Egenandel af værgevederlag ikke nedsat
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9871@1997-05-06/da
Indhold
Personspørgsmål 623.2.
"Civilretsdirektoratet har nu behandlet Deres klage over ------- Statsamts afslag på helt eller delvist at nedsætte fru B´s betaling af værgevederlag og kontorholdsudgifter til Dem.
Vi ændrer ikke ------- Statsamtets afgørelse.
Vi har truffet afgørelsen efter § 18, stk. 3, jf. stk. 1, i sagsbehandlingsbekendtgørelsen. Det fremgår bl.a. af § 18, stk. 1, at den, der er under værgemål, betaler værgens vederlag og nødvendige udlæg, hvis den pågældendes indtægt overstiger 95.000 kr. Hvis den del af indtægten, der overstiger 95.000 kr., ikke kan dække værgens vederlag og nødvendige udlæg, betaler statsamtet resten, jf. dog stk. 2.
Det fremgår endvidere af § 18, stk. 3, at statsamtet i særlige tilfælde helt eller delvist kan nedsætte betalingen for den, der er under værgemål.
Det fremgår af sagen, at ----- Statsamt har fastsat det årlige værgevederlag til 3.500 kr. plus moms, og at der derudover årligt kan tillægges Dem et beløb på 1.500 kr. plus moms til dækning af kontorholdsudgifter.
Det fremgår endvidere af sagen, at fru B´s ifølge årsopgørelsen for 1995 havde pensionsindtægter på ca. 83.000 kr. og renteindtægter på ca. 73.000 kr., at hendes nuværende indtægter ifølge forskudsopgørelsen for 1997 er ansat til nogenlunde det samme, og at renteindtægterne stammer fra en båndlagt kapital.
Af det indsendte budget for 1997 fremgår bl.a., at fru B´s udgifter til husleje er på 3716 kr. månedlig.
De har anført, at der bør ske hel eller delvis nedsættelse af fru B´s egenbetaling, da hendes udgifter til husleje er for store, og hun er stærk knyttet til sin bolig.
Vi har lagt vægt på disse oplysninger og finder ikke, at der er oplyst sådanne særlige omstændigheder, herunder særlige udgifter i budgettet, som kan begrunde, at fru B´s betaling af udgifter til værgevederlag og nødvendige udlæg helt eller delvist kan nedsættes.
Den bestemmelse, der er henvist til ovenfor, findes i bekendtgørelse nr. 1178 af 13. december 1996 om behandling af værgemåls- og værgesager samt om faste værger og værgens vederlag m.v. (Sagsbehandlingsbekendtgørelse)."