Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 116/1996
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9523@1997-02-27/da
Indhold
En statsaut. revisor har ved advokat Anders Hjort klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt på TV 2 den 4. november 1996.
Udsendelsen var et led i serien "Fak2'eren" og havde titlen "Eksperimentet".
I programmet beskrives overlæge J. Steen Jensens anvendelse af hoftecementen Boneloc og overlægens tilknytning til selskabet Polymers Reconstructive A/S.
Klageren optræder i 2 sekvenser i udsendelsen.
I den første sekvens, der varer ca. 25 sekunder, ses klageren i samtale med J. Steen Jensen på en parkeringsplads. Det er i denne sekvens indledningsvis ved en "ring" om hans hoved markeret, hvem J. Steen Jensen er. Klageren ses overvejende bagfra og fra siden:
"Speak: Steen Jensen og hans partnere har firmaet Polymers her i Farum i Nordsjælland.
Overlægen hæver store beløb i firmaet. Alene hans honorar af de første år er 130.000 kr. om måneden. En fire-dobling af hans lægeløn. Steen Jensen er på den måde med til at trække store værdier ud af firmaet. I 1993 har Polymers således et minus på 15 mio. kr."
I den anden sekvens, der varer ca. 30 sekunder og afslutter udsendelsen, ses afslutningen af samtalen fra første sekvens, hvorefter såvel klageren som J. Steen Jensen sætter sig i deres biler og kører væk. Klageren ses her bl.a. forfra:
"Speak: Overlæge Steen Jensen. Manden, der udviklede Boneloc.
Steen Jensen er fortsat direktør og speciallæge. Sundhedsstyrelsen har ikke ment, at han bør gøres personlig ansvarlig i Boneloc-sagen.
Samlet har Steen Jensen trukket 5,6 mio. kr. ud af projektet til sig selv i løn og konsulenthonorarer.
Steen Jensen har ikke ønsket at medvirke i dette program."
Udsendelsen blev genudsendt den 17. januar 1997. I genudsendelsen var klagerens hoved og hans bils nummerplade "sløret".
Klageren har gjort gældende, at han er genkendt af sin omgangskreds og sine klienter, uanset at hans navn ikke blev nævnt.
Klageren har videre gjort gældende, at udsendelsen efterlader det indtryk, at han er "med i sagen", bl.a. fordi TV-kameraet hovedsageligt interesserer sig for hans bil - en Toyota Supra, der er et ikke synderligt solgt bilmærke. Det er i den forbindelse ligegyldigt, at udsendelsen ikke angiver ham som medejer eller partner i Polymers Reconstructive A/S. Det er ligeledes uden betydning, at optagelsen foregik på et frit tilgængeligt sted.
TV 2 har i en udtalelse anført, at optagelserne er foregået på et frit tilgængeligt sted.
TV 2 har videre anført, at klageren ifølge TV 2's oplysninger er revisor for Polymers Reconstructive A/S, samt at optagelserne ikke fokuserer på klageren, idet begge sekvenser, hvorpå han optræder, er ledsaget af speak, der omtaler overlæge J. Steen Jensen. Det er derfor på den første sekvens markeret, hvem der er J. Steen Jensen.
TV 2 har endelig anført, at udsendelsen ikke bibringer seerne det indtryk, at klageren er involveret i Polymers Reconstructive A/S.
Følgende nævnsmedlemmer har deltaget i sagens behandling: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Ole Askvig og Tage Clausen.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet bemærker indledningsvis, at optagelserne er foretaget på et frit tilgængeligt sted og ikke er i strid med god presseskik.
Pressenævnet finder efter en samlet vurdering af udsendelsen - herunder den tekst, der ledsagede de pågældende sekvenser, - at udsendelsen fokuserede på klageren på en sådan måde, at han også er omfattet af den kritik, der gives udtryk for i udsendelsen. Da klageren efter det oplyste ikke var indblandet i de problemer med Boneloc-hoftecementen, der omtales i udsendelsen, finder Pressenævnet, at den skete fokusering på klageren indebar en unødig krænkelse af denne, og Pressenævnet udtaler sin kritik af TV 2.
Afsagt den 27. februar 1997.