Arveudlæg til 9-årig i fast ejendom i henhold til testamente
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/1997/9879@1997-08-27/da
Indhold
Værgemålsbekendtgørelsens § 11, jf. § 6.
"Civilretsdirektoratet har nu behandlet Deres klage over ----- Statsamts afslag på fru S´s ansøgning om godkendelse af, at hendes mindreårige søn B, født den 4. februar 1988, får udlagt den faste ejendom beliggende ---------------, som arv efter hr. P.
Vi ændrer statsamtets afgørelse, således at vi efter omstændighederne tillader, at den pågældende ejendom udlægges til B, som arv efter hr. P. Tilladelsen er betinget af, at værgen udsteder friholdelseserklæring, hvoraf fremgår, at værgen forpligter sig til at friholde den umyndige for ethvert ansvar og enhver forpligtelse, der måtte opstå i forbindelse med den umyndiges erhvervelse, besiddelse og eventuelle afhændelse af den faste ejendom, uden at der kan stilles noget krav om, at den umyndige selv, efter at være blevet myndig, skal tilbagebetale eventuelle erlagte beløb i henhold til erklæringen.
Det fremgår af sagen, at hr. P i et testamente af 15. januar 1996 har bestemt, at ovennævnte faste ejendom skal udlægges til B, og at indboet endvidere skal tilfalde B. Den resterende del af boet skal deles mellem B og fru K, således at B arver 3/4 heraf. Det er i øvrigt oplyst, at hr. P ikke havde børn og altid har betragtet B som sin søn.
Det fremgår af åbningsstatusen vedrørende boet, at der udover den faste ejendom er værdier på ca. 700.000 kr., hvoraf 3/4 tilfalder B.
Den faste ejendom er vurderet til 550.000 kr., der er ikke nogen gæld i ejendommen, udgifterne til forsikring og ejendomsskat beløber sig til ca. 5.400 kr. årligt, hvortil kommer diverse forbrugsudgifter på ca. 13.000 kr. årligt. Det er oplyst, at ejendommen kan udlejes for 4.500 kr. månedlig således, at lejer betaler forbrugsudgifterne.
B har ifølge indsendt dokumentation kontant indestående og værdipapirer for godt 170.000 kr.
Fru S havde ifølge årsopgørelsen for 1996 en indtægt på ca. 140.000 kr., og i følge det oplyste har hun en friværdi i sin faste ejendom på godt 1 mill. kr.
Hun har i øvrigt erklæret sig villig til at udstede friholdelseserklæring i forbindelse med B´s overtagelse af ejendommen.
Vi har lagt vægt på ovenstående oplysninger og har - navnlig under henvisning til hr. P´s testamente og de økonomiske oplysninger vedrørende den faste ejendom - fundet grundlag for at imødekomme det ansøgte, uanset B´s unge alder."