Klager over brud på tavshedspligt
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9855@1997-01-01/da
Indhold
Patientklagenævnet fandt det på baggrund af sagens akter tilstrækkeligt sandsynliggjort, at patienten havde givet sit samtykke til, at psykologen på det distrikspsykiatriske center til barnets psykolog kunne oplyse, at det på daværende tidspunkt ikke var realistisk at iværksætte psykoterapeutiske samtaler for patienten. Videre fandt nævnet, at der i samtykket fra patienten kunne indfortolkes en tilladelse til, at barnets psykolog kunne få årsagen til dette oplyst, herunder at patienten var psykisk meget dårlig, og at man i afdelingen arbejdede på at etablere en behandlingsmæssig kontakt til patienten. Nævnet lagde vægt på, at det i et journalnotat efter samtalens afholdelse var bemærket, at samtalen fandt sted efter aftale med patienten. Endvidere lagde nævnet vægt på, at det af et senere journalnotat fremgik, at patienten i forbindelse med en samtale med patientens forældre og psykologen havde givet udtryk for, at patienten i sin tid havde sagt ja til, at telefonsamtalen kunne finde sted. Endelig lagde nævnet vægt på, at patientens moder i et brev til barnets psykolog havde oplyst, at patienten gav sit samtykke til, at barnets psykolog kunne kontakte distriktspsykiatrisk behandlingscenter med henblik på iværksættelse af samtaleterapi.
Imidlertid fandt nævnet, at det havde været hensigtsmæssigt, om psykologen havde journalført samtykket på tidspunktet for samtalens afholdelse, således at det klart fremgik, hvilke oplysninger patienten havde samtykket til blev videregivet samt formålet hermed.