikke havde haft bopæl uden for institution i en dansk kommune. Forpligtelsen efter lovens § 57, stk. 1, måtte derfor - ligesom opholdskommuneforpligtelsen efter bistandsloven - påhvile den første danske kommune, som de omhandlede personer fik bopæl i. Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse. Da det var B kommune, der havde afgivet indstilling til revaliderings- og pensionsnævnet, var det i medfør af § 52, stk. 3, 2. pkt., B kommune, der umiddelbart skulle afholde udgifterne til de pågældendes pension. Da det drejede sig om personer, som den 1. januar 1992 havde ophold i en institution efter bistandslovens § 112, stk. 1, var det staten, der skulle afholde hele udgiften til pension, jf. § 14, stk. 5, 2. pkt., i lov nr. 399 af 6. juni 1991.