Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 115/1996
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9522@1997-01-16/da
Indhold
En mand har klaget til Pressenævnet over at JydskeVestkysten har beskåret 3 indlæg fra ham, bragt henholdsvis den 10., 15. og 16. november 1996, idet han finder, at god presseskik er overtrådt.
I indlægget, der blev bragt som et læserbrev den 10. november 1996 som reaktion på et indlæg den 29. oktober 1996 fra MF Kirsten Jacobsen, hed det bl.a.:
"Når åndelig armod og uvidenhed kombineres med politik, er demokratiet i fare. Det ville være ønskeligt, om Kirsten Jacobsen, fremskridtspartiet, satte sig ordentligt ind i Folkeoplysningsloven, den muligheder og begrænsninger, før hun udtaler sig herom. I rubrikken "Refleks" med overskriften "Stram folkeoplysningsloven" gør hun sig skyldig i så mange faktuelle fejl, at man må tage sig til hovedet. Udover uvidenhed om folkeoplysningslovens enkelte elementer, udtrykker denne fremskridtets (?) kvinde tilsyneladende også stor mangel på respekt for nærdemokratiet og den enkelte borgers ret til personlig udvikling.
....
Ydermere skriver hun, at pengene til folkeoplysning går til "tant og fjas", og opremser nogle få eksempler på, hvad der har kunne kaldes folkeoplysning: Kamelridning, windsurfing og auralæsning. Disse måske non-agtige kurser gør hun til genstand for urimelig generalisering.
...."
Efter det først citerede afsnit indeholdt klagerens indlæg yderligere følgende: "at man kun kan blive bestyrket i den opfattelse, at hun er gået helt fejl i byen."
Efter det næste citerede afsnit indeholdt klagerens indlæg følgende: "Derved negligerer hun den indre værdi af de mange andre forskellige kurser og aktiviteter, loven hjemler mulighed for at gennemføre til fordel for den almene folkeoplysende virksomhed. Og som rent faktisk også finder sted.
Endelig ønsker debattøren strammet folkeoplysningen op økonomisk. De sparede penge skal så bruges på forbedringer i forhold til samfundets svageste. Som om der kun kan være tale om et: Enten.. eller". Det handler tværtimod om, at samfundet både skal tage sig af pleje og omsorg for den svagere stillede borger - og samtidig forebyggende sikre den enkelte borgers mulighed for frit at kunne udvikle sig ved at lære noget nyt bl.a. via undervisning og folkeoplysning."
Som reaktion på det bragte læserbrev anmodede klageren den 10. november 1996 bladet om at bringe følgende indlæg:
"Under overskriften "Åndelig armod og uvidenhed" bragte JydskeVestkysten (18/11/96) et stærkt beskåret debatindlæg fra mig om MF'eren Kirsten Jacobsen fra Fremskridtspartiet og hendes tanker om Folkeoplysningsloven.
Det bragte indlæg indeholdt beklageligvis en redigeringsfejl fra JydskeVestkystens side. Kurserne kamelridning, windsurfing og auralæsning har jeg i mit indlæg ønsket at benævne "pop-agtige" og ikke "non- agtige", som man fejlagtigt har redigeret det til.
Denne redigering forenklede mit budskab om, at Kirsten Jacobsen ved sin urimelige generalisering omkring ovennævnte kurser negligerer den indre værdi af de mange andre forskellige kurser og aktiviteter, folkeoplysningsloven hjemler mulighed for at gennemføre. Til fordel for den almene, folkeoplysende virksomhed. Og som rent faktisk også finder sted.
Endelig er jeg af den formening, at man netop ikke skal stramme folkeoplysningsloven op økonomisk. Hvor Kirsten Jacobsen ønsker de sparede penge brugt til forbedringer i forhold til samfundets svageste, mener jeg, at det ikke handler om et "enten ... eller". Tværtimod skal et samfund både tage sig af pleje og omsorg for den svagere stillede borger - og samtidig forebyggende sikre den enkelte borgers mulighed for frit at kunne udvikle sig. Dette kan bl.a. ske ved lærdom gennem undervisning og folkeoplysning."
Af dette indlæg blev de 3 første afsnit bragt som et læserbrev den 16. november 1996.
Som reaktion på et indlæg af Bert Sams bragt den 8. november 1996 anmodede klageren bladet om at bringe følgende:
" Bert Sams ønsker (JV 8/11 '96) en folkeafstemning om "vigtige og principielle spørgsmål af stor betydning for landets og samfundets udvikling og fremtid." Som et eksempel herpå fremdrager han Danmarks modtagelse af flere tusinde flygtninge pr. år. Debattøren hævder endvidere, at "indvandrerlobbyen" (igen dette nedladende udtryk) "aldrig har ønsket en åben debat eller kritik, endsige en oplysningskampagne."
Beklageligvis har herr Sams ikke ret i sin påstand. Der har fra skiftende (herunder også borgerlige) regeringers side år efter år, siden midten af 1980'erne været afsat millioner af kroner til oplysning og aktiviteter om flygtninge og indvandrere, primært kanaliseret gennem h.h.v. Kulturministeriet og Indenrigsministeriet.
Problemet for herr Sams og andre nationalister er tilsyneladende blot, at pengene er øremærket i forhold til reel oplysning, for at forebygge bl.a. racisme og fremmedhad samt fremme af en mellemfolkelig forståelse for, hvorfor der i verden og Danmark er flygtninge.
M.h.t. en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal modtage flygtninge eller ej, tillader jeg mig derfor igen at spørge herr Sams: "Jamen, kan man afholde folkeafstemning om menneskerettigheder?" - I givet fald, hvad skal så folkeafstemningen gå ud på - og skal den være bindende for det danske folketing?"
Bladet bragte alene følgende del den 15. november 1996 under rubrikken "i øvrigt mener jeg":
"... at når Bert Sams ønsker folkeafstemning om "spørgsmål af stor betydning for landets og samfundets udvikling", vil jeg spørge hr. Sams: Kan man holde folkeafstemning om menneskerettigheder?" I givet fald, hvad skal folkeafstemningen gå ud på og skal den være bindende for Folketinget?"
Klageren har gjort gældende, at bladet har bortcensureret såvel meningstilkendegivelser som faktuelle oplysninger i de indlæg fra hans side, som det har bragt.
Bladet har i en udtalelse anført, at bladet jævnligt på debatsiderne gør opmærksom på, at redaktionen forbeholder sig ret til forkortelse, og at bladet i øvrigt lader sit væsentlighedskriterium være afgørende i redigeringen, og at bladet bringer en rettelse, hvis der sker en meningsforstyrrende forkortelse.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Per Sørensen, Ulrik Holmstrup, Aage Lundgaard og Ole Askvig.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet er enig med bladets redaktør i, at et massemedie har ret til som led i den redaktionelle proces på egen hånd at forkorte manuskripter til læserbreve og debatindlæg, såfremt skribentens opfattelse trods sådanne forkortelser fremstår som uforvansket.
Pressenævnet finder, at der i denne sag trods den skete forkortelse ikke er sket en forvanskning af klagerens synspunkter.
Afsagt den 16. januar 1997.