Personlige værgemåls rækkevidde
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9877@1997-07-03/da
Indhold
Personspørgsmål 61.1.
"Deres brev af 26. februar 1997 vedrørende værgemål er af Lovafdelingen i Justitsministeriet oversendt til Civilretsdirektoratet til besvarelse.
I den anledning kan vi oplyse følgende:
Værgemålsområdet er nærmere reguleret i Justitsministeriets lov nr. 388 af 14. juni 1997.
Med værgemålsloven er der gennemført en revision af de tidligere gældende regler om umyndiggørelse af voksne, således at reglerne er gjort mere tidssvarende og smidige. Samtidig med værgemålslovens ikrafttræden blev lov om umyndighed og værgemål (myndighedsloven) og lov om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler m.v. ophævet.
Et væsentligt element i den ny værgemålslov er, at der ved alle værgemål skal foretages en vurdering af, i hvilket omfang og på hvilke områder der er brug for en værge til at varetage økonomiske og personlige forhold. De enkelte værgemål skal afpasses efter de konkrete og individuelle behov hos den person, som sagen drejer sig om, og værgemålet må ikke være mere omfattende end nødvendigt.
Den grundlæggende bestemmelse i den nye værgemålsordning findes i lovens § 5, hvorefter der kan iværksættes værgemål for den, der på grund af sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorlig svækket helbred er ude af stand til at varetage sine anliggender, hvis der er et behov for det.
Værgemål efter § 5 kan omfatte både økonomiske og personlige anliggender, men kan begrænses til blot en af delene. Værgemålet kan endvidere begrænses til at angå bestemte økonomiske aktiver eller anliggender, f.eks. forvaltning af fast ejendom eller pensionsbeløb eller repræsentation ved bestemte aftaler, f.eks. kreditkøb eller indgåelse af lejemål. Værgemålet kan også begrænses til at angå bestemte personlige forhold, f.eks. beslutning om flytning på plejehjem.
Værgemål vedrørende personlige forhold medfører ikke indgreb i den pågældendes selvbestemmelse og handlefrihed. Værgemålet medfører ret for værgen til at repræsentere den, der er under værgemål, i vigtigere forhold af personlig karakter ved at træffe beslutninger om forhold, som den pågældende på grund af sin tilstand ikke selv kan tage stilling til.
Værgemålsloven åbner ikke mulighed for fratagelse af handleevnen vedrørende personlige forhold.
Det er vanskeligt at opstille klare retningslinier for, hvad der ligger inden for og uden for det personlige værgemåls grænser. Dette må dels bero på de konkrete omstændigheder, dels må dette efterhånden fastlægges gennem praksis.
Det ligger imidlertid fast, at et personligt værgemål ikke giver værgen ret til tvangsmæssigt at anbringe eller indlægge den pågældende på institution, hospital eller lignende.
På tilsvarende vis må visse beslutninger vedrørende personlige forhold som udgangspunkt anses for at ligge uden for det personlige værgemåls rammer. Dette vil f.eks. være tilfældet ved beslutninger om dagligdags spørgsmål, hvor der ikke er tale om opgaver af retlig karakter.
Indtil den 1. januar 1997 fandtes reglerne om umyndiggørelse i myndighedsloven.
Personlig umyndiggørelse kunne ske efter myndighedslovens § 46, hvis det skønnedes, at en person var ude af stand til selv at drage omsorg for sin person.
Retsvirkningerne af en personlig umyndiggørelse var, at værgen overtog den retlige kompetence til at drage omsorg for den umyndiggjortes person. Dette indebar, at værgen kunne træffe beslutning om bestemte vigtigere foranstaltninger af personlig karakter.
Retsstillingen omkring rækkeviden af den personlige umyndiggørelse var på visse punkter præget af usikkerhed. Sammenfattende må det dog antages, at en personlig umyndiggørelse efter de dagældende regler ikke indebar, at værgen havde hjemmel til at overvinde modstand med hensyn til personlige spørgsmål, som de personer, der var i stand til på en eller anden måde at tilkendegive en holdning, gav udtryk for.
Civilretsdirektoratet kan ikke pege på anden lovgivning, bortset fra psykiatriloven, der kan løse hospitalets problem med denne gruppe patienter, der tilkendegiver, at de ikke vil flytte på f.eks. plejehjem eller institution."