Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 111/1996

GældendeVersion 1997-01-16
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9520@1997-01-16/da

Indhold
  1. Indledning

K1 og K2 har klaget til Pressenævnet over et indslag bragt i programmet "Station 2" på TV 2 den 16. august 1996, idet de finder, at god presseskik er overtrådt.

I programmet hed det bl.a.:

"Vært 1: Der forsvinder varer for flere milliarder hvert år fra de danske butikker.

Vært 2: Det er op til forretningerne selv at sikre sig mod butikstyvene. Station 2 har set på, hvilke våben, forretningerne har, og vi har fulgt kampen mod tyvene med skjult kamera.

(Man ser en mand (butiksdetektiv), der henvender sig til to personer, en mand og en kvinde. Alle tre personers ansigter er sløret).

Butiksdetektiv: Goddag, jeg kommer fra Hovedstadens Butikskontrol. Vil I lige følge med mig herhen en gang?

Manden: Ja.

Butiksdetektiv: Har du noget, du ikke har betalt for?

Manden: Ja.

Butiksdetektiv: Det har du? Og det er?

Manden: Det er de cykeldele, der ligger hernede...

....

Speak: OBS-varehus i Tåstrup med skjult kamera i en taske. Her cirkulerer Mona og Henrik - to butiksdetektiver - rundt, forklædt som almindelige kunder, men med radiokontakt til hinanden.

(Man ser butiksdetektiven fra før sammen med en kvinde).

....

Speak: Der går ikke længe før der er bid. Et ægtepar skygges.

(Man ser de to butiksdetektiver går rundt og ser på ting).

Speak: De ser ægteparret skjule cykeludstyr under en rød jakke der ligger i deres vogn. Henrik går uden for kassen og venter. Mona holder fortsat øje med ægteparret inde fra butikken.

(Man ser butikken sådan som en person, der går ud af forretningen vil se den).

....

(Man ser klippet fra indledningen, hvor Henrik henvender sig til de to kunder).

Henrik: Goddag. Jeg kommer fra Hovedstadens Butikskontrol. Vil I lige følge med mig herhen en gang?

Manden: Ja.

(Man ser i ca. 20 sekunder alle 3 personer gå hen mod kameraet. Ansigterne er fortsat sløret ud. Der klippes til et billede hvor man ser en dør ind til et rum. Foran døren er sokker og skjorter. På skærmen er anført: "Afhøringsrummet, OBS Tåstrup". Dette billede er på skærmen i resten af indslaget fra OBS).

Henrik: Hvis I har mere i lommerne, kan I lige så godt tage det frem med det samme.

Manden: Jeg erkender, at jeg har taget det der. Jeg håber selvfølgelig ikke, at man er nødt til at involvere politiet.

Henrik: Jamen det bliver jeg nødt til. I sådan et omfang som her.

Damen: Jeg har ikke set at han har taget det der.

Henrik: Det gider jeg ikke diskutere med dig. Det bliver en sag mellem dig og politiet.

Herren: Kommer det så langt som til politiet?

Henrik: Ja det gør så. Du spiser i forretningen og du stjæler vores varer. Og det er et brud mod de regler der findes i Danmark. Og derfor må vi køre vores spil som vi nu kører det. Ikke.

(Man ser de to kunder komme ud fra rummet sammen med en betjent, der følger dem ud af forretningen).

...."

Klagerne har gjort gældende, at det er en overtrædelse af god presseskik, at TV 2 imod deres protest har offentliggjort videooptagelserne af dem, at maskeringen ikke er foretaget korrekt og fyldestgørende, idet de er genkendt, og at det er en overtrædelse af god presseskik, at der er foretaget lydoptagelser med skjult mikrofon i et aflukket lokale, og at disse lydoptagelser herefter er sammenføjet med billeder og offentliggjort i indslaget.

Klagerne har videre gjort gældende, at tv-udsendelsen er med til at dømme dem for åben skærm forud for en domstolsbehandling af sagen.

Klagerne har endelig krævet udlevering af de råbånd, hvorpå indslaget blev optaget.

TV 2 har anført, at optagelserne er foretaget på et frit tilgængeligt sted, at klagerne ifølge fotografen ikke protesterede over for optagelserne, at butiksdetektiverne var udstyret med mikrofoner, og at såvel lyd- som billede optagelser er foretaget lovligt.

TV 2 ønskede imidlertid ikke at afsløre identiteten på klagerne, og disse er derfor maskeret på sædvanlig vis.

TV 2 har videre anført, at klagerne selv har bragt sig i den situation, som optages.

TV 2 har endelig afvist at udlevere råbåndene.

Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Per Sørensen, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet har fulgt klagernes ønske om hemmeligholdelse af deres identitet, og at kendelsen derfor offentliggøres uden klagernes navne.

Pressenævnet har ikke mulighed for at kræve råbåndene udleveret fra TV 2 og har endvidere ikke mulighed for at pålægge TV 2 ikke at anvende bestemte optagelser.

Pressenævnet finder det ikke kritisabelt, at der i indslaget er bragt optagelser, der er foretaget med skjult mikrofon og skjult kamera, idet disse optagelser er foregået på et offentligt sted.

Pressenævnet finder endvidere ikke grundlag for at kritisere den måde, hvorpå maskeringen er sket.

Afsagt den 16. januar 1997.

Versioner

  1. 1997-01-16