Godkendelse af éngangsgaver til børnebørn fra person under værgemål
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9872@1997-04-11/da
Indhold
"Civilretsdirektoratet har nu behandlet Deres klage over ------ Statsamts afslag på, at der af Deres mors formue ydes gaver på 35.000 kr. til hvert af Deres mors 10 børnebørn .
Vi ændrer statsamtets afgørelse, således at det tillades, at der som en éngangsgave ydes hvert af børnebørnene 10.000 kr . af Deres mors formue.
Vi har truffet afgørelsen efter § 8 i værgemålsbekendtgørelsen. Der står i § 8:
"Værgen skal have statsamtets godkendelse til at yde gaver af indtægten. Godkendelse kræves dog ikke, hvis gaven har en ubetydelig værdi." Dette betyder, at større gaver af indtægten normalt kræver statsamtets tilladelse. Almindelige fødselsdags- og julegaver (lejlighedsgaver) til personer, den pågældende er knyttet til, kræver normalt ikke statsamtets tilladelse.
Vi har endvidere truffet afgørelsen efter § 39 i værgemålsloven, hvorefter værgen skal have statsamtets godkendelse til forbrug af formue, der er omfattet af et værgemål.
Efter praksis er vi tilbageholdende med at tillade, at der ydes gaver af indtægten. Tilladelse gives normalt kun, hvis det efter sædvanlige forhold ville være naturligt at yde en gave af den pågældende størrelse til gavemodtageren og der foreligger en særlig begrundelse for at yde gaven. En sådan begrundelse kan navnlig være, at der tidligere er ydet lignende gaver, eller at der er økonomiske vanskeligheder hos gavemodtageren. Såfremt gaven skal ydes af kapitalen, er vi særlig tilbageholdende.
Det fremgår af sagen, at Deres mor, som nu er knap 87 år, blev umyndiggjort den 6. juli 1995 p.g.a. senil demens. Hendes formue er på ca. 917.000 kr.
Ifølge årsopgørelsen for 1995 havde Deres mor pensionsindtægter på ca. 89.000 kr., og De har oplyst, at Deres mors samlede indtægter består af pensionsindtægter på ca. 90.000 kr. årligt og renter på ca. 30.000 kr. årligt. De har videre oplyst, at Deres mors indtægt dækker hendes faste udgifter og behov.
Det fremgår endvidere af sagen, at Deres mor ikke tidligere har ydet gaver til børn eller børnebørn, og at ingen af hendes børnebørn er i økonomisk trang.
Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at der ikke tidligere er ydet gaver, og at der ikke foreligger økonomiske vanskeligheder hos gavemodtagerne, hvorfor vi ikke har fundet grundlag for at imødekomme Deres ansøgning fuldt ud.
Imidlertid har vi navnlig under henvisning til formuens størelse, Deres mors alder og personlige forhold, størrelsen af det samlede gavebeløb, samt at der er tale om gaver til nærtstående fundet, at der efter omstændighederne skønsmæssigt kan frigives 10.000 kr. til hvert af børnebørnene som et éngangsbeløb.
Den bestemmelse, der er henvist til ovenfor, findes i bekendtgørelse nr. 1177 af 13. december 1996 om værgemål (værgemålsbekendtgørelsen)."